Go to Top

Fra jul i Thy

Fra Jul i Thy 2011

Æ war knæjt, det war krig
Strandvejen 51

Der var
tyre og tyske soldater
Schäfere og samojedespidser
Man gik i fare hvor man stod

Der var
kassen med sand foran
Vinduet til beskyttelsesrummet
Så kunne de da ikke trampe én ned

Der var
horn klove kløer tænder
Sømbeslåede støvler, stikvåben
Brøl og glam og skrålende stemmer

Jeg har
aldrig længtes mod
Luftalarmer Angsten var der
I hverdagen

Søndagen var
mindre redet af rædsler

Der var
bare hundene tilbage
SS-mænd og vagtværn og
Ophidsede opsyn

Dommen
lød på livsvarigt
Lange nætter er jeg
Hjemme på Strandvejen

Første gang det rigtigt gik op for mig, var ved studenterjubilæet i 1981. Torben havde jeg været meget sammen med de dér 25 – 27 år tidligere, betragtede som en god kammerat. Men det var ham der sagde det; det havde de tit talt om: det var fordi jeg skulle vise dem, at jeg var så flittig dengang. Først forstod jeg ikke, men jo: jeg var jo det eneste arbejderbarn blandt gymnasieungdommen, vist endda det første af min art.
Det var aldrig faldet mig ind.

Den sidste halve snes år har jeg omgåedes en del med en universitetslærer der ligesom mine gymnasiekammerater har en noget højere social baggrund. Mit udgangspunkt har jeg aldrig lagt skjul på: min far var havnearbejder, min mor vaskekone, og jeg tror at min bekendt har mig skummelt mistænkt for at ville bruge det til at fremhæve mine egne bedrifter: se hvor herligt vidt jeg har bragt det.

Det kunne aldrig falde mig. Far var havnearbejder, mor var vaskekone og hvad så? Jeg har som barn ikke kendt andet, og jeg vil ikke ynkes for min barndom. Den var som den var.

*

Far var havnearbejder. Plejer jeg at sige. For nemheds skyld. Det var han også. Når der var arbejde på havnen, med at losse kunstgødning, stykgods, kul og koks. En eftermiddag jeg kommer hjem fra Vestre Skole, ser jeg ham balancere en selv for far meget tung trillebør mange meter over havnepladsen på den smalle gangbane ude fra kajkanten ind til et sted bag Kul-og-koks-Sørensens høje sorte plankeværk. Intet gelænder, ingen sikkerhed, en mand, en trillebør, en lossetøndes indhold af koks eller kulstykker. Han stiller trillebøren et øjeblik og vinker til sin dreng. Så tager han greb om børens arme og triller videre. Han bøjer sammen i knæene for at komme i fart.

Under de lange vintermåneder med deres naturbetingede arbejdsløshed var han snekaster. Det gav en dagløn. I Arbejdsmændenes Hus mødte han troligt op hver morgen. Selvfølgelig skulle han stemple for at få sin understøttelse, sådan var det, men det var også som i lignelsen om arbejderne i vingården, de der havde arbejde, henvendte sig dér hvor de var, dem der kunne arbejde. Jeg har tit været i Arbejdsmændenes Hus, med en madpakke, med en sodavandsflaske, en af dem med patentprop, fyldt med kaffe og viklet ind i en gammel avis, det holdt da lidt på varmen. Tobaksrøg og kortenspil, mange ansigter vendt mod én, for hvis søn var det med hvis madpakke, hvis kaffeflaske?

En gang afløste han kusken på Thisted Andelsslagteri og kørte kødpakker ud til byens slagterbutikker. Jeg fik lov til at tage turen med, og en dag gik han som sædvanlig ind for at få besked om hvor den skulle gå hen. Som de andre dage gav jeg mig med sædvanlig ubekymrethed til at klatre op på ladet – og blev mødt af et piskeslag over håndryggen og en serie vrede ord. Ham der plejede at køre med vognen, havde fået arbejdsevnen tilbage.
Smerten i hånden har jeg glemt, men ikke skuffelsen i fars ansigt.

Jeg kendte jo det minespil. De mange sene vintereftermiddage når han kom hjem, og mor spurgte om der så heller ikke havde været noget den dag? Hun behøvede det ikke. Vi kunne alle sammen se det på ham. Men den tid på året, det punkt på dagen bærer også på andre, mindre dystre minder. Det skete nemlig at det trak ud, og blev jeg sendt ud på Strandvejen for at se om far snart kom. Hans smil, hans stærke, ru hånd når vi fulgtes ad hjem.

Da jeg blev til, fiskede han med Bergquist. Da jeg blev født, arbejdede han på Vildsundbroen. Det var sikkert der han lærte at binde jern og støbe beton. Han har fortalt om hvordan det var at blive sejlet ud til stedet hvor bropillerne skulle rejses, klatre ned langs spunsvæggen til bunden af sundet og dag for dag arbejde sig op mod daglig vande.

