Go to Top

Petrarca

I den forstand er Petrarcas forfatterskap en parafrasering over Paulus’ brev til Korinterne, kap. 13,9-12.
Unn Buttenschøn 2006
(
Paulus: For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis) – og lyrikken som den er defineret af Francesco Petrarca, er netop per definition stykkevis, dvs. fragmenter af hvad digtere skriver på folkenes sprog)

Petrarca omtales sporadisk i den netop udkomne Sophienholmsonetter og andre digte, bl.a. som poesiens største lys. Med Gløden i hjertet (Forlaget Multivers)  udgives et frodigt udvalg af mesterens bedste heksameterdigte i fortsættelse af linjen fra den  romerske digter Horats sammen med enkelte hyrdedigte i traditionen fra Virgil.
Dette bind bliver dermed det tredie i forlagets Petrarcaserie efter Canzoniere -Sangenes Bog 2011 og biografien Petrarca Liv, Værk og Virkning 2014. Om heksameterdigtene på latin hævder forskerne at de i skønhed og udtrykskraft kan sidestilles med de bedste afr Petrarcas digte i Canzonieren, opfyldte af den sande poesi.
Gløden i hjertet  nåede boghandelen efter Bogmessen i Bella Centeret medio november.
I skønhed og udtrykskraft kan adskillige af de metriske epistler sidestilles med de bedste af Petrarcas digte i Canzoniere Sangenes Bog, det synes verdens førende Petrarcaforskere at være enige om. Epistlerne er opfyldt af den sande poesi, og lige så godt som fra Canzonierens digte indser læseren af disse hvor stor Petrarcas begavelse for poesien var.
Var de skrevet på folkets sprog og ikke de lærdes latin, ville de have været et litterært verdensunder. Hvert af digtene udgør et afrundet og gennemarbejdet kunstværk. Typisk for lyrik skal man ikke lede efter sammenhænge mellem dem.
De metriske epistler har deres versemål fra Homers Iliaden og Odysseen, men det direkte oplæg er den romerske digter Horats’. Fra ham lånte Petrarca også titlen Epystolae.
Gløden i hjertet rummer imidlertid også andre eksempler på Petrarcas latinske digtning, nemlig tre ekloger, hyrdedigte fra samlingen Bucolicum carmen. Selv forklarede Petrarca at klagesangen ikke ville kunne være afsluttet før smerten er det, og dette tilskyndede ham til at skrive Bucolicum carmen , en tvetydig poetisk genre som forstås af få og måske nydes af nogle flere.

Petrarkisten Søren Sørensen   Af Rune Engelbreth Larsen

Si mumler Po for Po è si
og aldrig no jeg løber her
jeg strømmer af sted

Søren Sørensen: »Floden er«, 2010

Amor Rex

Guden Amor er en konge, hvis vælde bebudes i »al Naturens Pragt«, kan vi forstå på Christian Winthers digt, »Amor Rex« (1849), der proklamerer, at »den lille Herre« har større magt end alle andre guder:

Hvert Hjerte faaer han lænket,
Hvor han sin Piil har skudt;
Han hersker uindskrænket,–
Hans Magt er absolut.

Francesco Petrarcas poetiske vidnesbyrd om sin kærlighed til Laura er et af den vestlige kulturhistories kardinaleksempler på, hvordan nogle bliver hårdere ramt af Amors pil end andre. Petrarca har om nogen tematiseret og eksemplificeret det universelle tema om ulykkelig og uforløst kærlighed i så uforglemmelig grad, at han også af den grund placerer sig i selskab med litteraturens klassikere – fra antikkens mytologi til romantikkens poesi. Og med ryggen mod middelalderen er han den kommende epokes poetiske stifinder, der personificerer renæssancens morgenrøde; ikke blot ved sin store begejstring for antikkens førkristne arv, der bliver udslagsgivende for renæssancens kulturliv, men også som selvreflekterende ‘moderne’ individ i digtning, breve og essays, ja, sågar som bjergbestiger.
Men det er først og fremmest takket være hans kærlighedsdigte, at han har fået sin plads blandt historiens udødelige, hvorom Kierkegaard bemærker: »Petrarca troede at han skulle blive udødelig ved sine latinske Skrifter, og han blev det ved sine erotiske Digte.«
Men skønt poeten allerede blev hyldet i sin samtid i 1300-tallet og rager op i kulturhistorien på linje med store ånder som Platon, Ovid, Dante, Shakespeare, Voltaire og Goethe, mærkes hans betydning herhjemme dog først så småt i 1600-tallet af Kingo, Vedel og Peder Syv og i 1700-tallet af Holberg, før han bliver genfundet og dyrket i romantikken, hvor ikke mindst Staffeldt, Oehlenschläger, Ingemann, Winther, og P.L. Møller lader sig inspirere. Siden løftes han ind i 1900-tallet af bl.a. Sophus Caussen og Thøger Larsen, om end kun for atter at glide ud i periferien af Inspirationens Kanon i størstedelen af det 20. århundrede.
Hvis én til gengæld har æren af at føre Petrarca ind i det tredje årtusinds danske kultur- og litteraturhistorie med større grundighed end nogen dansker i det andet årtusind, er det utvivlsomt forfatteren, historikeren og billedkunstneren Søren Sørensen; ikke mindst i kraft af hans oversættelse af Petrarcas Il Canzoniere, hvoraf en tredjedel blev udgivet i 2005 og en komplet udgave så dagens lys i 2011.
Dertil kommer adskillige foredrag og essays, der belyser Petrarcas digtning og kulturhistoriske betydning i store epokale træk såvel som nationale detaljer, hvortil også nærværende bog naturligvis er et betydningsfuldt bidrag. Desuden har Sørensen redigeret og skrevet indledning til antologien Tre sole er ikke for meget (2011), der præsenterer et detaljeret og eksemplificeret vue over danske digteres italienske inspiration de foregående par århundreder, og som inkluderer 101 digte, der vidner om de vidtfavnende geografiske, kulturelle og historiske indtryk fra Italien, der har præget dansk lyrik.

Her er Amors rige
Illustrativt for Petrarcas sene og sporadiske betydning for dansk kulturliv er måske den virkningshistorie, som et enkelt af hans digte har haft: Canzone nr. 126. Først i Malte Conrad Bruuns ufuldstændige og oversete fordanskning, siden i fuld romantisk flor, men stadig som en isoleret blomst hos Oehlenschläger, og altså endelig så sent som i 2005 i Søren Sørensens nudanske gendigtning blandt et større udvalg af Petrarcas digte, før en sammenhængende poetisk buket endelig udkom i 2011 under titlen Canzoniere – Sangenes Bog.
Malte Conrad Bruun fordanskede canzonen i sonetform (og dermed stærkt forkortet) under titlen »Mit Vaucluse« og skabte en på én gang vemodig og dydig sonet om de levende erindringer, hvori Petrarca indlejrede et evigt litteraturhistorisk billede af Laura:

Her smilte hun til mig! Paa hendes Kinder
Jeg Morgenrøden saae til Himlens Glæder.
Her trykte hun min Haand! Ak, bange træder
Jeg til det Træe, hvor hendes Navn man finder!

Uvidende herom oversatte Oehlenschläger hele canzonen få år senere som »Petrarcas Canzone ved Vaucluse Kilden«, og Knud Lyhne Rahbek lod den offentliggøre i anledningen af Petrarcas 500-års dag i 1804. Og selv om Staffeldt er den store petrarkist herhjemme med utallige sonetter i Petrarcas stil, er det vel fra denne mærkedag, at den store italienske digters eget værk egentlig kan siges at gøre sin spæde entré for et bredere publikum i Danmark. Hos Oehlenschläger får vi ikke kun Petrarcas vemod, men også hans erotisering af naturen, der emmer af forelskelse, når hans søde erindring iler ned fra de skønne grene som en »Blomsterregn i hendes Skiød«:

Eet Løv paa Kiolen hvilte,
Eet funklende sig hæved,
Af gyldne Lokker fundet,
Med klare Perler bundet;
Eet laae paa Jorden, Eet i Vandet bæved,
Eet syntes huldt at sige
Med vildsom Svæven: Her er Elskovs Rige!

Et halvt årtusind efter Petrarcas fødsel nåede de første betydningsfulde Laura-blade således endelig Danmark, men der skulle altså gå yderligere et par århundreder, før vi fik store dele af skoven at se i dansk sprogdragt ved Søren Sørensen. Til sammenligning fordansker han ovenstående passage i Petrarcas canzone på følgende vis:

På kjolens søm stod mødet
med blomsterdrys, og håret
fik sit, og perleblændet
lå nakken under spændet;
en blomst til jorden, en til vandet båret;
i faldet lod én sige,
imens den drejed: Her er Amors rige.

Sørensen har ikke blot oversat og skrevet om Petrarca; han er selv digter og følger i fodsporene på sonettister og petrakister som Staffeldt, Ingemann, Winther og Claussen, og hans beherskelse af de klassiske former har næppe sin ligemand i samtidens danske lyrik.
Men i modsætning til de tragiske kærlighedsforhold, som har præget og inspireret 1300-tallets tre store, Dante, Boccaccio og Petrarca, er Sørensen måske heldigere truffet af Amors pil. På Mallorca kan han glæde sig over at kunne falde i søvn ved sin hustrus side og inspireres til »Digtet midt om natten« (1998) på et leje, som Petrarca ville have misundet ham.

Og mindes Petrarca
Som udfyldte ark a’
Smukt svungne terzetter
I kvindefri nætter

Og fryder mig over
Hvor godt jeg så sover
Til søde små snork a’
Min skat på Mallorca.

Tænk, om Petrarca havde fået sin Laura – var vi så blevet et hovedværk i europæisk lyrik foruden? Hvem kan benægte, at tilværelsens store slag kan udløse en digterisk kraft af sjælden karat, hvis den rette digter er til stede. Kierkegaard genfandt også hos Petrarca det store universelle tema om den ulykkelige kærlighed, kendetegnet i sin ultimative poetiske form af en principielt uoverstigelig forhindring, ikke blot ‘vanskeligheder’ og småproblemer. Pathos skal der til, og pathos byder sig til i ulykkens storhed: »Uden Lidenskab ingen Digter, og uden Lidenskab ingen Poesi.«
Og det er om den lidenskabelige kærligheds forlis, at Kierkegaard skriver i Stadier paa Livets Vei (1845), at man nærmest skulle tro, den havde opfundet poesien. Han tilføjer: »Men saa er det jo ikke mere end billigt, at Poesien gjør Gjengjeld og kommer den ulykkelige Kjærlighed til Hjelp, og ikke for meget at den gjør det hellere end gjerne.«
Og hvad Kierkegaard og Petrarca måske havde lidt færre forudsætninger for at erfare end Sørensen – poesien kommer også den lykkelige kærlighed til gavn, som her i »Elegi på Ellekrogen«, der åbner digtsamlingen Ellekrogselegier (2011):

Om natten når skyerne samles og dækker det grå under hvælvet,
Kan man som andre har gjort det, skandere daktyler
Lærdere blir man jo ikke ved det, men dobbelt så lykkelig,
Og Amor har lært os at lyset det skal være slukket,
Psyche fik påbud at lampen sku holdes i afstand af sengen,
Men natten er nordisk og lys nok i juli hos os,
Man ser hvad man elsker at se og øjnene aldrig får nok af,
Er jordbunden ikke herude, er formerne klassiske.

Et spor forpligter

Petrarca har ikke kun sneget sig ind i Sørensens digtning en vågen nattetime ved sin elskedes side på Mallorca, men selvfølgelig også på rejser i den store digters fodspor til nøglestederne i Petrarcas liv:

Stod de plataner her da han har boet
Ved denne bred og nydt af deres skygge?
Har han mon haft det rart i havens hygge?
Nu er her bart, gud ved hvad der har groet

spørger Sørensen i »Petrarcas have« fra Troldspejl (2008) og ser for sig den store digter belure »Den skønne Laura da hun som Susanne / Tog bad et sted i disse klare strømme – «
Petrarca har indskrevet kærligheden og Laura i naturen omkring sig og dermed ikke blot digtet en evigt fortælling om ulykkelig kærlighed, men også gjort naturen til en poetisk sfære, ja, til et vidnesbyrd om Amor selv, sådan som den deificerede kærlighed også bliver det i Christian Winthers »Amor Rex«. I Petrarcas sonet nr. 280 hedder det f.eks.:

Det hvisker »elsk!« i løv, i luft, det våde,
småfugle, fisk og blomster, alt det grønne,
det bér mig »lad du kærligheden råde«.

Kombinationen af kærlighed og natur personificeres og mytologiseres i Laura, hvorom alting drejer sig for den ulykkeligt forelskede digter, og hvorom Sørensen skriver i digtet »Petrarch et Laure« fra Ellekrogselegier:

En kreds af myter der endnu bedårer
En kreds af sange ingen tid kan rokke,
En indsigt i vort liv. Et spor forpligter.

Ja, et spor forpligter den digter og oversætter, der har erkendt, hvor meget han skylder Petrarca – og hvor tidligt han er begyndt at stifte gæld.
»I grunden ved jeg nu det started med Petrarca,« konstaterer han i digtet »Librarian Love« (upubliceret). I grunden ved han selvfølgelig også nu, at ingenting slutter med Petrarca, i hvis smittende selskab han i en årrække har befundet sig. Nej, hverken som læser eller digter bliver Sørensen næppe heller nogen sinde færdig med den Petrarca, hvis skib han har fulgt på kulturens oceaner med den medsammensvornes nidkærhed og fortrolighed, som ikke mindst kendetegner den omhyggelige og passionerede oversætter.
Og efter syv århundreders vedholdende sejlads ved vi andre vist også nu, at det er en af kulturhistoriens mest sødygtige skibe, han har indløst så fornem en billet til for hele det dansklæsende publikum.
Eller med Sørensens egne ord i sonetten »Vaucluse« (2004), der er trykt i digtsamlingen Ellekrogselegier, og som beretter om dalen, hvortil også han selv og mange andre digtere er valfartet:

Til dalen, den ved Sorgue man kalder lukket,
  Vaucluse hvor vandet strømmer frem af fjeldet,
Det sted hvis skønhed fik ham overvældet
Og kaldte fryd og tåre frem, og sukket,

Hvor aldrig elskovsilden helt blev slukket
Og aldrig heller fik lagt lå på smældet
Fra rim og rytmer ingen tid forælded,
Sonettens klang der står som kobberstukket,

Kom Ingemann og digted om hans skæbne,
Mens Andersen beklaged at han rejste
Forbi den kilde der er selve digtet,

Europas vers, det sejl Petrarca hejste
For sin sejlads, han kunne bare væbne
Sig med de ark – og se om de har svigtet.

 

 

Af mine Digte om Francesco Petrarca har jeg i anledning af  udgivelsen – se nedenfor – lavet et nytryk. Læsere er velkomne til at bestille et eksemplar af heftet pr. mail eller telefon – 20 kr. + porto.

Nogle af digtene har været trykt i digtsamlinger og antologier. Indholdet rummer sonetterne Tilegnelse II Cecilie, Hilsen til Petrarca à propos Sonetto LXI, Vaucluse, Carpentras, Pétrarque et Laure, Livseventyr og Til et portræt på Musée Pétrarque, heksameterdigtet Epistola Familias og det “frie” Floden er.
Floden er kan også høres oplæst via nettet You Tube/ TV-Bella.dk.

For nylig blev jeg opmærksom på Frank Jægers Hverdagshistorier (1951) hvori den næstsidste har titlen Petrarca.
Det andet eksempel på Petrarcaomtaler fra efterkrigstiden står dér, noveller der navnet til trods er absurde tekster i folkeeventyrets troldspejl. Petrarca er titlen på den næstsidste hverdagshistorie om Sognets bedste Kirsten, konen paa Korsbjærgaard der bliver mor til en vanskabt dreng. En dag får mor og søn uventet besøg, men konen er belæst, hun genkender den besøgende som digter Petrarca. Gæsten helbreder det syge dreng, beder om et stykke papir. Om morgenen finder hun ham død  hen over en verslinje:  O tid, o himmel som i kredsgang jager.
Det viser Jægers fortrolighed med Petrarcas italienske digtning. Det er  første vers af Sonetto CCCLV, den der i den danske oversættelse hedder Som tiden flyver, og som himlen svinger – i originalen O tempo, o ciel volubil, che fuggendo.


Den 9. september 2014 udkom værket Petrarca, Liv, Værk og Virkning på Forlaget Multivers.
Indholdet er fordelt på seks kapitler: 1. Petrarcas steder. Geografi og topografi spiller en stor rolle i forfatterskabert, derfor er hans livsløb skildret gennem de lokaliteter der dannede baggrund for de forskellige livsafsnit, barndommen i Toscana og Provence, studieårene i Montpellier og Bologna, voksenlivet i Avignon med rejser til Rhinegnene, Rom og Napoli, opholdene i Parma, årene i Fontaine de Vaucluse med afgørende betydning for forfatterskabet, de modne år i Milano og Venezia, den sidste tid i Arquà Petrarca i Veneto.
2. handler om Petrarcas studier i latin, kirkefædrene og de romerske klassikere, især Cicero, Virgil og Horats.
3. Petrarcas venner og4. Petrarcas samtid.
5. gennemgår værkerne Africa, Secretum/Min hemmelighed, brevene til venner, Rejsevejledning til Vor Herre Jesu Christi Grav, de filosofiske skrifter, polemikkerne og lyrikken i a) de metriske epistler, b)hyrdedigtene og c) Canzoniere eller Sangenes Bog samt Triumferne.
Kapitel 6 har overskriften Petrarca og petrarkisterne og gennemgår italiensk, spansk og portugisisk, fransk og engelsk renæssance, tysk og svensk 1600-tal, førromantik og romantik og afrundes med et omfattende afsnit om Petrarca i dansk litteratur.
Bogen er rigt illustreret med originaltegninger.

