Go to Top

Essays

… den gudabenådade essäisten han är…
docent, fil.dr. Gunnar Hillbom 1999

Se VIA RICORDI – En antologi om Johannes Jørgensen Udg. af Johannes Jørgensen Selskabet: essayet Johannes Jørgensen og Sverige august 2012 og
Magasin fra Det Kongelige Bibliotek September 2011 om Petrarcas læsning

Fra Jul i Thy 2011:

Æ war knæjt, det war krig
Strandvejen 51

Der var
tyre og tyske soldater
Schäfere og samojedespidser
Man gik i fare hvor man stod

Der var
kassen med sand foran
Vinduet til beskyttelsesrummet
Så kunne de da ikke trampe én ned

Der var
horn klove kløer tænder
Sømbeslåede støvler, stikvåben
Brøl og glam og skrålende stemmer

Jeg har
aldrig længtes mod
Luftalarmer Angsten var der
I hverdagen

Søndagen var
mindre redet af rædsler

Der var
bare hundene tilbage
SS-mænd og vagtværn og
Ophidsede opsyn

Dommen
lød på livsvarigt
Lange nætter er jeg
Hjemme på Strandvejen

Første gang det rigtigt gik op for mig, var ved studenterjubilæet i 1981. Torben havde jeg været meget sammen med de dér 25 – 27 år tidligere, betragtede som en god kammerat. Men det var ham der sagde det; det havde de tit talt om: det var fordi jeg skulle vise dem, at jeg var så flittig dengang. Først forstod jeg ikke, men jo: jeg var jo det eneste arbejderbarn blandt gymnasieungdommen, vist endda det første af min art.
Det var aldrig faldet mig ind.

Den sidste halve snes år har jeg omgåedes en del med en universitetslærer der ligesom mine gymnasiekammerater har en noget højere social baggrund. Mit udgangspunkt har jeg aldrig lagt skjul på: min far var havnearbejder, min mor vaskekone, og jeg tror at min bekendt har mig skummelt mistænkt for at ville bruge det til at fremhæve mine egne bedrifter: se hvor herligt vidt jeg har bragt det.

Det kunne aldrig falde mig. Far var havnearbejder, mor var vaskekone og hvad så? Jeg har som barn ikke kendt andet, og jeg vil ikke ynkes for min barndom. Den var som den var.

*

Far var havnearbejder. Plejer jeg at sige. For nemheds skyld. Det var han også. Når der var arbejde på havnen, med at losse kunstgødning, stykgods, kul og koks. En eftermiddag jeg kommer hjem fra Vestre Skole, ser jeg ham balancere en selv for far meget tung trillebør mange meter over havnepladsen på den smalle gangbane ude fra kajkanten ind til et sted bag Kul-og-koks-Sørensens høje sorte plankeværk. Intet gelænder, ingen sikkerhed, en mand, en trillebør, en lossetøndes indhold af koks eller kulstykker. Han stiller trillebøren et øjeblik og vinker til sin dreng. Så tager han greb om børens arme og triller videre. Han bøjer sammen i knæene for at komme i fart.

Under de lange vintermåneder med deres naturbetingede arbejdsløshed var han snekaster. Det gav en dagløn. I Arbejdsmændenes Hus mødte han troligt op hver morgen. Selvfølgelig skulle han stemple for at få sin understøttelse, sådan var det, men det var også som i lignelsen om arbejderne i vingården, de der havde arbejde, henvendte sig dér hvor de var, dem der kunne arbejde. Jeg har tit været i Arbejdsmændenes Hus, med en madpakke, med en sodavandsflaske, en af dem med patentprop, fyldt med kaffe og viklet ind i en gammel avis, det holdt da lidt på varmen. Tobaksrøg og kortenspil, mange ansigter vendt mod én, for hvis søn var det med hvis madpakke, hvis kaffeflaske?

En gang afløste han kusken på Thisted Andelsslagteri og kørte kødpakker ud til byens slagterbutikker. Jeg fik lov til at tage turen med, og en dag gik han som sædvanlig ind for at få besked om hvor den skulle gå hen. Som de andre dage gav jeg mig med sædvanlig ubekymrethed til at klatre op på ladet – og blev mødt af et piskeslag over håndryggen og en serie vrede ord. Ham der plejede at køre med vognen, havde fået arbejdsevnen tilbage.
Smerten i hånden har jeg glemt, men ikke skuffelsen i fars ansigt.

Jeg kendte jo det minespil. De mange sene vintereftermiddage når han kom hjem, og mor spurgte om der så heller ikke havde været noget den dag? Hun behøvede det ikke. Vi kunne alle sammen se det på ham. Men den tid på året, det punkt på dagen bærer også på andre, mindre dystre minder. Det skete nemlig at det trak ud, og blev jeg sendt ud på Strandvejen for at se om far snart kom. Hans smil, hans stærke, ru hånd når vi fulgtes ad hjem.

Da jeg blev til, fiskede han med Bergquist. Da jeg blev født, arbejdede han på Vildsundbroen. Det var sikkert der han lærte at binde jern og støbe beton. Han har fortalt om hvordan det var at blive sejlet ud til stedet hvor bropillerne skulle rejses, klatre ned langs spunsvæggen til bunden af sundet og dag for dag arbejde sig op mod daglig vande.

Da Gulftankene nede over for gasværket blev rejst, bandt han jern. Den sommer havde jeg endnu ikke fået byplads, så en stor del af skoleferien blev tilbragt på byggepladsen. Hjalp ikke til eller fik værktøj i hænderne, det var ikke derfor, og som sjakbajs skulle han meget have sig frabedt at få folkenes tid spildt med at skulle rette op på noget lærlingebinderi; men jeg var alligevel i nærheden. På det tidspunkt var det blevet moderne at folk købte navne, og vi drøftede mere eller mindre for skægs skyld om vi skulle gøre som de bedrestillede, og da var Jernbinder et af dem der kom på tale, eventuelt i formen Eisenbinder. Det ville mor ikke være med til; hendes uvilje mod tyskerne forlod hende aldrig.

Da han for længst havde forladt fagforeningen, skiftede den navn til specialarbejderforbundet. Det var et navn med en misvisning på 180o. Far var generalist, hvad som helst der gav en timeløn påtog han sig. Efterhånden som min barndom skred frem og så småt overgik til ungdom, havde han specialiseret sig i anlæg og udbedring af veje og gader. Var først sjakbajs, siden vejformand hos Ingeniør Bach og lavede veje alle vegne i amtet. Tog kurser på Teknologisk Institut. Jeg holdt en sommer ferie sammen med ham i Gøttrup, dvs. han ledede sit sjak på vejen ved Sankt Jørgensbjerg, jeg holdt ferie og lærte Han Herred at kende.

Gunnar Sørensen kunne ikke holde til at gå arbejdsløs. Han var derfor tit hjemmefra i lange tider, arbejdede på den store inddæmning på Vestamager i månedsvis, f.eks.; var også i en periode arbejdsmand hos de britiske besættelsesstyrker i Vesttyskland. Mens han arbejdede på vestamager, forsøgte han at få mor og mig til København, men boligmanglen var i de år så godt som total, og den eneste mulighed var en byttelejlighed. Det var også lige ved at gå i orden, men boligudlejeren skulle af indlysende grunde acceptere et sådant bytte. Fru skibsbygger Krogh modsatte sig at, som hun sagde, fru Sørensen skulle ind og sidde og kukkelure i en baggård på stenbroen. Så ville der også blive for langt når hun havde brug for rengøringshjælp og storvask. Så vi blev på Strandvejen et par år til.

Fars arbejde gjorde et barn fortrolig med gloser fra de mange aktiviteter han var indblandet i. Da jeg i 1980 lavede den første undervisningsvejledning i det nordiske stof, kaldte jeg den Håndståbi. Det var helt naturligt, for far havde en håndståbi han slog op i når vejanlæg stillede større krav end rutine. Det virkede lidt som var jeg den eneste der kendte ordet i lærerkredse. Bare dette ene eksempel. Men et stort ordforråd kommer ikke ud af den blå luft. Interessen for ord og ordkunst heller ikke. Middagsbordet var ofte vidne til funderinger over sprogets mærkværdigheder.
Rim og remser, digte og sange indgik som en selvfølge i det man havde at lære i den familie. Fars yndlingsremse var den om manden der havde stjålet en kniv og skulle straffes i forhold til den kriminalitet:

Hør, Pi’ tyv
Do hår stjåln mi knyw!
I mårr æ klokk er syv
Ska-do op å æ hyw
Og o mæ di lyw.
Mor var mere fortrolig med huskeremsen for indbydelse til barnedåb, og gilde hedder jo bud-øl på thybomål, bojel:
Æ sku o måndag
Sæj o tirsdag
Om I will’ o wojnsdag
Komm’ o torsdag
For wi skull’ o fredag
Ha o lørdag
Æ bette bår i kjærk o søndag.
Men endnu nærmere hendes sindelag stod H.C. Andersens digt Det døende Barn. Det er nok det tidligste stykke lyrik jeg blev fortrolig med.

*

Hun var heller ikke specialarbejder. Ufaglært, ja, i og for sig, men som far var hun generalist og påtog hvad som helst folk ville betale hende for at udføre. Hun havde klaret sig som enlig mor med to små børn fra hun blev enke i 1931, og til hun og far blev gift i 1937 – på grund af mig, gu’bevares. Men det gjorde hende ikke til hjemmegående husmor, ikke ret længe ad gangen i hvert fald.

Jeg har ofte leet af mine kolleger når de i hvad der ligner fuld alvor har villet binde deres læsere på ærmet at i 1960’erne kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Hvor havde de været indtil da? Havde de så skrevet at i det tiår kom også overklassens og mellemstandens gifte kvinder ud på arbejdsmarkedet, så havde jeg kunnet styre mine latteranfald. Mine bøger fortæller en anden historie. Fordi kilderne gør. Statistikken.
Mor gik ud og vaskede for folk. Storvask. Stod som Christian IV i røg og damp ved drøjen vask. Lugten af em og brun sæbe og brænderøg sidder i erindringen den dag i dag. En dag kom hun hjem fra en storvask i en af byens fineste husholdninger, satte sig på den køkkenblå taburet med en sukkerknald og kop opvarmet kaffe, Richs.

Nå, hvordan var det så? Ja, fruen var vældig tilfreds med arbejdets udførelse, havde spurgt om hun så måtte sende bud efter fru Sørensen næste måned. Nej, det behøvede hun ikke. Ja, men hvorfor dog ikke? Nej, det … Ja, men hvorfor? Hvad var der galt?

Ja, når fruen nu endelig ville vide det. Mor kom og ordnede storvasken hos de fineste familier over hele byen.

Ja, ja, det var derfor vedkommende fine frue havde sendt bud efter fru Sørensen. Og hun kunne da heller rose det fine arbejde nok.
Næste replik faldt som et hug: det behøvede hun heller ikke. For det havde hun gjort. Da hun sendte stuepigen ned i vaskehuset med en bakke mad til frokost. Andre steder havde de levemåde nok til at invitere vaskekonen op i lejligheden.

