Go to Top

Om Søren Sørensen

Hedersledamot i Bellmanssällskapet

For en profet der ikke nyder agtelse i fædrelandet, er det en trøst at møde det udefra, som når det i Bellmanssällskapets blad  bl.a. hedder: Søren Sørensen, född 1937, är litteraturhistoriker, romanförfattare, lyriker, essäist och mycket annat. Med generös auktoritet, encyklopediskt vetande och vital intellektuel receptivitet rör han sig över många fält – där ett stort sådant utgörs av Bellman.

Danske digtere i Italien

kilde: KultuNaut, Caspar Andreas Dyrehauge Fre. 23. sep.
2011

Den danske Petrarca-oversætter, Søren Sørensen, har en passion for Italien. I sin seneste udgivelse, hvor han optræder som redaktør, sættes Italien som  o omdrejningspunkt for danske digtere, der på et eller tidspunkt har besøgt og/eller skrevet om landet. En fascinerende udgivelse, der giver et fint indblik i dansk litteratur og kulturforståelse. Set i sammenhæng med Sørensens øvrige udgivelser er der skabt en fin sammenhæng. Det er ikke tit, man ser en digtantologi, der sætter de enkelte digte op mod de steder, hvor de er blevet til. Søren Sørensen balancerer i denne udgivelse mellem kærligheden til
landet Italien og de danske digtere, der har besøgt landet gennem tiderne.

Derfor giver det mening, at digtene konsekvent er opdelt efter de respektive lokaliteter, og bogen kan udmærket bruges som rejseledsager i det sydlandske. Bogen burde også kunne glide ind i uddannelser, der har dansk litteratur som et hovedområde. Sørensen leverer i sin introduktion en aktuel og begrundende forklaring på denne bogs relevans. Danmark har haft og har stadig en stor rejseaktivitet blandt forfattere, der finder inspiration i støvlelandet og i dets litteratur finder idealer og forbilleder i navne som Dante, Petrarca og Boccaccio. Sørensen skriver veloplagt, at Danmark jo nok har haft en større interesse for Italien, end Italien har haft for Danmark. Men det bliver digtene jo ikke mindre gode af.

Petrarca er det helt store forbillede fra renæssancen, der med sine sonetter satte dagsordenen for de næste mange års poesi i
Europa. Man ser derfor ganske klart de linjer, Sørensen forsøge at optegne til den engelske, danske og tyske lyrik. Endvidere er hvert digt efterfulgt af en tre-fire linjers oplysende tekst, således at digtet kan sættes ind i bogens overordnede tema. Selve udvalget er holdt ganske stringent i forhold til Sørensens overordnede projekt, hvilket gør bogen anvendelig som lystlæsning, håndbog og en egentlig litteraturdiskurs udi dansk litteraturs samklang med Italien.
Bogen kan varmt anbefales, og man må virkelig rose Sørensen for projektets præcision og klarhed. Der er på alle måder tale om et uddybende billede af den danske litteratur, som vi kender den.

Set i tråd med Sørensens øvrige udgivelser er bogen en hyldest til poesien – og det er netop i den kontekst at denne udgivelse bliver noget mere end en ligegyldig antologi. Køb eller bestil bogen på saxo.com

Søren Sørensen: Tre sole er ikke for meget – Danske digtere i
Italien
Mellemgaard, 287 sider
ISBN: 978-87-92801-10-4

Om Ellekrogselegier skrev Ole Møller

Der er to ting, som kendetegner Søren Sørensen digter. Det er hans viden og hans perfektionisme.

På www.kultunaut.dk skrev Caspar Andreas Dyrehauge om Ellekrogselegier således:
Denne lille fine samling bestående hovedsageligt af sonetter, er en forfriskende udgivelse i et lyriklandskab, der til tider kan virke navlepillende og trivielt. Sørensens formfuldendte poetiske udladninger byder på en ro og fortællestil, der kan lede tankerne fra en andedam i Danmark til landskaber i USA – og uden blu henvise til mesteren Petrarca.

Der kan siges meget mere om Sørensen sonetter, men én ting må være på sin plads: de fortjener at blive læst.

