Go to Top

Sisyphos

Sisyphos

Odysseus var en berejst mand. Det er der så mange der er. I litteraturen, ja, og i vor tid, ham Robinson fra Kruså, og før ham ridderen af den bedrøvelige skikkelse, Nicolaus Klimius, lægen Gulliver, min søn på galejen, Cook og Bering, de der danskere og holstenere der fartede rundt i Arabien, de svenske regimenter i den amerikanske frihedskrig, de franske frivillige.

Hjemmefødinge er blevet sjældenheder efterhånden, findes måske netop kun i litteraturen, i vor tid, eller hvad…
Odysseus er blevet en kendt mand. Alle læser Odysseen. Om ikke på græsk, så Popes på engelsk eller Sahls danske. Johann Heinrich Vosses, den tyske. Alle mennesker kan tysk.

Men har de mødt Sisyphos?
Hvor mange af Odysseens læsere har ? Har de set den mytologiske stentriller som en model for livets meningsløshed, set at vi i virkeligheden ikke udretter meget andet end en masse som ikke fører til noget som helst. Ikke engang så meget som bonden der klippede sin so.
Odysseus var en berejst mand. Det er mange af os, i vor tid. Men de færreste af os har været de steder han kom, kongen af Ithaka, verdensomsejleren. Han kom til Dødsriget. Hvor mange har været der?

Vi taler ikke om helvede i nogen som helst overført betydning, hverken galejslavernes tilværelse eller nogle ægteskabers, men faktisk.
Odysseus havde.

Hvor han kommer fra, synes der at have været et farligt renderi ned i dødsriget; det kan godt være der er mere mellem himmel og jord end Horatius har filosoferet over, men der er nok andre der har tænkt hvad der mon kan være under vore fødder.
Om det er så er Vorherre, så tog han derned en lørdag og bankede på porten med dens hede jernbeslag. Det var pudsigt noget af det længste han fjernede sig fra Nazareth og Bethesda. Ja, som spæd havde han haft status som flygtning i Ægypten, men det er ikke mange dagsrejser fra Bethlehem. I Odysseus’ tilfælde, han fik det råd af en af sine gamle kærester, dér kunne han passende aflægge en visit. Kirke er ikke den første forsmåede kvinde der har bedt sin elsker gå ad helvede til.
I hendes tilfælde skulle der vist ikke ligge noget ondt i det. Og i modsætning til de fleste kasserede elskere: Odysseus fulgte anbefalingen. Det var dér han rendte på Sisyphos, og det var dér Sisyphos havde sit helvedes hyr:

Møjsommelig pinsel han udstod,
Thi en umådelig sten han måtte med hænderne slæbe;
Svart han strengte sig an med hænder og fødder, for stenen
Op på et fjeld at vælte – men just som han op over skrænten
Skulle den drive, da slog i det samme den om ved sin tyngsel,
Og med et bulde den ublu sten nedrulled til sletten.
Atter han måtte da vælte den op med møje, så sveden
Randt ad lemmerne ned, og støv omfyged hans ansigt.

Et symbol for verdens uretfærdighed og tilværelsens generelle meningsløshed? Man skal ikke trække parallellerne for langt, så mon, egentlig? Tværtimod var det måske netop et udtryk for den retfærdighed der sker fyldest i den næste verden og derved skaber den mening i tilværelsen som man undertiden kan have sit mas med at få øje på i den dennesidige.
Sisyphos fik udstå denne straf for de forfærdeligste ugerninger. Hvis det holder vand, som nogle af de gamle beretter, nemlig at han gjorde Antikleia med barn og på den måde kom kong Laërtes i forkøbet, altså var den virkelige fader til jordomsejleren Odysseus; er det sandt, så kan man trygt sige at denne ikke havde sin forfærdende snuhed fra fremmede. Sisyphos var den snedigste af alle dødelige, og er så vidt vides ikke blevet overgået i den idrætsgren af nogen siden de græske myter blev til.

Han besov mestertyven Autolykos’ datter, siges det; først havde han narret manden selv. Åh jo, det er slemt. Selvfølgelig er det slemt, men så ganske ukendt i verdenshistorien? Der var dem der måske ligefrem ville påstå, at verdenshistorien – der ville slet ikke have været nogen verdenshistorie hvis ikke tyvedøtre var blevet overlistet, besovet og besvangret, og det ikke bare tøse med kriminel familiebaggrund, det skal såmænd af og til være overgået døtre af pæne mennesker.

– Uden at sige noget som helst ondt om vore egne forfædre og formødre: man kunne måske diskret antyde at mange af dem der nu befolker land- og byzoner mellem Tromsø og Ieràpetra nok ikke ville have været til hvis ikke medmindre.
Selv i de bedste kredse. Kongedøtre tilmed.