Somme tider er den fattige nødt til at ydmyge sig. Om den ting kunne vi have sagt som min vittige faster sagde til den der stod og trykkede sig i døråbningen: kom indenfor, du skal ikke genere dig. Det skal vi nok. Ydmygelser kunne man tids nok og tit nok blive udsat for. Det tålte mor ikke. Så hellere undvære den dagløn. Penge kan være for surt tjente. Mens hun var enlig mor med mine to storesøskende, havde hun fået tildelt en julekurv af Frelsens Hær omme i Strømgade. Det prøvede hun også kun én gang. Hendes sociale engagement var flammende. Sin indignation og sit had til uretten har man ikke fra fremmede. De borgerlige rettigheder var hende værdifulde. Da hun havde mistet sin første mand og stod alene med to små, spurgte hun på kommunen om lidt hjælp til det mest påtrængende. Skomager Grubbe henviste til fattigkassen, men de par kroner ville koste hendes valgret. Det var for dyrt. Men svaret højnede ikke hendes respekt for velstående indremissionske.

I lange perioder arbejdede mor fast på realskolen nede på Plantagevej, gjorde rent i klasseværelserne efter skoletid.
Hovedrengøring klarede hun også. Bl.a. steder kom hun hos fru Højer, direktørfruen på Koopmans Slagteri for enden af Strandvejen. Det foranledigede mit bekendtskab med en af mine nærmeste legekammerater i nogle år, og derigennem et indblik i boligforholdene i overklassen. Venskabet gik over styr da jeg kom på mellemskolen og samtidig fik byplads – og altså ikke længere havde tid til at lege.

*

Én selv? Man bliver ofte bedt om præsentere sig, ved møder, konferencer, seminarer, når man er ude at holde foredrag: ja, men du siger selv hvem du er, ikke?

Hvem man er? Alverdens filosoffer har skrevet bind så tykke at man dårligt kan nå om ryggen på dem, forfatterne har frembragt hyldekilometer i forsøget på at begribe identiteten, man har selv bidraget med et par titler. Jeg foretrækker langt det spørgsmål jeg fik inde fra smedien forrest i Strandgade, den der lå med ryggen op til Sørensens kulgård, lige over for hvor Farverens Stræde mundede ud. En dag på vej hjem fra Østre Skole stillede jeg mig op i portåbningen til smedien og kiggede på flyvende gnister og faldende hamre og glødende jern, lyttede til de klimrende slag når godset dansede på ambolten. Smedesvenden så op fra arbejdet, betragtede mig og stillede så det egentligt relevante spørgsmål: Hvis søn er du?

Idet han med rette gik ud fra at man nok var en eller andens afkom.
Derfra ens verden går, som digteren skrev.
Der hvor ens verden former sig, ville en anden sige. Snarere. En tredje har sagt at barnet er jo mandens far, han var romantiker, og den slags elsker paradokser. Men sandhed er der ikke desto mindre i mandens tale, for den voksne bygger jo på de forudsætninger han har i arv og miljø. Jeg kan se på skyggen hen over asfalten når jeg kommer cyklende, at sådan tog min fars skygge sig også ud.
Man har det sjældnest fra fremmede.

Søskende spiller også en rolle for barnet. Jeg var velforsynet, havde to, biologisk betragtet halvsøskende, det har vi bare aldrig set som en mangel. Tvært imod gav det mig fordelen af at lære deres biologiske familie at kende, især farbror Christian som jeg traf daglig, han var nemlig mælkemand på Strandvejen og kom med de par potter sød og den pot kærne vi skulle have.

Uvist af hvilken grund nussede han mig altid i håret og kaldte mig din bitte morsingbo. Formentlig var jeg til at begynde med så lille at jeg endnu ikke var et rigtigt menneske, for da jeg engang tog mod til mig og spurgte hvorfor han på den måde førte falsk vidnesbyrd mod sin næste, var det han fortalte den gamle anekdote om fiskeren ude på isen der i frostdisen så en skikkelse og med thyboens stærkt overtroiske livssyn råbte: Er’et en minnesk? og fik svaret at nej, det er en morsingbo.

Jeg ved endnu ikke helt om det gjorde mig meget klogere. Jeg fik i hvert fald nøjes dermed, og hellere en morsingbo end en bøllespire. Vi bevarede forbindelse og gensidig agtelse til det sidste.

En storesøster på ti som elskede mig, en storebror på otte år som ikke nærede varme følelse for den senest tilkomne. Det fortælles at han en dag skulle køre tur med mig i barnevogn, fandt det under sin værdighed, mente for resten at barnevognen havde hjul og derfor burde kunne køre af sig selv, hvad den da også kunne hvis man bare slap den øverst på Østerbakken i retning mod Strandgade og købmand Dige.
Søster Karen legede med en anden pige henne ved grisehandleren – æ pave de kaldte ham – og så ekvipagen komme rullende, og da blev det liv reddet for den gang. Noget lignende indtraf da min yngste faster sammen med en veninde skulle være barnepige for mig, om nu far og mor skulle i biografen, eller de var til aftenkaffe hos en eller anden, og lille Søren ikke lige var oplagt til at sove; de store tøser fandt da på at tage en cykelpumpe og blæse ham på øjnene. Hvis han bare lukkede øjnene, så faldt han vel så småt i søvn, ungen. Karen aflagde ed på at så ville hun hellere selv passe ham. Faster Asta kunne han ikke betros efter den affære.

Ungen der blev blæst i hovedet, bar ikke siden nag.
Det var ikke mange år vi havde sammen, min storesøster og jeg. Hun blev 14, kom i konfirmationskjole og siden efter i plads hos en politiassistent nede på Dragsbækvej, og engang kom mor og jeg på besøg. Politihunden var der også, en schæfer der glammede et sted lige over mit hoved, i min barndom færdedes hundene i hovedhøjde, som digteren husker. Lige efter krigen blev hun gangpige på sygehuset i Ålborg.

To, måske fire år mere med storebror, så måtte han under ret ulykkelige omstændigheder skifte læreplads og rejse langt fanden i vold, dvs. til Fredensborg.
Regnebrættet siger at de ikke kan have haft nogen vældig indflydelse på det barn der var mig. På den anden side er der noget jeg endnu ikke er kommet mig over ved min søster. Jeg har altid vidst at jeg ville læse. På et tidspunkt kom det så til at jeg erklærede at jeg ville i gymnasiet. Far og mor havde sikkert også betænkeligheder, de gav ikke udtryk for dem, men søster brugte megen tid og mange ord på at snakke mig fra det. Om der dog ikke var et eller andet håndværk jeg kunne tænke mig? Hun ville stort set gøre hvad som helst for at forhindre mig i at gå bogvejen.

Det var givetvis selvforsvar. Et udslag af den fattiges ydmygelser. Gymnasieelever, studerede folk repræsenterede en fremmed verden, hun ville nødig se sin lillebror blive fremmed for sit eget miljø, blive en forræder mod sin egen klasse. Hun havde næppe den store indsigt i marxistiske teorier og begreber, men havde levet længe nok til at se hvorledes de stemte overens med de erfaringer hun og vi andre havde, og udgjorde en stort set korrekt beskrivelse af den virkelighed vi levede i.

*

Det er når man møder andre miljøer og andre måder at beskrive tilværelsen, at man opnår udsyn. Jeg har altid prist det held at vokse op i brydningsfeltet mellem arbejderbevægelsen og den sociale selvfølgelighed den repræsenterer på den ene side og en frisindet, åbenhjertig kristendomsforståelse på den anden.

De to store, som Karen og Niels hed i daglig tale, var døbt ind i den danske folkekirke som også var mors udgangspunkt. Far var derimod opvokset inden for den irvingianske kristendomsfortolkning, og bedstefar var diakon i den katolsk-apostolske kirke på Møllevej. Jeg var min fars søn, derfor blev jeg døbt dér anden nytårsdag 1938. Om det var mors første møde med den kirke og dens ritualer der via den anglikanske var så temmelig direkte videreførst fra oldkirken, tror jeg ikke, men det var den første gang hun fik et barn døbt, og det gjorde et uudsletteligt indtryk på hende at præsten tog hendes lille dreng og lagde ham på alteret som et led i optagelsen i de helliges samfund.

Da jeg var helt lille og skulle tysses på under den langvarige højmesse deroppe i det pragtfuldt udsmykkede rum med den eventyrligt smukke alteropsats i engelsk gotik, var mor med. Senere var det far og mig der gik den lange vej over havnen op i Storegade, over torvet op gennem Vestergade til Møllevej hver søndag formiddag til klokken ti en kvart. Da det kom til at knibe med brændsel, samledes vi i et beskedent anneks for at have koks nok når rejsepræsten eller englen M.D. Jensen kom.

Vi sang efter engelsk skik Davids salmer på oldkirkelige melodier. Det var en særpræget oplevelse at synge prosa på disse doriske, mixolydiske eller ioniske tonerækker – som trosbekendelsen i folkekirken – og vi læste i kor en række liturgiske tekster. Det var ikke bare læsetræning, det var indøvelse af et ordforråd og en livsforståelse der alt andet lige lagde en høj himmel over en truet jord.

Bedstefar, hans meddiakoner, malermester Christoffersen, men særligt gamle Poulsen, M.D. Jensen fra Vejle, der kom tilrejsende en gang hveranden måned, de andre i den lille menighed som vi besøgte de søndage M.D. var her, eller de kom i den toværelses på Strandvejen, satte uafrystelige indtryk på en lille fyr med deres humor, deres venlighed, næstekærlighed, klogskab, deres vældige horisont der spændte gennem alle tider, fortid som fremtid, alt det sugede et barnesind til sig. At komme i kirke der hos sin herre gik i forbøn for jøder, muslimer og ikketroende, i hvis syndsbekendelser både det man havde gjort og det man havde undladt at gøre, udtrykkeligt blev sagt, det satte spor og præg.

En onkel skal være den sidste der har kunnet gudstjeneste i Gyldenløvesgade i centrum af København, ellers er kirken sovet ind. Men navnet til trods, så har katolsk-apostolske altid følt sig hjemme i folkekirken, og dermed kunne jeg gå til konfirmationsforberedelse hos pastor Sjølander sammen med en stor del af mine klassekammerater på mellemskolen den ene vinter og få konfirmationsforberedelse hos gamle Poulsen fra kirken på Møllevej den næste. Det var der ingen konflikt i. Hvad Sjølander lærte, og hvordan hans lektioner var? Borte har taget det, men gamle Poulsens muntre og kærlige fortællinger, lidt bibelhistorie, jo, men mest fra hans eget liv, det er bevaret.

For resten mødtes han og jeg de år jeg gik oppe i Vestre Skole, og drengene havde gymnastiktimer oppe på dyrskuepladsen på Møllevej. På vej til og fra fodboldbanen hilste vi på hinanden, når han gik og fejede fortov foran kirken eller skuffede gange i den lille forhave. – Du er en svend! sagde han uvægerligt, og jeg mindede om at Svend, det var min fætter, jeg hed Søren, men han kendte godt forskellen på egennavne og fællesnavne.

*

Kirken var ikke det eneste sted far og jeg fulgtes til. Vi var stort sammen hele søndagen. Fars karriere som aktiv bokser ligger før jeg rigtigt var i stand til at samle erindringer. Jeg har set billeder som nu er forsvundet, jeg tror han et år blev Jyllandsmester i weltervægt, men har ikke fået det bekræftet af kilderne. Men min storebror blev aldrig træt af at fortælle historien om hvordan mor sagde stop for hans brug af handskerne. Også det ligger før min erindringsramme, men set det har jeg sikkert.

