Go to Top

Forskning

I STUDEREKAMMERET
“- Ja, så du vill forska, vi var rädda du ville studera.”
Studievejleder ved Åbo Akademi 1992

En stor del af min tid er tilbragt ved læsepulte,
på biblioteker eller hjemme. Sprog, litteratur og historie, Nordens historie først og fremmest.

Petrarca Liv, værk og virkning Fakta og analyseEn biografi af Søren Sørensen Multivers 2014.
Efter en langt udtrukket proces nåede værket endelig frem fra trykkeriet den 5. september 2014.  På sine godt 450 sider gennemgås de tre elementer der er indeholdt i titlen: digterens liv, hans værker og den påvirkning læsningen af disse værker har øvet på europæisk litteratur siden hans egen tid (1304-1374).
Sammen med udvalget af Canzoniere 2005 og den komplette udgave af de 366 digte i Canzoniere eller Sangenes Bog 2011 lukker biografien et gabende hul i dansk kulturhistorie. Boccaccio blev introduceret for 200 år siden, og blev læst af både Oehlenschläger, Grundtvig og Aarestrup – bl.a.  I 1850’erne udkom C.K.F. Molbechs oversættelse af Dantes Divina Commedia, og da var forfatterne allerede hengivne dantister; Danmark var et Danteland og er forblevet det med en vældig dyrkelse af komedien og dens forfatter, både i litteratur og billedkunst.

Boccaccio eller Den strenge, den vise og den frække

Om 1300-tallets tre store: Dante, Petrarca og Boccaccio, den førstes beundrer, den andens ven, og så ham selv, digteren, novellens opfinder, forskeren. Med tanke på deres hovedværker kunne man også beskrive sagen som Den Guddommelige Komedie, Den erotiske tragedie og Den menneskelige komedie.
Med sin Guddommelige Komedie afrundede Dante Alighieri middelalderen, men skaffede sig tillige en plads blandt de største på Europas litterære parnas. Med deres arbejde for at genskabe kontakten til den førkristne græsk-romerske storhedstid indledte Petrarca og Boccaccio renæssancen og humanismen, men tillige gav de lyrikken og fortællekunsten en enestående position i europæisk kulturliv med stærke virkning 6 århundreder efter deres død. Petrarcas Canzoniere udkom først på dansk i 2011, men Boccaccios mesterværk Dekameron blev oversat allerede i 1805 og flere gange siden og utroligt flittigt læst og brugt som forbillede i 1500-, 1800- og 1900-tallet.
Giovanni Boccaccio blev født 16. juni 1313, og overalt i verden markeres 700-året; det er nemlig ikke bare for italiensk sprog og litteratur han har været banebrydende, det gælder hele den vestlige kulturkreds. Hans livsbane er knyttet til datidens to vigtigste kulturbyer: Napoli og Firenze og til venskaber med datidens førende kulturpersonligheder. Af hans forfatterskab har næsten kun Dekameron overlevet, men virkningen af alt det andet som han skrev, var enorm i samtiden og i den italienske renæssance.
Engang stod vi nogle stykker og sludrede i residenssalen på den svenske ambassade, da der kom en nydelig herre hen og hilste på os; det var den italienske ambassadør, og mine bekendte præsenterede mig som Petrarcas oversætter.
– Hm, brummede ambassadøren, ja, han havde nu altid foretrukket Boccaccio og citerede:
”Alibech dievien romita, a cui Rustico monaco insegna rimettere il diavolo in Inferno”

Lige så meget vi to stemmer over ens i sind, lige så meget er vi mange gange uenige i gerning og råd.                                                                                        Petrarca  1364  til Boccaccio

År 1350 var et stort år, både i kristenheden og i litteraturhistorien. Petrarca havde fået overtalt paven til at erklære 1350 for et jubelår, og pilgrimme fra hele det katolske Europa strømmede til den hellige stad Rom; hvor mange der kom fra Århus Stift, det har man ikke tal på, men nogle stykker var det utvivlsomt, folk herfra ville også gerne have forladelse for deres synder.
I litteraturhistorien fik året en hædersplads af flere årsager: 1) besluttede Petrarca at samle sine breve til venner og bekendte til en bog – det er med denne bog det europæiske essay bliver skabt som litterær genre – og sine latinske digte til endnu en bog – et udvalg udkommer på dansk i år, ligesom han var tæt på at bestemme sig for at redigere sine italienske digte til en bog, det var den der udkom på dansk i 2011, og som 2) at han mødte den person som skulle blive hans nærmeste ven, hans mest fortrolige kollega på begge områder af deres virke, digtningens og den humanistiske forskning: Giovanni Boccaccio fra Certaldo.
Boccaccio er et velkendt navn blandt danske læsere, hans hovedværk Decameron, de ti dages fortællinger, er kendt, læst, oversat, illustreret og efterlignet. Den første danske oversættelse kom så tidligt som i 1783, den nyeste i 1960. Så sent som i 2005 udkom et udvalg af genfortalte historier fra Decameron.  Petrarca synes ikke at have læst den før en snes år efter at den forelå; til gengæld syntes han så godt om det han læste at han oversatte den tiende dags sidste novelle til latin for ad den vej at bidrage til at udbrede sin kære vens berømmelse også uden for Italien. Det lykkedes. J. P. Jacobsen lod sin unge Marie Grubbe sidde og læse i den ude i haven på Tjele.
De må have kendt hinanden også før de mødtes. Boccaccio var naturligvis bekendt med Italiens og Europas berømteste digter, og Petrarca kan vanskeligt have undgået at høre om Boccaccio, måske læse noget af hvad han havde skrevet. Skrifter udbredtes via afskrifter, og det kan ikke udelukkes at intet af hvad Boccaccio havde skrevet, var kommet Petrarca for øje før han o. 1. oktober 1350 modtog et versbrev fra ham. Boccaccios digt er ikke bevaret, Petrarcas svar er det; det er den metriske epistel III,17:
Ifald mine digte nu læses
af folket, hvad du nu i høj grad beklager, hvad var da mer trist
for mig og for muserne, hvis hvad enhver har for øje, var skjult
for en læseglad ven: den første formaning jeg gir mine bøger
når de kommer ud, er at forsage det brede og glædes
når de så behager de få, og afstå fra uholdbar yndest
aldeles, fra flygtige bifald og vise foragt for alt mundsvejr.
Men viser skæbnen talentet lidt godhed og jeg finder adgang
til munden på dannede mænd, forbavser det mig skønt jeg stedse
har prøvet de stejleste veje.

Kort tid efter mødtes de ansigt til ansigt uden for Firenze. Det var en sen og kold efterårsdag, og Boccaccio havde nogle venner og Petrarcabeundrere med, mennesker som ligeledes blev gode venner med digteren. Giovanni Boccaccio var 9 år yngre end Petrarca, født i 1313, og overlevede ham, men kun et års tid. Han voksede op i Firenze og gik i skole hos en lærer der var en stor beundrer af bysbarnet Dante Alighieri. Undervisningen resulterede i en dyrkelse af Dantes forfatterskab og en beundring der kom til at udgøre et af de grundlæggende elementer i Boccaccios lidenskabelige poetiske og humanistiske trosbekendelse[1].
Som fjorten-femtenårig kom han i praktik i faderens erhverv som købmand og bankier i Napoli, og kommentatorer vil se spor af den daglige kontakt med kunder af alle klasser og brancher i det forfatterskab han siden skulle udvikle, en evne til at iagttage og være åben over for alle, kende til vaner og væsen hos de forskellige sociale lag og nationaliteter. Napoli var en af Middelhavets vigtigste havne, og gennem personalunionen med Provence åbent for impulser fra mange sider.
Men den der er skabt til digter, bliver digter, enten faderen vil tvinge ham til sagførerfaget eller til bankvæsen og krambod. Boccaccio erkendte sin litterære kaldelse, og en tidlig kontakt ved hoffet og personkredsen omkring det stimulerede til studier og skriverier. Her fandtes kong Roberts lærde bibliotekar, hvis viden om hellenske visdomme kunne synes uudtømmelig, og en kreds af Petrarcas bedste venner, og fra dem modtog Boccaccio både opmuntring til at skrive og ikke mindre til at læse hvad denne strålende litterat producerede deroppe i Provence. De kendte idyllen i Vaucluse, hvor Petrarca boede, og som  kong Robert engang ved et besøg dér blev så betaget af synet at han for en stund slog til ro dér.  Petrarca digtede om det og sendte det til vennerne i Napoli, og de viste digtbrevet til den unge Boccaccio, han skrev det af, og det er det første vidnesbyrd om forbindelsen mellem dem[2].
Napolis omegn vrimler med litteraturhistoriske steder. Vigtige dele af Virgils berømte epos Æneiden udspiller sig vest-nordvest for byen, og dette digt var dengang anset for skønnere end Homers Iliaden og Odysseen, hvad folk blev ved med at synes de næste mange århundreder, og der er dem der antager at hans digteriske kaldelse fandt sted ved Virgils grav i Posilippo[3].
Altså skrev Boccaccio. Han begyndte 21 år gammel med en vidtløftig versfortælling Om Dianas Jagt over et motiv han lånte fra den romerske digter Ovids værk Forvandlinger, Caccio di Diana. Vi kan i forbifarten lige mindes at han lånte versemålet fra Dantes Guddommelige Komedie.
     I sit næste værk Filostrato opfandt han et eget versemål, ottave – altså otte linjers vers, og det skulle få en enorm indflydelse overalt i europæisk digtning, selv i Danmark, bl.a. hos Paludan-Møller i Adam Homo. Det er en kærlighedshistorie fra Troja mellem en kongesøn og en præstedatter, og bl.a. Shakespeare har lånt Boccaccios fortælling til et af sine skuespil (Troilus and Cressida), men i grunden er det en nøgleroman om hans egen forelskelse i Fiammetta. Han bearbejdede som tredje værk  Flores’ og Banzeflors eventyr, et gammelt og vidt udbredt sagn om en muslimsk fyrstesøns og kristen trælledatters intense kærlighed, og i stedet for den knappe form eventyret som regel har rundt om i Europa o. 1340, udvidede Boccaccio det til en vældig roman på mange hundrede sider med titlen FILOCOLO – dvs. den der dyrker kærligheden.
Siden det første italienske episke digt med lyrisk islæt, det om den athenske prins Teseus. Dantes digtform fra Den Guddommelige Komedie, det trelinjede skredrim terzinen, gjorde han igen brug af i Amorosa Visione som også siden Petrarca i dennes triumfdigte.En uægte datter af kong Robert spillede en betydelig rolle i denne del af hans liv som i hans forfatterskab, og med denne Maria d’Acquino fik han en datter som fik navnet Violante. Deres møde og forhold optræder i forskellig forklædning i disse romaner og epos men ikke mindst i hans Rime, hans sonetter og canzoner som næsten ingen synes at have beskæftiget sig med, endsige læst. En undtagelse er den tyske renæssancehistoriker Burckhardt som skrev at man havde ænset dem alt for lidt, for heri lykkes det undertiden Boccaccio at give en saare gribende Fremstilling af sin Følelse[4]  – han mener forelskelse i Fiammetta.
Han gav hende dæknavnet dette navn– man må tro hun var rødhåret, og som Fiammetta figurerer hun også i Dekameron. Det er også hende han tilegnede sine amorøse visioner, og det med en sonet med hale, efter Dantes forbillede:
Måske vil De, min ædle dame, finde
Visionen her som digtning fuld af under,
Så vel den nye stil hvori den bunder
Som for den fantasi min sjæl har inde.