 

To digtere fra Thisted – og én fra Toscana 

Der er omkring  1500 km fraThisted til den by i Toscana hvor digteren Francesco Petrarca så dagens lys en julidag i 1304, og i tid er der 470 år til Malthe Conrad Bruun så en ny dags lys i huset i Storegade, hvor nu indkøbscenteret ligger – og skæve 633 år, til den anden af disse to Thisteddigtere blev født for foden af Østerbakken. Men hverken vejlængder eller tidsafstande generer bøger. De overskrider selv de længste tider og de største strækninger uden andet besvær end det der ligger i deres sprogdragt.
Petrarca har længe været så godt som ukendt og ulæst i Danmark af andre end dem der har lært sig italiensk, eftersom det nu var hans modersmål. Det gælder ganske vist ikke en stor del af de digtere der præger dansk litteratur, også f.eks. J. P. Jacobsen, og han har da også i det første kapitel af Fru Marie Grubbe ladet den unge frk. Marie sidde i haven og læse i en bog af samme Petrarca.
Griseldis hedder den, og læser man i Boccaccios Decameron, kan man finde den fortælling i dens oprindelige form. Men Marie Grubbe læste den som Petrarca havde skrevet den om efter sin gode ven Boccaccios oplæg; Petrarca vidste nemlig godt at der heller ikke i 1300-tallet var så mange der kunne læse italiensk. Derimod kunne de latin, de fleste af dem der i det hele taget kunne læse,  så derfor omdigtede Petrarca sin vens novelle til latin – som så blev oversat til dansk, så Marie kunne læse den og blive grebet af den.
Griseldis er ganske vist ikke Petrarcas vigtigste bidrag til verdenslitteraturen. Men der udkom et optryk af den netop det år J.P. Jacobsen sad og skrev på Fru Marie Grubbe. Petrarcas vigtigste værk er hans samling af 366 digte, og de har haft umådelig betydning for digtlæsere i hele Europa lige siden 1300-tallet; ikke mindst har mange digtere læst dem, glædet sig over dem og lært af Petrarcas måde at skrive digte på. Det gælder næsten alle Europas store digtere, men også mange af dem som færre har læst.
Canzoniere eller Sangenes Bog kom samlingen til at hedde, da den yngste af de to Thisteddigtere oversatte samtlige 366 digte. Før den tid var der kun nogle få og spredte digte oversat til dansk, ét af Oehlenschläger, ét af Ingemann, nogle stykker af nogle andre.
Men Malthe Conrad Bruun var den første der oversatte digte fra Canzoniere. Det gjorde han som ung student ved universitetet i København. Han skrev også en herlig novelle, hvori han lod Jerusalems Skomager komme på besøg o. 1350 hos Petrarca.
Ikke mange synes at have lagt mærke til disse oversættelser, selv om Petrarcas berømmelse stod på sit højeste i 1790’erne ude i Europa, særligt i Tyskland og Frankrig – uden for Italien, altså.  Malthe Conrad Bruun blev, som mange ved, landsforvist af politiske grunde, og så blev han nærmest glemt herhjemme. Til gengæld blev han en stor skikkelse i Frankrig, både som formidler af litteratur, ikke mindst Petrarca, og som geograf. F.eks. kendte Oehlenschläger ikke til at Bruun nogle år tidligere havde oversat det digt af Petrarca som Oehlenschläger allerede dengang blev berømt for, Kilden i Provence,  Canzone CXXVI i Sangenes Bog.
Så gik der mere end 200 år, og ingen danskere læste mere end nogle få digte af den store italienske lyriker. I 2004 var der gået 700 år siden han havde set dagens lys de 1500 km syd for Thisted, og den der skriver dette, stod for at arrangere oplæsninger og foredrag om ham i København og Malmø.  På dansk fandtes der næsten ingenting. På svensk? Så at sige det hele.
Nok til at digteren blev grebet af, hvad han læste. Noget af det svenske stod i en bog der også rummede nogle af Petrarcas egne tekster på italiensk.
At læse et godt digt på et andet sprog er noget der altid har inspireret digtere til at oversætte det eller efterligne det. Nu skete der det samme, og syv år senere kunne forlaget MULTIVERS udgive en komplet udgave af Canzoniere eller Sangenes Bog, samtlige 366 digte på dansk. Nu foreligger de, og alle kan læse dem. Danmark er dermed rykket ind i rækken af kulturnationer der kan læse Europas skønneste digte på landets eget sprog, 500 år efter Frankrig og England.
Der er som nævnt ikke noget mærkeligt i at en digter lader sig gribe af noget som vedkommende læser, heller ikke at det så bliver gendigtet på vedkommendes modersmål. Det er på den baggrund ikke mærkeligt at det skete for Malthe Conrad Bruun i 1790’erne. Eller for Søren Sørensen i 2000’erne.
Men måske er det lidt tankevækkende, at den ene blev født i Storegade, den anden på Østerbakken, at de begge to voksede op med Thistedsproget som deres tilgang til deres fag.

 

 

9. september 2014 udkom Søren Sørensens biografi Petrarca, Liv, Værk og Virkning, og heri kan man finde et afsnit om netop Malthe Conrad Bruun. Også i Søren Sørensens egne digtsamlinger kan man finde digte om Francesco Petrarca og hans liv.

Petrarcas indflydelse i verdenslitteraturen rækker over Boccaccio, Chaucer, Pierre de Ronsard, Shakespeare, Boileau, Goethe, Alfred de Musset, Charles Baudelaire, Ezra Pound
og i musikken: Orlando di Lasso, Haydn, Liszt, Schönberg, Benjamin Britten bl.a.

Petrarca i nordisk litteratur: Anders Sørensen Vedel (som oversatte Petrarcas bodsalmer 1577), Skogekär Bergbo, Holberg, Bellman, Malthe Conrad Bruun, Schack von Staffeldt, Oehlenschläger, Atterbom, Ingemann, H.C. Andersen, Sophus Claussen, Fredrik Wulff, Anders Österling, Gunnar Ekelöf o. m. a.
Hos mig i romanen Don Juans Døtre og Troldspejl og andre digte, Ellekrogselegier.

Søren Kierkegaard og Petrarca:

“Selv om Søren Kierkegaard intet sted i sit essay “Sygdommen til Døden” går ind på Petrarcas Min Hemmelighed/Secretum, synes han med sin formel for bevidstheden som en “sygdom til døden” at gentage Petrarcas erfaring af det fortvivlede jeg og gøre det i dramatisk tilspidsning. Jegets struktur som hos Petrarca kommer til syne i den radikale selvundersøgelse, finder hos Kierkegaard sin skarpeste pointering …”
Karlheinz Stierle: Francesco Petrarca Ein Intellektueller im Europa des 14. Jahrhunderts 2003 p. 424.

Mit essay om tidiga petrarcaspår i nordisk litteratur (på svensk) kan læses på nettet i Tidningen kulturen (Umeå) på http://tidningenkulturen.se

Heri omtales den anonyme oversættelse af novellen Griseldis (opr. Decameron), af Bodssalmerne som Saxooversætteren Anders Sørensen Vedel 1577 oversatte til dansk, af de herlige sonetter af Skogekär Bergbo, af Holbergs kirkehistorie, Bellmans citering, Malthe Conrad Bruun, den første nordisk oversætter af Petrarcas Lauradigtning, og afrundende med den svenske romantiker P.D.A. Atterboms herlige heksameterdigt om Petrarcas kroning.
En hovedhjørnesten
Litteraturens Hus, den europæiske litteraturs vældige katedral eller domhus, det bogstaveligste åndernes hus om noget, denne storslåede bygning hviler på fire hovedhjørnesten.
I husets sydøstlige hjørne er den bærende basaltsøjle Det Gamle Testamente, den jødiske antologi med fortællinger fra Jordens skabelse over menneskehedens vandringer til den dybe visdoms bøger hos Salomon, Job og Jesu Sirach. De sidste to tusind år har forfattere på alverdens sprog bygget videre på det testamentariske materiale.
Den står solidt.
Det sydvestlige hjørne hviler på myter og fortællinger om alle verdens sære og ubegribelige forhold, dens forandringer og forvandlinger, interaktioner mellem naturkræfter og menneskekroppe, mellem guder, helte og godtfolk. Hjørnestenen har indskrifter på græsk; der står Homeros, Herodotos, Anakreon, Sappho, Aischylos, Sofokles og Euripides og på den anden side ind i bygningen Sokrates, Platon, Aristoteles.
Den er af marmor, men den har vist sig uopslidelig gennem 3000 år.
Det nordøstlige hjørne bæres af en ganske ru granitblok, som den i en kæmpehøj, en af de megalitter der hele vejen rundt om Europa fra Malta over Bretagne, Irland og Fyen strækker sig til det mellemste Sverige. Det er Historien selv, den vulkanske aktivitet der fra tidernes morgen til stadighed har ændret vilkårene for menneskers liv i denne verdensdel og vidt ud i verden til Alaska og Tasmanien.
I det nordvestlige hjørne står der en sten der slår en bue op: Petrarca.
Man kunne selvfølgelig også bare sige: fortælling, novelle og roman i SØ, drama i SV, faglitteratur og essayistik i NØ og lyrik i NV, men det er ikke sagen.
Og det ville være en alt for stærk forenkling. For det er et stort hus, Litteraturens Hus. Det kunne der laves fortællinger om, og det har nogen allerede gjort; det kunne der spilles mange tragedier og en del komedier i og om, og det har færre gjort allerede, husets historie bliver skrevet hvert tyvende år, den er aldeles uimodståelig.
Sikke digte man har skrevet og brugt til at mure det nordvestlige hjørne med dets vældige buer af sten, dets petrarkitektur er som musik, og det er også her lyren, orglet, violinen og guitaren står rundt om hjørnestenen.

Franciscus Petrarca: Epystole metriche / Metriske Epistler

Blandt litteraturforskere verden over er der i dag almindelig enighed om at læserne hidtil er blevet forholdt en digtsamling, som de samme forskere anser for at have samme litterære værdier som Canzoniere, på dansk Sangenes Bog, et værk der siden tilblivelsen i 1374 har øvet en enestående tiltrækning på så vel læsere af lyrik som digtere overalt i de europæiske sprogområder, dansk ikke undtaget.
We can only marvel at the pervasive, propulsive strength of Petrarch’s poetry. His Epystole deserve deeper and wider critical attention and appreciation. Furthermore, their fortune in Renaissance literature, greater than suspected and eloquent proof of their vitality, has still many surprises in store (Giuseppe Velli 2009); Seine metrischen Briefe sind erfüllt vom Geist wahrer Poesie, und an ihnen erkennt man so gut wie aus dem Canzoniere, eine wie hohe poetische Begabung Petrarca besaß (Otto und Eva Schönberger 2004).
Samtlige digte er på heksameter, samtlige digte er i egentligste forstand det som titlen siger, breve, og til sammen udgør disse 66 heksameter en poetisk selvbiografisk dagbog, eller med andre ord en digtsamling som alle senere digtsamlinger. Digtene behandler alle mulige emner – som digte gør – personlige oplevelser særligt fra Vaucluse og Sorgueflodens udspring, landskabsbeskrivelser, et felt hvori Petrarca er stilskabende, samtidsskildringer, politiske kommentarer, poetik, kærlighed.
De er overordentlig fulde af liv, drastiske, morsomme når det passer til situation og afsendersind, tragiske eller vrede når det er situationen, præcise i topografi, meteorologi, tid og sted som altid i god lyrik (Again, one should note Petrarch’s concern for geographical precision (Fred J. Nichols 1997). Charmerende og poetisk skildrer han naturen i dens forskellige udtryksformer og virkninger, det der vel først og fremmest gjorde at han var banebrydende for den moderne subjektive naturfølelse.
De er, som Otto und Eva Schönberger formulerer det , dadurch zu poetischen Meisterwerken geworden, daß Petrarca eng begrenzte Themen auswählte, die stets zu seinem innersten Empfinden und Denken gehören. Derved opstår der (skriver de videre) hos læseren et indtryk af selvoplevelse, ja, en så at sige dramatisk dykken ned i Petrarcas livsatmosfære.
I sagens natur er de som oftest monologer, digterens direkte henvendelse i egen og første person til brevmodtageren, men om hvad der rører sig i ham, undertiden i form af erindringer om afsenders og modtagers tidligere fælles oplevelser. Spændende litteratur kort sagt, poesi der umiddelbart inspirerer en moderne poet til at gengive denne storslåede latinske digtning på sit eget sprog, men samtidig digte der bringer én i direkte kontakt med det på én gang evigt menneskelige og det historiske 1300-tal der med sine utallige naturkatastrofer, sygdomme, sociale spændinger, undertrykkelse, korruption og krige har så utroligt meget til fælles med den tid vi lever i – de sidste 100 år.

Det er en selvfølge at oversættelsen er metrisk, dvs. at teksten kommer til at foreligge i danske heksametre, en digtform som især Oehlenschläger, Aarestrup og Sophus Claussen har udviklet til det ypperlige. Udvalget foregår efter litterære kriterier, dvs. at jeg vælger at oversætte dem som ved læsningen har gjort størst indtryk på mig. Gengivelsen har for så vidt ikke andet at gøre med Canzonieren Sangenes Bog end at forfatteren er den samme og at en del af den virkelighed der fremstår af digtene, er den samme som mutandis mutatis findes i Canzoniere.
I oktober 2014 er manuskriptet til en udgivelse af de udvalgte epistler gjort klart til forlaget. Arbejdet med oversættelsen af støttet af statens kunstfond (mens den endnu hed sådan).

Man kan ställa sig frågan om en författares biografi överhuvudtaget kan skiljes från samma författares bibliografi. Det redligaste kunde tyckas vare en biografi som skildrade författarens arbete med verk efter verk.
Men just när det gäller Petrarca går det knappast att skilja mellan liv och verk. Viktiga böcker om honom citerar hans egna brev, dvs. hans essäer, och hans egna dikter.

Vad vi vet om honom från andra, bl.a. vännen Boccaccio, är antingen fel eller på något sätt missförstått. Sen kommer de forskare som ser allegorier och symbolistik också där Petrarca själv är alldeles konkret och poetiskt exakt.
:::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

“Mageløs oversættelse” – se Lars Bonnevies
anmeldelse i Weekendavisen 1. juni 2011 af Francesco Petrarca: Canzoniere – den første fuldstændige udgave på noget nordisk sprog – på danske vers ved Søren Sørensen.

Også Caspar Andreas Dyrehauges 21. juni på www.kultunaut.dk viser at nogen har læst Petrarca og indset hvor enorm betydningen af hans lyriske digtning er: For den, der elsker, vil Petrarcas vers altid være kærkommen læsning.
Længere fremme: Dels bliver man en smule bjergtaget over denne nerve og konstante energi, der pulserer gennem de fordanskede strofer. Dels er digtene kompositorisk så formfuldendte, at man får en vis indlevelse i den selvgenererende metrik, der (gen)skaber en æstetisk dimension.

Petrarca og Sørensen
skriver Rune Engelbreth Larsen om i Politiken 7. juli 2011
– se http://www.humanisme.dk/artikler/kulturpol49.php –
og nævner bl.a.: Med mange århundreders forsinkelse er et af historiens vigtigste digterværker således tilgængeligt på dansk takket være Sørensens indsats, der hviler på en imponerende litteraturhistorisk dannelse og stor personlig erfaring med den tidløse del af poesiens håndværk – gendigteren er nemlig selv poet af den solide klassiske skole.

Petrarca i dag
tudesøren eller versets verdensmester?
Bøger har deres skæbne. Det har deres forfattere sådan set også. Det siger i grunden sig selv: det er på deres bøger man skal kende en forfatter. Ikke forfatteren, men bogen, værket, er det interessante. Det er også værket vi mener, når vi i al fredsommelighed taler om Shakespeare eller Bellman. Om Dante eller Petrarca. Forfatternes skæbne er bøgernes.
Det gælder også Francesco Petrarca, født 20. juli 1304, død 19. juli 1374. Italiensk af fødsel og sprog, latiner af uddannelse, landflygtig fra fødslen, en Odysseus til hest på Europas landeveje, eventuelt til fods, livet igennem på rejse – lige til sygdommen forhindrer ham i at rejse.
Forfatter altså. En mangesidig sådan. En forfatter der har sin skæbne, allerede mens han skriver, altså. Hans bøger ligesådan.
Man plejer at citere sætningen sådan: bøger har deres skæbne.
Tja. Ja. Jo, det er sådan set rigtigt nok, nogle bliver læst, nogle bliver overset, nogle bliver læst i én tid, glemt i en anden, nogle overses i samtiden, men fremhæves i senere tider. Nogle hyldes som storværker i én periode, glemmes i en anden.
Vendingen stammer fra en latinsk grammatiker fra det 3. årh. Det han bemærkede, var at bøgers skæbne afhænger af læserens fatteevne. Det er så sandt som det er sagt. Det gælder da også for Petrarcas bøger.
Det gælder måske endda i særlig grad for hans brudstykker på folkets sprog, de 366 digte på italiensk og i vekslende versemål, men især mange sonetter, den bog der netop i 2011 er udkommet i en dansk gendigtning med den titel en italiensk bogtrykker gav den for 500 år siden: Canzoniere eller Sangenes Bog.
Hans hovedværk, som eftertiden og i høj grad også samtiden har betragtet det som. Bogen, den man tænker på når man siger “Petrarca, en Petrarca”, den man mener, enten man har læst den eller blot hørt om den.
Dens skæbne er hurtigt skitseret: en enorm succes i 1300-tallet, læst og efterlignet i 1400-tallet. Ved bogtrykkerkunstens opkomst et meget stort antal oplag, læst som mønster for lyrik i Italien, Spanien, Portugal, Frankrig og England. At gøre som Petrarca, at skrive digte som Petrarca havde gjort det, blev til et udsagnsord: at petrarkisere. En vis afmatning i 1600-tallet, en førrenæssance med Rousseau i 1700-tallet. Med romantikken en ny storhedstid, med vældig indflydelse på italiensk, tysk, fransk, engelsk og russisk lyrik. Men 1800-tallet er også perioden der genopdager Dante Alighieri, og han kommer til at sætte Petrarca i skyggen.
Måske allermest i Danmark. H.C. Andersens roman Improvisatoren (1835) afspejler udviklingen – allerede så tidligt i århundredet. Improvisatoren Antonio gør omhyggeligt rede for hvad han fik lært i skolen og funderer så over Poesien, denne sælsomme guddommelige Indskyldese. Den staaer mig som det rige Guld i Bjerget. Han lærer at Petrarca er den største af alle, og alle Sonnetterne maatte vi lære udenad – hvilket ikke er så lidt af en præstation, der er 317 af dem.
Dante finder han frem til på egen hånd, hos en boghøker og fanges af begejstring. Som også Antonios skaber og alter ego så åbenbart er blevet det. Som også andre blev det i 1830’erne. Chr. K. F. Molbech påbegyndte oversættelsen af Dantes Guddommelige Komedie en halv snes år senere – og samtidig med at P.L. Møller udgav en bind digte hvori ti Petrarca-digte indgik. Og samtidig med at Frederik Paludan-Müller parodierede Dante i Adam Homo.
I dag har Petrarca fået genoprejsning.