En af fars bedste kammerater fra idrætskurser eller hvad det nu var, kom til Thisted og skulle kæmpe. Far og mor inviterede ham til frokost hjemme når han nu kom den lange vej. Først i fyrrerne var alle veje lange. Far skulle ikke selv i ringen, så han nød mors gode mad, fik sikkert også en pilsner og en perikumsnaps. Vennen hvis navn er forsvundet undervejs, tog forsigtigt til det hele. Da de så kom op på Hotel Føniks lige over for stationen, havde den der skulle bokse mod fars ven, fået forfald. Vennen ærgrede sig over at være rejst den lange vej forgæves, stævnelederen ikke mindre ærgerlig over at have en så fremragende nævekæmper i salen og ikke kunne finde en modstander til ham. Hvordan det opstår, han og far bliver enige om at de da kan give en opvisningskamp. De er begge gode teknikere, de kan demonstrere det ordentligt, elegante boksere, jo, men når nu Gunnar ikke er i kampform? Ikke er i træning? Nå, hvad skidt, det er jo bare en opvisning, og de bliver enige, det bliver annonceret, publikum klapper, kender dem begge som gode teknikere, forventer sig en ordentlig opvisning. De kommer i tøjet, far overtager et par af klubbens handsker, de går i ringen.

Første omgang går som efter lærebogen i gentlemanboksning. I anden omgang lader Gunnar sig gribe af hvor godt det går, og begynder at angribe. Det er som om han glemmer at det er en opvisning hvor ingen skal komme noget til. Men gamle cirkusheste når musikken lyder, far klipper til sin ven, sender ham til tælling, han var jo helt uforberedt, det var noget andet de havde aftalt. Han er også cirkushest, og det vil han ikke have siddende på sig, nå, er det sådan det er, så han drøner far én lige venstre i solar plexus.

Det er ikke en måde at behandle en fyldt mavesæk på. Far går ikke bare i gulvet med et brag, han går ud som et lys, er væk. De bærer ham ud i omklædningsrummet, er der en stævnelæge til stede? det melder historien ingen ting om, fire mand bærer ham over på den gamle kirkegård, ned over torvet, og for at vække mindst mulig opsigt går de bagvejen ad Tolbodgade og langs havnen.

Så nedlægger mor forbud mod flere kampe. De følgende gange far er i ringen, har han den obligatoriske hvide skjorte og butterfly, men danser ligesom ellers og siger break når bokserne bliver for nærgående. Jeg sidder et par rækker oppe og leger sagkyndig. Der er den her kolde em i Føniks’ hotelsal. Krigstidens og de uhyggelige efterkrigsårs kolde em.

Om sommeren er turen dobbelt så lang, for da skal vi ned på stadion. Far har arbejdet på den også, trillet mangen en mødig børfuld jord fra bakkerne og sikret at opvisnings- og træningsbaner var jævne som stuegulve. ØB, som af og til også hedder AIK, har ingen aktive hold i de år min erindring dækker, så vi må nøjes med TIK. Til gengæld får far og jeg den lange spadseretur frem og tilbage. Som regel tager vi Vestergade-Dragsbækvej på udturen, der går det hurtigst, og vi skal nå inden for lærredsdækkenerne inden de kommer på banen. Men så tager vi på hjemvejen af ned til Kærlighedsstien og har det store udblik mod SalgjerHyw og Mors’ langeligt udstrakte bakker i solglitteret.

I årevis ser vi statsbanernes flækkede stammestolper med det flammesvedne fra da frihedskæmperne saboterede en benzinvogn på banelegemet. Allan Højer og jeg rendte og legede ved tankspærringerne foran direktørens have og skibsbyggeriet på Strandvejen da vi så flammerne slå op derovre fra og øjeblikket efter hørte braget.

Da mine ben er blevet ligeså lange som fars, tager vi nogle søndag eftermiddage vældige vandreture i store sving uden om byen, til Kronborg Plantage, langt ud ad Tingstrupvej, forbi flygtningelejren. Vi var i grunden peripatetikere, fodvandrende filosoffer som Aristoteles og hans elever der holdt meget af Platon, men mere af sandheden, og det var den vi søgte i vore intense samtaler om livet og verden.

*
Med Strandvejen var det anderledes. Da jeg fik øjnene op for den, passede den ikke til sit navn, og man skulle helt op i den lejlighed skibsbygger Christensen havde oppe på tredje sal, for at få udblik til fjorden. Fra vores stuevindue så vi kontoret til Det offentlige Slagtehus og andelsslagteriets plankeværk. Den nærmeste strand lå ganske vist neden for slagtehuset, og den kom man til ved at klatre over porten til kørevejen mellem det og skibsbyggeriet. Der kom nogen engang om året, så hjulsporene var de fleste somre bare lidt sammenpressede baner mellem frodige vækster af burrer, tidsler og langstråede græsser. Fra slagtehuset var der et kloakudløb ud i yderhavnen, og til venstre var skibsbyggeriet sikret med en masse store stenblokke der var gode at klavre rundt på.

Engang havde far fået det hverv at grave et hul eller en rende dérinde, hvad den skulle til for, aner jeg ikke, jeg legede der imens arbejdet stod på, og havde det som altid hyggeligt med ham. Måske har jeg haft en legetøjsskovl at gøre godt med.

I den slippe, på den stump strandbred tilbragte jeg mange timer. Jeg har også skrevet om den i “Jul i Thy”.

Selve slagtehuset og dets område var lukket land. Opsynsmanden var nådeløs. Anderledes fredsommeligt var det på andelsslagteriet, og ude på Koopmans følte man sig velkommen, særligt når man var i selskab med direktørens den yngste, Allan. Det er en historie for sig, for pointen her og nu er den at Strandvejen i selv opfyldte en række funktioner i ens opvækst.

Den var nu for det første vores legeplads, stedet hvor alle de gamle sanglege udfoldede sig, Bro bro brille, Der kom en mand fra det Røde Hav, Jeg gik mig over sø og land, men Så går vi rundt om en enebærbusk og Fald på knæ, min rose, for Munken går i enge og alle dem. Piger og drenge hånd i hånd, enfoldigt hengivent syngende. Hop så højt du elsker ham/ ellers sæt dig ned og skam. Dem sang vi da for resten på rigsdansk, gjorde vi ikke?

For det andet må den i bagklogskabens lys ses som ens første lærebog i sociologi. Skovbrugsprodukter blev længst ude omdannet til transportmidler, og i sig selv var det et fantastisk syn at se stammerne blive skåret op til planker eller formet til spanter; jeg tror jeg var det eneste barn der fik lov til at færdes på pladsen, men jeg havde så at sige frikort til at betragte herlighederne, og Christensen lod mig også gerne låne jollen når tømrerne ikke selv skulle bruge den. Og det skulle de jo sjældent sent på eftermiddagen.

Oftest reparerede de skonnerter og galeaser og var på den måde med til at sikre byens livline til brændselslagre i større havne.
Landbrugets animalske frembringelser førtes frem for vore undrende blikke, af studetrækkere og kodrivere, på vogne, biler, kreaturvogne, fra krusetpandede avlstyre der havde mistet potensen, til små kaniner, arbejderne på andelsslagteriet hånede deres kolleger på Koopmans fordi de sidstnævnte i en periode sank så dybt som til at slagte kaniner. Efter endt behandling fordeltes de på andre transportmidler af samme karakterer. Godsbanen var ført helt hen til ud for nr. 41.

Arbejdsstyrken samledes her tidligt om morgenen, spredtes på gåben eller cykelhjul ved arbejdstids ophør, og der var butikspigerne i andelsslagteriets udsalg henne forrest på Strandvejen, der var kontorpersonalet i stueetagen under Højers herskabslejlighed forrest på Vegendalvej, tavst skrivende personager med skåneærmer ved blækhuse og store skråtstillede skrivepulte.

I husrækken selv var de fleste erhverv repræsenteret, fra lodsen lige over for havnen til bogbinderen længst ude, skomageren i nr. 37, æ bitte bager i nr. 45. Ja, i verdens navle, Strandvejen 51, var et snit gennem den arbejdende befolkning. En tid delte vi bagtrappewc med en familie hvis farmand var kok på Hotel Aalborg – eller var det Markedshallen? Og aldrig var hjemme, som mor kom til at sige engang. Hun skulle snakke. Familien ovenover var der lidt mystisk ved, noget forborgent snak om en social deroute. Ikke mine ord igen, men klasserne delte hus som i H.C. Andersens eventyr.

Strand var der ikke meget af. Det var ikke ret længe siden vejens søndre side havde været strand, og bådene havde ligget ud for ejermændenes huse, men det var før min tid, og så gælder det ikke. Længere ude lå stranden så, på den anden side af Koopmans, ude på Strøget. Sidst i april var et sjak fra skibsbyggeriet derude med en tømmerflåde og en rambuk og satte badehusene op, i september må de have været derude og tage dem ned igen, for om vinteren stod det hele stuvet sammen inde på skråningen.
Altid skete der noget. Somme tider lidt for meget.

*
Æ war knæjt, det war krig. Det var det, i fem år, de vissengrønne dukkede op den dag jeg fyldte 2½ år, og de blev i byen, slog sig ned på de store nøgne arealer lige op til kolonihaverne på det der senere blev til Spangbergsvej. Vi havde dem tæt på. Kompagnier kom marcherende hen ad Strandvejen ud mod Vegendalsvej og barakbyen dér og sang Wir fahren gegen Engeland. Så går I den gale vej, sagde mor. Vest, det er da den vej. I en periode holdt de adgangen til vores have bevogtet, en bevæbnet vagtpost, to endda, ville se ausweis når vi skulle i haven. Mor blev rasende, skældte dem hæder og ære fra. De så hovedrystende på hende og lod hende passere. Men om søndagen var far med, og så fik han et trøstende klap på skulderen, den arme mand der var gift med et så galsindet kvindemenneske.

Den replik lo vi ad ligeså længe der var nogen der huskede den.
Der var luftalarmer og kolde, frysende nattetimer i beskyttelseskælderen ved siden af vores brændselsrum. Jeg tilbragte dem, hyllet i tæpper og hvilende mod mors bryst der er så blød en pude – en verslinie hun citerede utalte gange, dets oprindelse er det aldrig lykkedes mig at lokalisere, det kan gerne være Kaalund eller en anden senromantiker.

Der var angsten. For alting. Lyden af jernbeslåede støvler mod Strandvejens fortovsfliser under spærretiden, har det været omkring folkestrejken i 1944? Ungarske soldater, i sære lortebrune uniformer og med sorte lukkede ansigter. Mørket, de eftermiddage før mor kom hjem, og der var alt for højt op til snoren på mørklægningsgardinet, så det ensomme barn i stuen ikke vovede at tænde andet lys end det i radioens skalalampe, og alligevel ængstedes for at det skulle ses udefra.

Der var det forfærdelige valg far stod i. Nægtede han at tage arbejde på Hanstholmfæstningen, fik han hverken understøttelse eller andet arbejde. Alle arbejdsgivere der kunne komme på tale, var værnemagere. Familien skulle overleve, så måtte man tage forholdene som de var. Det må man altid når man ikke har andre muligheder. Efterkrigstidens forargelse over dem der blev tvunget til at støbe bunkere på Atlanterhavsvolden, minder lidt for meget om den franske dronning Marie Antoinette der ikke kunne forstå at det var et problem for pariserne at de manglede brød. Kunne de ikke bare spise kage da?
Én episode står uudslettelig. Jeg har skrevet den ned som en novelle, men hvert et ord er sandt, og helst ville jeg bare henvise til den. En dag kom far hjem fra Hanstholm, rystet. Frysende. Et par tyske soldater havde moret sig med at skyde til måls efter ham og Bette Sigvard som gik og gravede grøfter neden for fæstningsanlægget. Den tyske officers ord da folkene ville nedlægge arbejdet i protest mod at der blev skudt på nogen: hvis vi piller hver tiende mand ud og skyder, så skal de ni andre nok komme til skovlen igen.