    En dag jeg så på Dem, fik jeg i sinde,
Kort sagt, at skildre Dem i rim som grunder
Sig subtilt på indtryk fra de stunder
Af velklædt yndes, skønheds søde minde.

    Til Dem som er min dame, vil jeg vie
Mit digt, Dem som jeg altid ønsker tjene,
Og be’r Dem om så ømt, madame Marie,

    At dersom visse ord er mindre pæne,
Er svagt udtrykt, i så fald ikke tie,
Men venligt fjerne ukrudt fra min plæne.

    Min Fiamma kær, for hvem mit hjerte brænder,
Det er Johan Boccaccio fra Certaldo
Som skrev og nu visionen oversender. 

Til hende og deres frydefulde møde skrev han også sonetter, mere i Petrarcas stil:

I Krebsens tid og efter sjette time
var Zefyr let, og vejret var så smukt,
i ro lå havet, og dér. inde i en bugt
– dér nåed endnu ikke solens strime –

stod den som får selv Himlen til at kime,
og andre kvinder fejrer: om issen lukt
den gyldne vlies, så hårets frie flugt
forhindres som af net om lokkers stime.

Neptunus, Glaucus, Forco, havets moder
iagttog hende udefra med glæde
som om de sagde: Zeus! Mer ønskes ej!

Og jeg som på en træstub havde sæde,
fordobled hvad jeg følte ved de goder,
og som én sten var klippen dér og jeg.

Krebsens tegn: højsommer; Zefyr: forsommerens milde vind; den gyldne vlies: det gyldne vædderskind som den græske helt Jason hentede til Grækenland fra Kaukasus på Argonautertoget. Neptunus: havets gud lige som Glaucus/Glaukos, Forco/Phorkys og havets moder Thetys. 

Giovanni Boccaccio: Rime III Guidommi Amor

Gud Amor ledte mig, mens solen brændte
højt over vandet, ind i myrtelunden,
nu hav og himmel fejred hvilestunden
– dog rørte Zefyr sig, som vanligt vendte

 den lidt på buskens løv hvor bladhang endte:
da mente jeg at høre sang som runden
af lutter fryd og ellers aldrig funden
i nogen skole dødelige kendte.

Jeg tænkte: engel, nymfe, ja gudinde
der synger for sig selv og har valgt stedet
til sang om oldtids kærlighedsaffærer.

Det var min donna, smukt hvilende på klædet,
i skyggen og blandt blomster skovbund bærer,
som øret, dernæst øjet kunne finde.    

I 1340 eller 1341 blev han kaldt hjem til Firenze, og det var i disse år den afgørende kunstneriske udvikling fandt sted. Bystaten Firenze indså vægten af hans begavelse og omfattende dannelse og engagerede ham som diplomat hos Ludvig af Bayern, til pavehoffet, til de lokale herskere i Mellemitalien. Vigtigst var det nok at Firenze fik en højskole med ham som rektor, men også at sproget i hans forfatterskab fortsatte linjen fra Dante og Petrarca og dermed fik betydning for dannelsen af italiensk som litterært sprog, siden som forbillede for udviklingen af et nationalt skriftsprog.
I denne forbindelse må det veje tungt at han skrev den første Petrarcabiografi og en af de tidligste biografier om Dante.
Man har vanskeligt ved at forestille sig at Petrarca slet ikke skulle have hørt ham omtale under sine besøg i Napoli. Han var far til et af kong Roberts børnebørn, dobbelt illegitimt ganske vist, men ikke mindre elsket af den grund. De åndsfæller Petrarca havde ved hoffet, havde været med til at gøre Boccaccio til digter.
Måske vidste Petrarca også godt hvem han var. Han kan næppe heller have undgået at høre om den biografi den unge florentiner var ved at skrive eller havde skrevet om ham: Om Francesco Petracchis liv og skikke/De Vita et Moribus Francisci Petracchi.
Åbningen af Petracco-biografien er pompøs: Apollon som forudså sin fremtidige digters skæbne, begyndte at kæle for det dybeste lag i hans sind med pieridernes blide sang og de guddommelige toner: altså lod han juraen bag sig og begyndte at stile sine skridt mod toppen af Parnas[5].
Med stor omhu og  ikke ringe lærdom redegjorde Boccaccio for hvorledes Petrarca hentede inspiration fra de græske og romerske digtere, fra Homer over Terents til Virgil, Horats og Ovid, Lucan, Statius og Juvenal som alle havde ladet deres allerfornemste digte gå i arv[6]. Han glemte ikke at den nye digter var moralfilosof  og erklærede at denne var Ciceros og Senecas ligemand i sprog og livsstil. Petrarcas skrifter både på vers og prosa var af pragtfuld elegance, skrev han. En interessant beskrivelse går direkte tilbage til de kilder Boccaccio ikke gør rede for, om det nu har været deres fælles venner ved hoffet i Napoli der var tale om; den lyder: kontrolleret i sin gangart, klar og munter i sin fremtræden taler han sjældent, i det mindste når man ikke direkte stiller ham spørgsmål[7]. Det samme gælder en oplysning om at Petrarca sang og spillede til fuldkommenhed[8].
Bagklogskaben kan ikke afholde sig fra Decamerons ottende dag. Da er det en dame ved navn Lauretta der styrer gangen i fortællingerne, og i mindedigtet ved Petrarcas død (se nedenfor) dukker hun op igen:

Nu er du så opstanden, herre kære,
Til riget hvortil hver en sjæl må sætte
Sit håb, udvalgt af Gud, han vil forjætte
At stige op, fra denne barske sfære.

Nu er du dér du ønskede at være
For end engang at se til din Laurette;
Nu er du hvor min dejlige Fiammette
Og hun har plads for Gud, de er ham nære.

Nu er du hos Sennuccio, Cino, Dante
Og lever, frelst til evighedens hvile
Med syn vort blik endnu ej orker ramme.

Var jeg din ven hernede i det vante,
Åh, drag mig til dig, så jeg glad tør smile
Til den som tændte kærlighedens flamme

I biografiens tekst mente han ganske vist at denne Lauretta skal forstås allegorisk som den laurbærkrone han har efterstræbt[9]; det har åbenbart været den udbredte opfattelse i kredsen omkring hoffet i Napoli, eftersom den pågældende dame ikke havde kunnet identificeres. Noget tyder på at han efter 1350 er blevet overbevist, formodentlig ikke mindst ved at læse Secretum/Min hemmelighed, men givet også i de personlige samtaler der fulgte igennem 1350’erne og 60’erne.
Efterhånden som de lærte hinanden at kende og kunne konstatere på hvor mange felter de havde sammenfaldende synspunkter, blev udvekslingen mellem deres værker mere og mere udtalt. Det forhold at en bog i håndskrift ikke foreligger i autoritativ form før forfatteren er død og altså ikke længere kan korrigere og skrive teksten om, gør at denne gensidige påvirkning foregår til de begge gik i graven, i 1374 og 1375.
Således har en forsker[10] analyseret Sonetto I Voi ch’ascoltate og Fortalen til Decameron og konstateret overraskende verbale overensstemmelser mellem de to tekster; det er historien om enhver der er fortalt fremadskridende, men reflekteret som en gennemlidt fortid. De havde også fælles fædre til deres italienske lyrik: Dante, Guido Cavalcanti[11] og Cino di Pistoia, men efter 1347 lagde Boccaccio sig stærkt op ad Petrarca; han var trods de andre mesteren i folkesproget lyrik. Det indebærer ikke at man kan klassificere Boccaccio som blot og bar Petrarca-elev eller endda petrarkist, dertil er de for ligestillede i deres litterære formåen. Petrarcas læsning af Boccaccios Amorosa Visione er f.eks. slået igennem i Triumphi.
På lignende måde er den gådefulde Canzone[12]  nr. CCCXXIII – Jeg stod en dag ved vinduet alene – fuld af ekkoer fra Amorosa Visione. Den er stærkt præget af Boccaccio i stil og ordforråd, men den blev også færdiggjort af Petrarca i 1368 blot et par dage efter at Boccaccio havde forladt Padova efter et to måneders ophold[13].
Efter det første personlige møde i Firenze i efteråret 1850 fulgte en række ofte langvarige sammenkomster, altid hos Petrarca og på hans betingelser, men efter alt at dømme meget udbytterige for begge digtere. Det indledtes i i Padova i april 1351; da var det Boccaccios ærinde at bede Petrarca overtage et professorat ved den nyoprettede højskole i Firenze. Til Boccaccios store ærgrelse afslog Petrarca lærestolen. Han kunne have citeret Arkimedes’ ord til de romerske soldater der erobrede Syrakus år 212 f.Kr.f.:  Forstyr ikke mine cirkler, for den blotte tanke om at skulle sætte sine arbejder med de klassiske forfattere og sit eget forfatterskab til side for at stå og undervise studerende unge mennesker har sikkert været udslaggivende. Så hårdt han kæmpede for ro til at arbejde med det der var hans livsopgaver, det kunne ikke nok så megen elskværdighed eller genoprettelse af familiens ære i hjembyen opveje.
Et genbesøg året efter blev ikke til noget. Nogle år senere blev der et tre måneders ophold i Milano med mange og dybe samtaler om mange emner, igen i 1359 med Dante og la Divina Commedia som et væsentligt emne. I 1363 rejste Boccaccio til Venezia,  hvad en mindesten i husrækken på Riva degli Schiavoni den dag i dag husker turisterne på.
Disse møder har øvet afgørende indflydelse på forholdet dem imellem og på den europæiske kultur. Ind imellem var der livlig brevveksling hvor mange af emnerne fra sammenkomsterne blev vendt igen.
Boccaccios betydning for humanismen og dermed for renæssancen har undertiden stået i skyggen; den som Petrarca kastede, var så stor og har ofte fordunklet skikkelsen af hans ven. Men Boccaccios studier, Boccaccios formidling af antik visdom og menneskesyn behøver ikke at stå i skyggen. Man kan ikke andet end tilslutte sig Francesco de Sanctis: Dante afslutter en verden; Boccaccio åbner for en anden[14]. En moderne forsker har udtrykt det således at hvor Dante favnede middelalderen i en enestående digterisk syntese, kanaliserede Petrarca og Boccaccio en ny tidsånd som stod i færd med at erobre italienske lærde[15].
Boccaccio producerede latinske værker af stort omfang som fandt mange udgivere og mange oversættere. Det var i høj grad i antikken og begejstringen for den han og Petrarca fandt sammen. Han kom på besøg med Leontios latinske oversættelser af Homer; den gamle blinde seer fra Mæonien fik mæle for sin store beundrer han så længe havde været stum for.
Genoplivelsen af hyrdedigtningen skulle få så langvarige og fornemme eftervirkninger i europæisk lyrik, til den endte som en parodisk ordleg hos Carl Michael Bellman 400 år senere; den var et resultat af de florentinske venners fælles bestræbelser, Petrarcas Bucolicum carmen fik 20 år senere en opfølgning fra Boccaccios pen; de har samme titel og en ganske tilsvarende tilknytning til personlige oplevelser og polemik med uvenner. Indføringen i allegorierne indeholder Boccaccios redegørelse for genrens forudsætninger hos Theokrit, Virgil og Petrarca; også Boccaccio behandler forhold og begivenheder ved hoffet i Napoli. I digtet Olympia er hovedpersonen datteren Violante som han mistede, hun døde som barn.
Med så meget der forenede dem, skiltes deres synspunkter hvad angik Dante. Det mente Boccaccio i hvert fald, og derfor lagde han mange kræfter i at overbevise sin ven om storheden i Dantes værker, specielt Commedia. Selv skrev han en tolkning af værket og holdt forelæsninger på sit universitet i Dante.
De udvekslede bøger, og engang, skrev Petrarca, gjorde du mig glad med din prægtige og usædvanlige gave: Boccaccio havde fremskaffet et eksemplar af Den Hellige Augustins bog om Davids salmer, så nu kunne Petrarca besejle Davids hav med større sikkerhed – end han gjorde da han selv skrev bodssalmer i Davids stil. Alle vennerne beundrede værket, og han selv var begejstret, kender af Augustin som han var. Andre kunne slutte et takkebrev med at erklære sig evigt taknemmelig; Petrarca skrev at Boccaccio skulle vide at hans taknemmelighed over gaven ikke ville have nogen anden grænse end den dag da han satte punktum for sin læsen og skriven[16]. Også værker af Terents og Cicero kom fra Firenze til Milano og blev modtaget med entusiasme. Bogudvekslingerne alene viser omfanget og intensiteten af Boccaccios humanistiske studier. Måske var det også dem der gjorde at Boccaccio skrev om sin vrede og ærgrelse over at blive kaldt digter. Du er ikke rigtig klog, svarede Petrarca. Om han måske mente at han ikke havde fortjent det navn fordi han ikke var blevet laurbærkranset? Ja, men hvis der nu slet ikke fandtes laurbærtræer i denne verden, ville ingen så være i stand til at væve et sublimt digt i skyggen af en fyr eller en bøg?
Et centralt tema i deres litterære og litteraturhistoriske drøftelser, i breve og ved sammenkomster var synet på den første af det store triumvirat, digteren Dante Alighieri. Efter sammenkomsten i Milano havde Boccaccio viderebragt misunderes bagvaskelse[17]. Boccaccio havde åbenbart i sit brev ytret ængstelse for at Petrarca skulle tage det ilde op at Boccaccio ydede Dante så stor anerkendelse, måske synes at det tog noget fra ham.
I marts 1359 tog Boccaccio turen fra Firenze over bjergene til Petrarcas hyggelige bolig ved Sankt Ambrosiuskirken; her blev han en måneds tid, og de to førte lange og intense samtaler, nok ikke mindst om Dante. Boccaccio havde et eksemplar af Divina Commedia  med; det vidste han at Petrarca ikke havde i forvejen. Boccaccio ivrede for at Petrarca burde løsrive sig fra det fyrstestyrede Milano som oven i købet var Firenze fjendtligt indstillet, og flytte hjem til den frie kommunalrepublik; det har de formentlig brugt megen tid og mange ord på det forår.
Blandt det tidligste Boccaccio havde skrevet, var en Dantebiografi, og den udkom midt i 1350’erne, så den var aktuel i disse år. Han lagde aldrig skjul på sin store beundring for deres fælles florentinske landsmand, og som professor ved universitetet underviste han i Dante og komedien. Det skulle han endelig gøre, mente Petrarca; intet er så vigtigt for en digter som at anerkende og ære de digtere der er ens åndelige fædre, de har nemlig skænket én en udødelig gave. Petrarca var helt på det rene med at folk i Italien gik rundt og spredte det rygte at han ikke værdsatte Dante, at han ikke satte pris på ham, men ligefrem hadede og frygtede den store forgænger. Det gjorde han ikke. Dantes venskab og politiske fællesskab med Petrarcas fader var han fuldt bevidst om. I stedet for had var der meget større anledning til at føle hengivenhed, de var landsmænd, der havde været venskab mellem faderen og digteren, og for det tredje besad Dante en skrivemåde der i sin art er den allerbedste, hvilket hæver ham højt over nogen slags foragt[18].
Ja, men når nu folk ved at Petrarca aldrig har ejet et eksemplar af hans bog? Petrarca havde i sin italienske digtning søgt sine egne veje og ville derfor undgå at komme til at ligne Dante, og for ikke altid at skulle sammenlignes med ham. Men førsteprisen i folkesprogsdigtningen, den giver han ham gerne[19]:

Jeg sværger dig til at jeg glæder mig over denne mands talent og stil, og at jeg aldrig har talt med andet end højagtelse om ham[20].

Man kan sagtens være forsker på sit eget værk, og de to humanister med deres indgående kundskaber om og fra de klassiske forfattere var i stand til at erkende lån hvor der var lån, men også at der var forskel på at gøre som kragen der pyntede sig med lånte fjer[21] og at gøre som bien der samler nektar fra tusind blomster, men laver sin egen honning.
Selvfølgelig vil der altid være og måske kunne findes reminiscenser fra hvad digteren har læst, i det digteren har skrevet. Drøftelserne havde da også givet Petrarca indsigt i at to vendinger i den 10. ekloge, Den faldne Laure, var kommet til at ligge for nært op ad Virgils Æneide og ad Ovids Forvandlinger.  Derfor nyformulerede han de to udtryk, så de både i indhold og form blev mere originale[22]. Eksemplet viser hvor fortrolige de to digtere var, og hvor indgående udvekslingen af litterære syns- og standpunkter var[23].  Da Boccaccio nogen tid senere fik en tidlig version af Canzoniere  til afskrift, har arbejdet hermed ikke afsat sig spor i korrespondancen.
Fire år senere genoptog de drøftelserne; denne gang i Venezia, på Riva degli Schiavoni, og denne gang varede samværet tre måneder. Vi har ingen optegnelser om hvad de talte om[24], mente en forsker i 1961, men 26 år senere vidste en anden[25] at Canzoniere har været et vigtigt emne for samtalerne, lige som vi kunne antage at de i høj grad er foregået på spadsereture langs kanalerne og rundt om arsenalet. Det ville i hvert fald have været aktuelt; en ny og noget udvidet redaktion af digtene på italiensk forelå, at meget af tiden kunne være gået med at Petrarca læste sine digte op.
Et andet emne af største betydning for dem begge var Leonzio Pilatos oversættelser af Iliaden og Odysseen som Boccaccio havde med i sadeltasken. Det initiativ de to venner dermed havde fået virkeliggjort, har haft umådelig betydning for humanismen og den videre udvikling af den europæiske forestillingsverden.
I 1367 begav Boccaccio sig af sted igen for at mødes med sin navnkundige læremester i Venezia; han traf ham ikke hjemme, Petrarca var blevet kaldt til Pavia. Til gengæld traf han Petrarcas datter og svigersøn som var flyttet ind hos digteren på Riva degli Schiavoni. Det var også et glædeligt møde, og ikke mindst gjorde det stort indtryk på Boccaccio at møde den  lille Eletta, Petrarcas datterdatter. Minderne om Boccaccio egen lille Violante der tidligt døde fra ham, vældede frem ved dette møde, alt sammen noget Petrarca blev underrettet om per brev[26].  Dette brev eksisterer; derimod er et brev fra Petrarca skrevet i Pavia gået tabt, og netop et der åbenbart havde litteraturhistoriske betydning; heri kunne Boccaccio nemlig læse at han var adressat på et stort antal af de breve Petrarca ville offentliggøre eller allerede havde indsat i Familiares og i Seniles. Der er jo tale om breve som i flere tilfælde har betydning for litteraturhistorien.
Et af de mest betydningsfulde  var det brev  der indeholdt Decameron. Læsningen glædede den gamle digter som fandt at værket fortjente at blive udbredt uden for Italien. Derfor oversatte han tiende dags tiende fortælling om Gualteri og Griselda, og historien har vist at han havde ret i sin formodning, gendigtningen kunne læses i hele den latinske verden og dér blive oversat videre til andre folkesprog. Det blev den sidste litterære bedrift Petrarca øvede, og den der vil, kan lægge mange tanker i at den var en vennegerning[27].
I 1370 skrev han sit testamente, og heri betænkte han herr Giovanni di Certaldo også kaldet Boccaccio, ikke uden en vis forlegenhed fordi det er så lidt til et så stort menneske, 50 florentinske guldfloriner så han kan købe sig en vinteroverfrakke for studiet og de vågne nætter. Natten mellem den 18. og 19. juli 1374 døde Petrarca. Dog gik der en rum tid inden Francesco da Brossano nåede frem til at overbringe Boccaccio den længe ventede meddelelse. Det begrædelige brev[28] kom først den 20. oktober til Certaldo og oplyste ham om at hans navnkundige fader og læremester lykkeligt var overgået fra det jordiske Babylon til det himmelske Jerusalem.
Boccaccio havde ganske vist hørt om det, for næsten alle i det brede folk talte om det; det var ikke første gang rygtebørsen havde bragt nyheden om Petrarcas bortgang, men det var første gang der blev talt sandt dér, og derfor havde det også smertet bedstevennen: thi ingen dødelig stod mig nærmere end han. Eftermælet optog ham stærkt, og meget af det Boccaccio skrev i dette brev, har bevist sit blivende værd: hans herlige bryst var Musernes og det ganske Helicons foretrukne bosted, filosofiens højst elskede helligdom og de frie kunsters frodigste og anseligste pryd; hans veltalenhed målte sig med Ciceros, som hans skrifter klart beviser.
Boccaccio ville ikke have været den store humanist han var, ikke have været den Petrarcadiscipel han påstod at han var, hvis ikke han straks havde sammenlignet Arquà med bjergene ved Posilippo hvor Virgils ben hviler for deres fod, eller det sted ved Sortehavskysten ved Tomi hvor Ovids gravsted findes, Smyrna hvor Homer fandt gravens fred.

Ej heller betvivler jeg, at engang vil sømanden der vender hjem fra verdenshavets fjerneste kyster og belæsset med rigdomme gennempløjer Adriaterhavet, når han fjernt fra med ærefrygt retter blikket mod de Euganeiske bjerges høje tinder, sige ved sig selv eller sammen med vennerne: Se, der skuer vi de bjerge der i deres indre rummer den verdens pryd som tilforn var alle lærdommes tempel, Petrarca, skjalden med den søde tale, han der engang på Senatets bud i det herlige Rom blev udmærket med triumfens laurbær, han hvis mange priselige bind endnu findes som strålende budbringere om hans hellige ry[29].