Da Gulftankene nede over for gasværket blev rejst, bandt han jern. Den sommer havde jeg endnu ikke fået byplads, så en stor del af skoleferien blev tilbragt på byggepladsen. Hjalp ikke til eller fik værktøj i hænderne, det var ikke derfor, og som sjakbajs skulle han meget have sig frabedt at få folkenes tid spildt med at skulle rette op på noget lærlingebinderi; men jeg var alligevel i nærheden. På det tidspunkt var det blevet moderne at folk købte navne, og vi drøftede mere eller mindre for skægs skyld om vi skulle gøre som de bedrestillede, og da var Jernbinder et af dem der kom på tale, eventuelt i formen Eisenbinder. Det ville mor ikke være med til; hendes uvilje mod tyskerne forlod hende aldrig.

Da han for længst havde forladt fagforeningen, skiftede den navn til specialarbejderforbundet. Det var et navn med en misvisning på 180o. Far var generalist, hvad som helst der gav en timeløn påtog han sig. Efterhånden som min barndom skred frem og så småt overgik til ungdom, havde han specialiseret sig i anlæg og udbedring af veje og gader. Var først sjakbajs, siden vejformand hos Ingeniør Bach og lavede veje alle vegne i amtet. Tog kurser på Teknologisk Institut. Jeg holdt en sommer ferie sammen med ham i Gøttrup, dvs. han ledede sit sjak på vejen ved Sankt Jørgensbjerg, jeg holdt ferie og lærte Han Herred at kende.

Gunnar Sørensen kunne ikke holde til at gå arbejdsløs. Han var derfor tit hjemmefra i lange tider, arbejdede på den store inddæmning på Vestamager i månedsvis, f.eks.; var også i en periode arbejdsmand hos de britiske besættelsesstyrker i Vesttyskland. Mens han arbejdede på vestamager, forsøgte han at få mor og mig til København, men boligmanglen var i de år så godt som total, og den eneste mulighed var en byttelejlighed. Det var også lige ved at gå i orden, men boligudlejeren skulle af indlysende grunde acceptere et sådant bytte. Fru skibsbygger Krogh modsatte sig at, som hun sagde, fru Sørensen skulle ind og sidde og kukkelure i en baggård på stenbroen. Så ville der også blive for langt når hun havde brug for rengøringshjælp og storvask. Så vi blev på Strandvejen et par år til.

Fars arbejde gjorde et barn fortrolig med gloser fra de mange aktiviteter han var indblandet i. Da jeg i 1980 lavede den første undervisningsvejledning i det nordiske stof, kaldte jeg den Håndståbi. Det var helt naturligt, for far havde en håndståbi han slog op i når vejanlæg stillede større krav end rutine. Det virkede lidt som var jeg den eneste der kendte ordet i lærerkredse. Bare dette ene eksempel. Men et stort ordforråd kommer ikke ud af den blå luft. Interessen for ord og ordkunst heller ikke. Middagsbordet var ofte vidne til funderinger over sprogets mærkværdigheder.
Rim og remser, digte og sange indgik som en selvfølge i det man havde at lære i den familie. Fars yndlingsremse var den om manden der havde stjålet en kniv og skulle straffes i forhold til den kriminalitet:

Hør, Pi’ tyv
Do hår stjåln mi knyw!
I mårr æ klokk er syv
Ska-do op å æ hyw
Og o mæ di lyw.
Mor var mere fortrolig med huskeremsen for indbydelse til barnedåb, og gilde hedder jo bud-øl på thybomål, bojel:
Æ sku o måndag
Sæj o tirsdag
Om I will’ o wojnsdag
Komm’ o torsdag
For wi skull’ o fredag
Ha o lørdag
Æ bette bår i kjærk o søndag.
Men endnu nærmere hendes sindelag stod H.C. Andersens digt Det døende Barn. Det er nok det tidligste stykke lyrik jeg blev fortrolig med.

*

Hun var heller ikke specialarbejder. Ufaglært, ja, i og for sig, men som far var hun generalist og påtog hvad som helst folk ville betale hende for at udføre. Hun havde klaret sig som enlig mor med to små børn fra hun blev enke i 1931, og til hun og far blev gift i 1937 – på grund af mig, gu’bevares. Men det gjorde hende ikke til hjemmegående husmor, ikke ret længe ad gangen i hvert fald.

Jeg har ofte leet af mine kolleger når de i hvad der ligner fuld alvor har villet binde deres læsere på ærmet at i 1960’erne kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Hvor havde de været indtil da? Havde de så skrevet at i det tiår kom også overklassens og mellemstandens gifte kvinder ud på arbejdsmarkedet, så havde jeg kunnet styre mine latteranfald. Mine bøger fortæller en anden historie. Fordi kilderne gør. Statistikken.
Mor gik ud og vaskede for folk. Storvask. Stod som Christian IV i røg og damp ved drøjen vask. Lugten af em og brun sæbe og brænderøg sidder i erindringen den dag i dag. En dag kom hun hjem fra en storvask i en af byens fineste husholdninger, satte sig på den køkkenblå taburet med en sukkerknald og kop opvarmet kaffe, Richs.

Nå, hvordan var det så? Ja, fruen var vældig tilfreds med arbejdets udførelse, havde spurgt om hun så måtte sende bud efter fru Sørensen næste måned. Nej, det behøvede hun ikke. Ja, men hvorfor dog ikke? Nej, det … Ja, men hvorfor? Hvad var der galt?