Den slags bliver man krigsmodstander af. Komme til at hade militarister, afsky støvletramp og mordvåben. En sådan barndom er ingen idyl, og dog var Thisted en idyl. Sammenlignet med det meste af det øvrige Europa. Vi gik i beskyttelsesrum i kælderen, ja, men huset blev ikke bombet som vore engelske jævnaldrende oplevede det, eller finlandske, eller tyske. Hver tiende arbejdsmand blev ikke skudt, som tvangsarbejdere i Polen og Ukraine. Hillerslev eller Østerild blev ikke brændt ned sammen med deres indbyggere som Oradour sur Glâne eller Lidice eller to ud af tre landsbyer i Sovjetunionen. Thisteds indbyggere blev ikke deporteret til Protektorat Böhmen-Mähren, selv om det kun var et logistisk problem. Vi kom igennem det, og mange kom igennem det, stort set uden at have lagt mærke til at Danmark var besat.

Vi kunne ikke undgå det, vi boede midt i det. Jeg havde en legekammerat hvis moster var gift med en hipomand. Jeg så ham da han i fuldt ornat søgte at gemme sig hos sin svigerinde på Strandvejen 59.

Vi blev da også syge på skift. Min storebror fik skarlagensfeber og lå i isolationsbygningen ud til Højtoftevej; vi stod nedenfor på en havegang og vinkede til en blændet rude. Mor blev indlagt og opereret for mavesår, og jeg kom i pleje hos en faster imens. Jeg lærte også sygehuset at kende indefra, først for nattevæderi, siden for epilepsi, og i de tilfælde er der ingen grund til at slå i håndbøgerne under psykosomatiske forstyrrelser, det kan ikke siges meget tydeligere.

I 1947 var jeg endda eksporteret til Århus Kommunehospital i et par måneder, men de kunne ikke stille noget op. Jeg kom hjem igen, og nogen tid efter blev jeg en morgen vækket, far og mor stod og så rædselslagne ud hen over min seng. Jeg var ved bevidsthed og ville smile, ville sige noget om at de da ikke skulle være bange. Det gjorde ondt værre, rædslen fuldere, de så jeg ville sige noget, men ikke kunne, lå forkrampet i alle andre muskler end øjenlågenes. Det var den eneste gang jeg selv oplevede et epileptisk anfald, og mig gjorde det jo ikke ondt på.

Men meget værd efter sådan en omgang, det er man jo ikke. Det havde jeg naturligvis ofte mærket. Siden vokser man fra sådan noget. Så længe det står på, styres ens tilværelse i høj grad af det. Er man ikke enspænder fra naturens hånd, så hjælper det meget.

Værst gik det dog med bedstefar, Singer Sørensen de kaldte ham, symaskineagenten omme på Nytorv, privatboligen i Lillegade 7. Hans hjerte kunne ikke klare glæden den 4. maj, han døde den 8. da vi hørte om at nu blev også Norge frit. Bedstemor var død to år tidligere, og fars ældste søster var kommet hjem fra Nyboder for at holde hus for sin far og hjælpe lidt til i butikken. Amerikanske symaskiner kom der af indlysende grunde ingen af, tråd, garn og stoffer også i meget ringe omfang, det var svære år. Men faster Rigmor spillede en stor rolle i min barndom. Som alle Singers pigebørn en stor humorist og spasmager, ordspillene lå dem altid lige på læberne. Trods kirken på Møllevej og ugift stand og alt hvad man kunne have ventet af viktoriansk snerpethed, hun førte frisprog. Uønskede berøringer affejede hun gerne med sætningen: Hold dig a’ mi’ legem, do har ett betalt for sidst’ gang. En af mine uskyldigsrene kusiner kom en dag på besøg og var efter tidens skik udstyret med en brosje af tre sammenloddede tiører. Er det di’ pris? ville faster Rigmor vide.
Det lo vi meget af de vintre.

Men som nævnt, hun havde tilbragt halvandet-to årtier i Nyboder, dér som kokkepige hos marinens overlæge, og noget af viddet kunne virke lidt medicinsk.

Mine sidste måneder i Thisted tilbragte jeg hos hende i Lillegade 7. Spor af lejligheden kan findes i mit forfatterskab.

*

Sagen var at jeg skulle gøre 4. mellem færdig, tage min eksamen og sikre min oprykning i 1. G. Far var blevet ansat som vejformand i Nakskov Kommune, han og mor var flyttet i marts 1953, men mit skoleår sluttede først i juni, så det forår foregik i min fars barndomshjem.

Altså har jeg gået i skole. Startede i 1. klasse på Østre Skole, blev flyttet op i annekset på Vestre Skole i 4. og 5. klasse, vendte så hjem igen, så at sige, da gymnasiet var kommet i gang. Det er en lang historie med de skoleår. Hvad H.C. Andersen har fortalt om sin skoletid i Odense, og Strindberg om sin drengetid, Sandemose med, noget lignende kunne jeg fortælle og med den samme morale: man skal lade være med at være anderledes.

*

Endnu en historie kunne være den om mine bypladser, først hos fotograf Gram der med passende mellemrum skældte mig voldsomt ud fordi han ikke kunne fordrage socialdemokrater- og uden videre gik ud fra at det var jeg nok. Siden hos de elskelige søstre i Musikhuset, men også den må vente til en anden gang.

En fjerde eller syvende beretning kunne indeholde min karriere i TIK som atletikudøver, en sportsgren hvor det var helt i orden at være anderledes. FDF-årene. Biografturene søndag eftermiddag. Alt det der også er når der er så meget der fylder ens tilværelse. Men dette er efterskriften, og den vender tilbage til den engelske digters ord om forholdet mellem den man er som barn og den man bliver som voksen:

William Wordsworth (1770-1850): My Heart Leaps Up When I Behold
Mit hjerte hopper når jeg ser
En regnbues himmelglød:
Det gjorde det i barndoms stand,
Det gør det nu da jeg er mand,
Som gammel vil jeg óg det sker,
Og ellers ta min død!
For barnet er jo mandens far,
Jeg ønsker mine dage led
Forbundne i en from naturlighed.
[min oversættelse: v. 8: mine dage led, jf. udtrykket forleden dag, om tidsforløb, Nudansk Ordbog karakteriserer det som (poet., højtid.), og Wordsworth er poetisk-højtidelig].

De første år er de afgørende for ens udvikling, lægger sandsynligvis endda sporene efter hvilke man kan udvikle sig, og omvendt, når man skal forsøge at fremkalde erindringsbilleder fra de første år af ens liv, så kommer man vist uvilkårligt til at kigge efter de elementer man selv er mest bevidst om hos sig selv. I mit tilfælde forfatterskabet, kærligheden til litteraturen og billedkunsten, det politiske engagement.

End så Norden?

Æ war knæjt, det war krig
Det war mørklå, kold war ‘et
Mørk i åll almindlighieð
Fræ æ asfalt og æ brostien løð æ tysker djer
Trampen men ind’ war ‘et
Jywltræ og fåer gjik og hængt guirlander
O den her træ åll de nordisk’ flag
Danmark Finland Island Norge Swerrig djers
Og jen gång til Danmark Finland Island og so wiðer’
Den jenn’ gång atter den åen og uhð i æ
Kjøkken gjik så muer og høert radio
Swensk radio og hwar gång søe hun
O, det lyðer så skjøn det swensk’

Og nøj sener’ war der freð
Og æ hjemmwærnsmænd gjik og
Trampet i æ gåeðer det lød lissom far’
Og i æ mellskuel mødt æ så
Swen Dufwa og Myran som for till doktorn
Og om æ ettermeðaeg inden æ sku i mi plads
Gjik muer og høert radio
Swensk radio og hwar gång søe hun
O det lyðer skjøn det swensk’
Men i æ gymnas høert æ
Finlandsswensk og weest
Hjemm’ det war
Norden

Mine drømmes by. Udtrykket er en kliché, i sådan en vending bliver ordet “drømme” altid ensbetydende med det højest ønskelige, det mest brændende begærede. Underligt nok. Som om ingen nogen siden har haft mareridt eller drømt onde drømme, været på flugt, ikke kunnet undslippe ondsindede forfølgere, ikke fornemmet den klamme fjordis om sine fødder, følt sig truet af vilde tyre, gale hunde, vrede skovfogeder eller andre opsynsmænd.
Drømme rummer hele regnbuen fra den søde idyl til det fundamentalt foruroligende. Om natten genoplever jeg min fødeby, i alle situationer. De knap seksten år jeg tilbragte i den, har givet mønstret for alt hvad der derpå fulgte, og jeg skal bare lægge mig til at sove, så er jeg tilbage hvor jeg trådte mine barnesko – der som regel var af træ, omme fra træskomager Aarslev i Østergade, eller hans kollega på det modsatte hjørne ud til Strandgade – eller var det omvendt?, det fodtøj der hvert forår så til om at anklerne lå i ét blodigt sår. Jernbeslagene sørgede under gangen for at sparke huden over knoen af. Strømper? I sommerhalvåret gik vi sandelig da ikke med strømper. Der var nok at vaske for mor endda. Med alle de familier hun tog storvasken for.
Af grunde jeg har svært ved at forstå, optræder Mellemtorv med regelbunden hyppighed i mine drømme. Somme tider er det enormt stort, og der er butikker som aldrig har haft åbent dér. Skovvej er scene for andre forestillinger i natbiografen, den om at kunne flyve er ofte henlagt til det stejle stykke ud for boghandlerens baglokaler.

Det har at gøre med at al færdsel foregik til fods. Når ens fødder er omkring ti centimeter og skridtlængden tilsvarende, bliver skridtmængden stor, og alle afstande opleves som enorme. Fra Strandvejen 51 til kirken på Møllevej var der langt; tilmed gik det opad det meste af vejen. Endnu længere var til bedstefars kolonihave på den anden side af dyrskuepladsen, eller ud til farbror Christian ude i Brund. Stadion, hvor far havde skovlet sin del af jorden og kørt sine kilometer med den på trillebøren, lå helt nede i Dragsbæk. Så der blev vandret meget. Til formiddagstjeneste i kirken, hjem til søndagsmiddag, til eftermiddagskampen på stadion og tilbage igen.

At komme omkring med barneskridt betyder at sindet når at suge til sig. Der er på ens vej et utal af småting, og små gryder har ikke bare øren, de har øjne, næser, føletråde i fingre og håndflader, de tager alt til sig. Nu bare den ting at hvert hus har sin sokkel, og cementkanten over den ligger lige til en barnehånd. Trappestenene, de små jernopsatser på dem, hvad de så har været tænkt til – til at skrabe mudder og hundehømhømmer af skoene? Gelænderne, kældervinduerne, dem man skal bukke sig ned for at kigge ind ad, dem der ligger lige i øjenhøjde, dem der har gardiner, dem der bare har spindelvæv i stedet for gardiner. Fortovet hvor konen lige har vasket vinduerne, de mørke pletter og skumrandene fra sæben. De steder, i Korsgade var der et par af dem, hvor der vokser blomster op ad facaderne, hele rosenbuske.