Internationalt har det været i gang gennem trekvart århundrede. Med forskning og oversættelser rundt om i verden. Med centrum i Italien givetvis, men med stærke nedslag i Frankrig, Tyskland, Storbritannien og USA.
Det er gået op for de sagkyndige at menneskeheden i Petrarca har én af sine største digtere. Hans betydning for udviklingen af humanismen og renæssancens tænkning udgør ét forhold, af største betydning for den europæiske udvikling, åndeligt, kunstnerisk, videnskabeligt. Hans indflydelse på den genre der først får sin egen betegnelse af Montaigne i 1500-tallet: essay, er først så småt ved at gå op for folk. Carl Johan Elmquist udtrykte det i Italiens litteratur 1975: Det er ikke for meget sagt at hele den europæiske lyrik op til vor egen tid står i gæld til ham. Og: Petrarca lagde grunden til den moderne kildekritik.
Det fortsætter hos Torben Brostrøm i essayet (!) Bjerget og kilden i Det umættelige mørke 1990 hvor Brostrøm stilfærdigt anfører: Petrarca lever stadig videre i sin digtning mere end 600 år efter hans ivrige vandringer på Jorden. Og romanisten Kirsten Grubb Jensen skriver 1988 i Tidlig italiensk lyrik : Han er en bevidst kunstner, der ransager og beskriver sit eget indre med psykologisk dybde. Hvad den psykologiske indsigt angår[,] virker Petrarca meget moderne.
Ordene og begreberne “Moderne” og “psykologi” er nøglebegreber til læsningen af Petrarcas lyrik.
Forskerne tager oftere Petrarcas forfatterskab op til behandling: Minna Skafte Jensen drøfter Ekloge VIII fra Bucolicum carmen under overskriften Petrarch’s Farewell to Avignon i 1997: Charlotte Gudbjerg-Hansen tager i 2001 Petrarcas humanisme op som emne. Dette står centralt i Rune Engelbreth Larsens store værk om Renæssancen og humanismens rødder (2006). Samme år studerer Unn Falkeid Butenschøn Petrarca og det moderne selvet i en doktorafhandling ved universitetet i Oslo. Hun skriver i forordet at professor Lone Klem indførte hende i Canzonieren. Det er Canzone CXXIX Unn Falkeid Butenschøn studerer, Di pensier in pensier, di monte in monte – på dansk (2005) I tankespring og om fra bjerg til bakke.
Lis J. Kirschberg sammenstiller hans lyrik med John Donnes, mens Benjamin Boysen søger konfrontationen med Shakespeare i en undersøgelse af intethed, ambivalens og fremmedhed. Alle i 2000-tallet.
En basal dokumentation af Petrarcas liv og tankeverden fik danske læsere med Eric Jacobsens udvalg af hans breve: Venskabet pris 2008. Petrarca brevvekslede med mange betydningsfulde personligheder i samtiden, kirkefolk, digtere, humanister, politikere og venner inden for andre kunstarter. Brevene er ofte hvad vi forstår ved essays, flere af dem har åndshistorisk betydning, måske især Familiares IV 1 til augustinermunken Dionigi fra Borgo San Sepolcro, det der handler om bestigningen af Mont Ventoux uden for byen Carpentras hvor Petrarca gik i skole. Det samme gør sig gældende for de historisk-biografiske breve Seniles X 2 til Guido Sette om tidernes skiften og Seniles XVIII 1 til eftertiden.
Eric Jacobsens Indledning til Venskabets pris er et værdifuldt eksempel på dansk Petrarcaforskning med dens indgående analyser af det samlede forfatterskab, en veritabel indføring i Petrarcas latinske digtning som det er naturligt i en bog med oversættelser fra latin.
I skønlitteraturen finder vi på tilsvarende måde en aktualisering af Petrarca.
De der skriver bøger, læser bøger. På langs ad litteraturhistorien kan vi se at de der har skrevet de forskellige bøger, har læst de samme bøger: Homer, Shakespeare, Bellman. Dante har mange læst og dyrket, Emil Frederiksen udgav i 1965 en studie i Dantespor. Selv har jeg skrevet om Petrarcaspor i en tidsskriftartikel (2008), i andre sammenhænge sammenlignet sporene efter Dante med sporene efter hans knap 40 år yngre kollega. Dante vinder. Langt flere synes at have læst Dante, men det har også været ulige lettere at finde ind til den guddommelige komedie og Vita nuova; de var oversat og kunne læses på dansk. Hvad man før 2005 kunne finde af Petrarca, var dels meget lidt, dels meget svært at opdrive.
Ikke desto mindre er der nogen der har. Der er spor af Petrarcalæsning hos Ib Michael, Steen Andersen, Peter Laugesen, Peter Poulsen – og mig (sagde hunden).
At arbejdet med at oversætte Canzoniere og i den forbindelse studere litteraturen om dens digter sætter sig spor i oversætterens egne værker, kan næppe undre. Heller ikke at grundige iagttagelser i Fontaine de Vaucluse og egnen omkring Avignon også kan omsætte sig i digte, som i Troldspejl og andre digte 2008 og i Ellekrogselegier 2011. Også hos Steen Andersen er indtrykkene fra Provence inspirerende, en lang suite handler om Fontaine de Vaucluse hvor Musée de Pétrarque ligger og hvor han boede i de litterært og lyrisk mest givende år mellem 1337 og 1353.
Peter Povlsen møder ham derimod hos barberen. Det er i Cikaderne synger 2006, og det er tilmed en sonet Peter Povlsen er blevet inspireret til.
Peter Laugesens længerevarende ophold i Fiesole oven for Firenze resulterede i to digtsamlinger 2002: Radio Fiesole og Crassinan Cantos, bøger der indeholder nogle af de mest gennemgribende studier i italiensk kultur i nyere dansk litteratur. Kort sagt er Laugesen Dante-mand og har overtaget dels Ezra Pounds, dels de italienske 1800-tals politikeres foragt eller nedladende holdning over for Petrarca. Den gav han dog udtryk for allerede fire år tidligere i Når engle bøvser jazz: … Okay, siger
Pound. Men det er ikke hans smag. Han kaldte Francisco Petrarca
“Fat-faced Frankie”…

… How ‘bout that, Fat-faced Frankie?
Petrarca kom med sonetterne, men det er et lodret fald fra
Dante. Det er heller ikke Villon. Det er humanisme.
Ib Michael skildrede i Troubadourens lærling fra 1984 det Italien Petrarca kendte og i lange perioder boede i. Også i min roman Don Juans Døtre 1993 omtales Petrarca. Romanens Don Juan er en johannitermunk fra Navarra der i 1480’erne virker som lærer i billedkunst ved Dueholm Kloster på Mors. Han siges at være uddannet ved kunstskoler i Italien, og derfor er det ikke sært at han tænker i Petrarca-sonetter når han falder på at ville digte:
Juan gik og så til sine læredrenge, men distræt, versefødderne til en sonet snurrede i hans
hoved, om Maria mellem løg og æg på torvet i sin landsby, men distræt, det ville ikke blive til
noget, Petrarca blande sig hele tiden i det: Der er det hun, vor sol, sin pragt udfolder…
Petrarca og så farvesynerne.
Tilsvarende dukker navnet op i romanen om Carl Michael Bellmans fængselsophold, Sisyphos i Slotsvagten. Bellman kendte udmærket Petrarca, han er en af de få ikke-svenske digtere Bellman refererer til i sin produktion, så det passer ind i beretningen.
Studierejserne i forbindelse med oversættelsesarbejdet understøttede ikke blot forståelsen af digtene i Canzonieren; de inspirerede også den rejsende digter. Omkring Musée de Pétrarque i Fontaine-de-Vaucluse er der spor af de grandiose haveanlæg Petrarca stod for da han boede der, så det føltes naturligt at spørge:
Stod de plataner her da han har boet
Ved denne bred og nydt af deres skygge?
Et digt fra Carpentras hvor han tilbragte år af sin barndom og skolegang står ligeledes i samlingen Troldspejl og andre digte 2008. Den følgende Ellekrogselegier 2011 indeholder som motto et citat fra Petrarcas heksameterdigt til en af vennerne – om haven ved huset i Vaucluse, og et særligt afsnit om Petrarca og Vaucluse.
Canzoniere Sangenes Bog Rerum vulgarium fragmenta, altså Brudstykker af folkesproget foreligger nu i fuldt omfang på dansk. Når vi siger en Bellman, mener vi en af epistlerne eller en af sangene. Når hvem som helst hvor som helst i verden nævner Petrarca, er det Canzoniere vedkommende mener.
Det er ikke en digtsamling, ikke sådan som man almindeligvis forstår dette ord. Det er nok en samling digte, en hoben fragmenter, men det er et værk af den sjældne slags hvoraf hvert eneste digt kan stå for sig selv og give fuld åndelig og æstetisk valuta, men helheden læst fra perm til perm har ikke mindre at give.
Som oftest vil man høre om sonetterne. Det har sine grunde: det er Petrarcas sonetter der før noget andet har inspireret Michelangelo, Tasso, Pierre de Ronsard, de elisabethanske digtere, Camões, det svenske 1600-tals geni Skogekär Bergbo, Schack von Staffeldt, Goethe, Shelley og Keats, Chr. Winther, Hugo, Lamartine, Baudelaire.
Der er også 317 sonetter i Canzoniere. Men målt i tekstmængde udgør digtene i de øvrige versemål næsten lige så meget, canzoner, sestiner, ballader og madrigaler. Og de har tiltrukket ikke mindst de danske oversættere: Oehlenschläger med canzone CXXVI: Kilden i Vaucluse, P.L. Møller med sestina XXX: En Jomfru saae jeg hos den dunkle Laure, Kaj Friis Møller i sestinen XXII For hver en Skabning, som har Hjem paa Jorden, J. V. Lind som tog sig af canzone CXXVIII Italien, mit Hjem. Og
Søren Sørensen
som gendigtede samtlige.