Ja, når fruen nu endelig ville vide det. Mor kom og ordnede storvasken hos de fineste familier over hele byen.

Ja, ja, det var derfor vedkommende fine frue havde sendt bud efter fru Sørensen. Og hun kunne da heller rose det fine arbejde nok.
Næste replik faldt som et hug: det behøvede hun heller ikke. For det havde hun gjort. Da hun sendte stuepigen ned i vaskehuset med en bakke mad til frokost. Andre steder havde de levemåde nok til at invitere vaskekonen op i lejligheden.

Somme tider er den fattige nødt til at ydmyge sig. Om den ting kunne vi have sagt som min vittige faster sagde til den der stod og trykkede sig i døråbningen: kom indenfor, du skal ikke genere dig. Det skal vi nok. Ydmygelser kunne man tids nok og tit nok blive udsat for. Det tålte mor ikke. Så hellere undvære den dagløn. Penge kan være for surt tjente. Mens hun var enlig mor med mine to storesøskende, havde hun fået tildelt en julekurv af Frelsens Hær omme i Strømgade. Det prøvede hun også kun én gang. Hendes sociale engagement var flammende. Sin indignation og sit had til uretten har man ikke fra fremmede. De borgerlige rettigheder var hende værdifulde. Da hun havde mistet sin første mand og stod alene med to små, spurgte hun på kommunen om lidt hjælp til det mest påtrængende. Skomager Grubbe henviste til fattigkassen, men de par kroner ville koste hendes valgret. Det var for dyrt. Men svaret højnede ikke hendes respekt for velstående indremissionske.

I lange perioder arbejdede mor fast på realskolen nede på Plantagevej, gjorde rent i klasseværelserne efter skoletid.
Hovedrengøring klarede hun også. Bl.a. steder kom hun hos fru Højer, direktørfruen på Koopmans Slagteri for enden af Strandvejen. Det foranledigede mit bekendtskab med en af mine nærmeste legekammerater i nogle år, og derigennem et indblik i boligforholdene i overklassen. Venskabet gik over styr da jeg kom på mellemskolen og samtidig fik byplads – og altså ikke længere havde tid til at lege.

*

Én selv? Man bliver ofte bedt om præsentere sig, ved møder, konferencer, seminarer, når man er ude at holde foredrag: ja, men du siger selv hvem du er, ikke?

Hvem man er? Alverdens filosoffer har skrevet bind så tykke at man dårligt kan nå om ryggen på dem, forfatterne har frembragt hyldekilometer i forsøget på at begribe identiteten, man har selv bidraget med et par titler. Jeg foretrækker langt det spørgsmål jeg fik inde fra smedien forrest i Strandgade, den der lå med ryggen op til Sørensens kulgård, lige over for hvor Farverens Stræde mundede ud. En dag på vej hjem fra Østre Skole stillede jeg mig op i portåbningen til smedien og kiggede på flyvende gnister og faldende hamre og glødende jern, lyttede til de klimrende slag når godset dansede på ambolten. Smedesvenden så op fra arbejdet, betragtede mig og stillede så det egentligt relevante spørgsmål: Hvis søn er du?

Idet han med rette gik ud fra at man nok var en eller andens afkom.
Derfra ens verden går, som digteren skrev.
Der hvor ens verden former sig, ville en anden sige. Snarere. En tredje har sagt at barnet er jo mandens far, han var romantiker, og den slags elsker paradokser. Men sandhed er der ikke desto mindre i mandens tale, for den voksne bygger jo på de forudsætninger han har i arv og miljø. Jeg kan se på skyggen hen over asfalten når jeg kommer cyklende, at sådan tog min fars skygge sig også ud.
Man har det sjældnest fra fremmede.

Søskende spiller også en rolle for barnet. Jeg var velforsynet, havde to, biologisk betragtet halvsøskende, det har vi bare aldrig set som en mangel. Tvært imod gav det mig fordelen af at lære deres biologiske familie at kende, især farbror Christian som jeg traf daglig, han var nemlig mælkemand på Strandvejen og kom med de par potter sød og den pot kærne vi skulle have.

Uvist af hvilken grund nussede han mig altid i håret og kaldte mig din bitte morsingbo. Formentlig var jeg til at begynde med så lille at jeg endnu ikke var et rigtigt menneske, for da jeg engang tog mod til mig og spurgte hvorfor han på den måde førte falsk vidnesbyrd mod sin næste, var det han fortalte den gamle anekdote om fiskeren ude på isen der i frostdisen så en skikkelse og med thyboens stærkt overtroiske livssyn råbte: Er’et en minnesk? og fik svaret at nej, det er en morsingbo.

Jeg ved endnu ikke helt om det gjorde mig meget klogere. Jeg fik i hvert fald nøjes dermed, og hellere en morsingbo end en bøllespire. Vi bevarede forbindelse og gensidig agtelse til det sidste.