Der er så meget at iagttage når man går på sine to korte, barnebuttede ben.
Endnu mere når man de gange man står i kø, med en hånd i mors skørter. Nede på Kringeltorvs forlængelse, hvor sygekassen lå, og den imposante murermesterborg der bar det omstændelige navn Administrationsbygningen. Køen? Efter rationeringsmærker, antager jeg. Eller oppe i Skovgade, ved amtmandens, hvor køen gjaldt en vaccinering. Mødre og jævnaldrende i lange rækker, alle byens unger, og allerede dengang hadede jeg at få indført stikkende, skærende og huggende metalgenstande i mit gode huld. Jeg vrælede som en besat, har altid protesteret mod overgreb af enhver art. Heller ikke ved den lejlighed hjalp det, der er kun at håbe at vaccinen har gjort det. Skete det flere gange? Og hvordan kom man hjem?

Der var selvfølgelig fars uundværlige cykel. Det var tider da man red på stangen. Børnevenlige indretninger som sadler og sligt lå uden for rækkevidde, eller ligefrem fantasi. I hvert fald sad man som damerne på hesten før århundredskiftet, begge ben til venstre, men tryggere end de, for begge fars arme befandt sig på hver side af én. Ved en bestemt lejlighed reddede det livet. Vi fik kogt torsk, jeg overså et fiskeben, det kom i halsen, satte sig på tværs. Doktor Schmidt boede oppe over apoteket i Storegade, så far og jeg kom på cyklen, den kom i fart, farten gik, ikke over stok og sten, men over jernbaneskinner og brosten på havnekajen, det sendte svare stød op i numsen, stødene forplantede sig gennem kroppen, den var heller ikke så stor, så da vi nåede DSDFs pakhus over for Hotel Aalborg, så fik jeg atter talens brug, og vi kunne vende om.

Livet er ikke det værste man har, siges det, selv af folk der burde vide bedre, men udsat leves det, selv de mindste faktorer står parat til at begå attentat på ens ære, liv og velfærd.

Ut pictura poësis

Digtet skal være som et maleri.
Det har i århundreder været opfattet som kernen i Horats’ lærebrev til konsulen Piso og hans to sønner, og mange har tilstræbt at gøre som den romerske poet og poetiker sagde man skulle.
Få har i højere grad haft held med deres bestræbelser end den svenske digter Carl Michael Bellman (1740-1795). Hans skildringer af vejr og lys, af farver og former i træer og buske, i taftes og andre klædningsstykker der lod sig krølle lidt i aftes[i], af bevægelse og landskab, af kroers og balsales interiører i Stockholm og byens nærmeste omegn, så vel som af mennesker og miljøer i det gamle og det nye testamentes beretninger om centrale episoder i det kristne evangelium, alle er de så livfulde som noget Horats selv eller Petrarca kunne have skrevet: som et maleri er digtet.

Dertil kommer hvad digtet kan og maleriet ikke: gengive lydene i krostuerne og ude på keglebanen, på militærets øvelsesterræn eller i parkanlægget ved Hagapavillonen. For slet ikke at tale om at sætte klangen af de forskelligste musikinstrumenter om til ord. Bellman er ikke blot et øjemenneske som andre store digtere, han er tillige et øremenneske.

Dette indså sagkyndige i hans egen tid.
I januar 1791, kort tid efter at hans hovedværk Fredmans Epistlar langt om længe var blevet samlet, færdigredigeret og udgivet, besluttede Svenska Akademien enstemmigt at tildele ham en ærefuld pris. I akademiets motivation sammenlignedes herr Bellmans quäden med den bekante Hogarths billeder. Den engelske maler og grafiker William Hogarth (1697 – 1764) arbejdede med sine skildringer af det moralske forfald i samtiden i et satirisk perspektiv, lange serier om En Skøges Levned, efterfulgt af En Libertiners Levned, Marriage à la mode og Valg. Også i Hogarths portrætter kommer hans fremragende karakteriseringsevne til udfoldelse.

Sammenligningen med person- og motivkredse i Fredmans Epistler og i det ti år ældre Bacchi Tempel ligger lige for, i et vist lys fremstår det liv Ulla Windblad lever, den kvindelige hovedperson i begge disse værker, som en Skøges Levned, hun står, hedder det i en epistel, hver dag brud, og de mandlige hovedpersoner, henholdvis den fallerede, men talentfulde Fredman, urmageren uden ur, lager eller værksted, eller komponisten og værthusmusikeren Movitz, kunne nok karakteriseres som libertinere i Hogarths forstand.

Digteren accepterede sammenligningen. Hogarths værker var velkendte i Stockholm, ikke alene på grund af landets alliance med Storbritannien og den deraf følgende nære kontakt også på andre planer; specielt for den kreds hvori Bellman færdedes, var det at kunstnere havde opholdt sig i London i længere tid og ladet sig inspirere af hvad de der så og hørte. Det var således tilfældet for tegnerbrødrene Elias og Johan Fredrik Martin som Bellman gerne trak på når han skulle have sine udgivelser illustreret. Man har formodet at de var i besiddelse af Hogarthkobberstik, og at Bellman har set sådanne hos dem. I hvert fald hyldedes Gustav III på tyveårsdagen for tronbestigelsen med digtet Hogarths tafla A Midnight Modern Conversation, efter originalet transporterad i poesie och musique och till Konungen allerunderdånigst aflemnad den 13 Februarii 1791 af C. M. Bellman[ii]:

Kom, Apollo, gack din Skald tillhanda,
Om mig egnar kallas din!
Skänk mig Hogarths öga, eld och anda,
Lät hans teckning lifva min!
Den bøn opfyldte digterguden i den grad at der næsten kunne have stået: Lät hans teckning blifva min.

I virkeligheden er hyldestdigtet dog et opkog og en videreudvikling af et fire år ældre digt I anledning af en Hogarths tafla som i stedet for påkaldelsen af den græske guddom indledes med en livlig gadescene, typisk bellmansk, af den art der klarest dokumenterer digterens følgagtighed over for Horats’ læresætning:

Trumslagarn ramlar i gränd på fyra,
Tupparna gala vid klockornas dön,
Brandvakten snarkar och vädren yra,
Strömmen han brusar och böljan är grön.
Hundarna skälla vid kattornas pul[iii],
Pottorna squala i skrubb och gränder,
Hyrkusken krånglar och kör och vänder,
Åkarne slamra med bjellror och hjul.[iv]

Idet Bellman dog efter sit gode øre føjer lydbillederne til synsindtrykkene…
Eftertiden har af og til gentaget hvad samtiden sagde, men mere kontinentalt sindede kritikere har haft andre referancerammer end Hogarth, særligt den flamske genremaler David Teniers (1610-1690) hvis groft satiriske scener fra bondske fornøjelser og festligheder var efterspurgte i hele Europa. Den danske polyhistor Christian Molbech der som en af de første danskere gav sig ind på en karakteristik og værdisætning af Bellmans digtekunst[v], kunne begge kunstformer, både den flamske, frodige barok og den britiske 1700-talssatire. Først skrev han:

En næsten utrolig Rigdom af Konst og Phantasie er anvendt paa dette raae Stof, og neppe gives der nogen nyere Digter, der i den Grad, som Bellmann, har vidst at hæve de laveste Gienstande i Livet, dybt fra Pøbelens rusende Sværm, til et virkeligt Konstværks Ideal. Om Poesien bør stige ned til saa lav en Sphære? – dette, mener jeg, kan besvares med et andet Spørgsmaal: om en Rembrand’s, Teniers, Ostades, Gerard Douws og deres Ligemænds Arbeider have noget Konstværd?

Efter at have tænkt nøjere over sagen og indset at
en varm Phantasie gød et i friske, blendende Farver blussende Liv over h a n s Malninger,
må Molbech meddele at Bellman
følte noget langt høiere og dybere, end det, han giennem disse lystige Toner forkynder.
Dér falder tanker så på Hogarth, for
Tidt synes vi i de groteske, komiske Malninger at see en bitter Ironie over Livets Usselheder; og jeg vilde endnu heller sammenligne Bellmann med Hogarth, hvis Caricaturer under det komiske Slør giemme en høiere Betydning, end med hine nederlandske Malere[vi].

Siden holdt litteraterne op med at bruge malerkunsten som det spejl hvis billede kunne få dem der ikke kendte Bellmans værker grundigt, til at forstå hvordan de var. Afgørende var det imidlertid at man måtte til Teniers og Hogarth for at finde de indlysende paralleller, man tænkte ikke på Cervantes, Villon eller Rabelais, pudsigt nok heller ikke på Holberg der jo også kendte forholdene i underklassen og blandt fordrukne sjæle, Jeppe paa Bjerget er på mere end én måde grandonkel til de forkomne alkoholikere i Bacchi Tempel.

Dette er på den ene side et udtryk for Bellmans originalitet som digter, selv i en epoke i poesiens historie hvor det topografiske, det naturskildrende digt i Alexander Popes kølvand stod på sit højeste, på den anden side er det en anerkendelse af at Bellman som digter mere end de fleste af sine fagfæller opfylder Horats’ påbud: ut pictura poësis, hans poesi er pittoresk. Det er billedkunstnerne han står nærmest.

Det er så nok også grunden til at andre senere digtere – svenske som danske – i så høj grad har taget ved lære af netop Bellman, ikke bare i versemål og sangbar lyrisk form[vii], men tillige i stilens livfuldhed og maleriske kvaliteter (Hertz, Heiberg, Drachmann, Sophus Claussen).

*
Samværet med kunstnervennerne har ikke blot styrket den appel til læsernes og tilhørernes sanser som er så karakteristisk for alt hvad Bellman skrev; det har i en række tilfælde fremkaldt digte der direkte behandler vennernes værker. Bellmans omgangskreds synes i mindre grad at have været egentlige fagfæller; hyppigere kom han sammen med skuespillere, komponister og musikere i øvrigt, tegnere, malere og billedhuggere, stort set dem der betød noget, i hvert når det gælder den sidste halve snes år af hans liv.

Således havde Elias Martin i efteråret 1791 malet en fælles ven- og værtinde, gift med stadsarkitekten i Stockholm, og da portrættet blev præsenteret, udfærdigede Bellman teksten og komponisten Kraus tre Stancer till Herr Elias Martin, sedan Fru Hedv: Gust: Palmstedt af hans mästerliga pensel blifvit bibehållen sitt tycke, sitt behag[viii], således en dobbelt kompliment, til fruen for hendes udseende, hendes ynde, og til kunstneren for hans mesterskab i penselføring. I titlen dog, for i digtet fører fruen ordet:

I mina anlets-drag
Helt säkert hjertat röjes.
Vi befinder os i den følsomme tid, men Gustava Palmstedt havde en vakker røst, elskede at synge, Bellman skrev i denne periode en del tekster til netop hende, og Kraus har sat sig ved parret Palmstedts klaver og akkompagneret hende.
Det kendetegner disse stancer at her tolkes billedet, modellen besvarer malerens erklæring pr. penselstrøg af deres venskab ved at synge om hvad hun føler og bedyrer venskabets livsvarighed:
Då Dödens tunga hand
Till detta bröstet hinner…

Man har derfor ikke ud fra dette digt været i stand til at identificere Elias Martins maleri af damen. I andre hyldestdigte, til fødselsdage f. eks. arbejdede komponist, digter og billedkunstner sammen. Fru Gustavas frokostborde for den bellmanske vennekreds skal have været veldækkede.

