Go to Top

Kalevala

Kalevala
Om Kalevala
Grundtvig har givet anledning til den opfattelse at den nordiske mytologi på en måde er det danske folks gamle testamente, den samling af myter og fortællinger som lærer mennesker i Norden om hvordan tilværelsen skal forstås.
Det finske nationalepos Kalevala er fra Elias Lönnrots hånd og pen tænkt som et gammelt testamente for finskheden, og det lader han endda gå et lille stykke ind i Det nye Testamente, for Kalevala slutter med et juleevangelium om den lille jomfru Marja som skal have et barn uden at der har været en fysisk far til stede, og får et barn hun kalder Kiesus som kåres til Karelens konge.

Hele den øvrige europæiske civilisation fra sønderstranden på Kreta til nordenden af Skotland må både deles om og nøjes med den jødiske og den græske mytologi; vi i Norden er så lykkeligt stillede at vi ikke bare har Iliaden og Det gamle Testamente, vi har oveni både edda og saga og Kalevala.
Den nordiske mytologi og den finske er ligeså forskellige som Mosebøgerne og Iliaden og Odysseen – og alle fire rummer myter om hvordan verden blev til, menneskets skabelse, syndefaldet, de store folkevandringer, de store kulturheroer eller gudeskikkelser.

Helteskikkelserne forekommer påfaldende ens i alle mytologier: der er tre af dem, en der tager sig af smedekunst og hammerkast, en der tager sig af avling og elskov, og en der tager af visdom, videnskab og visekunst. Tor, Frej og Odin hos de gamle skandinaver, hos finnerne hedder de Ilmarinen, Lemminkäinen og Väinämöinen, og det er dem der har sørget for at alt det vi kender og har brug for, er blevet skabt eller opdaget. Det gamle Testamente, de græske gudemyter, Edda og Kalevala fortæller så i lange beretninger om hvordan håndværk, elskov og digtning side om side kæmper for det gode mod det onde.

I Kalevala repræsenteres det onde ikke af filistrene som i testamentet eller af jætterne som i fortællingerne og Tor, Frej og Odin, men af et samfund oppe i det høje Nord hvor husmoderen med de lange tænder regerer. Hun har så kønne døtre som lokker mændene i Kalevala til sig; Väinämöinen bliver taget til fange, for at få ham fri må hans broder smeden Ilmarinen love at lave en tryllemølle til konen i Nordgården. Det gør han, den anbringes i fjeldet bag ved Nordgården og maler korn, guld og lykke til beboerne der. Det synes folkene i Kalevala er uretfærdigt, de vil på god vikingevis stjæle den tilbage. Det kommer til et vældigt søslag mellem helte og skurke, tryllemøllen slås i stumper og stykker, så ingen får glæde af den. Dermed er kampen ikke slut, der sker mere.

Alle kunstarterne i Europa, digtningen, billedkunsten, musikken, dansen, teatret, filmen er som de er, fordi de altid bygger på og går ud fra de store mytologiske fortællinger. Det gælder helt på samme måde i den finske kunst, i sig selv har Kalevalas indflydelse på Finlands kulturliv været enorm på musikkens, billedkunstens og litteraturens område (Risto Rantala 1994), som det kendes fra navne som Sibelius, Gallén-Kalela, Eino Leino.
Som epos har Kalevala siden 1841 optaget og tryllebundet mange danske læsere, en digter som J.P. Jacobsen har som skoledreng øvet sig på at oversætte dele deraf, fra svensk, tør man formode. Vi har læselige fordanskninger af Ferdinand Ohrt 1907 og Hilkka og Bent Søndergaard 1994, men desværre kun i brudstykker, en fuldstændig og en poetisk forsvarlig gengivelse savnes stadig. Man må derfor henvise til svenske oversættelser, af Björn Collinder eller af Lars Huldén.

Faktisk har det vældige og vældigt spændende materiale også inspireret danske forfattere; dramatikeren Jens Locher har arbejdet med teksten til en opera på Kalevalamateriale, og forfatteren Søren Sørensen udsendte i 1988 sin roman Himmelsmeden (også sendt som radioroman 1986 og 1998), ligeledes med inspiration fra den finske mytologi.

Ved siden af den vældige versroman Elias Lönnrot komponerede, udgav han tillige en samling af lyrisk folkedigtning Kanteletar (et ord vi nærmest kan gengive ved Sangmuse, Sangmø).
Kalevala og Kanteletar har tæt sammenhæng med Finlands landskaber og naturen i landet, ikke bare i Karelen og Fjernkarelen ovre i Rusland, men også på egnen hvor Lönnrot voksede op. En Finlandsrejse med Schønberg Musik&Rejser, se www.musikogrejser.dk, under finlands- og finskkyndig ledelse af operasangeren Morten Schønberg Sørensen, uddyber oplevelsen ved at læse disse enestående værker. Lars Huldéns finlandssvenske oversættelse er at anbefale, når en anstændig poetisk oversættelse til dansk endnu kun foreligger i fragmenterne her. Ellers kan man læse eventyrromanen Himmelsmeden.