En storesøster på ti som elskede mig, en storebror på otte år som ikke nærede varme følelse for den senest tilkomne. Det fortælles at han en dag skulle køre tur med mig i barnevogn, fandt det under sin værdighed, mente for resten at barnevognen havde hjul og derfor burde kunne køre af sig selv, hvad den da også kunne hvis man bare slap den øverst på Østerbakken i retning mod Strandgade og købmand Dige.
Søster Karen legede med en anden pige henne ved grisehandleren – æ pave de kaldte ham – og så ekvipagen komme rullende, og da blev det liv reddet for den gang. Noget lignende indtraf da min yngste faster sammen med en veninde skulle være barnepige for mig, om nu far og mor skulle i biografen, eller de var til aftenkaffe hos en eller anden, og lille Søren ikke lige var oplagt til at sove; de store tøser fandt da på at tage en cykelpumpe og blæse ham på øjnene. Hvis han bare lukkede øjnene, så faldt han vel så småt i søvn, ungen. Karen aflagde ed på at så ville hun hellere selv passe ham. Faster Asta kunne han ikke betros efter den affære.

Ungen der blev blæst i hovedet, bar ikke siden nag.
Det var ikke mange år vi havde sammen, min storesøster og jeg. Hun blev 14, kom i konfirmationskjole og siden efter i plads hos en politiassistent nede på Dragsbækvej, og engang kom mor og jeg på besøg. Politihunden var der også, en schæfer der glammede et sted lige over mit hoved, i min barndom færdedes hundene i hovedhøjde, som digteren husker. Lige efter krigen blev hun gangpige på sygehuset i Ålborg.

To, måske fire år mere med storebror, så måtte han under ret ulykkelige omstændigheder skifte læreplads og rejse langt fanden i vold, dvs. til Fredensborg.
Regnebrættet siger at de ikke kan have haft nogen vældig indflydelse på det barn der var mig. På den anden side er der noget jeg endnu ikke er kommet mig over ved min søster. Jeg har altid vidst at jeg ville læse. På et tidspunkt kom det så til at jeg erklærede at jeg ville i gymnasiet. Far og mor havde sikkert også betænkeligheder, de gav ikke udtryk for dem, men søster brugte megen tid og mange ord på at snakke mig fra det. Om der dog ikke var et eller andet håndværk jeg kunne tænke mig? Hun ville stort set gøre hvad som helst for at forhindre mig i at gå bogvejen.

Det var givetvis selvforsvar. Et udslag af den fattiges ydmygelser. Gymnasieelever, studerede folk repræsenterede en fremmed verden, hun ville nødig se sin lillebror blive fremmed for sit eget miljø, blive en forræder mod sin egen klasse. Hun havde næppe den store indsigt i marxistiske teorier og begreber, men havde levet længe nok til at se hvorledes de stemte overens med de erfaringer hun og vi andre havde, og udgjorde en stort set korrekt beskrivelse af den virkelighed vi levede i.

*

Det er når man møder andre miljøer og andre måder at beskrive tilværelsen, at man opnår udsyn. Jeg har altid prist det held at vokse op i brydningsfeltet mellem arbejderbevægelsen og den sociale selvfølgelighed den repræsenterer på den ene side og en frisindet, åbenhjertig kristendomsforståelse på den anden.

De to store, som Karen og Niels hed i daglig tale, var døbt ind i den danske folkekirke som også var mors udgangspunkt. Far var derimod opvokset inden for den irvingianske kristendomsfortolkning, og bedstefar var diakon i den katolsk-apostolske kirke på Møllevej. Jeg var min fars søn, derfor blev jeg døbt dér anden nytårsdag 1938. Om det var mors første møde med den kirke og dens ritualer der via den anglikanske var så temmelig direkte videreførst fra oldkirken, tror jeg ikke, men det var den første gang hun fik et barn døbt, og det gjorde et uudsletteligt indtryk på hende at præsten tog hendes lille dreng og lagde ham på alteret som et led i optagelsen i de helliges samfund.

Da jeg var helt lille og skulle tysses på under den langvarige højmesse deroppe i det pragtfuldt udsmykkede rum med den eventyrligt smukke alteropsats i engelsk gotik, var mor med. Senere var det far og mig der gik den lange vej over havnen op i Storegade, over torvet op gennem Vestergade til Møllevej hver søndag formiddag til klokken ti en kvart. Da det kom til at knibe med brændsel, samledes vi i et beskedent anneks for at have koks nok når rejsepræsten eller englen M.D. Jensen kom.

Vi sang efter engelsk skik Davids salmer på oldkirkelige melodier. Det var en særpræget oplevelse at synge prosa på disse doriske, mixolydiske eller ioniske tonerækker – som trosbekendelsen i folkekirken – og vi læste i kor en række liturgiske tekster. Det var ikke bare læsetræning, det var indøvelse af et ordforråd og en livsforståelse der alt andet lige lagde en høj himmel over en truet jord.

Bedstefar, hans meddiakoner, malermester Christoffersen, men særligt gamle Poulsen, M.D. Jensen fra Vejle, der kom tilrejsende en gang hveranden måned, de andre i den lille menighed som vi besøgte de søndage M.D. var her, eller de kom i den toværelses på Strandvejen, satte uafrystelige indtryk på en lille fyr med deres humor, deres venlighed, næstekærlighed, klogskab, deres vældige horisont der spændte gennem alle tider, fortid som fremtid, alt det sugede et barnesind til sig. At komme i kirke der hos sin herre gik i forbøn for jøder, muslimer og ikketroende, i hvis syndsbekendelser både det man havde gjort og det man havde undladt at gøre, udtrykkeligt blev sagt, det satte spor og præg.