Engang, spåede han, vil folk fra de yderste egne af verden drage til Arquà  og bøje sig i ærefrygt ved sarkofagen[30].
I skrivende stund var Boccaccio syg, ene og forarmet, henvist til sit fædrene hus i Certaldo; her døde han 17 måneder efter sin kæreste ven, 21. december 1375.
Venskabet mellem to digtere på samme niveau som her mellem Petrarca og Boccaccio er for så vidt enestående, så at sige i alle dimensioner, i bredden, højden og dybden, Boccaccio angav også længden, nemlig 40 år. Man kunne finde en parallel i tysk klassicisme, i forholdet mellem de to store: Goethe og Schiller; i deres forfatterskab spejles Petrarca og Boccaccio på forskellig måde, Petrarca tydeligst hos Goethe. Men ligheden i venskab og udveksling af litterære ideer er tydelig.
Størst betydning har venskabet mellem de to florentinske digtere utvivlsomt haft for udviklingen af humanismen og videre for renæssancen. Nok er det de litterære og italiensk skrevne mesterværker Canzoniere Rerum vulgarium fragmenta og Decameron der har skabt og sikret deres ry, men målt i betydning for europæisk kultur er deres videnskabelige indsats for opdatering, bevarelse og nytolkninger af den antikke tænkning måske endnu mere grundlæggende[33].

 Boccaccio og Norden:
Griseldis 1520’erne i Petrarcas redaktion
Thomas Chr. Bruun 1783 Mine Frie-Timer (Boccaccio og La Fontaine)
Dansk Decameron I – III 1951
Soya: Tilegnet Boccaccio 1959
Kåre Bluitgen: Boccaccio Erotiske fortællinger 2005

Oversættelser/udgaver
O. Wolff 1. bind 1805
A. Flinch 1873, genudg. 1904, 1907, 1912
S. Prahl udvalg 1917
C. Lorentzen 1923, 1939 (med indledning af Paul V. Rubow)
J. Lind (1943, udvalg 1954)
Gyldendals Verdenslitteratur



[1] Vittore Branca: La vita e le opere di Giovanni Boccaccio i indledningen til Decameron Torino 1980 3.udg. 1992 p. XLII.
[2] Karlheinz Stierle 2003 p.350.
[3] Således den tyske udgiver af Boccaccios samlede værker Max Krell München 1924.
[4] Op.cit. p. 246.
[5] Giovanni Boccacio: Vita di Petrarca a cura di Gianni Villani Roma 2004 p.73. Pieriderne  er et andet navn for muserne.
[6] Samme p. 77.
[7] Samme p.85.
[8] Samme p.87.
[9] Samme p.87.
[10] Vittore Branca i Petrarca e Boccaccio  i Francesco Petrarca: Citizen of the World – procedings of the World Petrarch Congress  Albany 1980 p.193 fremefter.
[11] Et udvalg af Guido Cavalcantis digte er oversat af J.V. Lind og udgivet i Parnas-bøgerne 1948 med forord af Kaj Friis Møller
[12] Vittore Brancas beskrivelse, op.cit. p.211.
[13] Vittore Branca samme sted.
[14] Francesco de Sanctis Storia della letteratura italiana (1869-71), her efter Newton Compton 3. Udgave 1997 p. 203.
[15] Rune Engelbreth Larsen: Renæssancen og humanismens rødder Århus 2006 p. 92.
[16] Familiares XVIII,3.
[17] Familiares XXI,15 til Giovanni fra Certaldo, se Jacobsen 2008 p. 172ff.
[18] Samme p.174.
[19] Samme p.176.
[20] Samme p. 179.
[21] Som hos Æsop.
[22] Se Jacobsen 2008 p. 186 og 187.
[23] Marco Santagata hævder i I frammenti dell’anima 1993 p. 31 det synspunkt at man ikke kan dokumentere nogen poetisk udveksling mellem dem; Boccaccio var blot hans gode ven. Det opfatter jeg som alene gældende for Canzoniere, og ikke for den latinske digtning hvor Familiares dokumenterer det modsatte.
[24] Wilkins p.190.
[25] Dotti 1987 p.373.
[26] Se Jacobsen 2008 p. 345ff.
[27] Se også i Petrarca Liv, værk og virkning kap. 6 om Petrarca i dansk litteratur p. 358
[28] Se Jacobsen 2008 p.351 Boccaccios brev XXIV.
[29] Samme sted p.354f.
[30] En forudsigelse som Holger Drachmann dog forhånede ved sit besøg 500 år senere, se digtet Foraar i de euganeiske Bjerge i Tre sole er ikke for meget.
[31] Se Sørensen 2011 p. 372
[32] Se Dante Alighieri Lyrisk digtning ved Johannes Dam Kbh 1918.
[33] Se Rune Engelbreth Larsen: Renæssancen og humanismens rødder Århus 2006.

Petrarca, Italien o.a.

Sommeren 2011 stod i Petrarcas tegn. Hans position i dag, hvor der forskes og udgives værker på mange sprog, behandledes i en artikel til Litteraturtidsskriftet STANDART, og i Magasin fra Det Kongelige Bibliotek tryktes en artikel om hans klassikerlæsning, hans store glæde med Virgil, Horats og Ovid, Cicero, Seneca og kirkefædrene Boëthius og Augustin. Indtil videre er udformningen af en litteraturhistorisk/historisk biografi om Francesco Petrarca til et forlag i Stockholm stillet i bero.
I september udkom antologien Tre sole er ikke for meget på Forlaget mellemgaard; udover 101 digte af danske lyrikere fra Schack von Staffeldt og Oehlenschläger over Ingemann, Chr. Winther, Johannes Jørgensen og Sophus Claussen frem til Klaus Høeck, Peter Laugesen og Pia Tafdrup indeholder bogen et bidrag til historien om forholdet mellem Italien og Danmark som det kan læses ud af hvad digterne de sidste 215 år har skrevet fra oplevelser i det skønne land. Antologien præsenteredes 10. september i Greens Boghandel, Sorgenfri Torv 20, Virum og
13. september i Det Italienske Kulturinstitut, Gjørlingsvej 11, Hellerup.
Den anden nordiske konference for aktive i litteraturselskaber og forskere ved litterære museer og institutioner afholdtes 19. – 21. august på Comwell Borupgård i Snekkersten. Temaet var Klassikerne og nutiden- et forhold der fremstår klart i mit eget forfatterskab som i så mange andre aktuelle nordiske forfatteres.
I min velkomst udtalte jeg bl.a.: Forleden dag stod en af mine gode venner på en lille ø ved kanten af Bagsværd Sø, eller nej, han sad på en høj stol og sang: Febus förnyar
de gyllene skyar,
kring städer och byar
bestrålar vår syn;
og ja, det er en af de måder en digter kan sige det er morgen på. Men der er noget særligt ved den solopgang over Stockholms inderhavn, for den der gør dagen ny, den der får synet op for verdens og livets herlighed, er Febus/Phoibos/den strålende der også hedder Apollon og er musernes anfører, den græske gud for digtekunsten, i billedkunsten gerne udstyret med en lyre.
Det er stæder og byer der får hans strålepragt, det er poesien der bestråler vort syn, poesien båret frem af musikken, digteren, og det er jo Carl Michael Bellman, giver stedet stemme, og 150 år senere kan en anden apollondiscipel med sandhed hævde at
den natur som du besjungit
än din diktnings prägel har.
Vi har lært at se vore omgivelser, vore stæder og byer, af digterne. Den danske senromantiker Chr. Richardt skrev 100 år efter Bellman at vi skulle se
på Danmarks kort,
se så vi det aldrig glemmer,
til hver plet har fået stemmer,
og han vidste som vi ved, og som vi nu skal bruge et par dage til at dokumentere og drøfte, at det er digterne der har givet alle disse pletter stemmer, ja, men har lært os at se. Sommer var det, i et Hjørne af Hegnet, Stundom når jeg vandred, ­ eller sejled og ude fra Skagerrak så dette landet som det stiger fram, furet, vejrbidt over vannet, så at lien var fager, ser den dag i dag
Blommande sköna dalar
stråla av sällhet då;
klarare våren talar,
bättre vi den förstå.
Det er sagen: bättre vi den förstå, endnu mere: bättre vi det förstå, livet nemlig.
Somme tider siges det at litteraturen løfter, at skønne, indholdsrige ord kan få én til at svæve. Vigtigere er det måske at det får os til at finde fodfæste.
Kristendommen blev introduceret i Mälardalen mange århundreder før Carl Michael Bellman skrev om solens og kunstens gud Phoibos Apollon. Der er guder og der er Gud, og der er ord og der er virkelighed, men der ville ikke være nogen virkelighed uden ord, ordet skaber hvad det nævner, og Apollon er et poetisk billede, en digterisk tradition, et symbol der kalder alt hvad man har læst og hørt før, frem for ens tanke.
Folk der skriver, er folk der læser. Det er emnet for denne den anden nordiske konference for aktive i litterære selskaber og ved litterære institutioner, for forfattere, for forskere, for læsere og bogelskere. Folk der vil gøre litteraturen gældende, se til at erindring og erkendelse, udsyn og indsigt går hånd i hånd, samler sig om en Martin Bagge med guitaren i skødet og oplever at ikke blot fornyer sol- og digteguden de gyldne skyer og bestråler vort syn, digtningen fornyer vor erkendelse, vor forståelse, vækker begejstring, skaber glæder.
Så meget mere er der grund under ordet VELKOMMEN. Velkommen til digtningens verden, velkommen til Borupgård her i Snekkersten hvor Henrik Pontoppidan for 100 år siden sad og skrev en roman der lever, De Dødes Rige, her få kilometer øst for slotsruinen i Gurre, der mere end noget andet er en plet der har fået stemmer, mange stemmer, Ingemanns, H.C. Andersens, Heibergs, Chr. Winthers, J.P. Jacobsens, ja Frank Jægers, ved indsejlingen til sundet der forbinder vore lande.
Der er en utrolig mængde af litterære udsagn, i digte, noveller, romaner og essays om glæden ved at læse, om trangen til at læse, mange vil dukke op i løbet af de timer vi her tilbringer sammen.
Selv holder jeg meget af Bertolt Brechts kinesiske løveskultur i terod:
De gode glæder sig over din ynde,
de onde frygter dine kløer.
Den slags ville jeg gerne høre
om mine digte.