Et tilsvarende samarbejde havde digteren med maleren Pehr Hilleström og dennes ikke mindre talentfulde datter Charlotta Ulrica Hilleström som ofte illustrerede hans digte og breve, og bl.a. også udførte tegningerne til den række af tallerkener med motiver fra Fredmans Epistlar som han fik fremstillet på porcelænsfabrikken Röhrstrands. I et digt tilegnet hende skaber han et maleri i ord, en poesi som en pictura, eller genskaber et eksisterende maleri, eftersom digtets titel er Öfver en tafla – et maleri der kunne have tilhørt den unge dame: en morgenhimmel hvis røde skyer langsomt kaster lys over bebyggelserne i landskabet, i forgrunden en mørk gren, og langs grå hytter med grønne tage af græstørv, og ude på vigen en jagt med hvide sejl og flagrende vimpel midt i Floras riken, landskabsmaleriets mange blomster fungerer som den buket digteren med sine ord overrækker en viss Herdinna[ix].

Et tilsvarende genremaleri finder man i mesterstykket der afslutter hans “udvalgte digte” Fredmans Sång N:o. 65 Bref til Kongl. Secret. ELIS SCHRÖDERHEIM, i anledning af Konungens resa til Ryssland, år 1777[x]. Heri folder øjemennesket Bellman et vue fra Stockholms havn og siden fra Mälerdalslandskabet der næsten for læseren former sig som en ordfilm[xi], en parallel til Pilos maleri fra Gustav III’s kroning i dets vrimmel af mennesker eller endnu mere præcist til Elias Martins Utsikt över Stockholm från Mosebacke fra 1803.

Et særligt forhold eksisterede der mellem den som eftertiden har betragtet som periodens største digter, og den som allerede i samtidens øjne var dens største billedkunstner, nemlig billedhuggeren Johan Tobias Sergel (1740-1814). De var som man ser, jævnaldrende, men formentlig var det først efter Sergels 11 år lange ophold i Rom at de trådte i forbindelse med hinanden.

De digte hvori Bellman har omtalt vennen, eller hvori han ligefrem er hovedpersonen, viser endnu tydeligere end de andre i hvor høj deres forhold til kongen spillede ind. Gustav III virkede utrætteligt for at fremme kunsten, og det havde naturligvis betydning for datidens kunstnere. Til kongens fødselsdag 1783 skrev Bellman et stort hyldestdigt, og heri nævnes Sergel som en af de få undersåtter der bliver navngivet:
En Sergell åt sitt ler en stum förundran delar,
I kalla marmorns klyft båd lif och värma spelar
Och blodets lek och svall.[xii]
Kunsthistorikeren Ragnar Josephson kaldte det, med rette, en konstanalys i tre rader[xiii]. Leken och passionen finns i de underbara lermodellerna, den mänskliga värmen finns i den kalla stenen, men allt är tuktat av strofens stränga byggnad och ordval. Og således får begge anerkendelse for hver deres kunst.

Med en næsten homerisk humor hyldede digteren skulptøren på fødselsdagen i 1787, med et divertissement, en teaterform Bellman ofte anvendte, det hele sat op som et Bacchustog i stil med Sergels egne relieffer og tegninger fra Rom. I dette har maleren Carl Gustav Pilo, direktør for kunstakademiet, fået rollen som Silén, en antik mytisk figur der var kendt for at være drukken, hvilket forklarer at han ikke kan komme på hvem man fejrer:
en Artist från Paros eller Creta,
Som nu sin verkstad spridt i Nordens kulna famn[xiv],
og er det nu Praxiteles, Phidias, Polycletes, Myron eller hvem? Vi er i klassiken, for Sergel har ustandselig talt om sin beundring for antikken, en åndsstrømning Bellman i hele sit forfatterskab lige så ustandselig henviser til.
I en følgende festlig anledning får Bellman lejlighed til at omtale et af Sergels hoved- og mesterværker, skulpturen af Psyche.
Omvendt er det Sergel vi skylder både portrætmedaljonen af digteren og et antal fine små skitser af ham som stadig aldrende. Skulpturer er ikke i Horats’ forstand picturae, og selv om man undertiden anvender metaforer fra billedhuggerens atelier om det som digteren afstedkommer, mejsle ordene ud o.lign., så er just Bellmans digte som farverige som kun oliemaleriet kan være – og langt fra at være klassicistiske. Det er ikke ædel enfold og stille storhed der præger hvad hans pen efterlader sig, det er småborgerlig brogethed og larmende hverdagsliv, i hvert fald på overfladen, for under alt halløjet og i de rene, fornemt udmejslede versformer med al deres musikalitet lever de store tilværelsesspørgsmål, der søger de et svar, livets forhold til døden er under stadig drøftelse i Fredmans Epistlar og i den poesi der ikke falder ind under deres genrebegreb.

Netop deri finder man deres livskraft. Bellmans digtning hører, bl.a. takket være hans trofasthed over for Horats’ ideal, til den udødelige poesi i Europa.

[i] Med tak for lån til Aarestrups Ritornel nr. 91
[ii] Carl Michael Bellmans SKRIFTER Standardupplaga VII Dikter till Gustaf III ocg konungahuset Sth. 1938 p. 136
[iii] Og ja, det kan det også betyde på svensk, men som vanligt med ord for parringsaktiviteter flertydigt, nærmest puslen, eller bredt aktivitet.
[iv] SKRIFTER StU XVII Sth 2002 p. 115
[v] Chr. Molbech: Breve fra Sverrige i Aaret 1812 I-III, Kbh 1814-17.
[vi] Olof Byström har i kommentarerne til Standardupplagan VII (p. 138) uden videre argumentation afvist jævnføringen med Hogarth: den skäligen missvisande sammanställningen av Hogarth och Bellman.
[vii] Se Søren Sørensen: Danske Bellmaniana Kbh 1999 og artiklen “Den danske sang” och dess poetik med särskild hänsyn till Carl Michael Bellman i Häggman & Huldén: Sångens poetik Vasa 2001.
[viii] SKRIFTER StU XI Sth 1964 p. 94
[ix] SKRIFTER StU XII Sth 1978 p.126f
[x] FREDMANS SÅNGER Text- och melodihistorisk utgåva v/ Gunnar Hillbom och James Massengale Sth. 1992 bd. I p. 156. Teksten findes også på dansk ved Leif Bohn 1997 – og i en indtil nu upubliceret af forfatteren til denne artikel. Dateringen er f. øvr. en fejl fra 1791-udgiverens side, digtet er fra juni 1775 og stammer ikke fra Gustav III’s besøg hos kejserinde Katarina den Store, men fra kongens hyldningsrejse i Finland 2 år tidligere hvor Schröderheim deltog. Bellman må åbenbart have overset fejldateringen ved korrekturen i 1791. Digtet er for resten et af de få eksempler i nordisk poesi på versemålet heptameter, ellers mest kendt i antik og elisabetansk digtning.

[xi] Skuespilleren Ernst Hugo Järegård indlæste hele digtet på cd i Proprius’ PRCD 9148-49 i den samlede udgave af Fredmans sånger 1996, ganske ufølsomt og uden respekt for versemålet.
[xii] StU VII Sth 1938 p. 79.
[xiii] Ragnar Josephson: Bellman Kellgren Sergel Sth. 1955 p. 7
[xiv] StU VII Sth 1936 p. 73, Paros: en græsk ø, kendt for sin gulhvide marmor.

Selvportræt
Selvportrætter har jeg tegnet og malet gennem det sidste halve århundrede, så mit ydre er dokumenteret. Dertil kommer at min kone er glad for at fotografere, så det er mig på billederne fra rejser gennem det samme halvsekel.
Mit jeg, derimod? Indirekte selvfølgelig i alt hvad jeg har malet, tegnet, skrevet, og hvis øjnene på selvportrætterne er sjælens spejl, er det ikke nogen gåde.
Sproget angiver mandsrollerne klodshans, kasketkarl, svinemikkel, nysgerrigpeter. Nysgerrigpeter? Det kunne jeg måske nok gå med til, men rigtigere er videbegærviggo og frodigfrederik.

Søren kaldte de mig. Det må jeg nøjes med, det er så rummeligt. Kan sagtens dække videbegærlighed som væsen og frodighed som livsideal. Lune og lærdom har en anmelder tillagt mig (for Troldspejl og andre digte).

Den tid jeg har levet og levet med i, har sat sit præg: Jeg blev født da bomberegnen/faldt i stormkast over egnen/om den spanske hovedstad, sådan skrev jeg ganske vist om boghøkeren Havskær Havskærsild, men vi var også samme årgang. I min barndom var krig/… Fra asfalt og brosten lød tyskernes støvletramp; sådan skrev jeg i et poetisk selvportræt (i Strandlangs). Mine unge år var atomkrigstruslen og oprøret i Ungarn, mig og et par kammerater/samled ind til håndgranater/ men blev stoppet i Kruså, egentlig lagt i munden på boghøkeren, men tanken var også min i 1956.

Siden kom Kampagnen mod Atomvåben og Folkebevægelsen mod EF, SF og den frihedstrang det var udtrykt for, modstanden mod konformitet og åndelig ensretning, værre i 2000-tallet end nogen sinde i 60’erne. Ungdomsoprøret var jeg for gammel til, brød mig ikke om det, Gert Petersen gjorde mig opmærksom på de fascistoide træk i det.

Den tid jeg har levet i, har altid kaldt på min modstand, tidsånden har budt mig imod, og ikke blot fordi den har afvist mig. Jeg malede figurativt-fauvistisk mens alle andre blev hængende i dadaismedyndet, jeg skriver sonetter og heksametre nu alle andre knækker prosa og tror det endnu er moderne; jeg talte for humanismens dannelse mens alle andre prædikede vulgært had, mest fra højre, også af og til fra folk der troede de stod til venstre.
De glemte at politik og filosofi cirkler.

Jeg ser, jeg ser… Jeg er vist kommet på en feil klode, mente en af Nordens fineste lyrikere, den norske symbolist Sigbjørn Obstfelder i 1893. En fejl tid, det ville jeg sige for mit vedkommende.

Men det var også den katolsk-apostolske menigheds gudstjenester og barndommens fortrolighed med messens liturgi, Davids salmer og Grundtvigs sange. Biblioteket og gymnasieårenes Falkenstjerne, guitaren og jazzklubben. Og Kirsten.
Jeg har sagt at de to har betydet mest i mit liv, far og Kirsten.

Men en der skriver hovedopgave i Goethes Faust 2. Del, har også fået næsten ubegribeligt meget fra de store forfattere. Skal jeg regne dem op, dem jeg har taget indtryk af, kommer det til at ligne Harold Blooms liste over de hundrede største forfattere. Eller noget i den retning.
J.P. Jacobsen voksede jeg op med; min skolevej gik forbi hans lysthus ved havnen og hans fars grosserergård, hans fødested, hans gravsted. Halfdan Rasmussen læste jeg med iver; vi delte ikke generation, men miljø. Så, kære Halfdan, du skrev i sin tid: Jeg skriver sjove digte/ jeg skriver også triste. /De første læser folk,/ jeg læser selv de sidste. Men du er altså ikke den eneste der har læst dine sidste. Bellman mødte jeg i 2.g., svenskbogen. Et halvt århundrede senere har jeg truffet Petrarca.