19_scan0007

Kalevaladagen

Lige siden 1865 har finnerne fejret deres nationalepos Kalevala på datoen den 28. februar, og siden 1978 har den også været højtideligholdt som officiel fest- og flagdag. Nu har skikket bredt sig også her til landet; siden forsvarsministeriet overlod den gamle fæstning Frederiks Bastion på Christianshavn til Foreningen Norden, har det pragtfulde og humorfyldte digterværk haft sin egen dag. I spidsen for fejringen står Finlandsvennen, forfatteren Søren Sørensen, Vedbæk, som også har oversat dele af det store værk – som i øvrigt også anden finsk poesi.
I 2006 var der igen efter et par års passivitet mulighed for at opleve de vidunderlige tekster. LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 København N havde overtaget ideen og arrangeret Kalevaladag med finske nationalretter, causeri og kunstnerisk optræden ved Søren Sørensen og Chili Turéll.

Op til KALEVALADAGEN 2003 har Søren Sørensen udgivet artiklen ELIAS LÖNNROT 1802-2002 i “NORDICA – TIDSSKRIFT FOR NORDISK TEKSTHISTORIE OG ÆSTETIK” Bind 19/2002. Heri gennemgås det særlige ved Elias Lönnrots behandling af Kalevalamyterne, og der argumenteres for at han var digter af det værk vi kender nu. Derudover gives der en grundig gennemgang af den danske Kalevalareception fra Rasmus Rask i 1820 til Søren Sørensens egne skrifter.
Se NORDICAS hjemmeside www.sdu.dk/hum/nordica.
I 2002 fik festlighederne et særlig festligt præg. Da var det nemlig 200 år siden Kalevalas ophavsmand, lægen og folkemindesamleren Elias Lönnrot, blev født. Der var næppe det bibliotek eller kulturhus i Finland, der ikke dannede ramme om oplæsninger, koncerter og udstillinger, og på Frederiks Bastion kunne man den 28. 2. 2002 opleve en fjern slægtning til Lönnrot, nemlig den fremtrædende finske lyriker og kulturkritiker Pekka Lounela
.

20_scan0002

2002 er 200-året for Elias Lönnrots fødsel. I den anledning skrev jeg nedenstående mindedigt:

Lönnrot lå på landevejen,
Færdedes på bare fødder,
Gik fra gård til gård langs grænsen
I det karrige Karelen,
Mellem fyrretræer i Finland
Tegned ned hvad ellers tabtes
Ristede de rigdomsrester
Af en oldtids rappe runer,
Sankede de tusinde sange
Som man fordums sang i Suomi
Hverdagsfolkets vakre versflok
Reddede hvad reddes kunne

Deraf skabte han sit storværk
Kalevala kom til kundskab
For ét folk og siden flere’
Runer fra de lange rejser,
Myter fra de brede moser,
Sagn fra sanke elleskove,
Vid fra verdner længst forvitret;
Nåede på nøgne fødder
Nordens folk i ødemarken
Nedskrev hvad man her erindred
Af en urtids ungdoms sangskat.
Vedbæk, den 11.1. 2002

Digtet indgår i Troldspejl og andre digte 2008

21_Troldspejl_001

Kalevala 1. rune vers 200- 244
Anden ankom, fagerfuglen,
Flyvsk i flugten, fast i tanken,
Faldt dens blik blandt havets blånen
På hvor vandets moders knæ var,
Tog det for en græsklædt tue,
For en græstørv, fin og fugtig.
Fløj derhen i stille gliden,
Sænked sig til knæets bue,
Byggede sit bo, begyndte
Så lidt småt at lægge guldæg,
Seks var æggene med guldskal,
Sort og råddent var det syvende.
Den blev rede til at ruge,
Gi det kolde knæ lidt varme.
Ruged én dag, en dag mere,
Trak det ud til tredjedagen.
Først da finder vandets moder,
Vandets moder, luftens datter,
At det føles som det brænder,
At den fine hud bli’r brunet,
Tror at knæet står i lue,
Tror at nerven næsten smelter.
Rystede så raskt med knæet,
Lod sit lange bentøj bæve:
Alle æg røg ud i vandet,
Vælted om for vind og vover,
Brækked over, brast i stumper,
Knustes med et knæk af knæet.
Men forsvandt de så i svælget,
Slugtes de af slam på bunden?
Nej, de blev til blanke dele,
Skønne skærver blev der af dem:
Thi den nedre del af ægget
Blev til Moder Jord hernede,
Og den øvre del af ægget
Til det høje himmelhvælv;
Æggeblommens øvre halvdel
Skabtes om til sol som skinner,
Hvor det øverste af hviden
Magedes til månens mathed;
Alt hvad broget var i ægget,
Står som stjerner nu i altet,
Og det skumle i de skaller
Skygger nu som tordenskyer.

Kalevala i billedkunsten.

I Nordens historie fra oldtiden til 1800 Aschehoug 1986 tegningen af Väinämöinen – “Strømmenes mand”. En serie tuschtegninger af figurer fra Kalevala (i privateje).