Goethe og kirketårnene.
Dansk og historie var mine hovedfag til lærereksamen. Som afslutning afleverede en hovedopgave i hvert af fagene,
og de udgør på deres måde de første forskningsprojekter jeg har gennemført: Johann Wolfgang Goethe: “Faust – et
forsøg på forståelse og Tårnformer ved danske kirker fra middelalderen – og til den sidste føjede jeg meget rigtigt
tegninger af en lang række tårntyper.
Ti år senere gjaldt det cand. pæd.-studiet i historie, ved Danmarks Lærerhøjskole og hos professorerne Kjeld
Winding og især Roar Skovmand. Her fordybede jeg mig i middelalderhistorie, skrev rapporter om samfundklasser i
Norden o. år 1200, om Finlands inddragelse i Norden og siden i den eventyrlige historie om Knud Porse og hertuginde
Ingeborg i 1320’ernes Kattegatslandskaber, nyttige forarbejder til det der tyve år senere blev til de to Nordenhistorier.
Det reelt interessante ved disse studier var vel i og for sig ikke afhandlingerne, resultaterne, men processen, fordybelsen i referencelitteraturen og i kilderne, overhovedet at finde hvad der var relevant i sammenhængen. Som fjernstuderende stod man i høj grad på egne ben.
Med de bestillinger jeg fik i 80’erne, fra Nordisk Råd og fra Forlaget Aschehoug, o. 1990 fra Nordens Institut på Åland,blev min forskning målrettet: der var bøger der skulle skrives med udgivelse for øje.
Rejser rundt til historiske steder var den ene del; med egne øjne se geografien hvor historien havde udspillet sig, og Kirsten dokumenterede det hele med sit kamera. Ophold på universitetsbiblioteker, Det Kongelige Bibliotek.
En særlig interesse blev vakt for indbyrdeskrigen i Finland 1918, og særligt spørgsmålet: hvorfor og hvordan blev antimilitaristiske socialdemokratiske fredsforkæmpere over nogle måneder forvandlet til militariserede kommunister? Det forskede jeg grundigt i gennem tre år og opbyggede en omfattende samling af værker og kildemateriale til den første nordiske arbejderstat og dens kamp mod det hjemlige borgerskab og den tyske imperialisme. Afhandlingens 800 A4-sider ligger stadig her, men enkeltemner er publiceret i tidsskrifter og samleværker i Danmark og Finland (se i forfatterskabet).
Mine indgående studier i Finlands historie, og specielt den i 1800- og 1900-tallet kom dog til offentlighedens kendskab som Kekkonen og Finlands vinterkrig 1939 -1940.

Sideløbende dyrkede jeg dog mit andet fag: litteraturen. Min debut på bogmarkedet var således en række essays om emner i nordisk litteratur, klassisk så vel som nutidig: Oplevelser med nordisk litteratur. Arbejdet med litterære emner resulterede i artikler i bl.a. Hymnologisk Selskabs tidsskrift om nordiske salmer og salmedigtere, senere også om Petrarca (se Petrarca og petrarkister).
Til den dansk-svenske antologi Två sidor av samma sund en gennemgang af svensk litteratur. Fra 1990, 250-året for Carl Michael Bellmans fødsel, og frem var jeg optaget af Bellmanspor i dansk kulturliv, og parallelt hermed hele hans forfatterskab, og fra og med 2003 fordybelse i Francesco Petrarcas liv og værker. En del af forskningsresultaterne er kommet til offentlighedens kendskab i form af bidrag til tidsskrifter og samleværker, andet eksisterer kun som foredragsmanuskripter og notater.
I 2010 nåede bind 5 i skriftserien fra Selskabet Bellman i Danmark endelig frem til udgivelse; til den har jeg bidraget med et sammendrag af mine studier af Bellmanspor i dansk litteratur fra Sophus Claussen til Ole Wivel, en oversigt over Bellman som motiv i andres digte og et essay om Bellmans religiøse digtning.
I sammenhæng med en antologi med danske lyrikeres digte fra Italien 1798 – 2011 har jeg skrevet en indledning om danske forfatteres forhold til Italien og om den betydning landet og dets litteratur har og har haft for det de har skrevet. Bogen Tre sole er ikke for meget (et citat fra et digt af Frank Jæger) udkom på Forlaget mellemgaard ApS  2011.

Danske digtere i og om Italien
I dansk lyrik har poesiens blå blomst ofte taget farve efter det italienske fodboldlandshold.
Over for Glyptoteket i København ligger Dantes Plads. Den rummer nu parkeringsbåse til byens biler, men har fået sit navn efter en stor italiensk digter. Dante Alighieri hedder han, levede fra 1265 til 1321 og fik umådelig betydning for åndslivet i hele Europa. Pladsen ligger ud til det hovedstrøg som er opkaldt efter en stor dansk digter: H.C. Andersens Boulevard. Midt ude i den ser man et lille anlæg, og midt i anlægget står der en søjle fra det gamle torv i Rom. Den bærer en skulptur af en ung dame, og på søjlen er der på dansk og italiensk en indskrift af en tredje digter, nemlig Helge Rode. Der står:
Lad ogsaa her Navnet Dante Alighieri vidne om Broderskab
og mane til Fremme af Menneskehedens Vel som et Tegn
paa det inderlige Venskab mellem Italien og Danmark.
Det er muligt at en skeptiker ville mene at dette inderlige venskab var lidt ensidigt. Danskere har nok gennemgående været mere venner med Italien end italienere med Danmark. Nogle få navne er der dog. Selvfølgelig ærer man som andre steder i verden også i Italiens
havombruste skønne egne
Med Alperand og Appeniners kæde[i]
H.C. Andersen, særligt for hans fiabi, hans eventyr. I Firenze har man sat en plade op ved skulpturen Metalsvinet, den skrev H. C. Andersen et eventyr om, og i Rom har man opkaldt en gade efter ham. J.P. Jacobsen er oversat til italiensk. Oven i købet har en italiensk digter, Marco Ferraris, i 1923 hyldet hans figurer i sonetter. På Capri kunne der godt sidde en messingplade uden på et af husene, for her sad han i sin tid og skrev. I Sorrento sidder der sådan en plade: i det hus skrev “Enrico Ibsen” Et Dukkehjem, et andet sted sad “Massimo Gorki” og skrev på Moderen. Karin Michaëlis er blevet læst meget på italiensk. Ellers er det mest gået fra Danmark til Italien, til sollyset, antikken og renæssancen. Rig er Velskland paa Konst, konstaterede Bernhard Severin Ingemann under sin store Italiensrejse i 1818 og ’19.
Interessen for at lære Italien at kende er endnu ældre end Dante.
Næppe var danerne gjort kristne før de fattede at Rom var kristenhedens centrum, og de næste 500 år strømmede pilgrimme fra Jylland, øerne og Skåne. Alle veje fører jo til Rom ifølge ordsproget. 1027 var Knud den Store i Rom på påskeferie, og her mødte han pave Johannes XIX. I 1265, det år Dante kom til verden, var den oprørske ærkebisp Jakob Erlandsen i Rom for at klage over kongehusets måde at behandle ham på. Christian I besøgte paven i 1474, og det gik festligt for sig på turen til og fra Rom.
Strømmene af pilgrimme stoppede i og med reformationen, men det gjorde rejserne ikke. Europas bedste botaniske have lå altså i Padova; i Italien lå nogle af Europas bedste universiteter. Med renæssancen kom den græske og romerske oldtid i højsædet, og dens mindesmærker var tilgængelige i Italien, for Grækenland var kommet under tyrkerne. Derfor tog unge adelsmænd og kommende lærde på dannelsesrejse, noget der satte sine spor i professorernes og herremændenes biblioteker. Enhver nogenlunde velforsynet bogsamling omfattede her til lands værker af Dante, Petrarca, Boccaccio, de tre store italienske digtere fra 1300-tallet, og ligesådan af deres efterfølgere i 1500-tallet Ariosto, Tasso og Guarini. På italiensk altså. Guarini er vist aldrig blevet oversat, og de andre måtte vente til 1800-tallet. Boccaccios lystige fortællinger fra Decameron kom på dansk i 1805, Dantes Guddommelige Komedie i 1850’erne. Petrarca måtte vente helt til 2005 og 2011. En enkelt af Boccaccios noveller havde man dog kunnet læse flere hundrede år tidligere. I romanen Fru Marie Grubbe lader J.P. Jacobsen lader den unge Marie sidde og svømme hen over den, og det må være sket sidst i 1650’erne. Den sidste novelle i Decameron havde Petrarca oversat til latin, og den var forlæg for oversættelsen til dansk.
I 1600-tallet fik digtere her i Norden besked om at tage Petrarca til forbillede hvis de skulle skrive lyrik, og det gjorde de så. Et par enkelte danskere forsøgte, bedst var en svensker der kaldte sig Skogekär Bergbo. Holberg gjorde ikke. Han nøjedes med at læse ham, og som en selvfølge tog han som ung på studieophold i Rom.
Det egentlige gennembrud for det italienske kom dog først med romantikken. Den kom hertil fra Tyskland o. år 1800, og derfra gik det stærkt. Er der så en sammenhæng mellem Rom og romantik? Ja, det er der. De lærdes sprog var latin, men Dante, Petrarca og Boccaccio skrev på italiensk, og italiensk er et romansk sprog. En romantiker er én der skriver på sit modersmål.
Nu var der også her folk der kunne italiensk. Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt (1769-1826) var en af dem, og han var digter. Han læste Petrarca før denne blev oversat af Schlegel. Staffeldt tog til Italien, blev der i flere år, og skrev om sine oplevelser dernede. Allerhelst i sonetform. Også ude i Bakkehuset på Frederiksberg kunne man italiensk. Her boede Knud Lyne Rahbek og hans kone Kamma Rahbek, og her kom mange af de digtere der var aktive først i 1800-tallet. Knud Lyne Rahbek havde et litterært tidsskrift, og Petrarca rundede i 1804 sin 500-års dag. En sådan begivenhed måtte markeres, også i København.  En af de faste gæster i Bakkehuset var Adam Oehlenschläger (1779-1851). Hvem kunne bedre end han fordanske af et digt af Petrarca? De valgte et af de mest berømte af hans digte, Kilden i Vaucluse; Canzone CXXVI hedder det hos Petrarca. Det kom også med i Oehlenschlägers næste digtsamling. Bagefter tog han på rejse og kom til Rom. Det gjorde indtryk på ham, og da han vendte hjem, skrev han et Tilbageblik paa Rom. Til dette digt valgte Oehlenschläger det versemål som Dante bruger i Den Guddommelige Komedie, terzinen.

Ikke mange er trængt så langt og dybt ind i den store italienske digtekunst som B.S. Ingemann (1789 -1862). Han skriver digte om Petrarca og skuespil om Tasso. Hele to digtsamlinger har Italien som motiv: Reiselyren II fra 1820, Reiseminder fra Italien tolv år senere. Han vælger samme versemål som Petrarca: fortæller på heksameter, og reflekterer i sange og sonetter. Flere af hans skuespil har italienske motiver: Masaniello, Blanca, Tassos Befrielse. Denne bygger direkte på hans møde med Tassos landskaber, Sorrento ved Napolibugten, Ferrara i Nordøstitalien.

Senere dukker erindringerne fra rejseårene 1818 og 1819 op i andre digte. Både i digtkredsen om Holger Danske (1837) og i romanen Landsbybørnene (1852) gennemlever hans hovedpersoner en hel masse af det han selv havde oplevet dernede. Havde han ikke været digter i forvejen, var han bestemt blevet det af at rejse til Italien.

I de følgende generationer er mange af de betydelige digtere i Italien. Der er de i godt selskab med de jævnaldrende malere. Det er næsten iøjnefaldende hvem der ikke er det. Christian Winther, Henrik Hertz, H.C. Andersen rejste rundt derned, Ludvig Bødtcher blev der et årti. Hos dem alle sætter oplevelserne dybe spor i hvad de skriver, mens de er dernede, eller længe efter at de er vendt hjem.