De to, Bellman og Petrarca, er også de eneste, stort set, som Kirsten har bøjet sig for uden væsentlige forbehold. Sig de er kontraster, måske mener du de er de største modsætninger europæisk litteratur kan opvise. I så fald viser de spændvidden i mit videbegær. Jeg er uenig: deres følsomhed, deres kærlighed til livet og menneskene, deri minder de om hinanden. Se deres skildringer af naturen omkring Stockholm, i den snævre floddal Vaucluse i Provence.
Men just stederne? Digtsamlingen Strandlangs (2001) er bygget op om steder der har betydet noget i min tid, drengeårene ved nordsiden af Thisted Bredning med stranden som legeplads, årene med studier på Åland. Ungdomsårene i Nakskov og børnenes barndomsår på Vestlolland, dettes landskab malet igen og igen. Ni år i Sakskøbing, siden 1982 bosat i Trørød, her hvor alle mine bøger er blevet til. De stærke indtryk fra rejserne i Sverige, Island, Norge, Finland, ferieøerne – altid strandlangs, Malta, Mallorca, Tenerife, Rhodos, Bornholm, Gotland, Åland igen.

Lærer. Hvad kunne jeg blive andet end lærer? Jeg kunne undervise i at skrive, tegne, synge og spille, for jeg ville jo selv spille og synge, jeg elskede at tegne og skrive. Jeg blev altså lærer, siden skoleinspektør, sidst konstitueret som undervisningsinspektør i direktoratet for folkeskolen, indtil sammenstødene med tidsånden blev for frastødende og endte udstødende: i 1985 blev jeg fri forfatter.

Hvad sker der hvis? Den sætning er udgangspunktet for så godt som al forskning og ord- og billedkunst. Tanken yngler, og nogle gange er andre med på ideerne: Nakskov Jazzklub, Socialistisk Folkeparti på Lolland, (kunstner-)Sammenslutningen af 7. Maj, Selskabet Bellman i Danmark, Samrådet for de Litterære Selskaber i Danmark, Den Danske Klassikerdag, Kalevaladagene, Bellmandagen på Sophienholm. Halvt for sjov: jazz and poetry: hvad er Nakskov mod Frisco? Det kan du spørge om. Vi kom først. Jeg både spurgte og svarede i digtsuiten Hva fan er halvtreds for et tal? Da Nakskov Jazzklub blev 50.
Mit livs Kirsten? Og sammen har vi børnene. Annemette, så Morten, siden Jacob – han var den tredje lige som blandt patriarkerne. Malerierne dokumenterer også dem, fra spæde til modne. Annemette mødte en dag op med Cecilie, en dag et par år senere med Mathias. Senest har Morten præsenteret os for Anna og Carl Magnus. Far, morfar, farfar – hædersnavne. Børnebørnene har fået digte og sange, en sonetkrans handler om deres navne.
Hvis tilværelsen var et regnestykke, en matematisk ligning, formlen for en kemisk forbindelse, i så fald måtte det være en organisk, så ville sådan en bestå af tid+aktivitet+indtryk/oplevelser+læsning+steder+de nærmeste. Det er alt sammen noget man kan gøre rede for. Om det så tilsammen summerer ens væsen op – ja, det får stå hen.

Sisyphos

Odysseus var en berejst mand. Det er der så mange der er. I litteraturen, ja, og i vor tid, ham Robinson fra Kruså, og før ham ridderen af den bedrøvelige skikkelse, Nicolaus Klimius, lægen Gulliver, min søn på galejen, Cook og Bering, de der danskere og holstenere der fartede rundt i Arabien, de svenske regimenter i den amerikanske frihedskrig, de franske frivillige.

Hjemmefødinge er blevet sjældenheder efterhånden, findes måske netop kun i litteraturen, i vor tid, eller hvad…
Odysseus er blevet en kendt mand. Alle læser Odysseen. Om ikke på græsk, så Popes på engelsk eller Sahls danske. Johann Heinrich Vosses, den tyske. Alle mennesker kan tysk.

Men har de mødt Sisyphos?
Hvor mange af Odysseens læsere har ? Har de set den mytologiske stentriller som en model for livets meningsløshed, set at vi i virkeligheden ikke udretter meget andet end en masse som ikke fører til noget som helst. Ikke engang så meget som bonden der klippede sin so.
Odysseus var en berejst mand. Det er mange af os, i vor tid. Men de færreste af os har været de steder han kom, kongen af Ithaka, verdensomsejleren. Han kom til Dødsriget. Hvor mange har været der?

Vi taler ikke om helvede i nogen som helst overført betydning, hverken galejslavernes tilværelse eller nogle ægteskabers, men faktisk.
Odysseus havde.

Hvor han kommer fra, synes der at have været et farligt renderi ned i dødsriget; det kan godt være der er mere mellem himmel og jord end Horatius har filosoferet over, men der er nok andre der har tænkt hvad der mon kan være under vore fødder.
Om det er så er Vorherre, så tog han derned en lørdag og bankede på porten med dens hede jernbeslag. Det var pudsigt noget af det længste han fjernede sig fra Nazareth og Bethesda. Ja, som spæd havde han haft status som flygtning i Ægypten, men det er ikke mange dagsrejser fra Bethlehem. I Odysseus’ tilfælde, han fik det råd af en af sine gamle kærester, dér kunne han passende aflægge en visit. Kirke er ikke den første forsmåede kvinde der har bedt sin elsker gå ad helvede til.
I hendes tilfælde skulle der vist ikke ligge noget ondt i det. Og i modsætning til de fleste kasserede elskere: Odysseus fulgte anbefalingen. Det var dér han rendte på Sisyphos, og det var dér Sisyphos havde sit helvedes hyr:

Møjsommelig pinsel han udstod,
Thi en umådelig sten han måtte med hænderne slæbe;
Svart han strengte sig an med hænder og fødder, for stenen
Op på et fjeld at vælte – men just som han op over skrænten
Skulle den drive, da slog i det samme den om ved sin tyngsel,
Og med et bulde den ublu sten nedrulled til sletten.
Atter han måtte da vælte den op med møje, så sveden
Randt ad lemmerne ned, og støv omfyged hans ansigt.

Et symbol for verdens uretfærdighed og tilværelsens generelle meningsløshed? Man skal ikke trække parallellerne for langt, så mon, egentlig? Tværtimod var det måske netop et udtryk for den retfærdighed der sker fyldest i den næste verden og derved skaber den mening i tilværelsen som man undertiden kan have sit mas med at få øje på i den dennesidige.
Sisyphos fik udstå denne straf for de forfærdeligste ugerninger. Hvis det holder vand, som nogle af de gamle beretter, nemlig at han gjorde Antikleia med barn og på den måde kom kong Laërtes i forkøbet, altså var den virkelige fader til jordomsejleren Odysseus; er det sandt, så kan man trygt sige at denne ikke havde sin forfærdende snuhed fra fremmede. Sisyphos var den snedigste af alle dødelige, og er så vidt vides ikke blevet overgået i den idrætsgren af nogen siden de græske myter blev til.

Han besov mestertyven Autolykos’ datter, siges det; først havde han narret manden selv. Åh jo, det er slemt. Selvfølgelig er det slemt, men så ganske ukendt i verdenshistorien? Der var dem der måske ligefrem ville påstå, at verdenshistorien – der ville slet ikke have været nogen verdenshistorie hvis ikke tyvedøtre var blevet overlistet, besovet og besvangret, og det ikke bare tøse med kriminel familiebaggrund, det skal såmænd af og til være overgået døtre af pæne mennesker.

– Uden at sige noget som helst ondt om vore egne forfædre og formødre: man kunne måske diskret antyde at mange af dem der nu befolker land- og byzoner mellem Tromsø og Ieràpetra nok ikke ville have været til hvis ikke medmindre.
Selv i de bedste kredse. Kongedøtre tilmed.

Det har de bedste forbilleder, skal jeg hilse og sige. Adskillige hertuger, og her ville det være uklogt at nævne navne, hertug Karl er arrig nok i forvejen. Men de har læst græske myter, de henviser til Zeus. Hvad foretager Zeus sig i grunden? Ja, når han ikke lige tordner og lyner? Det meste af det handler jo om Zeus og afvekslende jordiske kvinder; lidt på samme måde som Sisyphos nogen har overlister, besover og besvangrer. Zeus elskede maskerader, han vidste som jeg siger ikke hvem at en forklædning virker uimodståelig, det ansvarsfrie knald, ikke sandt.

Og han var opfindsom, det må man lade ham. Han kunne mere end forklæde sig, han kunne forvandle sig og overtræde den sjette bud i skikkelse af en svane, og så er det slet ikke hor, men en af de andre kardinalsynder, og det regelsæt gælder næppe for de guddommelige; en anden gang er han en regn af guldstykker, og den var raffineret, hvilken kvinde modstår en sådan forfører?

Også flodguder har døtre, en af dem finder himmelguden så henrivende at han får lyst til at ramme hende med sin kile, ikke den der lyner og tænder ild, men liv. Han gør det, de gør det – og Sisyphos belurer dem – og sladrer om det til den fortørnede flodgudefader. Hvad der får ham til det, han var aktiv i den branche selv.

Heller ikke det er så enestående. Sladderhanke har altid forpestet luften for Guds klippede fåreflok. Så nogen undtagelse var han ikke, Sisyphos. Hvad det angår. Til gengæld: han narrede selve døden, det har ingen gjort ham efter. Så vidt vides.

Med andre ord: det er ikke så meget det han gør, i sig selv og hver for sig. Det er snarere det at han gør så meget, det er, skal vi kalde det en omvendt mængderabat…
Hele livet, det er så meget igen. Men gæld, hvad med det? Den sten Sisyphos så forgæves ruller op ad den stejle skrænt, det er gældsbyrden, den sten han hver eneste dag maser med dernede hvor de døde er anbragt, det er de renter og renters renter skyldnere her på jorden, her i riget, her i byen, tvinges til at skubbe foran sig, og det er op ad en stejl, stejl bakke.
Man behøver ikke have overlistet, besovet eller besvangret nogen der ikke gerne ville have barn med en. Eller plejet omgang med folk i berigelseskriminalitetsfaget, det være sig mestertyve eller bare de langfingrede i butikkerne, endsige deres døtre. Man har ikke nødig at have bragt nogen i fedtefadet ved at sladre om vedkommendes bedrifter på bolstre og sæder, og gader og stræder, stentrapper og brædder, i stol og på bord, alle de elskovens templer, lande og stæder, som det står i Epistel 4. Eller narret nogen med prokuratorfif og sagførerfiduser, snydt nogen.

Men hør nu her! Hvad nu hvis det er løgn, det hele? Det ville heller ikke være første gang i verdenshistorien. Tænk om det er fordrejet, noget Sisyphos’ fjender har bundet os på ærmet? Rent ud måske fundet på. Det ville det ikke være første gang, hverken sidste eller første.
Sisyphos strider hver evig eneste dag med at rulle en sten op ad en stejl klippeskråning, Hades ligner altså øerne i Det Ægæiske Hav. Guderne er rasende på ham fordi han har fortalt en historie han har hørt, ja vel, men Zeus havde jo taget Aigaia, bortført hende til sit lystslot, sendt hende i bad havde han ikke haft nødig, som flodgudens datter tør man antage hun var så renvasket og vandskyllet som et stykke nyvasket linned – og lige så duftende. Den slags gør guder, fyrster og gudefyrster hver eneste dag blandt kristne, hedninger og tyrker, med semitinder, kamitinder, jafetsdøtre.