DE DYBERE RØDDER TIL ITALIENSK SAMLING

Drømmen om et samlet Italien har dybe rødder. Allerede hos de store skikkelser i 1300-tallet kom den stærkt til udtryk. Både Dante og Petrarca agiterede og argumenterede for Italiens enhed. På deres tid var landet opløst i småstater, der lå i krig med hinanden, til stor skade for folk og land. Derfor valgte man Dante til samlingsmærke i 1800-tallets risorgimento. Dante var politiker, noget der tydeligt fremgår af Den Guddommelige Komedie, men især af hans afhandling De Monarchia.
Dantesøjlen i København er på samme måde et monument over den politiske tænker. I det hele taget er der i centrum af den danske hovedstad sat betydningsladede monumenter over den italienske indflydelse på dansk kultur, en indflydelse der så at sige udgår fra netop disse to digter-filosoffer fra for 700 år siden.
Foruden Dantesøjlen handler det såmænd om Københavns Rådhus og Rådhuspladsen. Enhver der har besøgt den toscanske by Siena, vil være blevet slået – enhver dansker, mener jeg – af genkendelsen. Arkitekten Martin Nyrop tegnede Sienas Rådhus og Muslingeskallen på pladsen af da han vandt konkurrencen om at tegne Københavns nye rådhus. Den italienske renæssance har sat sit umiskendelige præg på arkitekturen, den var i allerhøjeste grad på mode i 1880’erne da Nyrop arbejdede med planerne, men selv var han mere optaget af både den nordiske og den italienske gotik – fra Dantes og Petrarcas tid.
Rådhuset i Siena er et af de klareste og mest elegante eksempler på toscansk gotisk byggestil – og dermed et af de fineste forbilleder en arkitekt kunne vælge sig på det tidspunkt Martin Nyrop arbejdede. Går vi nogle få skridt længere ned af H.C. Andersens Boulevard, kommer vi til Dantes Plads med Videnskabernes Hus og Ny Carlsberg Glyptotek – og ret meget nærmere kan man ikke komme Italien og italienske kultur.
Glyptoteket er italiensk renæssance i reneste form. Dantesøjlen er hentet i Rom, et stykke ægte Italien. Den blev rejst som et mindesmærke over digteren i anledning af 600-året for Dantes død i 1321, og i begrundelserne nævntes både den vældige inspiration dansk åndsliv, kunst og arkitektur har fundet i Italien og det forhold at Dante agiterede for verdensfreden og broderskab mellem folkene, tanker der havde stærk tilslutning i byens socialdemokratiske og radikale kredse.
I en anden for os betydningsfuld hovedstad gør italiensk indflydelse sig gældende i lige så høj grad: i Washington. Parlamentsbygningen hedder Capitol, og hvad Capitolium er og ligger, behøver denne forsamling ingen nærmere redegørelse for. 100 år før Glyptotek og rådhus var det gamle Rom, kejsernes Rom, særlig Hadrians tid, altafgørende for arkitekter og billedkunstnere, og altså også for ham der indrettede regeringssædet i USA.
Det blev det gamle Rom, romerriget også for den fascistiske periode efter 1922, for Mussolinis tid, men 1920’erne var overalt behersket af en nyklassicistisk stil direkte på inspiration fra romerrigets tidsalder.
Det var det også 600 år tidligere, men efter Dantes død i 1321. Det er fra studenterårene i Bologna at den unge Francesco Petrarca så at sige finder tilbage til romertiden, til de store latinske digtere Virgil og Horats, men på universitetet er det romerretten han studerer, og dvs. juristen og filosoffen Cicero – nogle af os læste nogle af hans taler i gymnasiet, dengang latin endnu fandtes i det danske uddannelsessystem.
Den unge Francesco Petrarca gribes af begejstring for hvad han læser. I hvad han læser, oplever han en tidsalder hvor Italien styrede verden. Når Lukas evangelisten kunne skrive at der udgik en befaling fra kejser Augustus at al Verden skulle skrives i mandtal, så var det alverden der skulle skrives i mandtal, det var en romer, altså en italiener der lod befalingen udgå – og hele den dengang kendte verden må pænt følge italienerens befaling.
– Den verden Petrarca kendte, var ikke meget større end den kejser Augustus befalede over; det fremgår med al ønskelig tydelighed af Petrarcas italienske digte, i Canzonieren, Sangenes Bog som jeg har kaldt den på dansk, verdens grænser er der hvortil den makedonske kong Aleksander den Store nåede i Indien til den ene side, østens, til Nilens øvre løb og Ætiopiens bjerge i syd, til farvandet lige uden for Gibraltar i vest og til vikingernes land i nord. Pudsigt nok er der ingen steder jeg har fundet at han synes at have kendt til mongolerne og Marco Polos rejser.
Hans verdensbillede var i store træk identisk med det romerriget havde omspændt 1000 år tidligere.
H.C. Andersen mindedes 500 år efter Petrarca at Danmark han elskede, engang var herre i Norden og bød over England, nu du kaldes svag. Det er præcis den samme følelse der i 1300-tallet greb Petrarca om det Italien han elskede så højt. Med den indlysende forskel i omfang: ganske vist kunne han også have sagt det om England, romerne bød også over England, men dengang, på Augustus’ og Hadrians tid bød de altså over verden.
For Petrarca var Roms fortrinsstilling ikke alene et historisk faktum. Det var også et religiøst. Han var så meget teolog at han blev præsteviet og livet igennem indtog ikke så få kirkelige embeder, det var datidens form for forfatterstipendier. Og fra bibellæsningen vidste Petrarca naturligvis hvad Vorherre havde sagt til Simon Jonas’ søn, fiskeren fra Genesareth Sø: Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget osv.
Siden blev Peter, klippegrunden under den kristne kirke, biskop i Rom, den første pave – og det kunne Petrarca kun forstå sådan at Vorherre havde udpeget byen Rom som centrum for sin kirke.
Han så altså to helt afgørende årsager til at Italien, Italia sua, burde indtage førstepladsen i verden. Og der var flere: universiteterne var de fornemste, kun Pariseruniversitetet indtog en tilsvarende førerstilling i videnskaberne som Bologna, bankvæsenet var lombardisk eller florentinsk, førstepladsen i skønlitteraturen var flyttet fra Provence til Norditalien, ikke mindst takket være Dante, Petrarca selv ikke at forglemme, siden hans lidt yngre ven Giovanni Boccaccio. Hans egen humanistiske forskning, studierne i de romerske forfattere, skulle vise sig at være grundlæggende for de næste mange hundrede års åndelige udvikling i Europa, siden støttet kraftfuldt af Boccaccio.
Men igen kan vi sammenligne med det Danmark H.C. Andersen elskede 500 år senere: nu du kaldes svag. I 1807-14 var Andersens fædreland blev slået og ydmyget af Storbritannien, Sverige og Rusland, trådt fladt af Wienerkongressen, mistet flåden, gået bankerot (en italiensk glose), da han skrev sangen truet af slesvig-holstenerne og alle de tyske stater. Vi har glemt at de slesvigske krige var en borgerkrig, en etnisk konflikt mellem dansktalende og tysksindede, men det var det; det var et internt opgør mellem statsborgerne i personalunionen Danmark-Slesvig-Holsten-Lauenborg.
Lignende var situationen i Italien på Petrarcas tid: formelt en del af det hellige romerske rige af den tyske nation med en tysk fyrste som kejser, reelt splittet mellem et Syditalien i union med Provence, pavestaten, bystater som Firenze, Venedig og Genua, småfyrstendømmer på kryds og tværs over Norditalien fra Rimini til Milano. Ofte i krig med hinanden og med indblanding af fremmede hære: spanske på Sicilien, ungarske i Neapel, oftest tyske.
Og endnu værre: pavehoffet var flyttet fra det sted Vorherre havde bestemt det skulle ligge, altså Rom, til en lille flodhavneby i Provence, Avignon.
Alt dette bestemte Francesco Petrarcas eget liv, ganske som det havde afgjort Dante Alighieris skæbne. Baggrunden var påfaldende nok fælles for de to digter-filosoffer: Dante sad i styrelsen for den uafhængige kommunalstat Firenze, det samme gjorde advokaten Petracco, de var partifæller. Paven blandede sig i byens politiske forhold, og Dante tog til Rom for at forhandle et forlig hjem. I mellemtiden satte paven en fransk fyrste med en hærstyrke ind og fremkaldte et regeringsskifte. På vejen tilbage fra Rom fik Dante bud om at han var dømt til døden. Også ser Petracco måtte flygte for at redde livet sammen med sin unge kone.
Dante kom aldrig tilbage til Firenze, Petrarca kom der som voksen, men kun på gennemrejse. Boccaccio og andre venner af Petrarca gjorde sig store anstrengelser for at lokke ham til det nyoprettede universitet der i byen og bl.a. gjorde det med hele den formue hans forældre fik konfiskeret i 1302.
Resten af livet var han – som Dante også – på rejse. Selv siger han at hans liv har formet sig som Odysseus’ , af omstændighederne kastet rundt i hele den kendte verden. Hans forældre fik asyl i Arezzo, her blev han født, og huset han fødtes i, ligger der stadigvæk i uforandret skikkelse. Syv måneder gammel blev han flyttet til Incisa ved Arno-floden, til bedstefaderens gård, men siden videre til Pisa, og da pavehoffet i 1309 flyttede til Avignon, flyttede familien med. Petrarcas far fik stilling ved pavehoffet, drengen og hans lillebror blev sat i skole hos en italiensk lærd i den lille by Carpentras, og da han var gammel nok til at komme på universitetet, flyttede han til Montpellier og et år senere til universitetet i Bologna.
I 1326 vendte han tilbage til Avignon, i 1330 opholdt han sig et år i Lombez, en fransk by nord for Pyrenæerne som sekretær for en italiensk biskop af romersk adel, samme år kom han tilbage til Avignon som huspræst for en kardinal, broderen til biskoppen. Af ham og af paven blev han brugt som diplomat og sendt til Paris, til det nuværende Belgien, til Køln, til Rom. Til Neapel kom han som gæst hos den lærde kong Robert for at blive eksamineret inden han i Rom blev laurbærkranset som digte på Capitol. På tilbagevejen gjorde han holdt i Parma, vekslede de følgende ti år mellem Avignon og Norditalien, flyttede 1353 endegyldigt til Italien, først Milano, så Pavia, Padua, Venedig, indtil hertugen af Padua forærede ham en gård i Arquà 20 km syd for Padua. Der døde han 1374 – og altså ikke egentlig i landflygtighed som Dante i Ravenna 53 år tidligere, i 1321.
Italiensk patriot var han hele tiden. Utrætteligt engageret i at skabe fred og ordnede forhold, enten på pavens vegne, eller som sendebud for kardinalen, fyrstebiskoppen af Milano, dogen af Venedig eller hertugen af Padua. Kejser Karl IV af det tysk-romerske rige blev han gode venner med, opholdt sig et halvt år ved kejserhoffet i Prag og blev udnævnt til kurgreve af det hellige romerske rige.
Højt agtet, men også forfulgt. En tåbelig overtroisk pave beskyldte ham for trolddom, oven i købet. Han havde fjender, men hans venskaber i Avignon, men i særdeleshed i Firenze og Neapel var mange, og de var varme, havde stor betydning for hans arbejde med at genopvække interessen for den klassiske græske og romerske litteratur og genoplive den som basis for europæisk kultur, forskning, filosofi, litteratur og kunst – det der kaldes renæssancen med et fransk ord, men burde hedde rinascimento med et italiensk, fordi den så fuldkomment er italiensk.
Dette at lægge græsk og romerske filosofi og litteratur til grund for den åndelige udvikling i hele Europa blev jo genoplivet i 1800-tallet. Da kalder vi det klassicisme og senere igen nyklassicisme. Det er Goethes og Thorvaldsens epoke, og det er renæssancen for både Dantes og Petrarcas digtning. Deres hovedværker bliver oversat til de fleste civiliserede sprog i 1800-tallet, udover at de øver stor indflydelse på italiensk litteratur i romantikkens og symbolismens perioder.
Til dansk oversættes Dantes Den Guddommelige Komedie i 1850’erne – af Chr. K.F. Molbech, sidste del udkommer 1862, året efter at Italien er blevet forenet under kong Viktor Emanuel I og Firenze er blevet hovedstad. Digtere og historikere havde allerede læst den på italiensk eller i tysk oversættelse.
Det samme gjaldt Petrarcas italienske digte. Af de 366 digte Canzoniere består af, var det bare tolv man i 1861 kunne læse på dansk, meget langt fra nok til at man kunne få et indtryk af hvad det var for noget.
Situationen i dansk åndsliv var på en vis måde en afspejling af stemningen i Italien i de samme år. Igen kunne vi ty til H.C. Andersen. I sin roman fra 1835 om en ung italiensk digters opvækst skildrer han hvorledes drengene indoktrineres med Petrarcas fortræffeligheder, men selv må opdage storheden i Dantes værk. Til gengæld har europæiske digtere fra Boccaccio og fremefter – med i al beskedenhed sagt – til min nyeste digtsamling forstået at hylde Petrarca og lære af ham, italienske, spanske, portugisiske, franske, engelske, tyske, svenske, russiske – nogle få danske. Hans natursyn inspirerede malerne i 1400- og 1500-årene og igen i 1800-tallet. Det er en lang historie, den kan man læse i kommentardelen til min Petrarcaoversættelse.
Italiens samling var resultatet af en lang proces med fremgange og tilbageslag. De franske revolutioner i 1789, 1830 og 1848 havde stærk indvirkning i de italienske småstater, og de frihedstanker de var båret af, som tiden var præget af, vandt selvsagt også fodfæste blandt italienske intellektuelle.
Korsikaneren Napoleone Buonaparte var på sin vis den første der samlede Italien, siden de tyske kejsere havde måttet opgive det i 1200-tallet. I 1805 indlemmede han den nordlige del af halvøen i Frankrig, inklusive Venedig, mens først hans broder, siden hans svoger blev gjort til konge af Neapel, dvs. Syditalien. Sådan forblev det i knap ti år. Wienerkongressen genskabte noget af kludetæppet, kongen af Sardinien fik den vestlige del af Norditalien, alpelandet grænsende op til Frankrig, Østrig indlemmede Posletten fra Milano til Venedig, og kongeriget Begge Sicilier blev genoprettet. Det samme gjorde Pavestaten, franske og østrigske hertuger delte Toscana, Modena, Parma og Lucca mellem sig – og de var i realiteten østrigske lydstater.
Derimod opretholdt man mange af de forbedringer Napoleon havde indført: afskaffelsen af indre toldgrænser, metersystemet, administrationen, infrastrukturen (veje, broer osv.). Følelsen af italianità/italienskhed bredte sig som følge af omvæltningerne. Hemmelige politiske sammenslutninger opstod delvis på baggrund af den franske revolutions demokratiske ideer. Flere af dem kender mange fra gadenavne rundt om i byerne: Giuseppe Mazzini fra Genua, Giuseppe Garibaldi fra Nizza. Digterne Ugo Foscolo – i eksil i England – , Manzoni og Giacomo Leopardi skrev også for italiensk national enhed.
En egentlig frihedskrig brød ud med revolutionerne i 1848, men den blev slået ned af østrigerne og af franske styrker som “befriede” Rom og genindsatte paven. Kongeriget Sardinien satte sig som stat i spidsen for genforeningen, sluttede forbund med Frankrig og Storbritannien om Krimkrigen mod Rusland 1854-56, og provokerede Østrig til at angribe i 1859. Mens krigen rasede i Podalen, udbrød der revolutioner i de østrigske lydstater Toscana, Modena og Parma. En frivilligstyrke under Garibaldi sejlede fra Genua til Marsala på Sicilien, slog de kongelige hære, invaderede støvlespidsen og nåede i september 1860 til Neapel. Nordfra rykkede en sardinsk hær ind i pavestaten og videre ned i Neapel hvor de forenede sig med Garibaldis rødskjorter.
I februar 1861 åbnede det første italienske parlament i Torino. Stadig manglede selve Rom og Venedig, de kom til, Venedig i 1866, Rom i 1870. Så i 2020 kan vi feste for Italien igen.
Italiens enhed var det vigtigste mål i denne proces der strakte sig over et halvt århundrede, ja mere. Det var en nyhed, det var en ny tanke. Italien havde været splittet, sproget var opdelt i en lang række indbyrdes ganske forskellige dialekter, et forhold som allerede Dante havde arbejdet med som en del af sin poetik, sin måde at forstå hvad det var han selv skrev når han digtede. Hans afhandling om veltalenhed på folkesproget udkom på dansk for 3 år siden. Heri skrev han f.eks.: Sicilianernes sprog adskiller sig fra apulernes, apulernes fra romernes, romernes fra spoletanernes, deres fra toskanernes, toskanernes fra genovesernes og genovesernes sardernes osv. Sådan var i 1300-tallet, sådan var det i 1800-tallet, sådan er det til en vis grad i 2000-tallet. 14 folkesprog gjorde Dante det op til.
Selv skrev han florentinsk. Det samme gjorde Petrarca, det samme gjorde Boccaccio. De tre grundlæggende værker i italiensk litteratur – og ikke bare i den, men i den europæiske som sådan – er altså skrevet på toskansk, som det taltes i Firenze i første halvdel af 1300-tallet. Den første undervisningsminister i det forenede Italien var tillige en af de fineste litteraturhistorikere landet har haft, var ikke i tvivl: toskansk måtte være udgangspunktet for et fælles italiensk skriftsprog. Sådan blev det så også.
Allerede det gjorde Den Guddommelige Komedie til mønsterværket.
Der råder almindelig enighed i den vestlige kulturkreds at det også litterært er mesterværket.
De aktiveste blandt fortalerne for Italiens nationale enhed, risorgimento-politikerne, revolutionernes anførere, syntes også de kunne spejle deres egen tilværelse i hans livsforløb: også de var blevet landsforvist eller var flygtet under dødstraf. Også de flakkede rundt fra land til land, som han fra by til by. Dante havde gennemvandret dødsrigerne, og han havde med rund hånd anbragt sin tids paver og tyranner i helvede, gerne det sorteste. Paver og andre tyranner fra 1800-tallet kunne gerne høre hjemme de samme steder for de samme overgreb, mente nationalisterne, de nationalliberale.
Italien havde ikke nogen anden samlende skikkelse, mente de. Dante blev italieneren.
Boccaccio duede ikke. Han var for umoralsk. En stor kunstner, ja vist, men nej, det kunne ikke gå. Ja, men Petrarca så? Den mest beundrede, mest efterlignede lyriker i hele den europæiske litteraturs historie, den egentlig uforlignelige?
Et hængeøre, et pivøre. Hvis man læste ham. En tudefritz. Det drev af tårer ned over alle bogens sider, syntes man. For pokker mand. Gør dog noget ved det! Så var han kirkens mand. Og kirken var den store, måske den største hindring for Italiens samling og demokratisering. Inkvisition og kirketugt, forbud mod den frie tanke, hvad giver I. Småfyrsternes håndgangne mand oven i købet. Selv hans gode ven Boccaccio bebrejdede ham i kraftige ord at han gik i tjeneste hos datidens værste tyranner, Viscontibrødrene i Milano.
Petrarca kunne der ikke være tale om.
Man kan altid have sine tvivl om hvor vidt de folk der synger lovsange for Dante, nu også faktisk har læst ham, eller er kommet ret meget længere end et par omgange ned i Helvede. Hvor meget har de der forkastede Petrarca, i grunden læst af ham.
Ikke hans filosofiske skrifter i hvert fald. Ikke hans politiske digte på italiensk fra Canzonieren. Hverken han eller Dante var demokrater. De havde oplevet hvad vi ville kalde parlamentarisme, aldrig demokrati. Det vi forstår ved menneskerettigheder, er en opfindelse mindst 300 år yngre end trettenhundredetallet.
Petrarca var ikke desto mindre som filosof og som digter ikke mindre politisk end sin store forgænger, som han også var det som diplomat og politisk rådgiver for paven, for kongen af Napoli eller for norditalienske fyrster. Det så man bort imidlertid bort fra under Italiens samling. Men hans skrifter taler deres tydelige sprog.
Han var heller ikke mindre italiensk patriot end Dante var. Et fornemt udtryk for det har vi i et latinsk digt han skrev da han i 1353 endegyldigt forlod Avignon og sit provencalske paradis ved Sorgueflodens bredder:
Epistula metrica III,24: Salve, cara Deo! Tellus sanctissima, salve!
Land som Gud holder kært, du det helligste land, vær du hilset!
Land som er godt for de gode, hovmodige er du en rædsel,
Land som for ædle er er ædlere adgang til meget,
Frugtbart som intet man kender, en skønnere jordsmon end andre
Midt i det dobbelte hav og berømt for din prægtige bjergkam,
Beundret – fortjent – for krigskunst så vel som for hellige love,
Musernes hjemsted, land som flyder med guld som med mandfolk,
Du som af kunst og natur er overvældet med gaver,
De kappedes om dig og skænked dig magten som herre i verden!
Nu er det mit ønske, så lang tid der gik, at jeg vender tilbage
Og bor der for stedse; den som er livstræt, vil du med glæde
Skabe forandring, skaffe en jordlod til mødige lemmer.
Glad fra det høje Gebennas bjerg ser jeg Italien.
Skyerne vender jeg ryggen, en ophøjet ånd bringer hilsen,
En luftning smyger sig om mig; jeg genser med glæde mit hjemland,
Vær hilset, mit blomstrende ophav! Vær hilset, landenes hæder!

I Canzoniere kan vi finde mange eksempler på hans patriotisme. Et af de centrale digte i denne sammenhænge er canzonen Italia mia. – Det er et af de få der har været oversat tidligere, nemlig af J.V. Lind i 1943. Berlingske Tidende udgav det som særtryk under besættelsen i forbindelse med statskuppet mod Mussolini og Italiens udtræden af alliancen med Hitlertyskland.
Digtet indeholder stærke angreb på deres og vore arvefjender:
Naturen sørger godt for sikkerheden
dengang den satte værnet
mod tyskes rasen med vor Alpekæde.
La tedesca rabbia hedder det på italiensk. Det blev i situationen særlig alvorligt fordi det var italienske fyrster der havde tilkaldt de upålidelige tyskere som lejesoldater, der jo skifter side efter hvor pengene er og retten til at plyndre er størst.
Ser I dog ikke mangefold beviser
på bajrernes forråden? spørger han også fyrsterne som de egentlig skyldige.
Deres og lejesoldaternes adfærd føjer spot til skade. Italienerne er de førende i kunst, litteratur og videnskab og har været det helt fra romertiden – det er jo så sandt som det er skrevet i 1345. Er det da ikke en skændsel
at rasen udefra af folk så sløve
slår os i kløgt?
ja, mer end en skændsel: det er naturstridigt.
Han kan heller ikke lade være med at minde om at det historisk set er italienerne der besejrer tyskerne : dette afkom af de vilde stammer
vi læste om hvis jammer
blev vakt af Marius’ tropper –
nemlig da den romerske general i 102 fvt. tilintetgør folkevandringshærene af ambroner og teutoner i Provence og det følgende år cimbrerne på de Raudiske Marker nær Vercelli (i Piemonte sydvest fra Laggio Maggiore). Færdig med thyboer og himmerlændinge.
Også Cæsar var som bekendt italiener, og nok hedder Cæsars Mein Kampff Gallerkrigen, men han sloges også mod germanske, dvs. tyske stammer, og fik på alle skrænter/ … farvet græsset blodigt/ fra deres årer, dem han sendte stålet.
Det var i årene 1344 eller 1345 Francesco Petrarca skrev sit store digt Italia mia. Heri rettede han en gribende appel til de norditalienske småfyrster om at holde fred indbyrdes og måske især at lade være med at benytte sig af tyske lejesoldater i deres indbyrdes krige.
Baggrunden for netop dette digt var den at Petrarca var på diplomatisk mission i Italien. Ellers boede han som nævnt i Sydfrankrig, uden for Avignon hvor paven nu i en menneskealder havde haft sin residens og sit pavehof. Nogenlunde lige så længe havde Petrarca været knyttet til Provence og egnen omkring Avignon.
Men også paven gjorde brug af kardinalens jurist og sendte ham til Neapel, hovedstad i det syditalienske kongerige – der bestod jo helt frem til Italiens samling i 1861. Dronningen hed Giovanna, og hende kendte Petrarca fra et ophold i 1341, og hun ham; derfor var det at paven benyttede sig af ham til at mægle.
Vejen tilbage fra Neapel lagde han over Parma; her havde han en god ven der var fyrste, og ham besøgte han. Det var just Parma der var kernen i den konflikt der affødt at Petrarca skrev dette her digt.
Petrarcas fyrstelige ven havde i 1341 befriet Parma, men fortrød besiddelsen og solgte byen til markisen af Este for 70.000 guldfloriner. Markisen gik i forbund med fyrsten af Rimini, fyrsten af Ravenna, herskeren over Imola og med en trop tyske lejesoldater på 800 mand for at sætte sig i besiddelse af Parma.
Imidlertid greb fyrsten af Mantua og Reggio ind af jalousi over at markisen af Este således kunne udvide sine besiddelser; han gik i forbund med Milanos hersker som også rådede over tyske lejetropper; de lagde sig i baghold og var lige ved at fange en Este-general.
Det fik nu ikke markisen af Este til at miste modet; han samlede kræfter i Modena og sluttede forbund med Parmas oprindelige hersker og med fyrsten af Bologna, med herren til Forlì og sammen belejrede de nu Parma. På en dramatisk natlig flugt slap Petrarca ud af den belejrede by, red tværs gennem belejringstropperne, kom til Reggio, blev standset, men flygtede, faldt under flugten af hesten og brækkede armen, fortsatte såret til Modena og videre til Bologna.
Kort sagt: Parma, Reggio, Ferrara, Mantua, Milano, Verona, Bologna og Ravenna lå i krig. Tyske lejetropper, særligt en hær under den bajerske hertug af Urslingen, hærgede ikke blot Podalen, men tillige Toscana, Umbrien, Romagna og dele af Lombardiet.
Med digtet påkaldte Petrarca i fædrelandets, hele Italiens, navn småfyrsternes fædrelandsfølelse for at få dem til at holde fred indbyrdes.
Byen Rom omfattede han med en helt særlig kærlighed. Han besøgte det i 1337, igen i 1341 og 1350. I en anden canzone med nummeret LIII skildrede han sin glæde over at valget af en ny senator så ud til at kunne genrejse det stærkt forfaldne Rom. Pavehoffets flytning 30 år tidligere havde jo naturligt nok trukket enorme mængder af rigdomme væk fra byen og over til Avignon. Skildringen i digtet understøttes af et brev (Fam. VI 2 – oversat af Eric Jacobsen p. 142ff) hvori han mindes alle mindeværdige begivenheder i Roms historie, men også: når vi vandrede ad den forfaldne bys mure eller sad på dem, havde vi ruinerne for vore øjne.
Det var netop ud fra sådanne forhåbninger om en genrejsning af Roms magt og Italiens herlighed at han i 1340’erne ivrigt støttede en romersk politiker ved navn Colà di Rienzo som han først traf da han besøgte Avignon som medlem af en romersk delegation. Ved hjælp af det jævne folk tog Colá magten i Rom og proklamerede at han ville forsøge at samle hele Italien. Petrarca tog af sted fra Provence for at komme til Rom og hjælpe ham med samlingen, men inden han kom længere end til Parma, kom buddet om at adelsmændene i Rom havde styrtet diktatoren. Det er en historie mange har været optaget af, Byron og Richard Wagner bl.a. Ideen var rigtig, manden var forkert.
Siden vendte han sin opmærksomhed mod den tysk-romerske kejser Karl IV og udtrykte sine forhåbninger om at han i 1350’erne ville gennemføre hvad hans forgængere ikke havde kunnet: skabe fred i Italien, det som også Dante så ivrigt havde talt for 40 år tidligere – det han fik søjlen foran Glyptoteket for. Året efter skrev han kejseren et nyt brev opfyldt af skuffelse om endnu engang at se sine forhåbninger falde sammen.
På samme linje skal man se Petrarcas voldsomme angreb på den ene pave efter den anden fordi han slår sig til ro i Avignon og ikke straks efter sit valg vender tilbage til Rom og genindsætter byen som Sankt Peters hovedstad. Dante var i Komedien inde på det samme; det har de to været enige om var en skændsel.
Hvad der i særlig grad ophidsede Petrarca, var den forfærdelige korruption og det almindelige horeri i paveslottet ovenfor Rhônefloden i Avignon. Han skrev om det i breve, han satte tre rasende digte side om side i Canzonieren over temaet: Gid Gud snart mærker hvor dit levned stinker: En smertens brønd, et opholdssted for vrede/ et kættersk tempel, skolen for vranglære – et sandt Babylon kaldte han det med henvisning til både det gamle testamente og Johannes’ Åbenbaring især.
Dante begyndte som aktiv politiker, men blev jaget i landflygtighed for sine politiske og diplomatiske aktiviteter. Petrarca virkede en stor del af sit liv som praktisk politiker i den forstand at han blev brugt som diplomat og som rådgiver, fredsmægler og hvad vi ville kalde spin doctor, af paverne, af kardinalen han var ansat hos, og af de fyrster han tog ophold hos de sidste 30 år af sit liv. Han var praktisk politiker i store dele af sit liv.
Det var mændene i den italienske samlingsbevægelse, risorgimento, åbenbart ikke klar over. Ellers havde de valgt ham og fulgt ham i hans stædige agitation for Italiens storhed.
Konkluderende må det slås fast:
1. Petrarca var 1) historiker og dybt engageret i romerrigets historie, hans store latinske epos Africa havde på hans tid en aktualitet ingen kommentatorer synes at have haft øje for, genforeningen af Sydeuropa og Nordafrika, men primært dette at den dengang kendte verden blev styret fra Italien af italienere, og han var
2) kirkemand der fastholdt at det var Vorherre selv der havde udpeget Rom som den klippe hvorpå Peters kirke skulle stå.
Men den politiske og kirkepolitiske virkelighed var altså at Italien var splittet og i realiteten styret fra Tyskland, også selv om det økonomisk og kulturelt var førende i Europa, og at pavestolen var tvunget til Avignon af den franske konge som betalte hovedparten af kirkeskatten og derfor naturligt nok ville have indseende med hvad pengene gik til, måske specielt at de ikke blev brugt imod franske interesser, samt at paverne i 1300-tallet var franske og Frankrigs marionetter. For Petrarca var Frankrig det som Provence havde sit navn af: en romersk provins.
Den storpolitiske situation han levede i, forekom ham altså naturstridig.
I tiden mellem Petrarca og Italiens samling 1861 var landet i forskellige dele en art koloni skiftevis eller samtidigt for Spanien, Frankrig og Østrig. Men hele tiden fastholdt det sin ledende stilling i kulturlivet, lidt på skift mellem maleri, arkitektur, teater, litteratur og musik, men stod heller ikke tilbage når det gjaldt videnskaberne: Columbus var italiener, Galilei og Giordano Bruno var italienere, Galvani og Volta var det.
I hele det andet årtusinde har Italien været en utrolig inspirationskilde for intellektuelle, kunstnere og videnskabsmænd fra hele Europa.
Enten det var samlet eller splittet.