Det blev ikke lyrik, alt hvad de skrev. H. C. Andersen omsætter sine motiver til en roman, Improvisatoren (1835), og bruger dem i nogle eventyr og historier. Chr. Winther har et par bidske noveller med italienske motiver. Det inspirerer efterfølgerne. Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887) udvikler den danske novelle, også i og fra Rom. For mange læsere har Vilhelm Bergsøes (1835-1911) roman Fra Piazza del Popolo været et første bekendtskab med netop Rom. En anden af Bergsøes bøger har titlen Italienske Noveller.

Det moderne gennembruds digtere tog gerne til Italien. Georg Brandes gjorde også, og han skrev tilmed digte fra sit ophold, se p. 280. J.P. Jacobsen rejste rask af sted i 1873 og kom syg hjem. Et par år senere tog Holger Drachmann til Italien for at komme sig over kærlighedssorger.

J.P. Jacobsen gav strengt taget kun et digt fra sig med italiensk motiv, nemlig Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo. Han hævdede at det hang i Uffizierne, i Firenze. Vist nok befandt tegningen sig i London, og digtet siger ikke noget om Italien ellers. Indtrykkene fra Italien omsatte sig i Jacobsens prosa. Ganske vist er skitsen Der burde have været Roser så tæt på lyrik som prosa kan komme, men dog prosa. Drachmann derimod fik en halv digtsamling og et helt melodrama ud af sit ophold i Venezia. Der er næppe den rejsefører der ikke citerer versene om den vuggende/ Lyd af Venezias Vand (se side 102).

Nu er Sophus Schandorph (1836-1901) så godt som glemt. I denne kreds var han den der var stærkest optaget af italiensk litteratur. Et halvt år var han i Rom, det var i 1877, og 12 år senere trekvart år i Firenze med et kortere besøg ind imellem. Italiensk havde han studeret, var blevet dr. phil. på en afhandling om to venetianske komediedigtere fra 1700-tallet, Goldoni og Gozzi, han var mere end almindeligt fortrolig med italiensk litteratur. Opholdet i Firenze udmøntedes i romanen Poet og Junker 1892, af Brandes bedømt som en højst ejendommelig og fængslende Fremstilling af den italienske Digter Alfieri’s (sic) Levned, særligt af Forholdet til hans Elskede, Grevinden af Albany[ii].

Megen prosa i årene mellem Ludvig Bødtcher og Sophus Schandorph. Med halvfemserne kom lyriken igen i højsædet. På dansk og med italienske motiver.
Johannes Jørgensen blev dernede i årtier, blev så godt som italieniseret og berømt og agtet. Han blev en af de mest fremstående katolske skribenter i moderne tid, blev udnævnt til æresborger i den hellige Frans’ by, Assisi, som også retfærdigvis i Svendborg. Sophus Michaëlis rejste i store dele af verden, i Venedig blev han betaget af Andrea del Verrochios rytterstatue af condottieren Bartolomeo Colleoni, så betaget at han digtede om den. Digtet kom i læsebøgerne. Selv huskes Sophus Michaëlis ikke mere, eller hvis nogen gør, så fordi hans første kone beholdt hans efternavn og blev verdensberømt med det: Karin Michaëlis. Hun blev ikke mindst i Italien en berømthed[iii].

Den tredje Sophus med efternavnet Claussen rejste der en del, skrev noget af det bedste i dansk digtekunst.
Det var ikke noget tilfælde at det var Helge Rode der skrev versene til Dantesøjlen på H.C. Andersens Boulevard. Han var en ven af Italien. Rode havde opholdt sig rundt om i landet 1899 – 1901. Det fik han en hel rejsebog ud af. Italien, Strejftog syd og nord for Alperne hedder den og er værd at læse, også for Rodes sproglige raffinement. Igen i digtsamlingen Ariel 1914 fylder et italiensk motiv et helt afsnit, men denne gang naturens gru i det vulkanske og jordskælvsplagede land, katastrofen i Messina i 1908 da 58.000 mennesker omkom i en tsunami. Digtsuiten åbnes dramatisk:

Italien, du tog dig til dit Hjerte
og sank i Knæ, som om din Kraft var brusten,
og saa dig om med Blikket blindt af Smerte
og stønnede en Klage, hæs og rusten.
Og det er Solens lyse Land, som lider,
Italien! – som talte stærke, sunde
og glade Ord til os i mørke Tider.
– Aldrig randt Blodet fra saa dyb en Vunde.
Den vunde var en storby i ruiner, ni tiendedele af Messinas bygninger væltet om. Forfatterinden Marie Helms var næsten øjenvidne, hun opholdt sig i Taormina i juledagene 1908 og citerer i sin Fra Sicilien Kbh. 1913 byens borgmester for de vantro ord Pare che Messina non esiste più – det synes som om Messina ikke mere eksisterer[iv]. Men det var troværdigt nok i de sidste dage af 1908.

Det er derfor ikke mærkværdigt at det netop blev ham der satte ord på Dantesøjlen, eller påtog sig at hylde landet og de to hovedbyer der havde bidraget til mindesmærket, Firenze og Rom; det var da Akademiet festede for det italienske kongepar i anledning af dets besøg ved indvielsen af det. Digtet er gengivet i Rodes sidste samling fra 1931, Den vilde Rose.

Også Viggo Stuckenberg hører til halvfemsernes lyrikere, og også han nåede Italien. Det var i 1902 på en afstikker fra en Pariserrejse. Man kunne have haft ham og Sophus Claussen mistænkt for at være Boccacciodyrkere, men det er nok mere Petrarca de har læst. Stuckenberg nævner ham ikke, Claussen gør det hele tiden, men han er dog også glad for Dante. Ikke helt så meget som Johannes Jørgensen var det, men Claussen blev heller ikke katolik.
I august 1914 lukkede Europa sig; den 1. verdenskrig rasede, også i Italien. Da krigen sluttede i 1918, troede enkelte at verdensdelen blev åbnet igen. Det gjorde Hans Hartvig Seedorff f. eks. Han kom både til Moskva og Firenze, og trods sortskjorternes march mod Rom i 1922 mistede det fascistiske Italien ikke sin tiltrækningskraft. Der var for meget at se.

En af de Italiensrejsende var Thøger Larsen som rejste rundt i det meste af landet og oplevede midt i 20’erne sciroccoen, den lumre vind hedder på lemvigsk Søndengalm, og det hedder digtsamlingen med Italiensdigtene også.

Rejseoplevelserne skildrede han livfuldt i en række aviskronikker midt i tyverne, Pompeji, Herculanum, Vesuv optog ham stærkt.
Per Lange, der var mindst lige så lærd og klassisk skolet som Thøger Larsen, var i landet få år senere. Længe gjorde Johannes Jørgensen gode miner; så blev spillet til sidst så slet at han følte sig presset til at flytte til Vadstena. Frederik Nygaard kom der så sent som i 1939.

Efter befrielsen 1945 kom først fodboldspillerne og siden charterturisterne, og de skrev ikke mange digte. Erindringsbøger fra stadion, postkort fra Gardasøen, mere drev de det ikke til.

Men Italien dannede fortsat ramme om den klassiske oldtid, renæssancen havde stadigvæk udfoldet sig tidligst og skønnest dér. I Italien lå de endnu, de landskaber 1800-tallets malere havde skildret. Landets litteratur stod som før på boghylderne. Den havde fascineret digterne i guldalderen, fra Staffeldt over Ingemann til H.C. Andersen, den var blevet læst af Sophus Claussen og Johannes Jørgensen. Moden både i malerkunsten og i digtningen blev ganske vist bestemt andre steder, og Dada, Cobra, op-art, “modernisme” forkastede alt andet end sig selv. Ikke desto mindre vovede heretikere som Ole Wivel, Frank Jæger og Thorkild Bjørnvig sig til landet hvor citronerne blomstrer, og ikke meget senere en lærd modernist som Jørgen Sonne.

De sidste 30 år er næsten som en ny Thorvaldsentid: Klaus Høeck fylder 2/3 af en digtsamling med italienske motiver. Metamorphoses hedder den, men typisk for en anglificeret tidsalder: heri følger han de store engelske romantikere og Italiensfarere Shelley, Keats og Byron i sporet. Peter Laugesen ved godt at der findes en italiensk litteratur og vier en hel digtsamling til Fiesole og Firenzes omegn. I den lille by Vinci slog Morten Søndergaard og Helle Merete Pryds sig ned. Det er denne by der har lånt den store maler og opfinder Leonardo da Vinci sit navn.

Erik Stinus, Inger Christensen, Inge Pedersen, Nina Malinovski tager til Rom og finder inspiration. Der findes Det Danske Institut for Kunst og Videnskab. Lone Bjelke tager efter et ophold i hovedstaden tager videre til Ravello, til San Cataldo hvor danske intellektuelle har haft asyl i årtier. Thøger Larsen og Per Lange skrev derfra kort tid efter at stiftelsen var blevet åbnet i 1924. Thøger Larsen viede flere digte til egnen og oplevelserne omkring refugiet, og i kronikker i diverse dagblade har han med stor indlevelse skildret stedet og især turen dertil[v]. Senest har Bodil Weyde viet refugiet en helhjertet hyldest i digtet Åh, du San Cataldo (se side 262)
Én ting er inspirationen fra rejsen til det skønne land – il bel paese som Petrarca kaldte det. Noget andet er en fornyet interesse for klassikerne. Bogmarkedet er optaget af dem. Virgil og Ovid er kommet i nye oversættelser, og som romere er de en slags italienere. Dante og Petrarca er kommet på danske vers, Dante igen for fjerde gang.

For Petrarca sker det i grunden for første gang; før 2005 har der stort set kun eksisteret de ti i og for sig klassiske oversættelser som P.L. Møller udgav i 1847 og Kai Friis Møller genudgav i 1944[vi]. I 2011 udkom den komplette Canzoniere på dansk. Man har hørt rygter om at Boccaccio er på vej i en ny oversættelse; hans noveller fra Decameron dog, ikke hans digte[vii]. I tidsskrifter har også Angelo Poliziano og Torquato Tasso vist deres poetiske navnetræk. Michelangelo, maleren, var også digter. Som digter optræder han med navnet Michelagniolo Buonarotti, og sådan har vi kendt ham siden 1912. Da viste revymanden Johannes Dam sine evner som lyrikoversætter. Fem år senere gav han endda sine danske læsere Dantes Vita nuova Nyt Liv, året efter et endnu større udvalg af Lyrisk Digtning fra Dantes hånd og ånd.

Et århundrede senere står Dante igen stærkt, og ikke kun blandt digtere. Forskere og kommentatorer har ikke ligget på den lade side. Jan Lindhardt har i én bog drøftet Dante som politisk tænker, Jakob Balling i en anden i hans egenskab af teologisk autoritet, og fra Nordisk Dante-netværk er der kommet flere bind om flere sider af værket. Hans overvejelser om sprog og poesi er blevet gjort tilgængelig for danske læsere med Hanne Roers og Christian Høgels Dante om poesi og sprog 2008. Tilmed gav Jørgen Sonne i 2007 et lille udvalg af hans lyriske værker, sonetter og en af sestinerne fra de stenede digte, Rime petrose i Europæisk lyrik.