Det har de bedste forbilleder, skal jeg hilse og sige. Adskillige hertuger, og her ville det være uklogt at nævne navne, hertug Karl er arrig nok i forvejen. Men de har læst græske myter, de henviser til Zeus. Hvad foretager Zeus sig i grunden? Ja, når han ikke lige tordner og lyner? Det meste af det handler jo om Zeus og afvekslende jordiske kvinder; lidt på samme måde som Sisyphos nogen har overlister, besover og besvangrer. Zeus elskede maskerader, han vidste som jeg siger ikke hvem at en forklædning virker uimodståelig, det ansvarsfrie knald, ikke sandt.

Og han var opfindsom, det må man lade ham. Han kunne mere end forklæde sig, han kunne forvandle sig og overtræde den sjette bud i skikkelse af en svane, og så er det slet ikke hor, men en af de andre kardinalsynder, og det regelsæt gælder næppe for de guddommelige; en anden gang er han en regn af guldstykker, og den var raffineret, hvilken kvinde modstår en sådan forfører?

Også flodguder har døtre, en af dem finder himmelguden så henrivende at han får lyst til at ramme hende med sin kile, ikke den der lyner og tænder ild, men liv. Han gør det, de gør det – og Sisyphos belurer dem – og sladrer om det til den fortørnede flodgudefader. Hvad der får ham til det, han var aktiv i den branche selv.

Heller ikke det er så enestående. Sladderhanke har altid forpestet luften for Guds klippede fåreflok. Så nogen undtagelse var han ikke, Sisyphos. Hvad det angår. Til gengæld: han narrede selve døden, det har ingen gjort ham efter. Så vidt vides.

Med andre ord: det er ikke så meget det han gør, i sig selv og hver for sig. Det er snarere det at han gør så meget, det er, skal vi kalde det en omvendt mængderabat…
Hele livet, det er så meget igen. Men gæld, hvad med det? Den sten Sisyphos så forgæves ruller op ad den stejle skrænt, det er gældsbyrden, den sten han hver eneste dag maser med dernede hvor de døde er anbragt, det er de renter og renters renter skyldnere her på jorden, her i riget, her i byen, tvinges til at skubbe foran sig, og det er op ad en stejl, stejl bakke.
Man behøver ikke have overlistet, besovet eller besvangret nogen der ikke gerne ville have barn med en. Eller plejet omgang med folk i berigelseskriminalitetsfaget, det være sig mestertyve eller bare de langfingrede i butikkerne, endsige deres døtre. Man har ikke nødig at have bragt nogen i fedtefadet ved at sladre om vedkommendes bedrifter på bolstre og sæder, og gader og stræder, stentrapper og brædder, i stol og på bord, alle de elskovens templer, lande og stæder, som det står i Epistel 4. Eller narret nogen med prokuratorfif og sagførerfiduser, snydt nogen.

Men hør nu her! Hvad nu hvis det er løgn, det hele? Det ville heller ikke være første gang i verdenshistorien. Tænk om det er fordrejet, noget Sisyphos’ fjender har bundet os på ærmet? Rent ud måske fundet på. Det ville det ikke være første gang, hverken sidste eller første.
Sisyphos strider hver evig eneste dag med at rulle en sten op ad en stejl klippeskråning, Hades ligner altså øerne i Det Ægæiske Hav. Guderne er rasende på ham fordi han har fortalt en historie han har hørt, ja vel, men Zeus havde jo taget Aigaia, bortført hende til sit lystslot, sendt hende i bad havde han ikke haft nødig, som flodgudens datter tør man antage hun var så renvasket og vandskyllet som et stykke nyvasket linned – og lige så duftende. Den slags gør guder, fyrster og gudefyrster hver eneste dag blandt kristne, hedninger og tyrker, med semitinder, kamitinder, jafetsdøtre.

Der er næppe den jomfru i hele kristenheden, hedningedommen eller tyrkeriet som går fri, af hvad race hun end er, i det tilfælde én der er tilstrækkelig rig og magtfuld vil tage hende, og det enten hun vil det eller ej. Måske har Sisyphos ikke ment noget ondt med det. Måske har han bare fortalt hvad alle fortæller, for det er så den anden side af det. Mao Tse Dong, Eders nåde, hertugen af Mantua, hvem I er! Er det sådan at enhver jomfrus skød åbnes for jeres lyst, står enhver andens øren ikke mindre åbne for de lyde, der måtte trænge ud fra det kammer hvor de kongelige eller lignende højheder er indtrængende. I har kammertjenere, lakajer, løbere og livrister af enhver anden sort på mere end hver finger, tæl bare tæerne med, hvis det skal være.

