Go to Top

Ut pictura poësis

Ut pictura poësis

Digtet skal være som et maleri.
Det har i århundreder været opfattet som kernen i Horats’ lærebrev til konsulen Piso og hans to sønner, og mange har tilstræbt at gøre som den romerske poet og poetiker sagde man skulle.
Få har i højere grad haft held med deres bestræbelser end den svenske digter Carl Michael Bellman (1740-1795). Hans skildringer af vejr og lys, af farver og former i træer og buske, i taftes og andre klædningsstykker der lod sig krølle lidt i aftes[i], af bevægelse og landskab, af kroers og balsales interiører i Stockholm og byens nærmeste omegn, så vel som af mennesker og miljøer i det gamle og det nye testamentes beretninger om centrale episoder i det kristne evangelium, alle er de så livfulde som noget Horats selv eller Petrarca kunne have skrevet: som et maleri er digtet.

Dertil kommer hvad digtet kan og maleriet ikke: gengive lydene i krostuerne og ude på keglebanen, på militærets øvelsesterræn eller i parkanlægget ved Hagapavillonen. For slet ikke at tale om at sætte klangen af de forskelligste musikinstrumenter om til ord. Bellman er ikke blot et øjemenneske som andre store digtere, han er tillige et øremenneske.

Dette indså sagkyndige i hans egen tid.
I januar 1791, kort tid efter at hans hovedværk Fredmans Epistlar langt om længe var blevet samlet, færdigredigeret og udgivet, besluttede Svenska Akademien enstemmigt at tildele ham en ærefuld pris. I akademiets motivation sammenlignedes herr Bellmans quäden med den bekante Hogarths billeder. Den engelske maler og grafiker William Hogarth (1697 – 1764) arbejdede med sine skildringer af det moralske forfald i samtiden i et satirisk perspektiv, lange serier om En Skøges Levned, efterfulgt af En Libertiners Levned, Marriage à la mode og Valg. Også i Hogarths portrætter kommer hans fremragende karakteriseringsevne til udfoldelse.

Sammenligningen med person- og motivkredse i Fredmans Epistler og i det ti år ældre Bacchi Tempel ligger lige for, i et vist lys fremstår det liv Ulla Windblad lever, den kvindelige hovedperson i begge disse værker, som en Skøges Levned, hun står, hedder det i en epistel, hver dag brud, og de mandlige hovedpersoner, henholdvis den fallerede, men talentfulde Fredman, urmageren uden ur, lager eller værksted, eller komponisten og værthusmusikeren Movitz, kunne nok karakteriseres som libertinere i Hogarths forstand.

Digteren accepterede sammenligningen. Hogarths værker var velkendte i Stockholm, ikke alene på grund af landets alliance med Storbritannien og den deraf følgende nære kontakt også på andre planer; specielt for den kreds hvori Bellman færdedes, var det at kunstnere havde opholdt sig i London i længere tid og ladet sig inspirere af hvad de der så og hørte. Det var således tilfældet for tegnerbrødrene Elias og Johan Fredrik Martin som Bellman gerne trak på når han skulle have sine udgivelser illustreret. Man har formodet at de var i besiddelse af Hogarthkobberstik, og at Bellman har set sådanne hos dem. I hvert fald hyldedes Gustav III på tyveårsdagen for tronbestigelsen med digtet Hogarths tafla A Midnight Modern Conversation, efter originalet transporterad i poesie och musique och till Konungen allerunderdånigst aflemnad den 13 Februarii 1791 af C. M. Bellman[ii]:

Kom, Apollo, gack din Skald tillhanda,
Om mig egnar kallas din!
Skänk mig Hogarths öga, eld och anda,
Lät hans teckning lifva min!
Den bøn opfyldte digterguden i den grad at der næsten kunne have stået: Lät hans teckning blifva min.