Der er næppe den jomfru i hele kristenheden, hedningedommen eller tyrkeriet som går fri, af hvad race hun end er, i det tilfælde én der er tilstrækkelig rig og magtfuld vil tage hende, og det enten hun vil det eller ej. Måske har Sisyphos ikke ment noget ondt med det. Måske har han bare fortalt hvad alle fortæller, for det er så den anden side af det. Mao Tse Dong, Eders nåde, hertugen af Mantua, hvem I er! Er det sådan at enhver jomfrus skød åbnes for jeres lyst, står enhver andens øren ikke mindre åbne for de lyde, der måtte trænge ud fra det kammer hvor de kongelige eller lignende højheder er indtrængende. I har kammertjenere, lakajer, løbere og livrister af enhver anden sort på mere end hver finger, tæl bare tæerne med, hvis det skal være.

Sisyphos har fortalt hvad alle andre også fortæller: Zeus har sig en elskerinde.
Lige hende skulle han ikke have fortalt om.
Lige i det her tilfælde gør det Hans olympiske Majestæt rasende.
Til helvede med sladderhanken. Så kan han rende rundt dernede til evig tid og rulle en kæmpe sten op ad en stejl klippevæg, og når han har prøvet det en tre-fire gange i løbet af en dag eller to, så ved han at den vil trille fra ham, trille fra ham hver eneste gang, at han aldrig får den bragt til hvile på plateauet deroppe.
Han ved det, og alligevel skal han begynde forfra, nedefra, hver evig eneste gang.
Lige desperat.

Man kunne nære det håb for ham, at han endte med at glemme alt om hvorfor han var blevet straffet, at det endeløse, håbløse slid med den forbandede sten – der vel oven i alt det andet så også bliver rundere og rundere og mere og mere uhåndterlig for hver gang den rulles op og hver tur den triller ned, eller hvad? – at det slid til sidst bliver indholdet i det evige liv.
Sisyphos kunne lige så gerne være uskyldig.

Godt, man siger, at han har forført Antikleia og ved hende blev fader til Odysseus. Der er dem, og lad så “dem” være de mangt omtalte onde tunger der hævder, at ingen kvinde nogen sinde er blevet forført mod sin vilje, at ingen kvinde nogen sinde kan forføres, hvis ikke det er fordi hun gerne vil forføres.

Hvad nu hvis sagen egentlig forholder sig således at Sisyphos har været i huset, de unge mennesker har kigget på hinanden som unge mennesker nu engang gør og har gjort siden Eva første gang slog øjnene op og stirrede lige ind i Adams henrykt brune iriser. At de forsigtigt har nærmet sig hinanden, er kommet til at strejfe hinandens ærmer, hænder, sider, er faret forskrækkede, men på skrømt, fra hinanden, er kommet til at le af deres egen lade-som-om klodsethed, på den måde har brudt isen, som man siger, og er faldet i snak.
Uden at det har virket alt for påfaldende.
Undtagen for den der har set unge mennesker te sig sådan til alle tider og under alle forhold, ydre som indre.
Tænk hvis hun har sneget sig op om natten og har listet sig hen til gæsteværelset, er krøbet ind under uldtæppet til den sovende Sisyphos. Har vækket ham med blide strøg over skulder og lænd, små pust i nakken, ved sine lårs varme, den lette prikken af brystvorterne mod hans ryghud, et eller dem alle sammen på én gang af de små tricks søde piger benytter sig af når de gerne vil benytte sig af mandlig betjening.

Skulle han da have været så ond, så hjerteløs ond, og have jaget hende bort, have gjort anskrig, måske? Vil man forlange det? Ville man? Er det ikke sket før? Og siden?
Sker det ikke hver eneste nat, et eller andet sted? Hun har jo ikke ment noget ondt med det.
Om hun så allerede var forlovet med Laërtes og vidste at hun skulle blive stammoder til en stor slægt, og vidste hun skulle føde en søn der ville sejle verden rundt og lige lukt ind i verdenslitteraturen, og lægge til kajs i hver eneste skoleklasse lige siden, nå, ja, hvad så? Måske ville hun bare prøve det med en anden; så vidste hun hvordan det var, når det skulle være. Ville det vise sig at det ikke var nær så skønt som vaskepigerne lod til, så ville skuffelsen ikke stamme fra ham der skulle være hendes mand, rigtigt. Så var det altså bare sådan det var.

Gik det derimod som hun halvvejs troede, tænkte sig, regnede med, ja, se så var der desto mere grund til at glæde sig. Til bryllupsnatten og de tusinder af nætter, til døden dem skiller.
Erfaringen fra de tusinder år der er gået siden, den holder ikke i byretten. Har det at man er forlovet, nogen sinde har stillet sig i vejen for at man kan forelske sig i en anden, eller bare i at man ved en enkelt lejlighed opfører sig lidt letsindigt?
Tænk hvis det er Sisyphos der er blevet forført, i virkeligheden.
Men det er ham der slider og slæber den forbandede sten op ad klippeskrænten i Hades’ dystre hertugdømme, tre eller fire gange hver eneste dag. Af evigheden. Tænk hvis alle de andre forbrydelser man har straffet ham for, er tomme beskyldninger der er fabrikeret i en politimesters forkontor og på ordre fra højeste sted. Det er set før.
Det kan ligeså gerne være hans egen fejl. Det siger logikken. Hvis det ligeså godt kan være det ene, kan det ligeså godt være det andet. Alle hans lovbrud, dem han har begået, eller dem man påstår han har begået, gode eller onde tunger, kan det ikke være lige meget, kan de ikke ligeså godt være sindbilleder på hans gæld, slæber han en sten af skyld, eller gør han ikke?
Alt kan gøres i penge. Siges det.
Alt gøres i penge.
Det er det værste: alt koster penge.
Livet.
Livet koster, en forskrækkelig masse penge. Om det så bare var livet det kostede, det har man dog. Penge har man så tit ingen af. Det er så lidt, man kan få på sit glatte ansigt og for sine blå øjnes skyld. Og når de så er brune…
Altså skal man skaffe en forskrækkelig masse penge. Det er da i sig selv en Sisyphossten, der skal slæbes op til toppen af Fuglebjerg.
Ikke nok med det: nye kildefund synes at indicere at alle disse beskyldninger, mod Sisyphos, det var påskud, i virkeligheden blot var påskud.
Forhandlinger ved den højeste domstol antyder at Apollon var blevet fortørnet over at Sisyphos har hånet en lang række kunstnere, lyrikere, rhapsoder, historiefortællere og folk fra andre kunstarter under musernes særlige beskyttelse, hele Apollons ressort. Det kunne den øverste instans for kunst og god oplysning ikke have siddende på dem.
Derfor var det han kom med den idé at Sisyphos skulle dømmes til at være kunstner og vel at mærke i al evighed. De andre høje guder stivnede i marmoragtige attituder, Hephaistos og Pallas Athene tænkte bag de hvidnende pander: Gud Fader bevares, har vi ikke nok af det slæng? Når folk ikke kan finde på andet…
Men Apollon som anførte samtlige muser, anførte at Sisyphos gubevares ikke skulle have glæden ved at skrive, eller male eller lave musik, nej, vorherrebevares vel da; nej, men tvinges til at gennemgå de lidelser der også følger med: først giver de afkald på alt det andre dødelige som regel kan nyde, så må de opbyde alle deres kræfter – og ikke sjældent have en muse eller to til at blæse sig i nakken, alt sammen for at slæbe et værk hele vejen op ad et stejlt bjerg, bogstaveligt over stok og sten, gennem tornet buskads, forbi slanger og andet giftkryb, i blændende sol, i timiandunster blandet med rævepis og rovdyrfært derudover, igennem regnfloder der vælter ned over klipperne, med tordenen rullende om ørene og lynene rumlende langs bjergkammene hele horisonten rundt, og når de så har præsteret deres yderste, mer end det, overgået sig selv, har nået kammen, netop i det øjeblik, regn og torden stilner af og Apollons sol smider sine skarpeste strålekast ned i pytter og kaskader på de hvide sten og blænder dem, da triller værket fra dem, da river det huden af fingrene, flår neglene til flis, ruller diskret over foden på dem, tager fart, rutsjer af sted, ender med at blive overtaget af andre, folk der bedre forstår at slå mønt af den.
Passende straf for den der håner om forfølger en kunstner. Men Apollon.
De andre høje guder tænkte ved sig selv, at, ja såmænd, hvorfor ikke? Straffes skulle han, begrundelserne er bare juristeri. Så hvorfor ikke?
En eftermiddag havde Lovisa sagt:
– Det er da det rene helvede det her.
Og Calle havde set skrået nede fra op på hende, han havde siddet helt sammenkrummet i sin stol:
– Og det er mig der er Sisyphos.

Emner i essays, f.eks.:
om nordisk identitet Peer Gynt og sandhedssøgerne og Vor begrebsverden
om selvundervurdering i det nordiske Torkomplekset
om kulturpolitikken i Danmark i markedets tid Hold dig vågen, ven…
Jeg har aldrig længtes mod luftalarmer. Essay om de tidligste år. Jul i Thy 2008, udgivet af Erik A. Lauridsen og Jørgen Miltersen, Thisted.

LITTERÆRE EMNER:
Fredmans Epistel 77 och fyra parafraser om fyra danska poeter återanvändning av Bellmans melodi och versmönster
Paris sin Helena fatter om den lærde Bellman og hans kilder
Kronen på værket om Fredmans Epistel nr. 82

Bellmanianerne Heibergs om tre ledende kulturpersonligheder i 1800-talets Köpenhamn
Hjortens Flugt om et hovedværk i dansk erotisk digtekunst
Man får inte vissla i allmänna sparbanken om växelverkan mellan dansk och svensk litteratur

Rejsen i europæisk litteratur om et fremherskende motiv i europæiske hovedværker
Petrarca 1304-2004 om Petrarcas inflytande i nordisk litteratur
Kalevala om mytologiens funktion i det finske nationalepos
Tschandala och andra skandaler om litteraturens visiter vid sundet
Glemselslandskaber nær Europas midtpunkt og
Vi var i Europa. Trykt i BALTIC MEETINGS on the occasion of the 750th Anniversary of Königsberg Red.: Klaus-Jürgen Liedtke
Tidiga Petrarcaspår i nordisk litteratur. Tidningen Kulturen /nettidsskrift

SPROGLIGT:
Influenser på språken sedan Skåne skiljdes från Danmark … från övriga Danmark, faktiskt
Typiskt svenskt? om ordet “svensk” i dansk vardagssprog
Bokstavligt talat om uppfattningar av det andra språket

ANDET:
om forståelsen af kirke og kristendom hos nutidige arkitekter: Brister graven. Trykt i Kirkebladet Gammel Holte Sogn nr. 3 september 1997, genoptrykt i Gammel Holte Kirke 25 år December 2003
Tro: Ikke for intet fødtes du. Trykt i Kirkebladet Gammel Holte Sogn Nr. 1 marts 2002