En onkel skal være den sidste der har kunnet gudstjeneste i Gyldenløvesgade i centrum af København, ellers er kirken sovet ind. Men navnet til trods, så har katolsk-apostolske altid følt sig hjemme i folkekirken, og dermed kunne jeg gå til konfirmationsforberedelse hos pastor Sjølander sammen med en stor del af mine klassekammerater på mellemskolen den ene vinter og få konfirmationsforberedelse hos gamle Poulsen fra kirken på Møllevej den næste. Det var der ingen konflikt i. Hvad Sjølander lærte, og hvordan hans lektioner var? Borte har taget det, men gamle Poulsens muntre og kærlige fortællinger, lidt bibelhistorie, jo, men mest fra hans eget liv, det er bevaret.

For resten mødtes han og jeg de år jeg gik oppe i Vestre Skole, og drengene havde gymnastiktimer oppe på dyrskuepladsen på Møllevej. På vej til og fra fodboldbanen hilste vi på hinanden, når han gik og fejede fortov foran kirken eller skuffede gange i den lille forhave. – Du er en svend! sagde han uvægerligt, og jeg mindede om at Svend, det var min fætter, jeg hed Søren, men han kendte godt forskellen på egennavne og fællesnavne.

*

Kirken var ikke det eneste sted far og jeg fulgtes til. Vi var stort sammen hele søndagen. Fars karriere som aktiv bokser ligger før jeg rigtigt var i stand til at samle erindringer. Jeg har set billeder som nu er forsvundet, jeg tror han et år blev Jyllandsmester i weltervægt, men har ikke fået det bekræftet af kilderne. Men min storebror blev aldrig træt af at fortælle historien om hvordan mor sagde stop for hans brug af handskerne. Også det ligger før min erindringsramme, men set det har jeg sikkert.

En af fars bedste kammerater fra idrætskurser eller hvad det nu var, kom til Thisted og skulle kæmpe. Far og mor inviterede ham til frokost hjemme når han nu kom den lange vej. Først i fyrrerne var alle veje lange. Far skulle ikke selv i ringen, så han nød mors gode mad, fik sikkert også en pilsner og en perikumsnaps. Vennen hvis navn er forsvundet undervejs, tog forsigtigt til det hele. Da de så kom op på Hotel Føniks lige over for stationen, havde den der skulle bokse mod fars ven, fået forfald. Vennen ærgrede sig over at være rejst den lange vej forgæves, stævnelederen ikke mindre ærgerlig over at have en så fremragende nævekæmper i salen og ikke kunne finde en modstander til ham. Hvordan det opstår, han og far bliver enige om at de da kan give en opvisningskamp. De er begge gode teknikere, de kan demonstrere det ordentligt, elegante boksere, jo, men når nu Gunnar ikke er i kampform? Ikke er i træning? Nå, hvad skidt, det er jo bare en opvisning, og de bliver enige, det bliver annonceret, publikum klapper, kender dem begge som gode teknikere, forventer sig en ordentlig opvisning. De kommer i tøjet, far overtager et par af klubbens handsker, de går i ringen.

Første omgang går som efter lærebogen i gentlemanboksning. I anden omgang lader Gunnar sig gribe af hvor godt det går, og begynder at angribe. Det er som om han glemmer at det er en opvisning hvor ingen skal komme noget til. Men gamle cirkusheste når musikken lyder, far klipper til sin ven, sender ham til tælling, han var jo helt uforberedt, det var noget andet de havde aftalt. Han er også cirkushest, og det vil han ikke have siddende på sig, nå, er det sådan det er, så han drøner far én lige venstre i solar plexus.

Det er ikke en måde at behandle en fyldt mavesæk på. Far går ikke bare i gulvet med et brag, han går ud som et lys, er væk. De bærer ham ud i omklædningsrummet, er der en stævnelæge til stede? det melder historien ingen ting om, fire mand bærer ham over på den gamle kirkegård, ned over torvet, og for at vække mindst mulig opsigt går de bagvejen ad Tolbodgade og langs havnen.

Så nedlægger mor forbud mod flere kampe. De følgende gange far er i ringen, har han den obligatoriske hvide skjorte og butterfly, men danser ligesom ellers og siger break når bokserne bliver for nærgående. Jeg sidder et par rækker oppe og leger sagkyndig. Der er den her kolde em i Føniks’ hotelsal. Krigstidens og de uhyggelige efterkrigsårs kolde em.

Om sommeren er turen dobbelt så lang, for da skal vi ned på stadion. Far har arbejdet på den også, trillet mangen en mødig børfuld jord fra bakkerne og sikret at opvisnings- og træningsbaner var jævne som stuegulve. ØB, som af og til også hedder AIK, har ingen aktive hold i de år min erindring dækker, så vi må nøjes med TIK. Til gengæld får far og jeg den lange spadseretur frem og tilbage. Som regel tager vi Vestergade-Dragsbækvej på udturen, der går det hurtigst, og vi skal nå inden for lærredsdækkenerne inden de kommer på banen. Men så tager vi på hjemvejen af ned til Kærlighedsstien og har det store udblik mod SalgjerHyw og Mors’ langeligt udstrakte bakker i solglitteret.

