Go to Top

Malerier

Mit liv med billeder
Jeg kan ikke mindes en tid hvor jeg ikke har tegnet. Lige så langt tilbage min hukommelse rækker, har mine omgivelser kunnet se mig med et stykke tegnepapir foran mig og et eller andet der kunne afsætte streger eller farver, mellem fingrene.

Fødselsdagsgaven bestod i mine drengeår gerne af en æske farvekridt, og dens indhold kom i øjeblikkelig og udstrakt anvendelse. I gymnasietiden var det maleriet der mest optog mig. Jeg brugte de billige plakatfarver som erstatning for den alt for kostbare olie, og jeg kopierede fra bibliotekets kunstbøger i lange baner, impressionisterne, symbolisterne, ekspressionisterne.

Men det var nok ikke før jeg blev 17 det indtraf. Det ældste oliemaleri jeg har præsteret, er en solnedgangshimmel over Nakskov Fjord fra 1955.

Før den tid havde jeg som erstatning brugt plakatfarver. Da havde jeg allerede kastet mig over Niels Mortensens dejlige bog med dansk kunst fra fynboerne og fremefter. Et tilsvarende værk med norsk kunst mellem Munch og Henrik Sørensen optog mig også meget, og alle mine klassekammerater på Nakskov Gymnasium, særligt pigebørnene, var som jeg selv vilde med de franske impressionister, med Gaugain og van Gogh. Længe varede det ikke før jeg gik videre i kunstens udvikling, forliebte mig i Rouault, Derain, Vlaminck, Soutine.

Uden forudsætninger kan man ikke sige jeg var. Det kunstfattige Nakskov og dets blege funkisbibliotek stod ikke mål med Jens Søndergaards mirakuløse kolossalmalerier på Centralbiblioteket i min fødeby, billeder jeg havde tabt næse og mund over længe før disse organer var nogenlunde udviklede.

Alt dette kopierede jeg på A3-papir og med plakatfarve der på samme måde som olien kunne sættes ud i pastose strøg af penslen. Hjemme, på mit værelse, på loftet på Rolfsvej, i lyset fra de to vinduer i den lave, fladklemte gavl, ved skrivebordet. Udsigten over den store have, de frodige villahaver omkring os, kunne have været lige så gode øvelsesobjekter som Gauguin og Henrik Sørensen, den kom jeg også til efter at en vis begivenhed var indtrådt.
Til gengæld var udbuddet af nøgne kvinder var noget mere begrænset end i kunstbøgerne. Normalt registreres man som autodidakt når man ikke har frekventeret en kunstnerskole, et akademi eller har modtaget privatundervisning hos en der har. Man kunne for mit vedkommende lige så godt sige at jeg har fået privatundervisning af de bedste lærere der er til, og på en måde altså gennemgået en akademisk uddannelse, bare på den gammeldags facon, den med at tegne efter Fidias, Praxiteles og Michelangelo, bare altså at mine læremestre var de franske symbolister og fauvister.

Men så en dag havde jeg rådighed over storebrors malerkasse med oliefarverne, og i de næste mange årtier gik en del af mit rådighedsbeløb til de lækre tuber med kunstnerfarver, til belgisk hør og blændrammer. I 1959 sendte jeg nogle billeder til Odense, vi boede dengang på Fyn, til en censureret udstilling, de blev antaget, og i Fyens Stifts Tidende stod der i omtalen af arrangementet at jeg havde malersind. Da vi rystede det fynske støv af fødder og vindjakkeærmer og vendte tilbage til landet under de høje himle, kom jeg til gengæld ind i forskellige grupper af lokale kunstnere, udstillede sammen med dem eller alene.