ITALIA MIA:
Italien mit land, skønt alskens talen
om banesår, de mange
jeg ser på din krop, nok er helt forgæves,
så vil jeg ønske sukkene kan fange
hvert håb i Tiberdalen,
langs Arno og langs Po …

Ved Petrarca-maratonen i Literaturhaus sendte vi en hilsen til det genforenede Italien i anledning af at det i år er 150 år siden landet igen blev en samlet stat. I februar 1861 samledes udsendinge fra de mange tidligere småstater til rigsdag i Torino: kongeriget Italien var en realitet.
Dante havde agiteret for italiensk enhed, Petrarca arbejdet på det, både som diplomat, filosof og digter, og canzone CXXVIII Italien mit land ( se nedenfor) er en stærk appel til småfyrsterne om at holde fred indbyrdes – og specielt ikke indkalde tyske lejesoldater til at myrde hinanden med: jeg går og råber “fred, fred, fred”.
Canzonen er fra 1343-44, og det er slående at Danmark jo befandt sig i præcis samme situation i præcis de samme år: nok var Valdemar Atterdag blevet dansk konge i 1340, og Niels Ebbesen havde slået den tyske grev Gert ihjel samme år, men holstenerne blev siddende på store dele af riget endnu længe. Så en dansk digter, vi kender ikke hans navn, havde i 1329 siddet i Ribe og digtet Suk du, græd på sorgens måde,
smerteramte Danmarks land!
modløs spør du: hvem kan råde
som en kraftfuld styresmand?
Meget tapre var de danske,
stråled før af handlekraft,
sabled ned og sejred ganske
over folk med fjendligt sind
rundt omkring i mange lande.

6. april: Nu er den første fuldstændige Canzoniere af Francesco Petrarca gået i trykken – og det sker altså på årsdagen for det første øjekast mellem digteren og den unge pige/dame Petrarca kaldte Laura (hvad hun hed, ved ingen andre end Petrarca og hun selv – og de siger ingen ting):
“skuddet traf og sad som det var bænket/ hvor pile ellers brast som alt for tynde” (Sonet II om Amors hævn over den unge Francesco).
Men 6. april var også den dag 21 år efter, da pesten 1348 dræbte denne Laura. Petrarca hørte først om det senere, men da skrev han i Canzone CCLXVIII: Al livets lyst var omme/ da hun gik bort og glæden blev til klage,/ og intet af de gode blev tilbage.
Ikke desto mindre fortsatte han til vores og den europæiske lyriks fryd at skrive digte om hende og de 21 års krig mod den grumme kærlighedsgud der ramte ham med en pil af guld, men undlod at skyde mod hende.

Nu på dansk …

Petrarca

Torsdag den 2. februar 2011 bringer dagbladet Politiken en stor artikel om den tyske digter Fr. G. Klopstock (1734-1803) og hans danske dyrkere. I den anledning fandt jeg grund til at markere at Klopstock hører til Petrarcas mange beundrere, noget der belyses af hans store digt Petrarca und Laura som i min oversættelse lyder:

Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803): Petrarca und Laura

Skøn nok for andre blandt jordiske, knap nok beskuet af mig,
Gik den sølverne måne forbi.
Vædet af tårer vendte jeg fra den mit melankolske
Trætte øje ind mod det dunkle.
Tre gange slog mit hjerte; tre gange bævede du,
Sukkets evige datter, i mig,
Sjæl som er skabt til elskov; tre gange stod du opskræmt
Af ængstelsen ved din ensomhed.
Havde hun set dig da, hende du skælvede for,
Hende du sukkende, udødelige,
Græd dine tårer for, som ædlere opfyldt af vemod
Græder: ville hun måske da ikke
Være rørt ved de tårer, ville måske hun da ikke
Have grædt en tåre med dig!
Men sødere ro dækkede hende
Med en fredelig slummers vinger
Og hendes guddommelige hjerte, ophøjet vidt over mit,
Hævede mildt et pigeligt bryst.
Mig flyede hvilen fra, og vennen jeg plejede have,
Min hyggeligt blide søvn,
Gik mit øje forbi og det mere bekymrede,
Hans for vågne og angstfyldte blik.
Langt ind i skumringen så det og søgte dig,
Hans tårers gamle veninde ,
Den natlige lunds sangerinde, nattergal!
Mig sang du ej heller for.
Den tone af grædende medynk, dit melankolske ak,
Selve dens lindring savnede jeg.
Langt om længe faldt jeg i søvn, og en udødelig
Lukked medlidende mit øje.
Har du mon set mig græde, o du udødelige
Som lukked mit øje i medynk,
Åh, da må du samle dem op, samle de hellige
Tårer i gyldene skåle,
Bring dem, du himmelske, så til de udødelige
Hvis hjerter også slog ømt:
Til den guddommelige Rowe eller til Radikin
Som i foråret blideligt sov hen,
Eller til Doris som Haller endnu begræder,
Ser han en yngre Doris,
Så at én måske, om smerten bevæger hende,
Vil stige ned fra den høje
Forsamling og optø hendes hjerte som inderligt
Min udødelige ånd længes imod
Og indvi hende til samme ømhed!
Det tænkte jeg altså og sov. Og den udødelige
Gav mig i medynk en drøm.
Laura så jeg i drømmen, hos hende stod følende
Petrarca opfyldt af digte.
Hun var ungdommeligt skøn, ikke som garden af lette
Rosenkindede piger kan være,
Som blomstrer uden en tanke, blot en passanr
Skabt af natur og halvt som i spøg,
Åndløse, uden at føle, tomme i det almægtige
Triumferende gudeblik.
Laura var ungdommeligt skøn, hendes bevægelser
Talte alle som én om hjertet
Guddomsnatur, og værdig, sin salighed værdig,
Trådte hun frem højt i triumf,
Skøn som højtidsdag, fri som den muntre luft,
Fuld af enfold, som du selv, natur.
Ved hendes bankende hjerte lagde Petrarca sig hen.
Altså sagde den lykkelige:
“Åh, men dit bankende hjerte, tænk hvilke indfald
Det fremslår i mit bevægede sind!
Hvert eneste bølgende pust fra dit besjælede bryst
Hæver mig til de udødelige!
Åh, hvor sødt jeg dog hviler! slip mig! sjælen fatter
Ej mer din kærligheds magt!
Laura, Laura! min ånd hæver sig, ædelt lystfyldt
Til de Saliges høje.
Til sjælefredshøjene hvor det henrivende
Tumler sig rundt om mit henrykte hoved!
Syng dog I sønner af lyset, I mine følelsers helt
Uudsigeligt søde lyst!
Besyng hende! jeg blot begræder det, ja udødelighed
Græder jeg glad fuld af kærlighed!”
“Min Petrarca!” Sagde hun; men siden talte
Blot søde sukke og tårer.
Åh hvor flyder I så blidt forbi favn i favn,
Evigheder af ro!
At vi elskede dér, åh, hvor det belønner
Med udødelighed vore navne
I verden herunder! Den ømhed vi følte,
Følger barnebarns barn.
Børn, I som følger os, for jeres fødder dér skal en guldalder
Smilende udbrede blomster og kranse!
I skal få lykke, større end herskernes stolthed,
Større end sejrende kongers!
Spillet som klinger fra lyren, adlyder jer,
Syng værdige evighedssange,
Værdige ham som har jer kær; giv dem som mønster
For kommende sene tider!
Døtre af døtre, dersom I ejer en Lauras følsomhed,
Da vil gyldne dage gå hen
Som en evindelig maj, som dage i fest
Med favntag så søde!
Større er lykken for jer end for erobrerens
Brud, den sejrendes datter!
For jer kun lyde musikken som klinger fra lyren,
Ej I som Laura udødelighed!

Francesco Petrarca (20. juli 1304 – 19. juli 1374) var en italiensk digter og humanist i Renæssancen. Han kaldes ofte for humanismens og den italienske renæssances fader.

Petrarca blev født i Arezzo, nær Firenze, og levede det meste af sit liv rundt omkring i Norditalien og i Avignon. Han døde 19. juli 1374 – dagen før sin 70 års fødselsdag – i Arquà Petrarca, i regionen Veneto, og denne by blev senere opkaldt efter ham.

Sammen med Dante og Boccaccio har Petrarca været normsættende for det italienske sprog helt op til nutiden. Disse tre var blandt de første, der overhovedet skrev noget på det italienske folkemål – al anden litteratur var på latin, og Petrarca skrev da også selv mange værker på latin. Han er dog mest kendt for sine italienske værker, særligt Canzoniere – en samling af kærlighedsdigte til en kvinde ved navn Laura – mange af disse digte var sonetter.

Lige nu når Italien er i krise på grund af en magthaver uden moral og anden politik end at beholde magten (minder det om noget ?), kan det være interessant at se at litteraturen ikke så sjældent foregriber ved at bearbejde situationen.

Canzone CXXVIII: Italia mia, ben che ‘l parlar sia indarno

Italia mia, benché ‘l parlar sia indarno
a le piaghe mortali
che nel bel corpo tuo sí spesse veggio,
piacemi almen che ‘ miei sospir’ sian quali
spera ‘l Tevero et l’Arno,
e ‘l Po, dove doglioso et grave or seggio.
Rettor del cielo, io cheggio
che la pietà che Ti condusse in terra
Ti volga al Tuo dilecto almo paese.
Vedi, Segnor cortese,
di che lievi cagion’ che crudel guerra;
e i cor’, che ‘ndura et serra
Marte superbo et fero,
apri Tu, Padre, e ‘ntenerisci et snoda;
ivi fa che ‘l Tuo vero,
qual io mi sia, per la mia lingua s’oda.
Voi cui Fortuna à posto in mano il freno
de le belle contrade,
di che nulla pietà par che vi stringa,
che fan qui tante pellegrine spade?
perché ‘l verde terreno
del barbarico sangue si depinga?
Vano error vi lusinga:
poco vedete, et parvi veder molto,
ché ‘n cor venale amor cercate o fede.
Qual piú gente possede,
colui è piú da’ suoi nemici avolto.
O diluvio raccolto
di che deserti strani
per inondar i nostri dolci campi!
Se da le proprie mani
questo n’avene, or chi fia che ne scampi?
Ben provide Natura al nostro stato,
quando de l’Alpi schermo
pose fra noi et la tedesca rabbia;
ma ‘l desir cieco, e ‘ncontr’al suo ben fermo,
s’è poi tanto ingegnato,
ch’al corpo sano à procurato scabbia.
Or dentro ad una gabbia
fiere selvagge et mansüete gregge
s’annidan sí che sempre il miglior geme:
et è questo del seme,
per piú dolor, del popol senza legge,
al qual, come si legge,
Mario aperse sí ‘l fianco,
che memoria de l’opra ancho non langue,
quando assetato et stanco
non piú bevve del fiume acqua che sangue.
Cesare taccio che per ogni piaggia
fece l’erbe sanguigne
di lor vene, ove ‘l nostro ferro mise.
Or par, non so per che stelle maligne,
che ‘l cielo in odio n’aggia:
vostra mercé, cui tanto si commise.
Vostre voglie divise
guastan del mondo la piú bella parte.
Qual colpa, qual giudicio o qual destino
fastidire il vicino
povero, et le fortune afflicte et sparte
perseguire, e ‘n disparte
cercar gente et gradire,
che sparga ‘l sangue et venda l’alma a prezzo?
Io parlo per ver dire,
non per odio d’altrui, né per disprezzo.
Né v’accorgete anchor per tante prove
del bavarico inganno
ch’alzando il dito colla morte scherza?
Peggio è lo strazio, al mio parer, che ‘l danno;
ma ‘l vostro sangue piove
piú largamente, ch’altr’ira vi sferza.
Da la matina a terza
di voi pensate, et vederete come
tien caro altrui che tien sé cosí vile.
Latin sangue gentile,
sgombra da te queste dannose some;
non far idolo un nome
vano senza soggetto:
ché ‘l furor de lassú, gente ritrosa,
vincerne d’intellecto,
peccato è nostro, et non natural cosa.
Non è questo ‘l terren ch’i’ toccai pria?
Non è questo il mio nido
ove nudrito fui sí dolcemente?
Non è questa la patria in ch’io mi fido,
madre benigna et pia,
che copre l’un et l’altro mio parente?
Perdio, questo la mente
talor vi mova, et con pietà guardate
le lagrime del popol doloroso,
che sol da voi riposo
dopo Dio spera; et pur che voi mostriate
segno alcun di pietate,
vertú contra furore
prenderà l’arme, et fia ‘l combatter corto:
ché l’antiquo valore
ne gli italici cor’ non è anchor morto.
Signor’, mirate come ‘l tempo vola,
et sí come la vita
fugge, et la morte n’è sovra le spalle.
Voi siete or qui; pensate a la partita:
ché l’alma ignuda et sola
conven ch’arrive a quel dubbioso calle.
Al passar questa valle
piacciavi porre giú l’odio et lo sdegno,
vènti contrari a la vita serena;
et quel che ‘n altrui pena
tempo si spende, in qualche acto piú degno
o di mano o d’ingegno,
in qualche bella lode,
in qualche honesto studio si converta:
cosí qua giú si gode,
et la strada del ciel si trova aperta.
Canzone, io t’ammonisco
che tua ragion cortesemente dica,
perché fra gente altera ir ti convene,
et le voglie son piene
già de l’usanza pessima et antica,
del ver sempre nemica.
Proverai tua ventura
fra’ magnanimi pochi a chi ‘l ben piace.
Di’ lor: – Chi m’assicura?
I’ vo gridando: Pace, pace, pace. –

Canzone CXXVIII: Italien mit land, skønt alskens talen
Italien mit land, skønt alskens talen
om banesår, de mange
jeg ser på din krop, nok er helt forgæves,
så vil jeg ønske sukkene kan fange
hvert håb i Tiberdalen,
langs Arno og langs Po, der hvor der bæves.
Til Himlens Herre hæves
min røst med bøn: den medynk som dig førte
til jorden, vis den det land du kåred:
se, store Gud, hvor såret
det er af grufuld krig af ringe grunde;
de hjerter Mars lar blunde,
så vild og overmodig,
væk dem, oh Fader, gør dem fri og milde;
din sandhed, gør den frodig,
gør mine arme ord til sandheds kilde.

I jeres hænder lagde Fortuna styret
af disse skønne egne,
men omsorg for dem kan I ikke føle?
hvad skal de sværd fra fremmed land dog hegne?
hvorfor ses gennemsyret
vor grønne mark af de barbarblods pøle?
I står i smigersøler,
I ser så lidt og tror selv I ser meget,
i skøgers hjerter, er dér tro at finde?
Den som vil mange vinde,
det er en hoben fjender han får lejet.
En syndflod har nu fejet
fra hvad for ødemarker
og vore agres ynder som den skænder!
Er hjemlige monarker
de skyldige, hvem er da vore venner?

Naturen sørger godt for sikkerheden
dengang den satte værnet
mod tyskes rasen med vor Alpekæde;
men blindt begær, det bedstes fjende, fjerned
alt det der sikrer freden,
foræred skab vor sunde krop at æde.
I samme bur ses træde
de vilde dyr og tamme, blide flokke,
de bedste – altid dem der så må klage;
som desto værre plage
er dette afkom af de vilde stammer
vi læste om, hvis jammer
blev vakt af Marius’ tropper,
og bogen om hans dåd er aldrig lukket,
da han er træt og stopper
ved flodens vand og blod får tørsten slukket.

Jeg tier om Cæsar som på alle skrænter
fik farvet græsset blodigt
fra deres årer, dem han sendte stålet.
Hvad ondskabs stjerne, ukendt, det’ vemodigt,
som himlen had indprenter:
vi stoled på jer, I holdt ikke målet.
Uenighed har stjålet
al fred fra verdens skønhedslagte egne.
Hvad fejl, hvad dom, hvad skæbne lar jer bringe
ulykke over ringe
naboer, forfølge, lade uheld regne
over dem og indtegne
rekrutter, endda glædes
når de udgyder blod og sælger sjæle?
Nej, her skal ingen smædes
og møde had, kun sandhed gir jeg mæle.