Sisyphos har fortalt hvad alle andre også fortæller: Zeus har sig en elskerinde.
Lige hende skulle han ikke have fortalt om.
Lige i det her tilfælde gør det Hans olympiske Majestæt rasende.
Til helvede med sladderhanken. Så kan han rende rundt dernede til evig tid og rulle en kæmpe sten op ad en stejl klippevæg, og når han har prøvet det en tre-fire gange i løbet af en dag eller to, så ved han at den vil trille fra ham, trille fra ham hver eneste gang, at han aldrig får den bragt til hvile på plateauet deroppe.
Han ved det, og alligevel skal han begynde forfra, nedefra, hver evig eneste gang.
Lige desperat.

Man kunne nære det håb for ham, at han endte med at glemme alt om hvorfor han var blevet straffet, at det endeløse, håbløse slid med den forbandede sten – der vel oven i alt det andet så også bliver rundere og rundere og mere og mere uhåndterlig for hver gang den rulles op og hver tur den triller ned, eller hvad? – at det slid til sidst bliver indholdet i det evige liv.
Sisyphos kunne lige så gerne være uskyldig.

Godt, man siger, at han har forført Antikleia og ved hende blev fader til Odysseus. Der er dem, og lad så “dem” være de mangt omtalte onde tunger der hævder, at ingen kvinde nogen sinde er blevet forført mod sin vilje, at ingen kvinde nogen sinde kan forføres, hvis ikke det er fordi hun gerne vil forføres.

Hvad nu hvis sagen egentlig forholder sig således at Sisyphos har været i huset, de unge mennesker har kigget på hinanden som unge mennesker nu engang gør og har gjort siden Eva første gang slog øjnene op og stirrede lige ind i Adams henrykt brune iriser. At de forsigtigt har nærmet sig hinanden, er kommet til at strejfe hinandens ærmer, hænder, sider, er faret forskrækkede, men på skrømt, fra hinanden, er kommet til at le af deres egen lade-som-om klodsethed, på den måde har brudt isen, som man siger, og er faldet i snak.
Uden at det har virket alt for påfaldende.
Undtagen for den der har set unge mennesker te sig sådan til alle tider og under alle forhold, ydre som indre.
Tænk hvis hun har sneget sig op om natten og har listet sig hen til gæsteværelset, er krøbet ind under uldtæppet til den sovende Sisyphos. Har vækket ham med blide strøg over skulder og lænd, små pust i nakken, ved sine lårs varme, den lette prikken af brystvorterne mod hans ryghud, et eller dem alle sammen på én gang af de små tricks søde piger benytter sig af når de gerne vil benytte sig af mandlig betjening.

Skulle han da have været så ond, så hjerteløs ond, og have jaget hende bort, have gjort anskrig, måske? Vil man forlange det? Ville man? Er det ikke sket før? Og siden?
Sker det ikke hver eneste nat, et eller andet sted? Hun har jo ikke ment noget ondt med det.
Om hun så allerede var forlovet med Laërtes og vidste at hun skulle blive stammoder til en stor slægt, og vidste hun skulle føde en søn der ville sejle verden rundt og lige lukt ind i verdenslitteraturen, og lægge til kajs i hver eneste skoleklasse lige siden, nå, ja, hvad så? Måske ville hun bare prøve det med en anden; så vidste hun hvordan det var, når det skulle være. Ville det vise sig at det ikke var nær så skønt som vaskepigerne lod til, så ville skuffelsen ikke stamme fra ham der skulle være hendes mand, rigtigt. Så var det altså bare sådan det var.