Selvfølgelig har jeg eksperimenteret med nonfigurativt maleri, med kubisme og andet modernistisk, når det gælder surrealismen, havde jeg en kort raptus sidst i 70’erne og kun med tuschtegninger, men ingen af de lokale kunstnere jeg omgikkes med, dyrkede modestrømningerne, ingen opmuntrede i den retning, og storebror rasede imod dem, selv havde jeg ingen lyster heller, det sagde mig ikke noget, ikke i forhold til hvad mine fauvistiske og ekspressionistiske helte sagde mig, og samtidens decembrister og andre man så på udstillingerne, trak også over mod hvad jeg selv følte inderst inde, Hagedorn-Olsen, Knud Agger, Mogens Zieler, Poul Bjørklund, og særligt de to bekræftede mig i den stillingtagen der bestod i at CoBrA og konkretismen var forrige generations bidrag til udviklingen, Mondrian var gammeldags, Kandinsky var fra bedstefars tid, nu måtte vi videre.

Det var svært, det virkede ahistorisk, i 1962 at anse opdagelser fra 1912 for at være det sidste skrig. Andre havde det anderledes. Så: videre kom vi ikke, er ikke kommet i de mellemliggende årtier, den officielle kunstverden er stort set blevet stående ved året 1916 og dada og koncept”kunst” og jegskalkommeefterdigmedenstorkæp. Kan en kunstner gøre andet end følge sin egen fornemmelse? Også på trods af tidsånd og fanden og hans gøgemøg? Omkring 1960 optog nature morten os, mig og dem jeg havde kontakt med. Nogle gode billeder blev det til, en opstilling med en røget makrel, og jeg husker ikke mer hvor det er havnet. Et andet med en rød emaljeret gryde blev heller ikke så ringe. Den lollandske natur udgjorde en stadig tillokkelse, de nærmeste omgivelser omkring Dannelunde skole, venner og veninder der lod male deres portrætter, børnene, alt det var en stadig inspiration og blev omsat til olier.

Hen over midten af 60’erne opdagede jeg spartlens charme, og i tyve år spartlede jeg alle mine malerier. Først i 60’erne deltog jeg i udstillinger i og omkring Nakskov, og i 1965 dannede jeg sammen med en lokal maler fra Sakskøbing og to keramikere fra Maribo Sammenslutningen af 7. maj, der gennem nogle år prægede kunstlivet på Lolland.

Det højnordiske landskab, måske især lyset over det, den skrå solvinkel havde jeg opdaget på en ferietur i 1966 til Värmland, helt oppe bag Selma Lagerlöfs Mårbacka, og to år senere til Hallands gamle grænseland ind til Sverige, to svenske mil bag ved Varberg, opdaget, måske genopdaget fra tiden med kunstbøgerne og plakatfarverne. Åland, somre tilbragt i Kuopio og på rundture i Finland, et kursusophold på Island, hvor i Norden har vi ikke været?
Siden fandt jeg ud af at mine malerier var for længe om at tørre til at det var praktisk at bruge ferierne på det. Til gengæld opdagede jeg sent i 70’erne vandfarven og dens fortrinligheder, og særligt et ophold på fjeldet oven over Dovre og Gudbrandsdalen resulterede i et stort antal store akvareller.

I 1985 blev jeg fri forfatter, skriveriet fortrængte billedmageriet, tegneblok og akvarelsager blev reserveret ferierne. Fra først i 90’erne ophørte oliemaleriet helt for først 10 år senere at blive genoptaget, og nu med fornyet udvikling af penselarbejdet. Inciterende virkede indbydelser til at udstille.

OM SØRENs billedkunst

I sine unge år tegnede og malede Søren Sørensen med farvekridt. I tiden på Nakskov Gymnasium gav han sig til som mange andre med kunstnerambitioner at kopiere de store mestres værker fra kunstbøger med impressionister, symbolister og ikke mindst ekspressionister. Også udsigten fra drengeværelset blev motiv for maleriet, ligesom han fandt på at stille sig op ude i haven og afbilde hvad han så.

Allerede i et tidligt selvportræt af en ung 19-årig er det let at se at der en autoritet i Sørens maleri. Gennem årene er det naturligvis blevet til ganske mange selvportrætter som også portrætter af yndlingsmodellen: Kirsten. Et tidligt portræt af Kirsten fra 1959 i billige oliefarver på grund af manglende økonomi har Søren i de senere år malet op med oliefarver, men beholdt udtrykket fra dengang. I et portræt fra sidst i 60’erne er udtrykket indadvendt, tydeligt i blik, i miner som i den sammensunkne kropsholdning. I et andet portræt har Kirsten et mere nærværende blik som synes at udtrykke : “Hvor længe skal jeg blive siddende sådan?” I endnu et er hendes udtryk mere længselsfuædt. Også deres børn og børnebørn har villet blive portrætteret, og også i barneportrættet handler det naturligvis om af kalde det rigtige udtryk frem.