Ser I dog ikke de mange beviser
på bajrernes forråden?
den løfter fingren og skæmter med døden.
Jeg finder hånen er værre end dåden.
Men blodet I forliser,
er mer endda, thi I får pisk for brøden.
Til ni – fra morgenrøden –
tænk på jer selv, og I vil se hvorledes
den kan elske som agter sig så ringe.
Giv onde byrder vinge,
I folk af romersk blod, så vi kan fredes,
lad ej idoler smedes
af indholdstomme navne;
at rasen udefra af folk så sløve
slår os i kløgt med favne,
er mod naturen, er en syndens prøve.

Er ikke dette landet hvor jeg fødtes?
Er ikke dette reden
hvor jeg med megen sødme blev forplejet?
Er ikke det mit fædreland herneden,
min mor af hvem jeg mødtes
med smil, for begge dækker dens jord lejet?
Ved Gud, gid dette vejed
så tungt i sind og fik jer til at agte
i medynk på de tårer sorg fremtvinger,
folk håber blot I bringer,
næst Gud, dem fred. Ifald I kunne magte
la hænder stå fremstrakte,
vil mandsmod gribe sværdet
mod raseri og gøre kampen kort,
for ånd bevared værdet
fra før og svandt i hjertet ikke bort.

Se, herrer, og betænk hvor tiden iler,
ja, livet flygter med,
og døden sidder tungt på ryg og nakke.
I er nu her, men husk I skal af sted,
for helt alene stiler
en nøgen sjæl mod utryg sti og bakke.
Ad denne dal at flakke,
det kræver at I styrer had og vrede,
de stride vinde mod et liv i renhed;
og viser I gemenhed
i hvad I gør, vend om og hold jer rede,
i råd og dåd hernede,
til noget man vil prise,
læg vægt på noget ærligt fag og viden,
så har vor jord end lise,
og himmelvejen vil stå åben siden.

Canzone, jeg formaner
dig til at være høvisk i din tale,
for du skal gå til mænd af stoltheds kulde
med viljer der er fulde
af vaner, gamle, gale,
mod sandhed illoyale.
Men prøv du nu din lykke
hos få af storsind der er godhed ved,
sig dem: hvem vil betrygge
mig når jeg går og råber “fred, fred, fred.”

Forlaget Multivers udgav en komplet Canzoniere eller Sangenes Bog i foråret 2011, 366 digte i en “forbløffende rammende oversættelse” (presseudtalelse). Første udgave 2005 indeholdt 122, den første på dansk med fler end 10 digte.

Petrarca og petrarkister
Mig og Petrarca?
14 dage efter vort bryllup fik jeg Kai Friis Møllers Alverdens fagre ord af min kone. Heri manglede ikke en sonet af Petrarca. 45 år senere skulle jeg arrangere et dansk-svensk digtermøde i anledning af 700 året for Petrarcas fødsel. Og opdagede at al hans lyrik fandtes på svensk, næsten intet på dansk. Det gør en nysgerrig endnu mere nysgerrig og medførte 1. at jeg selv gav mig til at fordanske hans digte, 2. at jeg kastede mig over udforskningen af hvilke danske digtere der havde omtalt Petrarca.
Petrarkister?
Petrarkister er lyrikere der digter i Petrarcas stil, de fleste italienske fra 1500tallet, flere spanske, portugisiske og franske. Er der nogen nordiske?
Mig, sagde hunden. Og andre.
Francesco Petrarca 1304- 1374

Fra Petrarcas livsværk udgår to vigtige linjer i Europas åndsliv: humanismen og lyrikgenren.
Ved sit intense og livslange arbejde med historie, filologi og bogrestaurering lagde han grunden til renæssancen med dens genopdagelse af den klassiske oldtid og dens sætten mennesket i centrum for forskning og tænkning; dermed har han væsentligt bidraget til at give europæisk kultur dets særpræg. En bivirkning af denne indsats har i øvrigt essayistikken været.
En anden kom til udtryk i hans beskrivelse af poesien: en teologi om mennesket. Mens hans store forgænger Dante viste lidelser, fortrydelser og lykketilstande i det hinsides, var Petrarca i stand til at udpege de samme følelser i deres komplekse samspil i det dennesidige – og dermed skabe lyrikken som den enestående genre den efter ham og i høj grad med hans 366 digte som forbillede har været i den skønne litteratur på de fleste europæiske sprog.
Også det sproglige hører med; sammen med Dante og Boccaccio satte Petrarca volgare, det folkelige talesprog, nationalsproget ind som medium for litteraturen i dens fornemste skikkelser.

Francesco Petrarca
er født i Arezzo 20.juli 1304 og voksede som også Dante og Boccaccio op med den toskanske dialekt; 7 år gammel flyttede han med familien til pavestaden Avignon i Provence og kom i skole i Carpentras. Studerede jura i Montpellier og Bologna og vendte 1326 tilbage til Avignon hvor han blev knyttet til en kardinals hus. I 1337 trak han sig tilbage til Fontaine de Vaucluse for at hellige sig sit litterære arbejde, afbrudt af perioder med ophold i Italien hvor han fra 1353 tog fast ophold, de sidste år
i De Euganæiske Høje (ved Padua) hvor byen Arquà Petrarca har fået navn efter ham.
Allerede tidligt opnåede han europæisk ry for sine litterære arbejder, men eftertiden har næsten udelukkende læst hans italienske digte i samlingen Rerum vulgarium fragmenta/ Brudstykker på folkesproget. Til gengæld har deres betydning været enorm, tidligst for italiensk renæssance, meget snart derefter for spansk og portugisisk poesi, i 1500-tallet i fransk og engelsk lyrik. I 1600-tallet forekom der et enkelt, men betydeligt nedslag af petrarkistisk digtning i svensk litteratur,Skogekär Bergbos 100 petrarkinske sonetter i Wenerid. Med førromantikken og især romantikken oplevede Petrarcas digte en egentlig renæssance af lignende dimensioner som 1500-tallets, de blev oversat til tysk, fransk og engelsk. Efter deres forbillede blev digterne grebet af Sonettenwut, et sandt
raseri i anvendelsen af sonetformen, en farsot der igen slog ned i europæisk og amerikansk lyrik et halvt århundrede senere, i symbolismen/90’erdigtningen, i 1940’erne og igen i vore dage.

Brudstykker på folkesproget
også kaldet Canzoniere eller Sangenes Bog udgør trods navnet en fast komponeret digtsamling, en art lyrisk kærlighedsroman over 31 år, indledt med en fortalesonet og derefter to sonetter som skildrer de to hovedpersoners første møde en legendarisk langfredag i en kirke i Avignon. Beretningen om de mange omskiftelser i deres indbyrdes forhold er isprængt digterens oplevelser og kontakter med andre personer, særligt digterkolleger og personer i hans kardinals familie. Romanen afsluttes med en sonet der gør regnskabet op for de 21 år da gud Amor holdt ham i ilden, og de følgende ti år efter at hans Laura var kommet i himlen, og med en omfangsrig canzone henvendt til Jomfru Maria.
Det er Canzonierens skæbne at den opfattes som det den latinske titel udsiger: brudstykker, altså en samling af enkeltdigte, og derfor er de blevet læst som enkeltstående værker, i oversættelser ofte i udvalg, undertiden ganske fåtalligt, som P.L. Møllers Til Laura 1848 med blot ti digte, i udgaver ofte brudt om, f.eks. som Leopardis fra 1836, af og til opdelt efter formelle kriterier: sonetterne for sig, canzonerne for sig osv.
I særlig grad har eftertiden læst og efterlignet sonetterne. De udgør også talmæssigt langt hovedparten af Canzonieren, 317 af dens 366 digte er sonetter, men selv om Petrarca har vist en betydelig stramhed i valg af versformer, så rummer samlingen også canzoner, den digtform Dante og hans generation anså for den fornemste – det kan man måske også ane af tema- og motivvalg i Canzonieren; Oehlenschlägers oversættelse Ved Kilden i Vaucluse er en canzone. Fra de provençalske trubadurer har han lånt den raffinerede sestine hvis seks verslinjer er indbyrdes urimede, men hvor de samme slutord fra hvert vers gentages i andre positioner efter et ganske bestemt mønster i hvert af de seks strofer. Dertil kommer nogle få madrigaler og ballader.

Det lyriske
Det som digtere i det halve årtusinde mellem Petrarcas tid og den europæiske modernisme især har taget til sig, er, ved siden af versformen sonet, det samspil Petrarca udviklede i sine digte mellem sindsbevægelser og naturiagttagelser, iagttagelser og oplevelser i de nærmeste omgivelser, det der udtrykkes lige ud i digt efter digt som I’ vo pensando: jeg går og tænker. Der gås meget i Petrarcas digte, som der også tænkes meget.
Tydeligst fremtræder den særprægede natur i og omkring den snævre dal hvor floden Sorgue har sit udspring fra en sø under en stejl klippe; i Fontaine de Vaucluse kan man endnu 660 år efter genkende de steder han beskriver. Men også indtryk fra hans vandringer i Ardennerskovene i det nuværende Belgien, hans rejser på Rhône og Po, sejladser langs Italiens kyst, vandringer ved Neapel træder frem som igangsættere, af og til også hans fantasier om Ethiopien, Rødehavet, Mesopotamien, Gibraltar osv.
Vejr og vind, plantevækst, fugle og vilde dyr i skoven, alt det fremstår som reflekser for hans sindstilstande.
Dertil kommer at Petrarca var en lærd mand. Han var fortrolig med den klassiske romerske litteratur, og Horatses naturstemninger og Ovids forvandlinger spiller fremtrædende roller i digtene, har en særlig formidlende funktion i mange digte. Romersk historie er en reference han har delt med sin samtids læsere. Derimod spiller bibelske beretninger måske overraskende meget lidt ind.
De provençalske trubadurers og Dantes digtning har han været fortrolig med, andre italienske digteres også fra Dantes generation. Også dette har siden Petrarca været en integreret del af lyrikken: at bruge sine læsererfaringer i det man skriver.
Det koncentrerede i det sproglige udtryk er endnu ét af lyrikkens kendetegn. En sonet med 14 linjer af 11 stavelser er hvad den danske digter Paul la Cour kaldte at knuge verden sammen til en sten. Sjælens splittethed mellem lyst og anger, frygt og håb, forelskelse og den elskedes kulde, erindring og forudanelse, talent og uformåen, alt det – som også er lyrikkens inderste væsen – finder adækvate poetiske udtryk i en stil som på én gang er kompleks og kompakt. Han bruger ordbilleder, omskrivninger, ordlege, symboler, lignelser, paradokser, figuren oxymoron (ordret: skarp-sløv, modsætninger i betydningsindhold), overdrivelser, sproglige nyskabelser, alt det man genfinder i barokdigtningen og i den eksperimentale modernisme.
Leg med navnet på den kvindelige hovedperson er meget påtrængende. Laura bliver med en apostrof til vinden,vindpustet: l’aura, og laurbærtræet er helt uundgåeligt, men også l’auro = guld o.m.a. I rimet spiller han ofte på ord der lyder ens, men har forskellig betydning.

Francesco Petrarca: af Epistola metrica I,8 Ad Lelium suum
TIL MIN LÆLIUS

Gløden i hjertet vækkes til live når jeg i min lystgård
Genkalder mig hvad jeg led af de søde kærlighedsorger,
Om nu ved forårstid græsplænens lærred smykkes af blomster,
Eller ved midsommertide når solen står højest på himlen,
Du her finder skygge, eller når æblet er sødt i september,
Ja, selv når kulden er herre, da står den åben for solskin,
Og vingede skarer synger så sødt i træernes skygge,
Deres brogede rygge en fryd for dit blik.

Petrarca på dansk
Danmark indtager i forhold til det meste af det øvrige Europa en særstilling; vi ved at læsende og lærde har kendt Petrarcas digtning siden 1500-tallet, hans syv pønitensesalmer blev oversat af folkevisesamlerne Anders Sørensen Vedel i 1577. De romantiske digtere har læst ham, det har de italiensrejsende 90’er-digtere også; nogle af dem har også været grebet af sonetraseriet, Schack von Staffeldt er petrarkist, Ingemann i sin lyrik også, Christian Winther, Sophus Claussen. Men først i 2005 har ikke-italienskkyndige læsere haft adgang til mere end enkeltstående oversættelser. I 2008 udkom et betydeligt udvalg af hans latinske breve på dansk.

Litteraturliste:
Francesco Petrarca: Canzoniere Sangenes Bog på danske vers af Søren Sørensen 2005
” Venskabets pris Francesco Petrarcas breve i udvalg ved Eric Jacobsen 2008
” Italia mia Oversat af J.V. Lind 1943
” Til Laura Ved P. L. Møller 1944

Kirsten Grubb Jensen: Den tidlige italienske lyrik. Romansk Institut KU 1998
Charlotte Gudbjerg-Hansen: En diskussion af Francesco Petrarcas humanisme med udgangspunkt i Secretum og Familiarum rerum libri. 2001
Benjamin Boysen: Petrarcas labyrintiske spejl: kærligheden i Rerum vulgarium fragmenta. 2002
Søren Sørensen: Det første moderne menneske. 16.7.2004
John Petersen: En europæisk humanist. 20.7. 2004
Søren Sørensen: Petrarca som salmedigter. Hymnologiske Meddelelser 33. årg. december 2004 nr. 4
Janet Wilhjelm: Francesco Petrarca. www.litteratursiden.dk 2005
Søren Sørensen: Petrarca-spor i nordisk litteratur Spring nr. 25 2008
Søren Sørensen: At oversætte Petrarca i Fra det ene sprog til det andet. Modersmål-Selskabets årbog 2008
Karsten Friis-Jensen: Stemmer i Francesco Petrarcas Bucolicum Carmen 4. Stemmer i italiensk litteratur 2009
Søren Sørensen: Petrarcas læsning. Magasin fra Det Kongelige Bibliotek 24. årgang nr. 3 september 2011
Søren Sørensen: Petrarca i dag – tudesøren eller versets verdensmester. Standart nr. 3 oktober 2011

Forskningsrapport:
Omàggio al Petrarca 2004-

Vaucluses Fjeld fornam Petrarcha’s Sang
og, efter tusind Aar, dens Efterklang
skal tone vidt, fra Syden og til Norden. St. St. Blicher 1822 …
I et hyldestdigt til den store danske salmedigter Thomas Kingo henviste den kongelige historiograf, for sin latinske digtning europæisk berømte Vitus Bering (1617-75) til Petrarca som en af den europæiske litteraturs allerstørste. Det kan siges at være så meget mere passende som samme Kingo er den første dansker der har digtet i sonettens form, noget som Georg Brandes har overset da han gave Schack Staffeldt æren for at have indført det petrarkinske versemål på dansk.
Kendskabet til den italienske lyriker hvilede ikke alene på at man på det danske parnas dels beherskede latin som en selvfølge, dels havde et udbredt og dybtgående kendskab til italiensk, den store renæssancehumanist Anders Sørensen Vedel havde i 1570’erne oversat dele af Petrarcas latinske digtning. I første halvdel af 1800-tallet berigedes den danske litteratur med nogle enkelte oversættelser af sestiner og sonetter ved litteraten P. L. Møller, vor førende kritiker i generationen før Brandes, og på samme tid skrev Emil Aarestrup en række Petrarcainspirerede sonetter som hører til kernen af dansk lyrik.
Tilsvarende udvikling kan ses i svensk litteratur. Berings samtidige Skogekär Bergbo skrev efter petrarkinsk mønster 100 sonetter, 200 år senere oversattes Petrarca, og Carl von Snoilsky gav i 1871 den svenske sonet et nyt liv. I dag er Ingvar Björkeson aktiv Petrarcaoversætter, og mange digtere har anvendt sonetformen, bl.a. André Bjerke, Lars Gustafsson, Lars Huldén, Lasse Söderberg, Inger Christensen, Klaus Høeck og Peter Poulsen.

Anders Hallengren 2003:
Det är, än en gång, en ödets ironi, att den dyrkade Dante knappast fick några epigoner alls under kommande århundraden emedan Petrarcas efterföljare var otaliga. (p. 46)

Angelo Poliziano (død 1494), på dansk ved Vilh. Andersen:

Aldrig skal Dante savne sit Ry, som på vældige Vinger
ned gennem Styx, til Stjernerne op, ad det stejlende Bjergs Sti
fløj for den himmelske Møs, Beatrices, dejlige Aasyn;
eller Petrarca, som fører paa ny Cupidos Triumftog;
heller ej han, som de ti Gange ti Dages (Decamerónens) Billeder malte,
fulgte den dulgte Kærlighed ned til dens dybeste Udspring.

Karlheinz Stierle 1979:
Besonders für den Dichter ist nach Petrarcas Erfahrung die Landschaft eine unerschöpfliche Inspirationsquelle. (p. 20)
Mit der Integration der Landschaft in das lyrische Gedicht har Petrarca der lyrischen Dichtung einen Weg gewiesen, den sie bis heute nicht mehr verlassen hat. (p.34)

Petrarca Ekloge X (fragment)

Rhônefloden nær hvor den blege Durance og den glitrende Sorga
Strømmer fra hver deres bjerge og adskilte flyder i Rhônen,
Stod der en højstammet lund, hvor jeg fik en lod at dyrke
Da jeg som barn af en lunefuld skæbne forjoges fra Arno.

Gerhardt Hoffmeister 1997:
[Rerum vulg.frag.] er den først digtsamling siden antikken hvori hver enkelt digt er selvstændigt og samtidigt udgør en del af en gennemkomponeret helhed, et organisk kunstværk. (p.87)
(Citerer K. Foster 1984 om digterens dilemma): [han er] ude af stand til at skrive og dog tvunget til at skrive; han finder lindring ved at skrive, og dog er det det at skrive der fremkalder den lidelse – kærligheden – som alene kan kureres ved at skrive.
Omtale af Petrarca i nordisk litteratur:
Oversigterne gør på ingen måde krav på at være andet end eksempler, ikke aldeles tilfældige, men heller ikke systematiske
Skogekär Bergbo ( ca. 1650, publ. 1680): Wenerid (samling af 100 kærlighedssonetter, udtrykkeligt som i Petrarcas og Ronsards stil):
DV trogneste Amant som tiugo åhr tillijka
Din Jungfru älskat har/ enäär hon war än kvar/
Och ännu tije åhr från det hon skilder war/
Det finnes ingen mehr i stadigheet din lijka.