I virkeligheden er hyldestdigtet dog et opkog og en videreudvikling af et fire år ældre digt I anledning af en Hogarths tafla som i stedet for påkaldelsen af den græske guddom indledes med en livlig gadescene, typisk bellmansk, af den art der klarest dokumenterer digterens følgagtighed over for Horats’ læresætning:

Trumslagarn ramlar i gränd på fyra,
Tupparna gala vid klockornas dön,
Brandvakten snarkar och vädren yra,
Strömmen han brusar och böljan är grön.
Hundarna skälla vid kattornas pul[iii],
Pottorna squala i skrubb och gränder,
Hyrkusken krånglar och kör och vänder,
Åkarne slamra med bjellror och hjul.[iv]

Idet Bellman dog efter sit gode øre føjer lydbillederne til synsindtrykkene…
Eftertiden har af og til gentaget hvad samtiden sagde, men mere kontinentalt sindede kritikere har haft andre referancerammer end Hogarth, særligt den flamske genremaler David Teniers (1610-1690) hvis groft satiriske scener fra bondske fornøjelser og festligheder var efterspurgte i hele Europa. Den danske polyhistor Christian Molbech der som en af de første danskere gav sig ind på en karakteristik og værdisætning af Bellmans digtekunst[v], kunne begge kunstformer, både den flamske, frodige barok og den britiske 1700-talssatire. Først skrev han:

En næsten utrolig Rigdom af Konst og Phantasie er anvendt paa dette raae Stof, og neppe gives der nogen nyere Digter, der i den Grad, som Bellmann, har vidst at hæve de laveste Gienstande i Livet, dybt fra Pøbelens rusende Sværm, til et virkeligt Konstværks Ideal. Om Poesien bør stige ned til saa lav en Sphære? – dette, mener jeg, kan besvares med et andet Spørgsmaal: om en Rembrand’s, Teniers, Ostades, Gerard Douws og deres Ligemænds Arbeider have noget Konstværd?

Efter at have tænkt nøjere over sagen og indset at
en varm Phantasie gød et i friske, blendende Farver blussende Liv over h a n s Malninger,
må Molbech meddele at Bellman
følte noget langt høiere og dybere, end det, han giennem disse lystige Toner forkynder.
Dér falder tanker så på Hogarth, for
Tidt synes vi i de groteske, komiske Malninger at see en bitter Ironie over Livets Usselheder; og jeg vilde endnu heller sammenligne Bellmann med Hogarth, hvis Caricaturer under det komiske Slør giemme en høiere Betydning, end med hine nederlandske Malere[vi].

Siden holdt litteraterne op med at bruge malerkunsten som det spejl hvis billede kunne få dem der ikke kendte Bellmans værker grundigt, til at forstå hvordan de var. Afgørende var det imidlertid at man måtte til Teniers og Hogarth for at finde de indlysende paralleller, man tænkte ikke på Cervantes, Villon eller Rabelais, pudsigt nok heller ikke på Holberg der jo også kendte forholdene i underklassen og blandt fordrukne sjæle, Jeppe paa Bjerget er på mere end én måde grandonkel til de forkomne alkoholikere i Bacchi Tempel.

Dette er på den ene side et udtryk for Bellmans originalitet som digter, selv i en epoke i poesiens historie hvor det topografiske, det naturskildrende digt i Alexander Popes kølvand stod på sit højeste, på den anden side er det en anerkendelse af at Bellman som digter mere end de fleste af sine fagfæller opfylder Horats’ påbud: ut pictura poësis, hans poesi er pittoresk. Det er billedkunstnerne han står nærmest.

Det er så nok også grunden til at andre senere digtere – svenske som danske – i så høj grad har taget ved lære af netop Bellman, ikke bare i versemål og sangbar lyrisk form[vii], men tillige i stilens livfuldhed og maleriske kvaliteter (Hertz, Heiberg, Drachmann, Sophus Claussen).

*
Samværet med kunstnervennerne har ikke blot styrket den appel til læsernes og tilhørernes sanser som er så karakteristisk for alt hvad Bellman skrev; det har i en række tilfælde fremkaldt digte der direkte behandler vennernes værker. Bellmans omgangskreds synes i mindre grad at have været egentlige fagfæller; hyppigere kom han sammen med skuespillere, komponister og musikere i øvrigt, tegnere, malere og billedhuggere, stort set dem der betød noget, i hvert når det gælder den sidste halve snes år af hans liv.