Anmeldt d. 20.9.2010 af Leif Kirkvåg

Politiken Bøger lørdag den 11. september 2010: ULDPARYK OG TRÆSKO kommentar af Søren Vinterberg om Golden Days, Bellman og en lærd og diger roman, der tager et usminket vue hen over hele hans virke og tid. … Sådan er åbningssituationen i Søren Sørensens gribende og imponerende genneminformerede roman om digteren, “Sisyphos i Slotsvagten”
!Uldparyk og træsko

KOMMENTAR
SØREN VINTERBERG

»Karon mig en päls ikläder / Ullperuk och näverskor,/ Med en mantel utav läder/ Och en hatt med sorgeflor./ Lyran i min hand han sätter,/ Sköljer flaskan åt mig ren – / Himlen vet vad vin och rätter/ Vankas uti i elysén!«

Ja, undskyld. Det her angår faktisk Golden Days, oplysningens og rokokoens 1700-tal, som ellers så let støver til i pudder og parykker, salonkonversation og sofastykker. Også selv om arrangørerne af denne måneds kæmpefestival tydeligt har gjort sig umage for det modsatte, med tidens tegn som højaktuelle slagord: »Globalisering, gossip og grådighed«.

Men skulle det alligevel blive for artigt og lugtfrit, er der altså hjælp at hente hinsidan. Hos ovenfor citerede Carl Michael Bellman (1740-95), svensk royalist og revolutionær, hofsekretær og konkursrytter, digter og drukmås. Og frem for alt: Dødsbevidst livsnyder.
Bellman er modsætningernes mand, her mødes det højeste med det laveste – digterlyre med uldparyk og træsko (näver er birkebark); sørgefloret og dødsrigets færgekarl Karon med drømmen om en veritabel Noma-menu i det hinsidige Elysium. Livets lys med dødens mørke.

DE CITEREDE syner havde digteren i april 1774, på livets højde og endnu 21 år før sin død som 55-årig. Tidligt, synes vi i dag, men dengang over levealderens gennemsnit: Syv af Bellmans tretten søskende var allerede døde som børn. 1700-tallet behøvede ikke motorvejstrafik for at holde dødsraten oppe.

Her henter jeg versene fra en lærd og diger dansk roman, der – så at sige fra gældsfængslets vindue i de sidste måneder af digterens liv – tager et usminket vue hen over hele hans virke og tid. Ja, for den sags skyld med sideblikke til Danmarks Golden Days, for hertil flygtede Bellmans ven, tegneren og billedhuggeren Johan Tobias Sergel, efter opsætningen af hans mindesmærke for den kontroversielle Gustaf III, myrdet i operaen to år før. Bellman havde skrevet mindetavlens tekst, men han blev i Stockholm med kone og børn – de tre, der endnu var i live.

Sådan er åbningssituationen i Søren Sørensens gribende og imponerende genneminformerede roman om digteren, ‘Sisyphos i Slotsvagten’ (forlaget Multivers 2009). Titlen fordi Bellman så sig selv som den græske konge, der overværede et af Zeus’ jordrystende samlejer og til straf må rulle stenen op ad bjerget i al evighed – langt senere alment kendt takket være Albert Camus’ essay om livets absurditet.

Man kunne ellers også se digteren som en Tantalos. Altså den anden konge, hvis straf det var efter døden at stå tørstig og sultende i vand til knæene og med modne frugter lige over sit hoved. Bøjede han sig, veg vandet, og strakte han sig, vippede frugtgrenen uden for rækkevidde – i al evighed.
Sådan en uindfriet længsel er også Bellmans drivkraft, en flammende desperation bag livsnyderens maske. En umættelig livsappetit, himmelstræbende beruset af bare ædruelig dødsbevidsthed. Ewalds eksalterede højspænding sendt gennem Wessels ironiske relæ. Sørensen, formand for det danske Bellman-selskab, spejler det hele i sin roman, så lærd, at man med fordel kan læse lidt på lektien og personkredsen i forvejen – f.eks. på hjemmesiden http://www.bellman.net

Med fortiden som spejl skal vi fatte dagens dilemmaer og måske også vejen ud af dem. Og som Golden Days-eventmagerne har antydet, lever vi selv i en Stor og Forunderlig Tid, mellem den globale grådighed og gensplejsningens himmelstræben. Ingen af os når vel at opleve, at 2010 engang bliver til Golden Days annodazumal – men som den svenske digter synger i en af de fem ‘Fredmans sånger’, vores Folkehøjskolesangbog stadig rummer:
»Tycker du att graven är för djup,/ nå, välan, så tag dig då en sup,/ tag dig se’n dito en, dito två, dito tre,/ så dör du nöjdare!«
soren.vinterberg@pol.dk