Go to Top

Mød Søren Sørensen

Digte til musik

Musik inspirerer til digte – i Kontrapunkt  kan man f.eks. læse min suite med motiver fra Schumanns C-Dur-symfoni, Carl Nielsens 5., Sjostakovitjs 7. og Sibelius’ Lemminkäinens hjemkomst samt Mozarts Menuet. Dette har dirigenten for Firklang Rudersdal Symfoniorkester bedt mig recitere forud for at vi spiller menuetten af Mozarts symfoni i A-Dur nr. 29. I  Sophienholmsonetter og andre digte fandt komponisten Henrik Dyhr sonetten Nat i haven og blev inspireret til at skrive et koncertstykke med indlagt recitation af digtet i de to dele som sonetten jo er bygget over; det er blevet et meget smukt stykke musik som næsten nærgående gengiver digtets ord i orkestrets stemmer.
De to værker opfører Firklang Rudersdal Symfoniorkester under ledelse af Syssen Kappel ved sin forårskoncert i Rygårdcentret i Hellerup onsdag den 3. maj kl. 19.00. Alle er velkomne.

Nat i haven
Digtet skrev jeg i 2011 og satte det i Sophienholmsonetter og andre digte i 2016. Grundmotivet i digtet er forandring, forskel. Førstelinjen anslår dette motiv: En finregn blev til stjernepragt i nat, og forskellen er slående i forhold til det foregående års enorme ødelæggelser ved askeforureningen i luftrummet over Europa fra den islandske vulkan Eyjafjöll og jordskælvene på Haiti der især gik over millionbyen Port au Prince. Alt dette er da digtet opstod, fortid, og Kirstens have er igen en idyl.
Haven er et stærkt og gennemgående motiv i digtekunsten og har været det, siden Francesco Petrarca midt i 1300-tallet skrev heksameterdigtet Gløden i hjertet vækkes til live når jeg i min lystgård osv. – se Gløden i hjertet Metriske Epistler og Ekloger Multivers klassiker 2016.  J. P. Jacobsen åbner  Fru Marie Grubbe med en havescene f.eks.  Lyrik forholder sig altid til realiteterne, og den her omtalte have findes i virkeligheden for enden af en blind vej i Nordsjælland.
Det natlige møde med forandringen formedes af sig selv i en sonet efter Petrarcas mønster.

Forårssang
Dirigenten valgte min Forårssang til fællessang; den skrev jeg i 1999 på en melodi af Carl Michael Bellman: Fjäriln vingad syns på Haga.  Der bliver i virkeligheden tale om en førsteopførelse når orkestret spiller og publikum synger; sangen har end ikke være offentliggjort tidligere og findes kun i privattryk. Som flere af forårssangene i Højskolesangbogen bygger denne på indtrykkene af lærken og viben i luften og alle de nyfremskudte vækster i den nære natur. Men så tolkes vibens sort-hvide fjerdragt som en præstekjole og lader fuglen læse profetien fra Johannes’ Åbenbaring om den nye himmel og den nye jord.
I sin første form var det en fødselsdagssang til min mor, f. 1903 den 29. marts.

 

 

 

Seneste udgivelser: Francesco Petrarca: Gløden i hjertet Metriske Epistler og Ekloger. Multivers Klassiker november 2016;  Sophienholmsonetter og andre digte. Det Poetiske Bureaus Forlag maj 2016 og antologien Med Andre Ord, Det Poetiske Bureaus Forlag foråret 2015 (oversatte digte fra Dante til Rilke).
”en av de allra kunnigaste skalderna i de nordiska länderna.”
Professor, dr.phil. h.c., digteren Lars Huldén, Helsingfors
WEB: http://ordret.dk/


DET POETISKE BUREAUS FORLAG præsentererLæs PDF her.