Go to Top

Søren Sørensen som erotisk forfatter

Søren Sørensen som erotisk forfatter

I sin litteraturhistoriske forskning har S især været optaget af tre områder: den finske nationalmytologi omkring Kalevala (1800-tallets romantik), den svenske nationalskjald Carl Michael Bellman (rokokoen i 1700-tallet) og den europæiske lyriks centrale skikkelse Francesco Petrarca (1300-tallet, renæssancen). For alle tre felter gælder at erotikken står i centrum, men under meget forskellige former, den særdeles komplicerede og besværlige i de oldfinske myter, den meget ligetil og meget kødelige, endda købelige hos den frimodige Bellman, og æterisk sværmende hos læremesteren Petrarca. En naturlig følge af den indgående forskning er oversættelser af de tre forfattere, senest den komplette udgave af Petrarcas Canzoniere 2011.
Helt ud i formerne har S fulgt studiefelterne, episk- berettende som hos de første, viser og sange som hos Bellman, sonetter og elegier som hos Petrarca.
I romanen Sisyphos i Slotsvagten (2009) forenes mytens episke form med Bellman selv, den handler om Bellmans elskede hustru der i lighed med Sisyphos’ hustru, Merope, går igennem ild og vand for den de elsker (side 146). Kalevalaromanen Himmelsmeden handler bl. a. om oldingen hvis frierier mislykkes, og om yndlingen der får hende. De to romaner om matriarkatet i Nordvestjylland: Don Juans Døtre (1993) og De Moderløse (1996) har som hovedemne kvinden som drivkraft i historien.
Derimod er det eksistentielle det mest fremherskende i de første digtsamlinger Fra Genesis til Golgata (1998) og Strandlangs (2001), mens erotikken toner frem i Boghøkersange – et eksempel på viser efter svensk forbillede – (2001), for så at udfolde sig friere i de to senere: Troldspejl og andre digte (2008) og Ellekrogselegier (2011).
Læsere og anmeldere har kommenteret de på en gang frimodige og ømme erotiske skildringer i romaner og digte. Den engelske digter Byron påstod i sin Don Juan (1824) at hvis Petrarca var blevet gift med Laura, havde han ikke kunnet skrive sine sonetter. Mange har læst det som om ægteskab står i vejen for erotisk poesi og poetisk erotik. Det bliver modsagt i Søren Sørensens værker.
Sanne Sanftmuth,
litterat

Ensom i ægtesengen indtaget i Troldspejl 2008

Det pusler i dyne og gangtøj
Dørene går det når mig
I søvnen
At nu står du op
Og det er dog en
Søndag morgen
Og vist var der tid
Men det når mig
At dørene går
Det pusler i dyne og gangtøj
Nu står du op
Og jeg er
Ensom i ægtesengen
Ikke at det gør
Så meget
Erotik er alligevel
Mest noget i hovedet
Nu om dage
Elsker vi mest
I overført betydning
Mere emotionelt end
Motionerende
Med hovedet som sagt
Minderne har man
Da lov at ha’
Og hovedet har før
Været med
Der var tider da
Min næse var et plovskær
I din bløde fure
Pløjede
Mit hjertes hjem forneden
Der var tider da
Mine læber de holdt møde
Med deres halvkusiner
Og de havde krammet
På dem
Og mange kunster for
Det var tider
Det var tider da
Mit hoved dansed
Kinddans med dit
Runde lår
Og lystne tandsæt
Sad som mærker
I din balde
Tungens intime
Erindringer
Forbli’r
Utrykte
(Her forhøjer det nydelsen
at jeg tier)
Og længe før
Var der jo tider
Det var tider da
Sugemærkers sødmeskam
Var sagen
På halsen eller endnu mer
Forbudte frugtlegemer
På dig eller mig
Som det faldt sig
Og gudskelov
For turtlenecks
Og høje flipper
Senere igen
Dine brysters brune
Stiverik
Voldbollede
Min øregang
Åh hvor jeg hørte efter
Det var tider
Men længe siden
Som prædikeren siger
Har alt sin tid
En morgensol
Som nu til morgen
Og skygger
Fra gardinet
Da vi endnu
Havde sengen
For os selv
Hele huset
Og ingen tørstig
Næste satte næsen
Op efter de to
Kåde haner
Præcis som nu
Det har et stort
Potentiale
Det har sin tid
Og det er der ikke
Noget i vejen med