Selveste Inger Christensen skrev i 1969 til Danmarks Radio et kort essay om grunde til at læse Dante – og hun tænkte alene på Den guddommelige Komedie:
Der er i hvert fald tre grunde til at læse Dante:

for det første er han ulæselig,
for det andet er hans ideologi fuldstændig irrelevant,
og for det tredje er på den ene side Dante på den anden side Helvede, Skærsild og til dels også Paradis nærmest synonyme[viii].
Heri hævder Inger Christensen bl.a. at Dante har bestemt resten af litteraturens liv på samme måde som de første barndomsoplevelser hos den enkelte bestemmer resten af ens liv, selv om man netop ikke iflg. Inger Christensen kan få dem til at betyde noget, ikke kan bruge dem til noget.
Mere end noget andet demonstrerer Inger Christensen netop at hans hovedværk netop er et hovedværk, også o. 1970.
Det er dog tvivlsomt om man kan finde spor af Dantelæsning i hendes digte.

I hvert fald står hun ikke alene med sin optagethed af komedien. I disse år er mange digtere optaget af Divina Commedia. Ib Michael har bygget en digtsamling fra 2000 op som en parallel til Komedien, tilmed brugt Dantes førerfigur, men erstattet romeren Virgil med svenskeren Gunnar Ekelöf, en stor inspirator for vores generation. Rosa Mundi kaldte han den. To år senere udsender Peter Laugesen en dobbeltbog som fra den ene side hedder Radio Fiesole, fra den anden Grassinan Cantos.

Det er helt indlysende at han som andre nutidige danske lyrikere[ix] er mere engelsk-amerikansk end italiensk påvirket. Modernismen har flere fædre, den amerikanske digter Ezra Pound (1885-1972) er én af dem, en enestående stilskaber og læremester for 1900-tallets europæisk-amerikanske lyrik. En meget lærd digter med et dybtgående kendskab til klassisk litteratur, ikke mindst italiensk. For de danske Italiensrejsende digtere har det en vis betydning at Pound boede i Italien fra 1924 til 1945 og igen fra 1958 til sin død. Hans værker har titler som A lume spento [“Ved slukket lys”], The Pisan Cantos [Pisasangene].

Ezra Pound er indiskutabelt Laugesens forbillede helt ud i titlerne, men ikke desto mindre figurerer Dante side om side med Pound i tilegnelsen. Allerede det fjerde digt citerer en beskrivelse af Den Guddommelige Komedie, mens det sjette låner sin titel fra Dante og hedder Vita Nuova; digtet beskriver Laugesens betagelse af hans elskede i en variant af Dantes møder med Beatrice netop i Vita Nuova. Et andet hedder De Vulgari Eloquato [“Udtrykt om folkets sprog”] – og det varierer Dantes afhandling om veltalenhed på folkesproget: De vulgari eloquentia[x]. I et af digtene siger Peter Laugesen det som det er:

Der er ikke noget historisk ved Dante. Dante er nu og
allevegne her.
Det er Dante altså også i Martin Larsens Det stof alting er gjort af 2001 og i Jan Thielkes digtsamling Ånden er over os fra 2005. Denne samling er delt i tre bøger: Første bog(Helvede) hvor første afsnit hedder Vi er velkomne, Anden bog (Skærsild) hvor Vi vil ankomme og Tredje bog altså (Paradis) med Vi er her og alt er lykke. Interessant nok er Martin Larsen tilsyneladende mere optaget af Vita Nuova og tager afsæt i dette værk til en afveksling.
Mindre ekstatisk end hos Thielke går det for sig i Søren Sørensens Festival fra Troldspejl 2008, den indtil videre seneste af de Danterefererende digtsamlinger.

Andre italienske lyrikere dukker op her og der, 1700-tallets tragediedigter Vittorio Alfieri (1749-1803) i Schandorphs store roman Poet og Junker hvori en af Alfieris sonetter, Italien, Du, hvis Storheds Glans er slukket, danner et af omdrejningspunkter i romanens handling. Nobelpristageren Carlo Carducci (1835-1907) møder man hos Johannes Jørgensen og Sophus Claussen. Hos Niels Møller og Søren Sørensen kan man møde humanisten Angelo Poliziano (1454-1494) fra Firenze, en af de tidlige Petrarca-elever i europæisk litteratur. Jørgen Sonnes Europæisk lyrik fra 2007 giver en række eksempler fra den italienske litteraturhistorie: Frans af Assisi, Dante Alighieri, humoristen Cecco Angiolieri, Boccaccio, Petrarca, Ludovico Ariosto, Torquato Tasso og Michelangelo Buonarotti og andre. Derudover har Jørgen Sonne oversat en stribe italienske lyrikere fra 1800- og 1900-tallet: Eugenio Montale (1896-1981) Digte 1976, romantikeren Ugo Foscolo (1778-1827), Giuseppe Ungaretti (1888-1970) og Salvatore Quasimodo (1901-1968) bl.a. Ungaretti er ligeledes oversat af Annemette Kure Andersen i 1999.

Det ses af lyrikernes værker at de har stiftet bekendtskab med deres italienske forbilleder og har lært af dem. Ofte kommer indtryk fra Italien til udtryk i brugen af italienske versformer, man finder terziner hos Oehlenschläger og Johannes Jørgensen (efter Dante), sonetter hos Staffeldt, Ingemann, Claussen, Stuckenberg, Klaus Høeck og Søren Sørensen (efter Petrarca). Nævne dem gør de ofte; hos Oehlenschläger kan man se inspirationen så at sige samlet:

Jeg hørte Leonardos, Pergoleses Toner skiælve,
Hvor mægtig sig San Pietros Buer hvælve,
Og Buonarotis Hvælving brast,
Og Himlen viste mig sit Øiekast:
Jeg Engle saae i hvide Flaggerklæder
Til Jesu, til Marias Hæder
At hæve Salighedens Røst;
Den bøiede mit Knæ, den svulmede mit Bryst.
Jeg hørte Jordens Jammer,
Et Miserere qvalt af Helvedflammer;
Da vældigt i mit Øre klang,
Hvad Dante ved sit store Orgel sang,
I digtet Tilbageblik paa Rom som indgår i dette udvalg, får vi repeteret Petrarca, Horats hele tre gange, og Virgil, siden Ariost, Rafael, (Michel)Angelo og Tasso. Emil Frederiksen har i sin bog om Dante fra 1965 sporet læsningen af Den Guddommelige Komedie hos Oehlenschläger, Grundtvig, H.C. Andersen, Martensen, Kierkegaard og frem til Karen Blixen, Jørgen Gustava Brandt, Villy Sørensen og Poul Ørum. Stærkest forekommer han, synes det, hos Johannes Jørgensen. Gennem arbejdet med store biografier om de katolske helgener fra 1200- og 1300-tallet havde han erhvervet sig særlige forudsætninger for at forstå hvordan man tænkte på Dantes tid.

Mere overraskende er det måske at naturalisterne også var fortrolige med La Divina Commedia. Korrespondancen mellem J.P. Jacobsen og Edvard og Georg Brandes viser at de alle tre ikke blot kendte værket, men også citerede det på italiensk.

I Dantestemninger I-IV fra 1913 (se side 159) lægger just Johannes Jørgensen sine ord i munden på Dante og parafraserer hovedværkerne, Komedien i I og IV (udeladt i antologien), Vita nuova i II og III. En Skov saa dunkel osv. henter han direkte fra Komediens I. sang:

På midten af vor bane gennem livet
jeg fandt mig i skovs bælgmørke sale[xi].
Andre steder er der skjulte citater eller henvisninger til Dantes værker, og Johannes Jørgensen skrev siden både essays og prosadigte om ham; ved markeringen i 1921 af 600-året for Dantes død var Jørgensen til stede i Ravenna og reciterede sin Hilsen til Dante ved graven. På mange måder så Svendborgdigteren sin egen skæbne i digteren fra Firenze, begge var eller følte sig landsforviste, begge havde stærke oplevelser af livet som en vandring i en skovs bælgmørke sale,
en Skov, der groer i evige Nætters Mørke
og fører ind til Staden, fuld af Jammer.
– Og netop dette vers i Jørgensens Dantestemning I (se side 159) er et direkte citat fra Molbechs oversættelse af Helvede 3. Sang.
Vita Nuova optog ham meget i årene mellem Dantestemninger og Hilsen til Dante. Det var i den periode han opholdt sig i Siena og skrev på bogen om Den hellige Katarina; den kreds af litterater han da færdedes i, var som italienske nationalister stærkt optaget af Dante og citerede og kommenterede ham tit og ofte.
Også Jørgensens generationsfæller, Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg, kom ind på den store Alighieri, Claussen ordrigt og nærgående, Stuckenberg overlegent og med det store overblik, som når han i sonetten om Florenz’ kampe (se side 156)
… ræddes for den syge Fantasi,
der skaber dem paany af Arnos Dampe.
Formentlig er det et ekko af Brandes. Hans holdning til Dante var den at hans Helvede er produkt af en Bøddels Fantasi[xii]. Men læse ham gjorde de, som også Oehlenschlæger havde gjort det i 1800-tallets første årti; Sophus Michaëlis skriver i digtet Jasminen:
I den lyse Nat en Blomst der skinner
– i min aabne Dante jeg den finder.
Sophus Claussen husker i Siena[xiii] hvad Dante har skrevet om en adelig dame dér fra byen, optaget som han er af spillet mellem ham og
Herskabets Damer, der vandrer langsomt op og ned
under mine opmærksomme Vinduer,
ja, han spiller på samtalen i 13. sang af Skærsilden mellem Dante og senesiske Sapia, som trods sit navn ikke var vis, og citerer et vers ordret og i egen oversættelse[xiv].

Tre menneskealdre senere tog Peter Laugesen tråden op og konstaterede: Der er ikke noget historisk ved Dante, og det er formentlig rædslerne i den forpinte by med overskriften LAD ALT HÅB FARE, I DER HER GÅR IND[xv] han har tænkt på med sine og sin generations erfaringer fra Bosnien og Vietnam og minderne om Auschwitz og Babi Jar.

Den der skriver dette, har i artikler dokumenteret Petrarcalæsningen hos nordiske forfattere. Staffeldt, Ingemann, Winther og Claussen var hvad man vel må kalde petrarkister[xvi], i europæisk lyrik en hædersbetegnelse der begyndte som et foragteligt nedsættende udtryk om smagløse epigoner, men den udvikling har mange betegnelser i kunstarternes historie gennemgået, impressionisme, fauvisme, jazz…

I indhold og tankegods så vel som i det formelle var den tyske romantik den direkte forudsætning for den dansk-norske. De tyske romantiske digtere var optaget af Petrarca og skrev digte i hans stil, d.v.s. sonetter. Man talte om deres Sonettenwut, sonetraseri. Det fik ikke rigtigt fat i Oehlenschläger, til gengæld havde sygdommen greb om Schack Staffeldt. Hans eneste konkurrent i romantisk digtning var Adam Oehlenschläger, og denne havde måttet nøjes med en 16 timers samtale med den norske filosof Henrik Steffens, der gav gæsteforelæsninger i København. Schack Staffeldt havde studeret længe og grundigt i Göttingen og siden tilbragt næsten tre år i Italien. I hvert fald er Schack Staffeldt om nogen petrarkisten i dansk litteratur.