Du hade ingen lön i kiärleekz Guden(s) rijke
För all din hulde tiänst allenast mödan baar
Och sällan littet nog fick du af henne swar
Lijkwäl du kunde ey ifrån din sköna wijka

War hon den kyskeste som du det sielf bekänner
Må iagh bekänna det du war den trognaste
Som lågand kärleekz eld hoos både könen bränner/

För alle älskogz par war det det ädleste
Och wärt at hwar och een uthaf hans rijm det känner
Jgenon hwilke det är det lyksameste.
Sonet nr. 15.
Vitus Bering (1617-1675): (i Kingos Aandelig Siunge-Koors Anden Part 1681):
Hactenus altisoni rhythmos & carmina Risti
Nil Dantes, nil Laura Tibi tuus ille Petrarcha,
Nil simili Oenotriæ tota caterva dedit
(Ca.: Har Dante givet, Laura dig, Petrarca,
Har Sydens digtere mon det der ligner?)
Ludvig Holberg (1685-1754): Critique over Peder Paars Satyra III 1722
Man med Forundring læs Homeri gyldne Bog
For Phantasiens skyld, ey for det Græske Tog.
Hvad af Petrarcha og Guarini kand man lære?
Af dem Italien dog haver største Ære.
Jeg bytter Bøger, som – holder for en Skat,
For Tasso, ja kun for det Indfald om hans Kat[1].
Johannes Ewald (1743-1781): Levnet og Meninger (1774-1778):
… om jeg besad Raphaels eller al Petrarc hs Konst…
Carl Michael Bellman (1740- 1795): Behagas följande Berättelse? I Hwad Behagas n.o 6 1781
De som läst Hübners geographie, Swenska Post-Tidningarna och andre Lärde mäns arbeten hafwa utan twifwel hördt tals om Awignon. Icke långt härifrån ligger en Sokn, som kallas Waucluse, bekandt för sin Källa, som blifwit besungen af den namnkunniga Poëten Petrarcha.
(som motto til digtet Häckningen 31.3. 1792):
Pour ce moment heureux, la sensible nature.
Pétrarch.[2]
Friederike Brun (1765-1835): af Episoden aus Reisen I-II 1799-1801:
Hier ind diesen verborgenen Höhlen, in der schaurigen Kühlung, klagte Petrarch in Nachtigalltönen! Es lauschten die Felsen, und hallten die Melodien der Liebe zurück. Wie viele blinde Nachahmer hast du gehabt, süßer Sänger! Aber wer unter ihnen hat aus Vaucluse’s Quelle geschöpft?
Adolph Wilhem Schack von Staffeldt: (som motto ( af Il Trionfo dell’Eternità) til digtet Erindringer 1795):
Se fu beato chi la vide in terra,
Or chi fia a riverderla in cielo!
Petrarcha
(i Elskovs Rige 1803):
Der sukker du, toscanske Svane,
Ei dybt ved din Madonnas Fod
Hun favner dig, skiøndt uden Ane
Og døde Sekler i dit Blod.
(i Genierne 1802
Før Sonettens Genius kun læret
Gad Petrarchas spæde Veemodsqvad.
Han paa Liljekalkens Bredde sad,
Kiælent klukkende i Aftenskiæret.

Som en Sylfe Dug, gad han fortæret
Elskovs Taarer paa et Rosenblad;
Jaget Sukkes Hob i ordnet Rad,
Bobler lig, af Elskovs Barm opgiæret.
(i Billingtons Sang 1808):
Saa forklarte Nattergale klukker,
Hvor Petrarch og Laura favne sig
(i Lina 1808):
Den petrarchiske Bog aabner jeg Eder til Grav.
Der skal I længe opholdes, liig hellige Mumier, længe,
Elskede Mærker paa mangt elskovindaandet Sonnett.

Glem ei den lille Bog i gammeldags Kalveskind bunden,
Som du kalder Pertak, …
( i Die Nacht s.a. (før 1796)):
Dem Sänger von Valchiusa, den am Saum
Der Sorgue, hehr und mild, sein Genius,
Der Bienensäugling mit Begeisterung
Und keuscher Engelliebe angehaucht.
Dem von der großen Laute der Natur,
Von Smintheus Saitenspiel, die Wundermacht
Der Töne er verleihn, daß festgebannt,
In schwirrende Entzückung aufgelößt
Die Nationen horchen und herab
Sich eine Glorie von Engeln senkt –
Dem langgeårüften, treuen Dulder sinkt
Die liebevollen Laura in den Arm,
Und ihre Seelen, Zwillingsfunken, bringt
Die Liebe in der Gottheit Schooß zurück.
(i O jeg føler det, en evig Kiede s.a. (før 1800)):
O jeg føler det, en evig Kiede
Til din Ynde skulde lænket mig.
Dig at elske, synge og tilbede
Du i Dyd og Ynde Laura lig,
Jeg i Sang og Suk Petrachas Lige,
Stor nedstigende til Skyggers Rige.

Malthe Conrad Bruun: Jerusalems Skomagers efterladte Papirer No. 3 1796
Rejse til Vaucluse [om et møde med Petrarca i Vaucluse, baseret på prosabrevet Ad fontem Sorgiæ æstatem ago (Fam. XIII,8) “i hvilken anledning udgiveren af hans papirer oversætter den 63. sonet” (Per Stig Møller 1973) (rettere efter moderne nummerering den 85: Io amai sempre et amo forte anchora)]:
Hvo er den Siddende hist ved Kilden i Laurbærtræets Skygge? Hans Pande er ædel og høj, hans Øjne lyse af Genie, men Kummerens Bleghed har farvet hans Kinder.
Det er Petrarka! sagde den Mand fra Avignon, som ledsagede mig. Vi nærmede os ærbødigen til den Digter, hvis henrivende Skildringer af Kjærligheds søde Smerte var det daværende Aarhundredes Stolthed, ligesom de i alle følgende Tider forblev at være de følende og smagfulde Menneskers kjæreste Læsning.
Malthe Conrad Bruun: Poetiske Forsøg 1797:
Mit Vaucluse
Sonnet

Hvad Guddomsmagt usynligen mig binder?
Hvo slynger om de Fod de stærke Kjæder?
Hvi dvæler jeg paa disse Veemodssteder,
Hvor alting om et skuffet Haab mig minder?

Her smilte hun til mig! Paa hendes Kinder
Jeg Morgenrøden saae til Himlens Glæder.
Her trykte hun min Haand! Ak, bange træder
Jeg til det Træe, hvor hendes Navn man finder!

Ak, alt forgaaer. See Bølgen Bølgen jager,
En Dag den anden! Og vor Drøm er svunden!
Som flygtig Dug for Morgensoel henrunden!

Kun aldrig du, som dette Hjerte plager!
Nei aldrig Kjerlighed! nei aldrig Grunden
Til disse dybe Suk og stille Klager.

Henrich Steffens: Indledning til philosophiske Forelæsninger 1802-03, af Ottende Forelæsning:
Den provençalske Poesie kan man ansee som Grundvolden til al moderne Digtekunst. Det var det første Forsøg paa, at foreene den gamle og nye Kunst; men den nyere Tids overvejede Subjectivitet afprægede sig uvilkaarlig. Fra denne udspringer den italienske Poesie, hvis meest glindsende Epoken betegnes ved Dante, Guarini, Petrarch og Boccaz, som alle kjendte Provençalerne.
[NB: Guarini 1624-83? Man undrer sig over om der dog ikke skulle være tale om en forveksling med Guido Guinicelli fra Dantes samtid?]
Knud Lyne Rahbek: Den danske Tilskuer 1804:
Klopstocks ubillige Fremsagn:
“Lauren besang Petrarka in Liedern,
Zwar den Bewundern schön, aber den Liebenden nicht”
Adam Oehlenschläger: af Digte 1805 Vaaren:
Vaaren bliver da selv en seirende, skiøn Don Quixote,
Svundne Tids Eenfold og Kraft vil den, og Villien skeer.
Venligt om Shakespeares Borg Calderone sin Rosenkrands fletter,
Sødt i hver smilede Bæk risler Petrarcas Sonet.

Digtninger 1811 Tilbageblik paa Rom:
Jeg tænker mig bag Bøgens grønne Krone
I Laurens, Myrtens Hiem; jeg troer at læse
Petrarcas Digt ved Kildens Sølvertone.
Bernhard Severin Ingemann: af Digte II 1817 Vaucluse
hvori bl.a.:
Der, hvor Laura hviled
Paa de Blomster smaa,
Der, hvor Laura første Gang mig smiled,
Maa jeg ofte staae:
Endnu blomstre her Roser vilde,
Græsset grønnes og Taarene trille,
Hvor jeg min Elskede saae.
Endnu staae her Kjærminder blaa,
Endnu fløiter i Nattens Stille
En Nattergal her sin Elskovstrille,
Endnu staaer i den grønne Bark
Laura hos sin Petrark.
(Digtet Vaucluse)
af Reiselyren II 1820 Arezzo:
Nu gaaer Reisen til Rom, paa Veien vi dvæle;
Her i Petrarcas Bye en Stund dog hvile vi glad,
See paa Stad og paa Dom; – bag Kirken, eesom og stille,
Stod i gammeldags Huus din Vugge, elskende Skjald!
Selv fra Muren du endnu fremmed Vandrer fortæller
Hvordan her du engang blev i Landflygtighed fød.
Har dig Verden forskudt, før Verdenslyset du skued,
Gav for Elskov og Sang dig Jorden Taarer og Savn,
Gjerne roser den sig nu af din Grav og din Vugge,
Krandsed din Smerte med Lyst, og pryded sig med dit Navn.

* * *
Dog under Himlens lykkeligste Stjerne
Det Øie Lyset saae, som stille svømmed
I Elskovstaaren, til dets Ild henstrømmed,
Opløst i Straalekilden fra det Fjerne;
Og til sin Død det Hjerte sukked gierne,
Som i sin Sorg om Kjærlighed dog drømmed,
Mens Savnet høit paa Tonebølger svømmed,
Og flagred gjennem Natten til sin Stjerne.
I Sang henbæved dine Elskovssukke
Fra Land til Land, du Lauras stille Sanger!
End efter Sekler fremmed Elsker ganger,
Og priser dig lyksalig ved din Vugge;
– Lad Jordens Taager alle Stjerner slukke,
Den skjønneste paa Himlen evig pranger.
Steen Steensen Blicher: af Epilog, fremsagt paa Viborg Privattheater den 27de Oktober 1814 efter Forestillingen af en Holbergsk Comedie
Vaucluses Fjeld fornam Petrarcha’s Sang
og, efter tusind Aar, dens Efterklang
skal tone vidt, fra Syden og til Norden.
Poul Martin Møller: Brev til en Dame 1823 eller 1824:
Den uskyldigste og almindeligste Damepoesi bestaar i Efterligning af, hvad andre have skabt. Men slige Produkter betyde dog i Kunstens Rige ikke mer end de almindelige med Sortkridt tegnede Kopier af Petrark og Laura, Achilles, Homer, Ossian etc., som man ser hænge i et grønt Silkebaand paa Kabinettets Vægge.
Adam Oehlenschläger: Lyriske Digtere 1848
End ved Vaucluse Vandringsmanden finder,
Petrarca! Dine himmelblaae Kiærminder
Johan Ludvig Heiberg: Til den digtende Laura paa hendes tolvte Aars Fødselsdag: …
Vel veed jeg, man Petrarca burde være,
Naar man til Laura skrive vil Sonetter.
H.C. Andersen: Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager 1829
Tolvte Kap. : Da kom en Mø, det var en Aal, saa slutter jeg fra Livet;
Hun havde ret studeert Petrarc og sukkede Sonetter,…
Trettende Kap.: En Kage sød, der smelte vil i Munden,
Af Lafontaine lavet og opfunden.
En Smertens Piil med Sødt – Vers af Petrarc,
Tre Flasker Aand af Schillers Jeanne d’Arc. – –
H.C. Andersen: Improvisatoren 1835
Kap. VII: Det var saaledes maaskee ene det forunderlige Melodiøse i Petrarcas Sonnetter, der indtog ham for denne Digter, maaske ogsaa Mode, eller en fix Idee, et lyst Øieblik i hans Anskuelsers Sygelighed, thi Petrarca og Habbas Dahdah vare to høist forskjellige Væsener. Han lod os lære næste Fjerdedelen af det lange episke Digt: Afrika*), saa at der faldt salte Taarer og Stokkeprygl for Scipionerne. Grundigheden hos Petrarca blev daglig indpræget os; “de overfladiske Poeter”, sagde han, “disse, som kun male med Vandfarve, Phantasiebørnene, ere den rette Fordærvelsens Yngel; selv den største af dissem denne Dante, som maa have Himmel, Jord og Helved i Bevægelse, for at kunne opnaae en Udødelighed, som Petrarca alt vinder ved en eneste lille Sonnet, er mig liden, saare liden! […]; men Petrarca, denne Sandhedens Apostel, viste ikke sit Mod ved med Pennen at sætte en afdød Pave eller keiser i Helvede; han stod i sin Tid, som Choret i den græske Tragedie, traadte op som en mandig Kassandra, varslende, dalende, mod Paver og Fyrster. .. […] Saaledes gik enhver Tale ud paa, kun at hæve Petrarca og nedsætte Dante, skjøndt de smukt burde staae ved Siden af hinanden, som den duftende Natviol og den blomstrende Rosenhæk. Alle Sonnetterne maatte vi lære udenad.
*) Petrarca fødtes i Arezzo den 20de Juli 1304. Han levede og aandede kun for de gamle Classikere, men Laura, som han lærte at kjende i Avignon 1327, bandt ham til Verden. For at forevige sig og Scipionerne skrev han sit episke Digt: Afrika, der er glemt for hans melodiøse Sonnetter til Laura, dem han ikke selv vurderede saa høit.
Christian Winther: Doris og Fætter Jean 1835?
[en fjer faldt af Eros’ vinge og blev siden anvendt som pen af digteren] Ja, ved Vaucluses Kilde
Søren Kierkegaard: af Pap.VII 1 B 55 p. 235:
Petrarca troede, at han skulle blive udødelig ved sine latinske Skrifter, og han blev det ved sine erotiske Digte. Mod mig er Skjebnen endnu mere ironisk.
H.C. Andersen: De to Baronesser 1848
Kap. IX: [solstråler og vinde] de bære mangt et Ord, der er for helligt til at klinge for Mængdens Øre, Ord, der indeslutte en Poesi, som den, Petrarca nedlagde i sine Sonnetter, …
Adam Oehlenschläger: Erindringer
[om mødet med Malthe Conrad Bruun i Paris engang i årene 1806-10]: Blandt andet mindes jeg, at han sagde: “Jeg har ogsaa engang oversat Petrarcas Digt “Vaucluse”, men det faldt mig ikke ind, at Muligheden tillod en Oversættelse i den samme italienske Canzoneform, skjøndt jeg vel havde en Anelse derom”.
Bernhard Severin Ingemann: Landsbybørnene 1852
3. Del 8. kapitel:
Hun sang en af Antons Compositioner, og han sang selv sine allernyeste Melodier til et par af Petrarks og Dantes Sonnetter. Lauras og Beatrices Navne skjulte for Anton Fiorabellas Skikkelse og Væsen, og han kunde saaledes uforbeholden udgyde hele sin flammende Sjæl i den mest platoniske Beundring af hendes Elskværdighed.
” Herligt! Guddommeligt!” – udbrød Fioribella – “De har forstaaet hin ophøjede Kjærlighed! Kun vore Digtere have følt, hvad den ideale, den sande konstneriske Kjærlighed betyder. I deres rene Begeistring kunde det aldrig falde en Petrark eller Dante ind, at fordærve dem den høieste aandelige Nydelse ved at tage deres Idealer spidsborgerlig til Ægte eller sætte Bo i en Hovedstad, med deres guddommelige Musert til Husholdersker.”
4. Del 7. Kapitel:
Hun bad mig synge mine Compositioner til Petrarks og Dantes Sonnetter.
Nikolaj Frederik Severin Grundtvig: Denkspruch af “Dansk Ravne-Galder” 1860:

For Retfærd, Fred og Frihed
At mane op af samme Grav,
Hvori de var nedmanet,
Ham og hans gode Ven Petrark,
Som ønsked ham til Lykke…
(ham: Cola di Rienzi)
H.C.Andersen: I Spanien 1863
… to unge Piger, de smukkeste jeg endnu havde set i Spanien; deres Øine vare som sorte Flammer, deres Mund sagde ved et eneste Smiil mere, end nogen Digter kan sige i et langt Digt, Byron og Petrarca tilgive mig!
Christian Winther : Til Éen
Motto (af Sonet nr. XXXV) : Ma pur si aspre vie, ne si selvaggie
Cercar non so, ch’amor non venga sempre
Ragionando com meco, ed io con lui
: Besøg paa Parnas
… Længst derinde
Jeg saae min yndige Veninde,
Erato, ligge i Sophakrog
Og ivrigt læse i en Bog,
Mens af og til et Smiil hun drog.
Jeg kunne ei see Bogens Titel, –
Maaskee Petrarca eller Tom Little[3].
Georg Brandes: Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Literatur I 1872
…ganske den samme romantiske, om Petrarca mindende Tone anslaar Hyperion, naar han taler om om Diotima. (p.43)
Holger Drachmann: Foraar i de euganeiske Bjerge (af „Sange ved Havet – Venezia” 1877) :
I Landsbyen Arqua
Kom Døden paa tværs
Francesco Petrarca
Aar Tusind, tre Hundred og fir’ og halvfjerds
Vi standses af Hjorden, som Hyrden drev
Og nytter vor Tid til at kaste et Øje
Paa Huset, som nu er en indviet Plet,
Og stirrer saa stift som en snørklet Sonet
Paa de euganeiske Høje (str.6, v. 6-9)

Vi lader Petrarca og Huset i Ro;
Den Laura. Han hylled
I himmelske Lin,
Har mulig fortyllet
En Tid, som har duftet af Klosterlatin (str. 7, v. 5-9)

Vi glemmer Petrarca i den Stund,
Vi glemmer hans Laura, og det med Føje:
Her aabnes en Udsigt for Vandrerens Blik (str.8, v. 10-12)
Valdemar Vedel i brev til Niels Møller 6.8. 1890:
… men fuld Ret har [Petrarca] naaet Navnet: det første moderne Menneske. Intet kan være interessantere end at se hvorledes det moderne Kulturmenneskes nervøse Ustadighed, Viderehigen og Nysgerrighed, hans Lethed ved at kede sig overalt og hans Sætten sig selv som Verdens Midtpunkt saa tydelig brydes i Petrarca med Middelalderens Magter (Citeret af F.J. Billeskov Jansen i Dansk Litteraturhistorie bd, 3,2. udg. Kbh 1967)
Verner von Heidenstam: Malatestas morgonsång 1895:
Döden, pulcinellan ibland gudar
Den blinde komikern, han löjliggör
Vadhelst hans tafatt burna lie rör