Gik det derimod som hun halvvejs troede, tænkte sig, regnede med, ja, se så var der desto mere grund til at glæde sig. Til bryllupsnatten og de tusinder af nætter, til døden dem skiller.
Erfaringen fra de tusinder år der er gået siden, den holder ikke i byretten. Har det at man er forlovet, nogen sinde har stillet sig i vejen for at man kan forelske sig i en anden, eller bare i at man ved en enkelt lejlighed opfører sig lidt letsindigt?
Tænk hvis det er Sisyphos der er blevet forført, i virkeligheden.
Men det er ham der slider og slæber den forbandede sten op ad klippeskrænten i Hades’ dystre hertugdømme, tre eller fire gange hver eneste dag. Af evigheden. Tænk hvis alle de andre forbrydelser man har straffet ham for, er tomme beskyldninger der er fabrikeret i en politimesters forkontor og på ordre fra højeste sted. Det er set før.
Det kan ligeså gerne være hans egen fejl. Det siger logikken. Hvis det ligeså godt kan være det ene, kan det ligeså godt være det andet. Alle hans lovbrud, dem han har begået, eller dem man påstår han har begået, gode eller onde tunger, kan det ikke være lige meget, kan de ikke ligeså godt være sindbilleder på hans gæld, slæber han en sten af skyld, eller gør han ikke?
Alt kan gøres i penge. Siges det.
Alt gøres i penge.
Det er det værste: alt koster penge.
Livet.
Livet koster, en forskrækkelig masse penge. Om det så bare var livet det kostede, det har man dog. Penge har man så tit ingen af. Det er så lidt, man kan få på sit glatte ansigt og for sine blå øjnes skyld. Og når de så er brune…
Altså skal man skaffe en forskrækkelig masse penge. Det er da i sig selv en Sisyphossten, der skal slæbes op til toppen af Fuglebjerg.
Ikke nok med det: nye kildefund synes at indicere at alle disse beskyldninger, mod Sisyphos, det var påskud, i virkeligheden blot var påskud.
Forhandlinger ved den højeste domstol antyder at Apollon var blevet fortørnet over at Sisyphos har hånet en lang række kunstnere, lyrikere, rhapsoder, historiefortællere og folk fra andre kunstarter under musernes særlige beskyttelse, hele Apollons ressort. Det kunne den øverste instans for kunst og god oplysning ikke have siddende på dem.
Derfor var det han kom med den idé at Sisyphos skulle dømmes til at være kunstner og vel at mærke i al evighed. De andre høje guder stivnede i marmoragtige attituder, Hephaistos og Pallas Athene tænkte bag de hvidnende pander: Gud Fader bevares, har vi ikke nok af det slæng? Når folk ikke kan finde på andet…
Men Apollon som anførte samtlige muser, anførte at Sisyphos gubevares ikke skulle have glæden ved at skrive, eller male eller lave musik, nej, vorherrebevares vel da; nej, men tvinges til at gennemgå de lidelser der også følger med: først giver de afkald på alt det andre dødelige som regel kan nyde, så må de opbyde alle deres kræfter – og ikke sjældent have en muse eller to til at blæse sig i nakken, alt sammen for at slæbe et værk hele vejen op ad et stejlt bjerg, bogstaveligt over stok og sten, gennem tornet buskads, forbi slanger og andet giftkryb, i blændende sol, i timiandunster blandet med rævepis og rovdyrfært derudover, igennem regnfloder der vælter ned over klipperne, med tordenen rullende om ørene og lynene rumlende langs bjergkammene hele horisonten rundt, og når de så har præsteret deres yderste, mer end det, overgået sig selv, har nået kammen, netop i det øjeblik, regn og torden stilner af og Apollons sol smider sine skarpeste strålekast ned i pytter og kaskader på de hvide sten og blænder dem, da triller værket fra dem, da river det huden af fingrene, flår neglene til flis, ruller diskret over foden på dem, tager fart, rutsjer af sted, ender med at blive overtaget af andre, folk der bedre forstår at slå mønt af den.
Passende straf for den der håner om forfølger en kunstner. Men Apollon.
De andre høje guder tænkte ved sig selv, at, ja såmænd, hvorfor ikke? Straffes skulle han, begrundelserne er bare juristeri. Så hvorfor ikke?
En eftermiddag havde Lovisa sagt:
– Det er da det rene helvede det her.
Og Calle havde set skrået nede fra op på hende, han havde siddet helt sammenkrummet i sin stol:
– Og det er mig der er Sisyphos.

Emner i essays, f.eks.:
om nordisk identitet Peer Gynt og sandhedssøgerne og Vor begrebsverden
om selvundervurdering i det nordiske Torkomplekset
om kulturpolitikken i Danmark i markedets tid Hold dig vågen, ven…
Jeg har aldrig længtes mod luftalarmer. Essay om de tidligste år. Jul i Thy 2008, udgivet af Erik A. Lauridsen og Jørgen Miltersen, Thisted.

LITTERÆRE EMNER:
Fredmans Epistel 77 och fyra parafraser om fyra danska poeter återanvändning av Bellmans melodi och versmönster
Paris sin Helena fatter om den lærde Bellman og hans kilder
Kronen på værket om Fredmans Epistel nr. 82

Bellmanianerne Heibergs om tre ledende kulturpersonligheder i 1800-talets Köpenhamn
Hjortens Flugt om et hovedværk i dansk erotisk digtekunst
Man får inte vissla i allmänna sparbanken om växelverkan mellan dansk och svensk litteratur

Rejsen i europæisk litteratur om et fremherskende motiv i europæiske hovedværker
Petrarca 1304-2004 om Petrarcas inflytande i nordisk litteratur
Kalevala om mytologiens funktion i det finske nationalepos
Tschandala och andra skandaler om litteraturens visiter vid sundet
Glemselslandskaber nær Europas midtpunkt og
Vi var i Europa. Trykt i BALTIC MEETINGS on the occasion of the 750th Anniversary of Königsberg Red.: Klaus-Jürgen Liedtke
Tidiga Petrarcaspår i nordisk litteratur. Tidningen Kulturen /nettidsskrift