Go to Top

End så Norden?

End så Norden?

Æ war knæjt, det war krig
Det war mørklå, kold war ‘et
Mørk i åll almindlighieð
Fræ æ asfalt og æ brostien løð æ tysker djer
Trampen men ind’ war ‘et
Jywltræ og fåer gjik og hængt guirlander
O den her træ åll de nordisk’ flag
Danmark Finland Island Norge Swerrig djers
Og jen gång til Danmark Finland Island og so wiðer’
Den jenn’ gång atter den åen og uhð i æ
Kjøkken gjik så muer og høert radio
Swensk radio og hwar gång søe hun
O, det lyðer så skjøn det swensk’

Og nøj sener’ war der freð
Og æ hjemmwærnsmænd gjik og
Trampet i æ gåeðer det lød lissom far’
Og i æ mellskuel mødt æ så
Swen Dufwa og Myran som for till doktorn
Og om æ ettermeðaeg inden æ sku i mi plads
Gjik muer og høert radio
Swensk radio og hwar gång søe hun
O det lyðer skjøn det swensk’
Men i æ gymnas høert æ
Finlandsswensk og weest
Hjemm’ det war
Norden

Mine drømmes by. Udtrykket er en kliché, i sådan en vending bliver ordet “drømme” altid ensbetydende med det højest ønskelige, det mest brændende begærede. Underligt nok. Som om ingen nogen siden har haft mareridt eller drømt onde drømme, været på flugt, ikke kunnet undslippe ondsindede forfølgere, ikke fornemmet den klamme fjordis om sine fødder, følt sig truet af vilde tyre, gale hunde, vrede skovfogeder eller andre opsynsmænd.
Drømme rummer hele regnbuen fra den søde idyl til det fundamentalt foruroligende. Om natten genoplever jeg min fødeby, i alle situationer. De knap seksten år jeg tilbragte i den, har givet mønstret for alt hvad der derpå fulgte, og jeg skal bare lægge mig til at sove, så er jeg tilbage hvor jeg trådte mine barnesko – der som regel var af træ, omme fra træskomager Aarslev i Østergade, eller hans kollega på det modsatte hjørne ud til Strandgade – eller var det omvendt?, det fodtøj der hvert forår så til om at anklerne lå i ét blodigt sår. Jernbeslagene sørgede under gangen for at sparke huden over knoen af. Strømper? I sommerhalvåret gik vi sandelig da ikke med strømper. Der var nok at vaske for mor endda. Med alle de familier hun tog storvasken for.
Af grunde jeg har svært ved at forstå, optræder Mellemtorv med regelbunden hyppighed i mine drømme. Somme tider er det enormt stort, og der er butikker som aldrig har haft åbent dér. Skovvej er scene for andre forestillinger i natbiografen, den om at kunne flyve er ofte henlagt til det stejle stykke ud for boghandlerens baglokaler.

Det har at gøre med at al færdsel foregik til fods. Når ens fødder er omkring ti centimeter og skridtlængden tilsvarende, bliver skridtmængden stor, og alle afstande opleves som enorme. Fra Strandvejen 51 til kirken på Møllevej var der langt; tilmed gik det opad det meste af vejen. Endnu længere var til bedstefars kolonihave på den anden side af dyrskuepladsen, eller ud til farbror Christian ude i Brund. Stadion, hvor far havde skovlet sin del af jorden og kørt sine kilometer med den på trillebøren, lå helt nede i Dragsbæk. Så der blev vandret meget. Til formiddagstjeneste i kirken, hjem til søndagsmiddag, til eftermiddagskampen på stadion og tilbage igen.

At komme omkring med barneskridt betyder at sindet når at suge til sig. Der er på ens vej et utal af småting, og små gryder har ikke bare øren, de har øjne, næser, føletråde i fingre og håndflader, de tager alt til sig. Nu bare den ting at hvert hus har sin sokkel, og cementkanten over den ligger lige til en barnehånd. Trappestenene, de små jernopsatser på dem, hvad de så har været tænkt til – til at skrabe mudder og hundehømhømmer af skoene? Gelænderne, kældervinduerne, dem man skal bukke sig ned for at kigge ind ad, dem der ligger lige i øjenhøjde, dem der har gardiner, dem der bare har spindelvæv i stedet for gardiner. Fortovet hvor konen lige har vasket vinduerne, de mørke pletter og skumrandene fra sæben. De steder, i Korsgade var der et par af dem, hvor der vokser blomster op ad facaderne, hele rosenbuske.

Der er så meget at iagttage når man går på sine to korte, barnebuttede ben.
Endnu mere når man de gange man står i kø, med en hånd i mors skørter. Nede på Kringeltorvs forlængelse, hvor sygekassen lå, og den imposante murermesterborg der bar det omstændelige navn Administrationsbygningen. Køen? Efter rationeringsmærker, antager jeg. Eller oppe i Skovgade, ved amtmandens, hvor køen gjaldt en vaccinering. Mødre og jævnaldrende i lange rækker, alle byens unger, og allerede dengang hadede jeg at få indført stikkende, skærende og huggende metalgenstande i mit gode huld. Jeg vrælede som en besat, har altid protesteret mod overgreb af enhver art. Heller ikke ved den lejlighed hjalp det, der er kun at håbe at vaccinen har gjort det. Skete det flere gange? Og hvordan kom man hjem?

Der var selvfølgelig fars uundværlige cykel. Det var tider da man red på stangen. Børnevenlige indretninger som sadler og sligt lå uden for rækkevidde, eller ligefrem fantasi. I hvert fald sad man som damerne på hesten før århundredskiftet, begge ben til venstre, men tryggere end de, for begge fars arme befandt sig på hver side af én. Ved en bestemt lejlighed reddede det livet. Vi fik kogt torsk, jeg overså et fiskeben, det kom i halsen, satte sig på tværs. Doktor Schmidt boede oppe over apoteket i Storegade, så far og jeg kom på cyklen, den kom i fart, farten gik, ikke over stok og sten, men over jernbaneskinner og brosten på havnekajen, det sendte svare stød op i numsen, stødene forplantede sig gennem kroppen, den var heller ikke så stor, så da vi nåede DSDFs pakhus over for Hotel Aalborg, så fik jeg atter talens brug, og vi kunne vende om.

Livet er ikke det værste man har, siges det, selv af folk der burde vide bedre, men udsat leves det, selv de mindste faktorer står parat til at begå attentat på ens ære, liv og velfærd.