Han lämnar en Petrarca åt vårt skratt
Sophus Claussen: af Pilefløjter (1899) Rejsebilleder
Motto: Ma ben veggi’or si come al popol tutto
Favola fui gran tempo: onde sovente
Di me medesmo meco mi vergogno
(Petrarca: Sonetto I)
Sophus Claussen: Valfart (1896):
Et løst Udkast:
Og hun laante af mig Petrarcas Sonetter
og læste om Lauras dejlige Øjne,
til hun selv fik Øjnene ganske vaade.

hvis ikke Italienerinden havde været altfor barmhjærtig,
altfor rørt af Petrarca,

De er saa pyntelige som Petrarcas Sonetter…
Johannes Jørgensen: Pilgrimsbogen 1903:
Jeg naaer Arezzo – Petrarcas, Vasaris og Guido Arentinos lille, fine By…
Fr. Wulff: En svensk Petrarca-Bok 1905
…denne underbare Francesco Petrarca, som på 1300-talet skapade Italiens ännu lefvande skönaste sångbok, den äktaste rena lyrik som något land före det nittonde århundradet skickade ut öfver Europa…
Johannes Dam 1912
[i indledning og kommentarer til Digte af Michel Agniolo Buonarroti henvisninger til Petrarca som lærer og inspirator for Michelangelo]
Johannes Jørgensen: Bag alle de blaa Bjærge 1913:
[om maleren Simone Martini] Det var om denne Malers overjordisk skønne Værker, at Petrarka(!) udbrød: “Sandelig, Simone maa have været i Paradiset! [nemlig i sonetto LXXVII Per mirar Policleto a prova fiso v.5: ma certo il mio Simon fu i paradiso,/ onde questa gentil donna si parte]
Veikko Antero Koskenniemi 1913:
[i Sonetti suomenkielestä (sonet til det finske sprog) fra Hiilivalkea (“Kulild”)]
Oi isäin suomenkili, pyhä papitar,
jonk’ kaino, kaunis neitsyys vielä peitettynä
on oudon- pitkäin laatusanain laskoksiin:
Petrarca, Dante, Shakespeare, itse Runotar
sun uinuu nuoreen povehesi kätkettynä
ja sanis salaperäisehen musikkiin[4]
Fr. Moth: Nogle prøver af Petrarcas Digtning 1924:
Petrarcas umaadelige betydning osm (!) humanist og kulturbærer kan kun lige nævnes her. Baade paa dette omraade og i sin skønne naturfølelse er han en banebryder af første rang. Som elskovsdigter beundredes og efterlignedes han gennem aarhundreder i sit hjemland og i nabolandene.
[Bemærk at FM anvender små begyndelsesbogstaver, men -aa-]
Fr. Moth: Francesco Petrarca og hans Børn 1926
… At Petrarca har elsket hende højt, og at der har hersket den fuldeste harmoni mellem fader og datter, tør vi sikkert lide paa.
Kai Friis Møller: Digteres Levned: Villon og Petrarca [anmeldelse af … Moth 1926 (udgivet i bogform i Værker og Dage 1938 p.50ff]
… mest iøjnefaldende er hans skønliterære Betydning, idet hans metriske Mesterskab, hans fine Natursasns og hans Kvindekultus, der var idealiserende uden at være abstrakt, vandt ham en saadan Hærskare af Efterlignere paa alle Sprog, at man næppe inden for hele Verdensliteraturen kan paapege nogen anden enkelt Digter, hvis Indflydelse er blevet i den Grad universel.
Oluf Friis: i Chr. Winther: Poetiske Skrifter 1927 [indledningen]
Baade Petrarca og Winther ser i Kvinden Skønhedsbilledet. Petrarca har tegnet Laura paa Baggrund af Vaucluse-Landskabets paa en Gang yndige og storslaaede Natur. Han har over hendes Skikkelse kastet en straalende Glans af ung Kvindelighed. Markerne klæder sig med Vaarens Grønt og Blomster, hvor hun skrider frem. Flodbredden glædes ved at mærke Trykket af hendes Fødder. Træet, hvorunder hun sidder, drysser sin Blomster-Regn i hendes Skød. Der er over hende noget af Skabelsesmysteriet, som stod Kvinden her for første Gang frem og lod Solen skinne paa sig. Det er Nuets Under, Genskinnet af Lyset fra deres første Møde, der er gaaet over i hendes Skikkelse, omslutter hende som i en Skønhedskaabe.
Hans Hartvig Seedorff Pedersen: I Dagningen 1927:
[i digtet “Rimbrev fra Firenze”]
Men vi elsked undertiden
med en Glød, en Ild, en Flamme,
der forløste sig i Kunst.
Da blev Kvinden en Madonna:
Beatrice og Colonna
gav Firenze to Giganter
ved at døde deres Brunst.
[Note: der kunne tænkes to grunde til – ud over rimtrangen – til at Petrarca her omtales gennem Colonna og ikke Laura: 1) at Seedorff har tænkt på Petrarca blev sat i gang med sin digtning under opholdet i Lombez hos biskoppen dér af slægten Colonna, eller 2) at han har været bekendt med en teori om at Laura var en dæknavn for en dame af denne slægt.]
Niels Møller: Verdenslitteraturen II 1928 [p.267ff]:
Petrarca havde ikke fejet Middelalderen ud af sig (…); alligevel har man med nogen Grund kaldt ham det første moderne Menneske. Ikke saa meget for hans Kritik af middelalderligt Væsen og Vejrbrydergerning, som for det Sjæleliv, han lægger blot: […]. Dante hæver sig over ham med sit skarpe urokkelige Aasyn, “ben tetragono ai colpi di ventura” (Par.17,24), men Petrarca staar os langt nærmere.
Valdemar Vedel: Storhedstiden i italiensk og spansk Litteratur 1928-30:
(…)der er meget mere moderne Virkelighed i Petrarcas digt end i Forgængernes: en realistisk Anskuelighed i Situationer, en tungsindig Følsomhed i Erindrings- og Savnstemninger, et romantisk Sving i Længselen mod den elskede og i Forherligelsen af hende, en Selvreflektion og Selvbeføling, et underligt og sværmerisk Ensomhedsliv og baade Naturindlevelse og Hinsidighedsdrømmerier – som altsammen klinger os helt Chr. Winthersk, Drachmannsk, og som harv anslaaet alle Yndlingstemaerne i senere Elskovslyrik.
Vilhelm Andersen: Horats II 1940
om Petrarcas forhold til Horats: Med Petrarca følger usynlig Horats.
Petrarca har selv ofte fremhævet Ligheden mellem Sorgue-Kilden i Vaucluse og […] og den glasklare Bandusia i Horatses vallis reducta.
Paul V. Rubow: Holger Drachmanns Ungdom 1940
(om digtet De euganeiske Høje p.96): … den første fuldendte Frembringelse i Drachmanns dolce stil nuovo. Med sine 14 bølgende Linier synes denne Strofe at være en Genfødelse af den kunstfærdigste Troubadour-Lyriks Former, og dog er den udenTvivl nynnet frem af Inspirationen. Den undsiger ogsaa den traditionelle Poesi og Petrarca og hans Laura og “en Tid, som har duftet af Klosterlatin”, –
Grethe Heltberg: Spejlet 1944:
Hvis Laura og Petrarca havde levet
I hellig ægtestand, i stille lykke
Som hverdagslivets fanger, tro og trygge,
Hvem havde da hans elskovssange skrevet?[5]
Gunnar Ekelöf: Opus incertum 1959:
Digtet Torna Zeffiro, jf. RVF sonetto CCCX
Sigmund Skard: Sonettar til Laura 1962 (innleiing):
Diktinga hans var berre eitt drag innanfor ein mektig åndsinnsats, som innleier eit av dei største tidvende menneskesoga kjenner. Den reint personlege lyrikken òg feller seg inn i dette biletet, og det eine kastar lys over det andre.
Ove Brusendorff og Poul Henningsen: Erotikkens Historie II:
“Man beundrer Dante, priser Petrarca og læser Boccaccio. ”
Majken Johansson: Liksom överlämnad 1965 (digtet Aldrig intet)
“Stagnelius och Petrarca och många många fler
gick ur tiden. Outslitlig frid över deras minne.”
Torbjörn Tännsjö: Betrakta Petrarca. 1970
Per Stig Møller: Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826. 1973
[heri gives Malthe Conrad Bruun/Conrad Malte-Brun en del af æren for Petrarcas gennemslagskraft i fransk romantik]
Carl Johan Elmquist: Italiens litteratur 1975
Det er ikke for meget sagt at hele den europæiske lyrik op til vor egen tid står i gæld til ham.
Petrarca lagde grunden til den moderne kildekritik.
A. Kragelund: Petrarca. Den humanistiske renæssance og antikken 1976.
Alf Henrikson: Verskonstens ABC 1982:
Ytterst lär sonetten vara en provençalsk uppfinning, men sin internationella spridning och berömmelse vann den genom Petrarca, som på 1300-talet skrev en stor samling italienska, alltjämt läsbara sonetter till en dam vid namn Laura.

Hur spröd och ung du gick på flodens strand
på tysta gräs, och vattnet flöt som siden.
Din dag, min Laura, är mot kvällen liden
och själva namnet gnags av tidens tand.

Blott gamla män som går i fjärran land
bland lärda böcker i den stora friden
begrundar Lauras skönhet nu för tiden
och tar Petrarcas dikter i sin hand.

Åt gatans höns ditt vackra namn blev givet.
Helt för dess välljud hopens öra lycktes,
och poesiens skimmer släcktes lätt.

Men jag som minns dig som du var i livet,
ditt namn var mig likt sånger, och mig tycktes
att du förtjänar ännu en sonett.
Torben Brostrøm: Bjerget og kilden. Essay i Det umættelige mørke 1990
Petrarca lever stadig videre i sin digtning mere end 600 år efter hans ivrige vandringer på Jorden.
Søren Sørensen: Don Juans Døtre. Roman 1993
Juan gik og så til sine læredrenge, men distræt, versefødderne til en sonet snurrede i hans hoved, om Maria mellem løg og æg på torvet i sin landsby, men distræt, det ville ikke blive til noget, Petrarca blandede sig hele tiden i det: Der er det hun, vor sol, sin pragt udfolder…
Petrarca og så farvesynerne
Anita Ankarcrona: Makt & Minne. En historia om boken 1996
Han hade en kulturell auktoritet och ett inflytande, som bara kan jämföras me giganter som Erasmus av Rotterdam, Voltaire och Goethe.
Politiken den 22.6. 1997: Dagens digt (nemlig Sonet 132, 192 og 61 på dansk ved resp. Jens Louis Petersen og Kr. Gundelach)
Kærlighedserklæringen og den forherligende tilbedelse af den elskede udarter ikke sjældent i den klassiske verdenslitteratur til den rene forgudelse, således at denne figur udødeliggøres igennem denne glødende poesie[…] Tag for eksempel Dante og hans Beatrice, (Lamartine, Shakespeare) – eller tag nu Petrarca og hans Laura.
Kirsten Grubb Jensen: Tidlig italiensk lyrik 1998:
Han er en bevidst kunstner, der ransager og beskriver sit eget indre med psykologisk dybde. Hvad den psykologiske indsigt angår[,] virker Petrarca meget moderne.
Note: KGJ går fejl af præpositionerne om og til; Canzonierens digte er til Laura, ikke om hende.
Karen Klitgaard Povlsen: af Naturmani: Friederike Bruns og Karl Viktor von Bonstettens rejsebreve ( i samleværket Anne Scott Sørensen (red.): Nordisk Salonkultur Odense 1998 – heri beskriver KKP Friederike Bruns rejse fra Montpellier over Avignon til Lyon med særlig vægt på hendes ophold i Vaucluse og forklarer:)
Man betragter da også i filosofihistorien Petrarca som den, der så på landskabet på en ny måde. I 1335 fik han den idé at bestige Mont Ventoux for at se udsigten og Guds skaberværk. Men på toppen slog han op i Augustinbs Confessiones fra ca. 400, der mindede ham om at “forundres over sig selv”. Petrarca kom altså ikke sin Gud, men sig selv nærmere oppe på alpetinden. Han kunne i den tynde lufts ulegemlighed føle sin sjæl, beundre sin tanke. Den individuelle menneskesjæl blev et udtryk for Guds storhed og gav det største perspektiv på landskabet.
[Op.cit. p. 429]
Søren Sørensen: Min skat på Mallorca (1998)
En tanke til Dante

Og én til Petrarca
Som udfyldte ark a’
Smukt svungne terzetter
Hilsen til Petrarca 2003
Og ikke kirken, ikke munkesangen,
Men samme hede som den klump i halsen
Han følte dengang ved langfredagsmessen.
I “Troldspejl og andre digte” 2008:
Petrarcas have
Carpentras

Charlotte Gudbjerg-Hansen: En diskussion af Francesco Petrarcas humanisme med udgangspunkt i Secretum og Familiarum rerum libri 2001
… det er muligt at kalde Petrarca humanist ikke alene, fordi han brændende interesserede sig for studia humanitatis, men også, fordi han gennem disse studier optog nogle nye menneskelige værdier i sit tankesæt.
Peter Laugesen: i Radio Fiesole, Louvre Disneyland Kbh. 2002

Simili popsang med bankende trommer og smuttende rytme.
Det er Laura Petrarca, der synger. Han savner sin lille
flagrende hund. Hans savn er en bambus, der fisker i vinden,
og den putter blade på alle træer. Det skyder sære og mærkeligt
skønne århundreder i blomst. En susen af tid farer gennem ham.
Andérs Hallengren: Petrarca i Provence Den stora kärleken och ensamhetens liv. Sth. 2003
… en av den västerländska litteraturens mest inflytelsesrika poeter. (p.7)
Jan Hupfeldt Nielsen: Italiensk lyrikantologi 1200-2000 (2004)
… en af de betydeligste lyrikere i hele den europæiske litteraturhistorie. Det er han både, hvis man betragter hans værk isoleret, men så sandelig også hvis man vælger at se på hans indflydelse på europæiske digtning i de sidste 700 år. Hans betydning har været kolossal; han har præget lyrikken stilistisk, og han har præget den indholdsmæssigt. Det er ikke overdrevet, hvis man betegner Petrarca som den første moderne digter,… (p.41)
Lis J. Kirschberg: En sammeligning mellem John Donnes Digte og Petrarcas “Il Canzoniere” på grundlag af Sjæl-legeme dualismen i den jordiske kærlighed. 2004
Rasmus Hastrup og Simon Hastrup (red.): Indføring i litteraturteori & tekstanalyse 2005
Canzoniere er en samling af ikke mindre end 366 digte, hvoraf de fleste er sonetter, en form som Petrarca mestrede til fuldkommenhed. (p. 177)
Peter Poulsen: af Cikaderne synger 2006: Petrarca hos barberen
(en sonet)

Søren Sørensens oversættelse af Johan Wolfgang Goethe 2005:
XVI Epoke
Med flammeskrift stod allerinderst skrevet
I brystet på Petrarca bare dagen
Langfredag.Men for mig er advent sagen
År attenhundredsyv, er det nok blevet.
Det var for længst begyndt, for jeg har levet
Med hende i mit hjerte, men klogt slagen
Forelskelsen af sinde, til betagen
Jeg atter så mig selv til hende drevet.

Petrarcas kærlighed, den evigt høje,
Var ugengældt og alt for trist, desværre,
En hjertevé langfredag hele tiden:

En glad dag, lad den komme mig for øje,
Sød, under palmejubel, vårens herre,
Når hun er her, blir maj her altid siden.
Jørgen Sonne: Europæisk lyrik fra 1100-tallet til 1700 2007
… hun er en forelskelse i den høje stil, og var velnok et realt menneske, og ellers lever hun i digtene og deres mangfoldige behandling. For de er endeløst varierede og idérige, udsøgt melodiøse, og omskiftelige i følelser, situation og materiale (p.376)
Benjamin Boysen: At være en anden. Essays om intethed, ambivalens og fremmedhed hos Francesco Petrarca og William Shakespeare 2007

Karsten Friis-Jensen: Stemmer i Francesco Petrarcas Bucolicum carmen 4 i “Stemmer i italiensk litteratur Festskrift til Lene Waager Petersen. 2009
Hvad vi har er et meget komplekst digt, hvor vi kun fuldt ud fatter det øverste stemme-niveau, hyrde-melodistemmen kunne man måske kalde det, mens understemme-niveau’erne kun opfattes partielt. Det øverste stemme-niveau er dog måske alligevel så livligt og psykologisk interessant formuleret, at mange læsere vil tage de hermestiske elementer med i købet.
Søren Sørensen: Sisyphos i Slotsvagten (roman) 2009
…Og så ham dér, fra Frankrig, ham Gustava Palmstedt var så glad for, ham der var så forelsket i hende, hvad var det hun hed, Laura, fra Vaucluse, Calle havde skrevet om ham en eller anden gang. (p.47)
(vers af Sestina CCCXXXII i Kai Friis Møllers oversættelse som kapitelmotto p. 81)
Floden er (digt) 2010
( citerer sonetto CLXXX Po, ben puo’ tu portartene la scorza)
Søren Sørensen: EllekrogsElegier 2011
de petrarkinske sonetter Livseventyr, Vaucluse, Til et portræt, Pétrarch et Laure og Il pleut, il pleut, bergère samt På Canto del sol

[1] I “Ludvig Holberg Værker i tolv bind” Kbh 1969 anfører F.J. Billeskov Jansen den spøg af Petrarca at han lod sin døde kat balsamere og gav den følgende gravskrift: “En dobbelt Kærlighed brændte i den etruskiske Sangers Bryst: højest elskede han mig (dvs. Katten), dernæst Laura. Hvorfor ler du? … Som hun indgød hans hellige Sange Klang og Aand, saaledes bevarede jeg dem fra at fortæres af de grumme Mus”
[2] Den franske oversættelse er ikke identificeret.
[3] Umiddelbart kunne man tro det var et navn CW havde opfundet for rimets skyld; den ivrigt erotiske irske digter Thomas Moore (ham med Tis the laste rose of summer), som Aarestrup så flittigt oversatte, udgav sin første digtsamling 1801 under titlen Poems of Little.
[4] Ca.: O, fædrenes finske sprog, du hellige præstinde
hvis forsagte, skønne jomfrudom endnu er skjult
i sælsom-lange adjektivers folder:
Petrarca, Dante, Shakespeare, som musen selv
slumrer dulgte i din unge barm
og i din hemmelige ordmusik.
[5] Det kan være en original tanke hos Grethe Heltberg; det ligner påfaldende hvad den engelske romantiker George Gordon Byron udtrykte i det berømte epos Don Juan, i Holger Drachmanns oversættelse: sæt Laura var Petrarca’s Kone blevet,
hvem skulde saa hans Bind Sonetter skrevet?
etrarca betragtes som manden, der fuldendte sonet-formen.