Go to Top

In memoriam Saint Exupéry

In memoriam Saint Exupéry

I
Jeg husker lavendlerne,
husker klostret
husker Provence.
De var der ikke,
jo, men de blomstrede ikke,
de stod tørre på markerne ved
klostret i Provence.
Jeg stod ved de tørre marker
omkring klostret i Provence
og prøvede at tegne
lavendelmarkerne,
men de blomstrede ikke,
lavendlerne.
Jeg husker de frodigt blomstrende
lavendelblo marker fra et
billede: klostret i Provence,
Cistercienserklostret,
men navnet husker jeg ikke.
Det er meget berømt,
klostret i Provence,
Provence er meget berømt,
det er ikke det fjerneste
provincielt,
det er provencalsk.
klostret, det kloster
hvis navn jeg ikke husker,
lavendlernes kloster.
II
I digtet
er alle aftner grå
I digtet
er alle aftner tavse
I digtet
er alle aftner måske
alligevel ikke altid
grå
men har et vist
guldagtigt skær
i digtet.
I digtet
er alle grå aftner
I digtet
er alle dage omme
næsten allerede på den anden side
ikke nærværende snarere
har de et vist skær af
uvirkelighed.
I digtet.
I digtet
er alle aftner
I aften
er alle digte
grå.
III
Kaffen laver ikke sig selv.
Det skal man være glad for.
Tænk om kaffen
faktisk lavede sig selv! Se bare
hvordan verden har det. Her
laver folk sig selv, og her er
ikke til at være
for folk.
Så hvis også kaffen –
Hvem skulle drikke al den
kaffe
der lavede sig selv?
Hajerne måske?
De store hammerhovedede?
Men drikker hajer over hele
hammerhovedet kaffe? De guffer
druknede piloter, og de drikker
kaffe. Af termoflasker, og måske
snupper hammerhovedhajerne
termoflasken nu de er i gang.
Eller bierne?
Så man kunne få
honning med kaffesmag
og hvor godt ville lige dét
være?
Ja, men altså? Måske ville det
ikke være så tosset? Måske skulle man
være glad hvis det var sådan
at kaffen lavede sig selv?
Så behøvede postflyverpiloter
ikke termoflasker, for kaffen lavede
sig selv, og i alle fald ville det være
bedre end hvis kælderen løber fuld
af kloakvand. Kaffebrunt kloakvand.
Åvand. Havvand. Smeltevand fra
iskappen omkring nordpolen.
Alt det
vand. Så er det da bedre
med en kande kaffe i stueetagen.
Og hvis det så lavede
sig selv. Så var der ingen
postflyverne der druknede
i vand i det mindste.