I flere årtier var det ikke penslen, men spartelen Søren gjorde brug af. I de portrætter hvor Søren har brugt spartel og lagt lag på lag, får maleriet en anden karakter fordi lagene bliver så pastose at oljefarven tårner sig op i relief som om pigmenterne er forvandlet til på én gang natur og farve.
Naturscenerier og naturoplevelser et tilbagevendende i Sørens maleri. Til at begynde med var det Lollands natur som lokkede, men den første udstilling Søren deltog i, fandt sted i Odense i 1959, da parret nemlig da boede på Fyn. I 1960’erne deltog Søren i udstillingen på Lolland. Også Jyllands natur og landskaber på den anden side af Øresund og længere nordpå, som i Halland, Värmland og videre til Finland, Norge og Island gav nye indtryk til malerier, især med lyset over landskaberne.

De viser en radikal måde at male landskab på. Nærhed og afstand opstår gennem valget af farver. Skovgrønne bjergskråninger bliver blå ved spejlingerne fra himlen. Man ser landskabet som en sjælstilstand.

Men i 1977 da familien var på Åland i tre sommeruger for at Søren kunne få tid til at hellige sig maleriet, opdagede han at det var upraktisk af skulle vente på at et lag oliefare skulle tørre, så i stedet gik han over til at male akvareller og tegne med tusch på rejser for siden at overføre akvarellerne til olie hjemme.

Visse farvevalg er særligt tydelige; hvad jeg nærmest har i tankerne, er en særlig rød, en grøn og en blå henholdsvis. Eller måske er der tale om en rød periode, en grøn og en blå periode? Malerierne fra Åland viser tydeligt at her var Søren inde i en Blå periode, hvilket måske ikke er så mærkeligt når der er så meget hav og himmel omkring Åland.

Da Søren fra 1985 overgik til at skrive på fuld tid, kom forfatteriet til at dominere over maleriet, og det at male akvareller og tegne blev henvist til de gentagne rejser, nu fortrinsvis sydpå, og oliemaleriet holdt pause i næsten ti år i 1990’erne.

I de senere år er Søren vendt tilbage til motivkredsen fra tidligere ud fra en følelse af at han ikke helt var færdig med den. Én ting er jo det at være færdig med en ting, en helt anden ting er at være færdig med tingene i og med at vi som eksistenser hele tiden bliver til, og vort syn på tingene forandres som tiden går.

– Skal vi endelig knytte Sørens maleri an til en eller anden isme, så er det nok fauvismen der ligger nærmest for. Udtrykket fauvisme opstod ved Høstsalonen i Paris 1905 da en kritiker nærmest for sjov omtalte Henri Matisse og gruppen omkring ham som “Les fauves” – vilddyrene, et navne der spillede på deres farvestærke og dristigt forenkelde maleri som var en reaktion mod impressionisterne mere virkelighedstro fremstillingsmåde. Fauvisterne vendte tilbage til banebrydende kunstnere som Paul Gaugain, Vincent van Gogh og Paul Cézanne. For fauvisterne var det som for de samtidige tyske ekspressionister mere betydningsfuldt at udtrykke en indre oplevelse end ud i de mindste detaljer gengive en ydre virkelighed.
“Subjetiviteten er sandheden”, som Søren Kierkegaard udtrykte det nogle år tidligere. Det er ens egen subjektive oplevelse af virkeligheden det drejer sig om at finde rette kunstneriske udtryk for.

Den personlige sandhed er dertil provisorisk, eftersom et levende menneske hele tiden reviderer den. Etisk er det enhvers opgave at blive et helt menneske, og i så henseende står tænkningen ikke højere i kurs end fantasien og følelsen; de har derimod samme rang.

INGMAR SIMONSSON
Kunsthistoriker, dramaturg, digter
www. Themisforlag.se