I årevis ser vi statsbanernes flækkede stammestolper med det flammesvedne fra da frihedskæmperne saboterede en benzinvogn på banelegemet. Allan Højer og jeg rendte og legede ved tankspærringerne foran direktørens have og skibsbyggeriet på Strandvejen da vi så flammerne slå op derovre fra og øjeblikket efter hørte braget.

Da mine ben er blevet ligeså lange som fars, tager vi nogle søndag eftermiddage vældige vandreture i store sving uden om byen, til Kronborg Plantage, langt ud ad Tingstrupvej, forbi flygtningelejren. Vi var i grunden peripatetikere, fodvandrende filosoffer som Aristoteles og hans elever der holdt meget af Platon, men mere af sandheden, og det var den vi søgte i vore intense samtaler om livet og verden.

*
Med Strandvejen var det anderledes. Da jeg fik øjnene op for den, passede den ikke til sit navn, og man skulle helt op i den lejlighed skibsbygger Christensen havde oppe på tredje sal, for at få udblik til fjorden. Fra vores stuevindue så vi kontoret til Det offentlige Slagtehus og andelsslagteriets plankeværk. Den nærmeste strand lå ganske vist neden for slagtehuset, og den kom man til ved at klatre over porten til kørevejen mellem det og skibsbyggeriet. Der kom nogen engang om året, så hjulsporene var de fleste somre bare lidt sammenpressede baner mellem frodige vækster af burrer, tidsler og langstråede græsser. Fra slagtehuset var der et kloakudløb ud i yderhavnen, og til venstre var skibsbyggeriet sikret med en masse store stenblokke der var gode at klavre rundt på.

Engang havde far fået det hverv at grave et hul eller en rende dérinde, hvad den skulle til for, aner jeg ikke, jeg legede der imens arbejdet stod på, og havde det som altid hyggeligt med ham. Måske har jeg haft en legetøjsskovl at gøre godt med.

I den slippe, på den stump strandbred tilbragte jeg mange timer. Jeg har også skrevet om den i “Jul i Thy”.

Selve slagtehuset og dets område var lukket land. Opsynsmanden var nådeløs. Anderledes fredsommeligt var det på andelsslagteriet, og ude på Koopmans følte man sig velkommen, særligt når man var i selskab med direktørens den yngste, Allan. Det er en historie for sig, for pointen her og nu er den at Strandvejen i selv opfyldte en række funktioner i ens opvækst.

Den var nu for det første vores legeplads, stedet hvor alle de gamle sanglege udfoldede sig, Bro bro brille, Der kom en mand fra det Røde Hav, Jeg gik mig over sø og land, men Så går vi rundt om en enebærbusk og Fald på knæ, min rose, for Munken går i enge og alle dem. Piger og drenge hånd i hånd, enfoldigt hengivent syngende. Hop så højt du elsker ham/ ellers sæt dig ned og skam. Dem sang vi da for resten på rigsdansk, gjorde vi ikke?

For det andet må den i bagklogskabens lys ses som ens første lærebog i sociologi. Skovbrugsprodukter blev længst ude omdannet til transportmidler, og i sig selv var det et fantastisk syn at se stammerne blive skåret op til planker eller formet til spanter; jeg tror jeg var det eneste barn der fik lov til at færdes på pladsen, men jeg havde så at sige frikort til at betragte herlighederne, og Christensen lod mig også gerne låne jollen når tømrerne ikke selv skulle bruge den. Og det skulle de jo sjældent sent på eftermiddagen.

Oftest reparerede de skonnerter og galeaser og var på den måde med til at sikre byens livline til brændselslagre i større havne.
Landbrugets animalske frembringelser førtes frem for vore undrende blikke, af studetrækkere og kodrivere, på vogne, biler, kreaturvogne, fra krusetpandede avlstyre der havde mistet potensen, til små kaniner, arbejderne på andelsslagteriet hånede deres kolleger på Koopmans fordi de sidstnævnte i en periode sank så dybt som til at slagte kaniner. Efter endt behandling fordeltes de på andre transportmidler af samme karakterer. Godsbanen var ført helt hen til ud for nr. 41.

Arbejdsstyrken samledes her tidligt om morgenen, spredtes på gåben eller cykelhjul ved arbejdstids ophør, og der var butikspigerne i andelsslagteriets udsalg henne forrest på Strandvejen, der var kontorpersonalet i stueetagen under Højers herskabslejlighed forrest på Vegendalvej, tavst skrivende personager med skåneærmer ved blækhuse og store skråtstillede skrivepulte.

I husrækken selv var de fleste erhverv repræsenteret, fra lodsen lige over for havnen til bogbinderen længst ude, skomageren i nr. 37, æ bitte bager i nr. 45. Ja, i verdens navle, Strandvejen 51, var et snit gennem den arbejdende befolkning. En tid delte vi bagtrappewc med en familie hvis farmand var kok på Hotel Aalborg – eller var det Markedshallen? Og aldrig var hjemme, som mor kom til at sige engang. Hun skulle snakke. Familien ovenover var der lidt mystisk ved, noget forborgent snak om en social deroute. Ikke mine ord igen, men klasserne delte hus som i H.C. Andersens eventyr.

