Go to Top

Giovanni Boccaccio: Rime I Intorn’ad una fonte

Giovanni Boccaccio: Rime I Intorn’ad una fonte

Omkring en kilde på en eng som strakte
Sig vidt med smukke blomster blandt det grønne
Sad tre småengle, og man tør vel skønne:
I snak om elskov; om hvert ansigt vakte

En løvgrøn gren et skyggestrejf som rakte
Omkring de gyldne lokker hos de kønne
I herligt farvespil. Som for at lønne
Det her kom vestenvindes pust helt sagte.

Der gik en stund. Så spurgte blidt den ene
(Det hørte jeg): Hvad nu hvis helt tilfældigt
Hver vores kær’ste kom, vil I så mene

Vi skulle flygte, var det helt uheldigt?
Hvortil de andre sae: Hvis én vil bene
Fra sådan fryd, så dummed hun sig vældigt!

Giovanni Boccaccio: Rime III Il Cancro ardea

I Krebsens tid og efter sjette time
var Zefyr let, og vejret var så smukt,
i ro lå havet, og inde i en bugt
– dér nåed endnu ikke solens strime –

stod den som får selv Himlen til at kime,
og andre kvinder fejrer: om issen lukt
den gyldne vlies, så hårets frie flugt
forhindres som af net om lokkers stime.

Neptunus, Glaucus, Forco, havets moder
iagttog hende udefra med glæde
som om de sagde: Zeus! Mer ønskes ej!

Og jeg som på en træstub havde sæde,
fordobled hvad jeg følte ved de goder,
og som én sten var klippen dér og jeg.

Krebsens tegn: højsommer; Zefyr: forsommerens milde vind; den gyldne vlies: det gyldne vædderskind som den græske helt Jason hentede til Grækenland fra Kaukasus på Argonautertoget. Neptunus: havets gud lige som Glaucus/Glaukos, Forco/Phorkys og havets moder Thetys.  

 

Giovanni Boccaccio: Rime IV Guidommi Amor

Gud Amor ledte mig, mens solen brændte
højt over vandet, ind i myrtelunden,
nu hav og himmel fejred hvilestunden
– dog rørte Zefyr sig, som vanligt vendte

den lidt på buskens løv hvor bladhang endte:
da mente jeg at høre sang som runden
af lutter fryd og ellers aldrig funden
i nogen skole dødelige kendte.

Jeg tænkte: engel, nynfe, ja gudinde
der synger for sig selv og har valgt stedet
til sang om oldtids kærlighedsaffærer.

Det var min donna, smukt hvilende på klædet,
i skyggen og blandt blomster skovbund bærer,
som øret, dernæst øjet kunne finde.  

Giovanni Boccaccio: Rime VI Su la poppa sedea

I agterstavnen af en båd som svang
med bølgeslaget og kom stranden nær,
sad mellem andre den som jeg har kær,
og sang snart én og snart en anden sang.

En klippe nu, en holm en anden gang
og snart den ene, snart den anden hær
af damer på besøg så dette skær
af én fra himlen med en engels rang.

Jeg fulgte efter, og fra alle sider
så jeg at folk kom her som til et under
af den slags som himlens magt udøver.

Alt hvad jeg har af ånd, fik vågne stunder,
men kærligt nok lovprise, nej det skrider
dog ikke frem,  hvor meget jeg end prøver.

 

Giovanni Boccaccio: Rime XXXVII Vetro son fatti i fiumi

Til glas blev alle floder, alle bække
som nu er blevet indestængt af kulden;
klædt ud er bjergets top og slettemulden
af sneen, hvert et træ står uden dække,

alt græs er dødt, og ingen sol kan vække
den mindste fugl til sang, og blæstens rullen
fra nord har sendt hvert dyr i visselullen,
naturen selv kan vinterkulden svække.

Og jeg som lider, helt alene brænder,
i sådan lue at Vulcanus’ esse
blot er en gnist med min ild sammenført;

jeg beder til Vor Herre, folder hænder
i bøn om vand, en smule, be’r jeg stedse,
men selv i gråden er mit øje tørt.