Således havde Elias Martin i efteråret 1791 malet en fælles ven- og værtinde, gift med stadsarkitekten i Stockholm, og da portrættet blev præsenteret, udfærdigede Bellman teksten og komponisten Kraus tre Stancer till Herr Elias Martin, sedan Fru Hedv: Gust: Palmstedt af hans mästerliga pensel blifvit bibehållen sitt tycke, sitt behag[viii], således en dobbelt kompliment, til fruen for hendes udseende, hendes ynde, og til kunstneren for hans mesterskab i penselføring. I titlen dog, for i digtet fører fruen ordet:

I mina anlets-drag
Helt säkert hjertat röjes.
Vi befinder os i den følsomme tid, men Gustava Palmstedt havde en vakker røst, elskede at synge, Bellman skrev i denne periode en del tekster til netop hende, og Kraus har sat sig ved parret Palmstedts klaver og akkompagneret hende.
Det kendetegner disse stancer at her tolkes billedet, modellen besvarer malerens erklæring pr. penselstrøg af deres venskab ved at synge om hvad hun føler og bedyrer venskabets livsvarighed:
Då Dödens tunga hand
Till detta bröstet hinner…

Man har derfor ikke ud fra dette digt været i stand til at identificere Elias Martins maleri af damen. I andre hyldestdigte, til fødselsdage f. eks. arbejdede komponist, digter og billedkunstner sammen. Fru Gustavas frokostborde for den bellmanske vennekreds skal have været veldækkede.

Et tilsvarende samarbejde havde digteren med maleren Pehr Hilleström og dennes ikke mindre talentfulde datter Charlotta Ulrica Hilleström som ofte illustrerede hans digte og breve, og bl.a. også udførte tegningerne til den række af tallerkener med motiver fra Fredmans Epistlar som han fik fremstillet på porcelænsfabrikken Röhrstrands. I et digt tilegnet hende skaber han et maleri i ord, en poesi som en pictura, eller genskaber et eksisterende maleri, eftersom digtets titel er Öfver en tafla – et maleri der kunne have tilhørt den unge dame: en morgenhimmel hvis røde skyer langsomt kaster lys over bebyggelserne i landskabet, i forgrunden en mørk gren, og langs grå hytter med grønne tage af græstørv, og ude på vigen en jagt med hvide sejl og flagrende vimpel midt i Floras riken, landskabsmaleriets mange blomster fungerer som den buket digteren med sine ord overrækker en viss Herdinna[ix].

Et tilsvarende genremaleri finder man i mesterstykket der afslutter hans “udvalgte digte” Fredmans Sång N:o. 65 Bref til Kongl. Secret. ELIS SCHRÖDERHEIM, i anledning af Konungens resa til Ryssland, år 1777[x]. Heri folder øjemennesket Bellman et vue fra Stockholms havn og siden fra Mälerdalslandskabet der næsten for læseren former sig som en ordfilm[xi], en parallel til Pilos maleri fra Gustav III’s kroning i dets vrimmel af mennesker eller endnu mere præcist til Elias Martins Utsikt över Stockholm från Mosebacke fra 1803.

Et særligt forhold eksisterede der mellem den som eftertiden har betragtet som periodens største digter, og den som allerede i samtidens øjne var dens største billedkunstner, nemlig billedhuggeren Johan Tobias Sergel (1740-1814). De var som man ser, jævnaldrende, men formentlig var det først efter Sergels 11 år lange ophold i Rom at de trådte i forbindelse med hinanden.

De digte hvori Bellman har omtalt vennen, eller hvori han ligefrem er hovedpersonen, viser endnu tydeligere end de andre i hvor høj deres forhold til kongen spillede ind. Gustav III virkede utrætteligt for at fremme kunsten, og det havde naturligvis betydning for datidens kunstnere. Til kongens fødselsdag 1783 skrev Bellman et stort hyldestdigt, og heri nævnes Sergel som en af de få undersåtter der bliver navngivet:
En Sergell åt sitt ler en stum förundran delar,
I kalla marmorns klyft båd lif och värma spelar
Och blodets lek och svall.[xii] Kunsthistorikeren Ragnar Josephson kaldte det, med rette, en konstanalys i tre rader[xiii]. Leken och passionen finns i de underbara lermodellerna, den mänskliga värmen finns i den kalla stenen, men allt är tuktat av strofens stränga byggnad och ordval. Og således får begge anerkendelse for hver deres kunst.