Strand var der ikke meget af. Det var ikke ret længe siden vejens søndre side havde været strand, og bådene havde ligget ud for ejermændenes huse, men det var før min tid, og så gælder det ikke. Længere ude lå stranden så, på den anden side af Koopmans, ude på Strøget. Sidst i april var et sjak fra skibsbyggeriet derude med en tømmerflåde og en rambuk og satte badehusene op, i september må de have været derude og tage dem ned igen, for om vinteren stod det hele stuvet sammen inde på skråningen.
Altid skete der noget. Somme tider lidt for meget.

*
Æ war knæjt, det war krig. Det var det, i fem år, de vissengrønne dukkede op den dag jeg fyldte 2½ år, og de blev i byen, slog sig ned på de store nøgne arealer lige op til kolonihaverne på det der senere blev til Spangbergsvej. Vi havde dem tæt på. Kompagnier kom marcherende hen ad Strandvejen ud mod Vegendalsvej og barakbyen dér og sang Wir fahren gegen Engeland. Så går I den gale vej, sagde mor. Vest, det er da den vej. I en periode holdt de adgangen til vores have bevogtet, en bevæbnet vagtpost, to endda, ville se ausweis når vi skulle i haven. Mor blev rasende, skældte dem hæder og ære fra. De så hovedrystende på hende og lod hende passere. Men om søndagen var far med, og så fik han et trøstende klap på skulderen, den arme mand der var gift med et så galsindet kvindemenneske.

Den replik lo vi ad ligeså længe der var nogen der huskede den.
Der var luftalarmer og kolde, frysende nattetimer i beskyttelseskælderen ved siden af vores brændselsrum. Jeg tilbragte dem, hyllet i tæpper og hvilende mod mors bryst der er så blød en pude – en verslinie hun citerede utalte gange, dets oprindelse er det aldrig lykkedes mig at lokalisere, det kan gerne være Kaalund eller en anden senromantiker.

Der var angsten. For alting. Lyden af jernbeslåede støvler mod Strandvejens fortovsfliser under spærretiden, har det været omkring folkestrejken i 1944? Ungarske soldater, i sære lortebrune uniformer og med sorte lukkede ansigter. Mørket, de eftermiddage før mor kom hjem, og der var alt for højt op til snoren på mørklægningsgardinet, så det ensomme barn i stuen ikke vovede at tænde andet lys end det i radioens skalalampe, og alligevel ængstedes for at det skulle ses udefra.

Der var det forfærdelige valg far stod i. Nægtede han at tage arbejde på Hanstholmfæstningen, fik han hverken understøttelse eller andet arbejde. Alle arbejdsgivere der kunne komme på tale, var værnemagere. Familien skulle overleve, så måtte man tage forholdene som de var. Det må man altid når man ikke har andre muligheder. Efterkrigstidens forargelse over dem der blev tvunget til at støbe bunkere på Atlanterhavsvolden, minder lidt for meget om den franske dronning Marie Antoinette der ikke kunne forstå at det var et problem for pariserne at de manglede brød. Kunne de ikke bare spise kage da?
Én episode står uudslettelig. Jeg har skrevet den ned som en novelle, men hvert et ord er sandt, og helst ville jeg bare henvise til den. En dag kom far hjem fra Hanstholm, rystet. Frysende. Et par tyske soldater havde moret sig med at skyde til måls efter ham og Bette Sigvard som gik og gravede grøfter neden for fæstningsanlægget. Den tyske officers ord da folkene ville nedlægge arbejdet i protest mod at der blev skudt på nogen: hvis vi piller hver tiende mand ud og skyder, så skal de ni andre nok komme til skovlen igen.

Den slags bliver man krigsmodstander af. Komme til at hade militarister, afsky støvletramp og mordvåben. En sådan barndom er ingen idyl, og dog var Thisted en idyl. Sammenlignet med det meste af det øvrige Europa. Vi gik i beskyttelsesrum i kælderen, ja, men huset blev ikke bombet som vore engelske jævnaldrende oplevede det, eller finlandske, eller tyske. Hver tiende arbejdsmand blev ikke skudt, som tvangsarbejdere i Polen og Ukraine. Hillerslev eller Østerild blev ikke brændt ned sammen med deres indbyggere som Oradour sur Glâne eller Lidice eller to ud af tre landsbyer i Sovjetunionen. Thisteds indbyggere blev ikke deporteret til Protektorat Böhmen-Mähren, selv om det kun var et logistisk problem. Vi kom igennem det, og mange kom igennem det, stort set uden at have lagt mærke til at Danmark var besat.

Vi kunne ikke undgå det, vi boede midt i det. Jeg havde en legekammerat hvis moster var gift med en hipomand. Jeg så ham da han i fuldt ornat søgte at gemme sig hos sin svigerinde på Strandvejen 59.

Vi blev da også syge på skift. Min storebror fik skarlagensfeber og lå i isolationsbygningen ud til Højtoftevej; vi stod nedenfor på en havegang og vinkede til en blændet rude. Mor blev indlagt og opereret for mavesår, og jeg kom i pleje hos en faster imens. Jeg lærte også sygehuset at kende indefra, først for nattevæderi, siden for epilepsi, og i de tilfælde er der ingen grund til at slå i håndbøgerne under psykosomatiske forstyrrelser, det kan ikke siges meget tydeligere.

