Go to Top

Selvportræt

Selvportræt

Selvportrætter har jeg tegnet og malet gennem det sidste halve århundrede, så mit ydre er dokumenteret. Dertil kommer at min kone er glad for at fotografere, så det er mig på billederne fra rejser gennem det samme halvsekel.
Mit jeg, derimod? Indirekte selvfølgelig i alt hvad jeg har malet, tegnet, skrevet, og hvis øjnene på selvportrætterne er sjælens spejl, er det ikke nogen gåde.
Sproget angiver mandsrollerne klodshans, kasketkarl, svinemikkel, nysgerrigpeter. Nysgerrigpeter? Det kunne jeg måske nok gå med til, men rigtigere er videbegærviggo og frodigfrederik.

Søren kaldte de mig. Det må jeg nøjes med, det er så rummeligt. Kan sagtens dække videbegærlighed som væsen og frodighed som livsideal. Lune og lærdom har en anmelder tillagt mig (for Troldspejl og andre digte).

Den tid jeg har levet og levet med i, har sat sit præg: Jeg blev født da bomberegnen/faldt i stormkast over egnen/om den spanske hovedstad, sådan skrev jeg ganske vist om boghøkeren Havskær Havskærsild, men vi var også samme årgang. I min barndom var krig/… Fra asfalt og brosten lød tyskernes støvletramp; sådan skrev jeg i et poetisk selvportræt (i Strandlangs). Mine unge år var atomkrigstruslen og oprøret i Ungarn, mig og et par kammerater/samled ind til håndgranater/ men blev stoppet i Kruså, egentlig lagt i munden på boghøkeren, men tanken var også min i 1956.

Siden kom Kampagnen mod Atomvåben og Folkebevægelsen mod EF, SF og den frihedstrang det var udtrykt for, modstanden mod konformitet og åndelig ensretning, værre i 2000-tallet end nogen sinde i 60’erne. Ungdomsoprøret var jeg for gammel til, brød mig ikke om det, Gert Petersen gjorde mig opmærksom på de fascistoide træk i det.

Den tid jeg har levet i, har altid kaldt på min modstand, tidsånden har budt mig imod, og ikke blot fordi den har afvist mig. Jeg malede figurativt-fauvistisk mens alle andre blev hængende i dadaismedyndet, jeg skriver sonetter og heksametre nu alle andre knækker prosa og tror det endnu er moderne; jeg talte for humanismens dannelse mens alle andre prædikede vulgært had, mest fra højre, også af og til fra folk der troede de stod til venstre.
De glemte at politik og filosofi cirkler.

Jeg ser, jeg ser… Jeg er vist kommet på en feil klode, mente en af Nordens fineste lyrikere, den norske symbolist Sigbjørn Obstfelder i 1893. En fejl tid, det ville jeg sige for mit vedkommende.

Men det var også den katolsk-apostolske menigheds gudstjenester og barndommens fortrolighed med messens liturgi, Davids salmer og Grundtvigs sange. Biblioteket og gymnasieårenes Falkenstjerne, guitaren og jazzklubben. Og Kirsten.
Jeg har sagt at de to har betydet mest i mit liv, far og Kirsten.

Men en der skriver hovedopgave i Goethes Faust 2. Del, har også fået næsten ubegribeligt meget fra de store forfattere. Skal jeg regne dem op, dem jeg har taget indtryk af, kommer det til at ligne Harold Blooms liste over de hundrede største forfattere. Eller noget i den retning.
J.P. Jacobsen voksede jeg op med; min skolevej gik forbi hans lysthus ved havnen og hans fars grosserergård, hans fødested, hans gravsted. Halfdan Rasmussen læste jeg med iver; vi delte ikke generation, men miljø. Så, kære Halfdan, du skrev i sin tid: Jeg skriver sjove digte/ jeg skriver også triste. /De første læser folk,/ jeg læser selv de sidste. Men du er altså ikke den eneste der har læst dine sidste. Bellman mødte jeg i 2.g., svenskbogen. Et halvt århundrede senere har jeg truffet Petrarca.

De to, Bellman og Petrarca, er også de eneste, stort set, som Kirsten har bøjet sig for uden væsentlige forbehold. Sig de er kontraster, måske mener du de er de største modsætninger europæisk litteratur kan opvise. I så fald viser de spændvidden i mit videbegær. Jeg er uenig: deres følsomhed, deres kærlighed til livet og menneskene, deri minder de om hinanden. Se deres skildringer af naturen omkring Stockholm, i den snævre floddal Vaucluse i Provence.
Men just stederne? Digtsamlingen Strandlangs (2001) er bygget op om steder der har betydet noget i min tid, drengeårene ved nordsiden af Thisted Bredning med stranden som legeplads, årene med studier på Åland. Ungdomsårene i Nakskov og børnenes barndomsår på Vestlolland, dettes landskab malet igen og igen. Ni år i Sakskøbing, siden 1982 bosat i Trørød, her hvor alle mine bøger er blevet til. De stærke indtryk fra rejserne i Sverige, Island, Norge, Finland, ferieøerne – altid strandlangs, Malta, Mallorca, Tenerife, Rhodos, Bornholm, Gotland, Åland igen.

Lærer. Hvad kunne jeg blive andet end lærer? Jeg kunne undervise i at skrive, tegne, synge og spille, for jeg ville jo selv spille og synge, jeg elskede at tegne og skrive. Jeg blev altså lærer, siden skoleinspektør, sidst konstitueret som undervisningsinspektør i direktoratet for folkeskolen, indtil sammenstødene med tidsånden blev for frastødende og endte udstødende: i 1985 blev jeg fri forfatter.

Hvad sker der hvis? Den sætning er udgangspunktet for så godt som al forskning og ord- og billedkunst. Tanken yngler, og nogle gange er andre med på ideerne: Nakskov Jazzklub, Socialistisk Folkeparti på Lolland, (kunstner-)Sammenslutningen af 7. Maj, Selskabet Bellman i Danmark, Samrådet for de Litterære Selskaber i Danmark, Den Danske Klassikerdag, Kalevaladagene, Bellmandagen på Sophienholm. Halvt for sjov: jazz and poetry: hvad er Nakskov mod Frisco? Det kan du spørge om. Vi kom først. Jeg både spurgte og svarede i digtsuiten Hva fan er halvtreds for et tal? Da Nakskov Jazzklub blev 50.
Mit livs Kirsten? Og sammen har vi børnene. Annemette, så Morten, siden Jacob – han var den tredje lige som blandt patriarkerne. Malerierne dokumenterer også dem, fra spæde til modne. Annemette mødte en dag op med Cecilie, en dag et par år senere med Mathias. Senest har Morten præsenteret os for Anna og Carl Magnus. Far, morfar, farfar – hædersnavne. Børnebørnene har fået digte og sange, en sonetkrans handler om deres navne.
Hvis tilværelsen var et regnestykke, en matematisk ligning, formlen for en kemisk forbindelse, i så fald måtte det være en organisk, så ville sådan en bestå af tid+aktivitet+indtryk/oplevelser+læsning+steder+de nærmeste. Det er alt sammen noget man kan gøre rede for. Om det så tilsammen summerer ens væsen op – ja, det får stå hen.