Antageligt var han blevet ledt på sporet ved at læse Schillers Lauradigte[xvii]. Under opholdet i Göttingen havde han læst Petrarca, og allerede da var han begyndt at skrive digte der viser spor af den inspiration han hentede fra denne læsning. Den udgjorde imidlertid ikke hele Staffeldts Petrarcalæsning; mange udgaver rummer nemlig foruden de 366 digte deri også Trionfi, Triumferne. De udgør en række digte – på samme versemål som Dantes, terzinen – og handler om kærlighedens, kyskhedens, dødens, berømmelsens, tidens og evighedens eller det guddommeliges triumf. Som motto satte Staffeldt to vers herfra, de sidste og endegyldige i Trionfo dell’ Eternità:

Se fu beato chi la vide in terra,
or che fia dunque a rivederla in cielo?[xviii].
Dette udsagn har haft særlig betydning for ham, han brugte det igen i et af sine danske digte, Erindringer tre år senere.
Under sit ophold i Italien 1797-1800 fik Staffeldt opfrisket sit forhold til Petrarca. Måske var det i de år han tillagde sig vanen med at have Canzoniere som rejselekture, og det er formentlig snarest påvirkningerne fra læsningerne i den der gjorde ham til den store sonetdigter i dansk litteratur. Det førte ham også til i en sonet at diskutere formen selv, og det kan ikke mange gennemføre uden at Petrarca bliver blandet ind i redegørelsen, og da heller ikke Staffeldt:

Før Sonnettets Genius kun læret
Gad Petrarchas spæde Veemodsqvad,
Han paa Liljekalkens Bredde sad,
Kiælent klukkende i Aftenskiæret.
Petrarcas navn dukker op igen og igen hos Staffeldt, og ikke mindst i hans erotiske digte. Et af dem hedder Elskovs Rige, og heri tegnede han de karakteristiske træk ved kærligheden i et universelt ordmaleri:
O Elskov! du hvis Tryllevælde
Tilbedes af den hele Jord,
Om Daarskab, Viisdom, Ungdom, Ælde
Du dine Straalekieder snoer.[xix]

I vers efter vers afbildes kærlighedens væsen som det frieste af alt, ubundet af alle love, det der får enhver jordisk magt til at visne bort i dets glød: kalifatets krone (v 25), cæsarernes trone (v. 27); men på et felt hvor så mange digtere lige fra de gamle grækere som Sapfo og Alkaios over Salomon og de store romere til moderne europæere, alle dybt erfarne i erotikkens kunstformer, har Petrarca som den eneste af dem alle fundet omtale:

Der sukker du, toscanske Svane,
Ei dybt ved din Madonnas Fod,
Hun favner dig, skiøndt uden Ane
Og døde Sekler i dit Blod.[xx]

Og faktisk optræder Canzonieren som et håndgribeligt fænomen i Staffeldts digte, en fysisk bog han skal have med på rejse.
Hans petrarkisme var smittende. Den indgik i den indflydelse han øvede på B.S. Ingemann, og just denne fortsatte hvor Oehlenschläger havde sluppet: med at oversætte Petrarca. Han viste sig i Digte 1817 som en glimrende fortolker af sonetto CLIX :

I hvilken Himmel, hvilken høi Idee
Fandt du, Natur! et Mynster for hint Billed,
Hint skjønne Aasyn, hvori du har villet
Afbilde her hvad hist kun Engle see.
Hvor var den Kildens Møe, den Skovens Fee,
Hvis fagre Guldhaar saa for Vinden spilled,
Hvis rene Sjæl var saa Guds eget Billed?
– Dog i den Himmel jeg min – Død maa see.
Forgjæves efter Guddomsskjønhed iler
Den digter, som ei hendes Øine saae,
Hvor sødt de rulle imod Himlens Blaa.
Han veed ei, Balsom paa Dødspilen hviler,
Som ikke veed, hvor sødt hun sukke maa,
Hvor sødt hun taler, og hvor sødt hun smiler.[xxi]

20 år senere påtog P.L.Møller sig opgaven. Han nåede at gendigte hele ti digte fra Canzoniere, fire sonetter, to ballader og fire sestiner, de blev optaget i hans Ballader og Sange 1847.
Men digterne læste Petrarca, og de henviste til hans værker når lejlighed gaves. Den elskede burde hedde Laura, det mente f.eks. Poul Martin Møller også i tre sonetter, for det hedder den dame Petrarca digter om. Navnet Laura blev opfattet som et kendetegn på en kvinde digteren elsker, men ikke kan få. Sådan beskrives hun jo af Petrarca i Canzoniere.

Steen Steensen Blicher kunne også sin klassiker og gjorde brug deraf. Man tør gå ud fra at Ingemann på sin Italienstur har haft et bind i rejsetasken.
Mon ikke også Simon Meisling på Slagelses lærde skole har kunnet sin Petrarca? En af hans elever kunne ham i hvert fald, og et sted har H.C. Andersen inspirationen fra. Allerede i Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager 1829 dukker Petrarcas navn op i det surrealistiske mylder af allusioner. En grundig gennemgang gav H.C. Andersen i Improvisatoren 1835, med så megen bedre begrundelse som den handler om en italiensk ynglings uddannelse til digter.

I Andersens farverige roman findes altså den grundigste drøftelse af Petrarcas digtning uden for faglitteraturen, så ung var romanen i 1835. Improvisatoren, romanens hovedperson, fulgte modestrømningen i Italien og forkastede Petrarca som gammel hofsnog og klerikal til fordel for den Dante de italienske nationalister gjorde til en revolutionær[xxii].

Men Improvisatorens forfatter fortsætter også i senere værker med at citere Petrarca, ungdomsårenes stærke indtryk af hans læsning forlod ham aldrig. De dukker op i romanen De to Baronesser 1848, igen fra 1863 i rejsebogen I Spanien:

…to unge Piger […]; deres Mund sagde ved et eneste Smiil Mere, end nogen Digter kan sige i et langt Digt, Byron og Petrarca tilgive mig!
De færdedes og trivedes i Italien, de digtere der var unge sammen med Andersen; de havde de samme inspirerende forgængere og samtidige som han: Goethe, Staffeldt, Byron og Heine, og ligesom Goethe, Staffeldt og Byron modtog de stærke indtryk af alt hvad de så under rejserne i Italien. Og læste, for selvfølgelig læste de Petrarca når de nu havde lejlighed til det.

Det gjaldt Christian Winther, og ikke den evindelige Alvilde Müffelmann – på trods af forholdets påfaldende lighed med Petrarcas til Laura. Derimod mødte han Een, og til hende måtte han skrive så mange vers at de blev en samling med den titel: Til Een. Som motto for den måtte han sætte de bittersøde ord fra forbilledets vist nok mest berømte og eftergjorte sonet, Canzonierens nr. XXXV:

“Ma pur si aspre vie, ne si selvaggie
Cercar non so, ch’amor non venga sempre
Ragionando con meco, ed io con lui.”[xxiii] For Oluf Friis der i 1927 skrev indledningen til Winthers Poetiske Skrifter, var afhængigheden af Petrarca aldeles indlysende, kun at sammenligne med Homers betydning for Oehlenschläger.
Winther kunne endda dementere Byrons kyniske betragtninger, i Drachmanns fordanskning således lydende:
Romaner gi’er vor Sorg i hel Figur
men kun i Buste Ægtestandens Glæder.
Hvad angaar os de ømme Mænd og Fru’r?
de Kys kan frit passere alle Steder; –
sæt Laura var Petrarca’s Kone blevet,
hvem skulde saa hans Bind Sonetter skrevet?[xxiv]

Efter at være blevet gift med denne Eene øgede Christian Winther antallet af netop sonetter, men det var han ikke ene om i årene efter 1850. Det er karakteristisk i dele af nordisk lyrik i den periode.

Sophus Schandorphs roman om Alfieri – Poet og Junker – handler især om hans kærlighed til den engelske dronning i eksil, grevinden af Albany. Her er Petrarca og hans elskede Laura den helt selvfølgelige reference, for de elskende selv som for deres venner, dette så meget mere som Alfieri egentlig er fransktalende (fra Savoyen) og må tilegne sig italiensk, bl.a. ved at læse Dante, Boccaccio og Petrarca.

Men karakteristikkerne af Petrarca røber tillige at Schandorph selv absolut ikke var ubekendt med mesteren. Således lader han sin hovedperson udtale:
Dante fik ikke nogen Hjord af Efterlignertrælle efter sig, som Messer Francesco Petrarca fik. Hans Efternynnere bragte Dantes Basuner og Palestrinas Orgelpiber til Tavshed[xxv].

Selv den fordrukne og elendige britiske tronprætendent, grevindens skrækkelige ægtemand, kan citere Canzonierens første digt Voi, ch’ascoltate in rime sparse il suono[xxvi].

Sophus Claussen er den af 90’ernes digtere der oftest har henvist til sin erotikerkollega fra 1300-tallet: i rejseromanen Valfart 1896 skildrede han indtrykket af den kvindelige skønhed syd for Alperne: Enhver Italienerinde er som et Udkast til en Madonna, men efter en lidt for nem affære i toget fra Siena måtte han konstatere:

“De er saa pyntelige som Petrarcas Sonetter”,sagde jeg
“Men de smælter, naar Solen skinner paa dem.”[xxvii] Det forhindrede som bekendt ikke Claussen i at blive en af Staffeldts og Winthers tro følgesvende just i sonetformen – den var da ganske vist også kommet på mode igen på den tid. En nærmere undersøgelse af Claussens Petrarcalæsning venter på sin forsker, men i Winthers fodspor satte også han en Petrarcastrofe som motto for en digtsamling: afsnittet Rejsebilleder i Pilefløjter 1899 – som han så indleder med 16 sonetter hvori han hylder Aarestrup og Heine. Det kan diskuteres hvor ironisk mottoet kan være ment, for så vidt både hos ophavsmand og låntager:
Jeg indser vel jeg var til spot for mange,
At gud og hver mand lo til alle tider,
Og ofte fik jeg skam for gammel skade[xxviii].

Muligvis var det også Aarestrup og med ham Oehlenschläger der inspirerede til Claussens heksameterdigte, værker der må regnes blandt de bedste, der er skrevet på dansk[xxix], man kan dog nok ikke uden videre afvise Petrarca som inspiration i heksameterdigtningen fra Goethe og frem til Claussen.
Efter ham bliver sporene næsten udviskede. Grete Heltberg citerer i en sonet Byrons bon mot om Hvis Laura og Petrarca havde levet
I hellig ægtestand, i stille lykke
Som hverdagslivets fanger, tro og trygge,
Hvem havde da hans elskovssange skrevet?[xxx]

Først med Peter Laugesen i 2002, Søren Sørensen og Jørgen Sonne med oversættelser henholdsvis 2005 og 2006, efterfulgt 2011 af den komplette fordanskning, dukker han op. Ikke overraskende er det hos hans oversætter at hans navn og værk optræder i digte: i Sørensens Troldspejl og andre digte 2008, og igen i EllekrogsElegier 2011.

Det samme gælder i forskningen, som det også er tilfældet med Dante også i forskningen.