I 1947 var jeg endda eksporteret til Århus Kommunehospital i et par måneder, men de kunne ikke stille noget op. Jeg kom hjem igen, og nogen tid efter blev jeg en morgen vækket, far og mor stod og så rædselslagne ud hen over min seng. Jeg var ved bevidsthed og ville smile, ville sige noget om at de da ikke skulle være bange. Det gjorde ondt værre, rædslen fuldere, de så jeg ville sige noget, men ikke kunne, lå forkrampet i alle andre muskler end øjenlågenes. Det var den eneste gang jeg selv oplevede et epileptisk anfald, og mig gjorde det jo ikke ondt på.

Men meget værd efter sådan en omgang, det er man jo ikke. Det havde jeg naturligvis ofte mærket. Siden vokser man fra sådan noget. Så længe det står på, styres ens tilværelse i høj grad af det. Er man ikke enspænder fra naturens hånd, så hjælper det meget.

Værst gik det dog med bedstefar, Singer Sørensen de kaldte ham, symaskineagenten omme på Nytorv, privatboligen i Lillegade 7. Hans hjerte kunne ikke klare glæden den 4. maj, han døde den 8. da vi hørte om at nu blev også Norge frit. Bedstemor var død to år tidligere, og fars ældste søster var kommet hjem fra Nyboder for at holde hus for sin far og hjælpe lidt til i butikken. Amerikanske symaskiner kom der af indlysende grunde ingen af, tråd, garn og stoffer også i meget ringe omfang, det var svære år. Men faster Rigmor spillede en stor rolle i min barndom. Som alle Singers pigebørn en stor humorist og spasmager, ordspillene lå dem altid lige på læberne. Trods kirken på Møllevej og ugift stand og alt hvad man kunne have ventet af viktoriansk snerpethed, hun førte frisprog. Uønskede berøringer affejede hun gerne med sætningen: Hold dig a’ mi’ legem, do har ett betalt for sidst’ gang. En af mine uskyldigsrene kusiner kom en dag på besøg og var efter tidens skik udstyret med en brosje af tre sammenloddede tiører. Er det di’ pris? ville faster Rigmor vide.
Det lo vi meget af de vintre.

Men som nævnt, hun havde tilbragt halvandet-to årtier i Nyboder, dér som kokkepige hos marinens overlæge, og noget af viddet kunne virke lidt medicinsk.

Mine sidste måneder i Thisted tilbragte jeg hos hende i Lillegade 7. Spor af lejligheden kan findes i mit forfatterskab.

*

Sagen var at jeg skulle gøre 4. mellem færdig, tage min eksamen og sikre min oprykning i 1. G. Far var blevet ansat som vejformand i Nakskov Kommune, han og mor var flyttet i marts 1953, men mit skoleår sluttede først i juni, så det forår foregik i min fars barndomshjem.

Altså har jeg gået i skole. Startede i 1. klasse på Østre Skole, blev flyttet op i annekset på Vestre Skole i 4. og 5. klasse, vendte så hjem igen, så at sige, da gymnasiet var kommet i gang. Det er en lang historie med de skoleår. Hvad H.C. Andersen har fortalt om sin skoletid i Odense, og Strindberg om sin drengetid, Sandemose med, noget lignende kunne jeg fortælle og med den samme morale: man skal lade være med at være anderledes.

*

Endnu en historie kunne være den om mine bypladser, først hos fotograf Gram der med passende mellemrum skældte mig voldsomt ud fordi han ikke kunne fordrage socialdemokrater- og uden videre gik ud fra at det var jeg nok. Siden hos de elskelige søstre i Musikhuset, men også den må vente til en anden gang.

En fjerde eller syvende beretning kunne indeholde min karriere i TIK som atletikudøver, en sportsgren hvor det var helt i orden at være anderledes. FDF-årene. Biografturene søndag eftermiddag. Alt det der også er når der er så meget der fylder ens tilværelse. Men dette er efterskriften, og den vender tilbage til den engelske digters ord om forholdet mellem den man er som barn og den man bliver som voksen:

William Wordsworth (1770-1850): My Heart Leaps Up When I Behold
Mit hjerte hopper når jeg ser
En regnbues himmelglød:
Det gjorde det i barndoms stand,
Det gør det nu da jeg er mand,
Som gammel vil jeg óg det sker,
Og ellers ta min død!
For barnet er jo mandens far,
Jeg ønsker mine dage led
Forbundne i en from naturlighed.
[min oversættelse: v. 8: mine dage led, jf. udtrykket forleden dag, om tidsforløb, Nudansk Ordbog karakteriserer det som (poet., højtid.), og Wordsworth er poetisk-højtidelig].

De første år er de afgørende for ens udvikling, lægger sandsynligvis endda sporene efter hvilke man kan udvikle sig, og omvendt, når man skal forsøge at fremkalde erindringsbilleder fra de første år af ens liv, så kommer man vist uvilkårligt til at kigge efter de elementer man selv er mest bevidst om hos sig selv. I mit tilfælde forfatterskabet, kærligheden til litteraturen og billedkunsten, det politiske engagement.