Med en næsten homerisk humor hyldede digteren skulptøren på fødselsdagen i 1787, med et divertissement, en teaterform Bellman ofte anvendte, det hele sat op som et Bacchustog i stil med Sergels egne relieffer og tegninger fra Rom. I dette har maleren Carl Gustav Pilo, direktør for kunstakademiet, fået rollen som Silén, en antik mytisk figur der var kendt for at være drukken, hvilket forklarer at han ikke kan komme på hvem man fejrer:
en Artist från Paros eller Creta,
Som nu sin verkstad spridt i Nordens kulna famn[xiv],
og er det nu Praxiteles, Phidias, Polycletes, Myron eller hvem? Vi er i klassiken, for Sergel har ustandselig talt om sin beundring for antikken, en åndsstrømning Bellman i hele sit forfatterskab lige så ustandselig henviser til.
I en følgende festlig anledning får Bellman lejlighed til at omtale et af Sergels hoved- og mesterværker, skulpturen af Psyche.
Omvendt er det Sergel vi skylder både portrætmedaljonen af digteren og et antal fine små skitser af ham som stadig aldrende. Skulpturer er ikke i Horats’ forstand picturae, og selv om man undertiden anvender metaforer fra billedhuggerens atelier om det som digteren afstedkommer, mejsle ordene ud o.lign., så er just Bellmans digte som farverige som kun oliemaleriet kan være – og langt fra at være klassicistiske. Det er ikke ædel enfold og stille storhed der præger hvad hans pen efterlader sig, det er småborgerlig brogethed og larmende hverdagsliv, i hvert fald på overfladen, for under alt halløjet og i de rene, fornemt udmejslede versformer med al deres musikalitet lever de store tilværelsesspørgsmål, der søger de et svar, livets forhold til døden er under stadig drøftelse i Fredmans Epistlar og i den poesi der ikke falder ind under deres genrebegreb.

Netop deri finder man deres livskraft. Bellmans digtning hører, bl.a. takket være hans trofasthed over for Horats’ ideal, til den udødelige poesi i Europa.

[i] Med tak for lån til Aarestrups Ritornel nr. 91
[ii] Carl Michael Bellmans SKRIFTER Standardupplaga VII Dikter till Gustaf III ocg konungahuset Sth. 1938 p. 136
[iii] Og ja, det kan det også betyde på svensk, men som vanligt med ord for parringsaktiviteter flertydigt, nærmest puslen, eller bredt aktivitet.
[iv] SKRIFTER StU XVII Sth 2002 p. 115
[v] Chr. Molbech: Breve fra Sverrige i Aaret 1812 I-III, Kbh 1814-17.
[vi] Olof Byström har i kommentarerne til Standardupplagan VII (p. 138) uden videre argumentation afvist jævnføringen med Hogarth: den skäligen missvisande sammanställningen av Hogarth och Bellman.
[vii] Se Søren Sørensen: Danske Bellmaniana Kbh 1999 og artiklen “Den danske sang” och dess poetik med särskild hänsyn till Carl Michael Bellman i Häggman & Huldén: Sångens poetik Vasa 2001.
[viii] SKRIFTER StU XI Sth 1964 p. 94
[ix] SKRIFTER StU XII Sth 1978 p.126f
[x] FREDMANS SÅNGER Text- och melodihistorisk utgåva v/ Gunnar Hillbom och James Massengale Sth. 1992 bd. I p. 156. Teksten findes også på dansk ved Leif Bohn 1997 – og i en indtil nu upubliceret af forfatteren til denne artikel. Dateringen er f. øvr. en fejl fra 1791-udgiverens side, digtet er fra juni 1775 og stammer ikke fra Gustav III’s besøg hos kejserinde Katarina den Store, men fra kongens hyldningsrejse i Finland 2 år tidligere hvor Schröderheim deltog. Bellman må åbenbart have overset fejldateringen ved korrekturen i 1791. Digtet er for resten et af de få eksempler i nordisk poesi på versemålet heptameter, ellers mest kendt i antik og elisabetansk digtning.

[xi] Skuespilleren Ernst Hugo Järegård indlæste hele digtet på cd i Proprius’ PRCD 9148-49 i den samlede udgave af Fredmans sånger 1996, ganske ufølsomt og uden respekt for versemålet.
[xii] StU VII Sth 1938 p. 79.
[xiii] Ragnar Josephson: Bellman Kellgren Sergel Sth. 1955 p. 7
[xiv] StU VII Sth 1936 p. 73, Paros: en græsk ø, kendt for sin gulhvide marmor.