Go to Top

Digte

Om mine digte:

Dine kræftsonetter har Shakespeares koncentration af ordkraft og indholdsfylde.
Gerda Leffers

Nat i haven

Når Firklang – Rudersdal Symfoniorkester spiller, står der gerne Händel, Mozart eller som i år Niels W. Gade på nodearkene. Men næsten lige så tit står der Henrik Dyhr, enten det nu er en dobbeltkoncert for violin og cello eller en serenade for ti blæsere, han har komponeret.
Også i sæsonen 2017 spiller orkestret et værk af Henrik Dyhr. Det har ingen genrebetegnelse, det hedder bare ”Nat i haven”, og det har en særlig historie og en særlig karakter.  Blandt orkestrets musikere sidder der nemlig også en digter, Søren Sørensen, kendt som Vedbækdigteren. I 2016 udkom hans ” Sophienholmsonetter og andre digte” På Det poetiske Bureaus Forlag. Den læste Henrik Dyhr i og blev inspireret til orkesterværket, for et af digtene hedder ”Nat i haven”.
Han kom pænt og spurgte, om digteren ville have noget imod, at han komponerede et værk over det. Det havde digteren selvfølgelig ikke, og nu den 3. maj opføres ”Nat i haven” ved sæsonens afslutningskoncert på Rygård i Gentofte. Værket får sin særlige karakter ved, at komponisten har indlagt det, at digtet reciteres ad to gange, mens orkestret tier. Det er selvfølgelig Sørensen selv, der læser det op. Men også digtet er lokalt, for den have, der tales om, ligger i Trørød, på Ellekrogen, der hvor digtet også i sin tid blev skrevet.
Rudersdal kommune har en flere hundred år gammel tradition for at inspirere digtere og komponister. Der er en grund til, at Firklang har sine øveaftner i Griegsalen på Mariehøjcentret i Gammel Holte.

Nat i haven  i Sophienholmsonetter og andre digte Det Poetiske Bureaus Forlag 2016

En finregn blev til stjernepragt i nat,
og nu er himlen høj og vinterklog,
småskyer damp af gryder gået af kog
i køkner trætte kokke har forladt,

og emmen blegner stadig mere mat
imod det diamantbesatte låg,
en ro som ellers kun i tomme tog
før morgenholdet kommer og tar fat.

Holdt op er Eyjafjöll nu med at snavse
vort luftrum til, jordrysteren har slækket
sit greb om Port au Prince, man ser på vejret

og mærker havens træer er blevet tavse,
de mumled før så blidt og fik én vækket,
hvad det nu var de måtte sige gærdet.

 

 

 

SÆRSYN

Ved gennemgang af arkivmaterialer fra det sidste halve århundrede faldt jeg over dette digt som jeg i 1967 satte ind i et udstillingsprogram for Sammenslutningen af 7. maj, en gruppe af lollandske kunstnere der der sidst i 60’erne arrangerede udstillinger, undertiden i Maribo, undertiden i Nakskov og andre steder, et galleri i Helsingør f.eks.:

Særsyn

De høje stauder
Endnu knapt med blomst
En enkelt rose,
Den lyse salat,
En poppels ranke, levende spil.

I streng komplementaritet
Skolens røde gavl,
Det spillende ternede liv
I de brændte tegl.

Solen skarp og ren
Som en malers øje.

Midt i haven
Dig
I hvide shorts

(1968)

 

På Skanderborg Station  

På Skanderborg Station – dér var det ikke
at jeg blev fanget i et digt af Claussen,
det var i Nakskov kort før frokostpausen,
i Falkenstjernes udvalg lå en strikke:

”Balaften”, det digt om stærke kvindeblikke,
det læser man i skoledrengsforbavsen –
og siden var jeg med i al kehraussen,
for hans lyrik – den får det til at klikke.

Jeg skrev om Bellman siden. I Claussens ”Grave”
har min digter og hans ”far” et minde
der nok skal stå så længe verden står.

Og versets løvemanke gør det let at finde
”Ekbátana” som neg i Claussens trave,
for korn som hans er det kun få som slår.

skrevet 3.10.2015, trykt Folketidende Nykøbing F.

Fredmans Epistel 80

Horats – ham kendte han, og Boileau,
og fulgte ham på vandring med hyrdinden
som gik hvor engens blomster veg for vinden:
hæg og syren, mest kløver, det tableau

man ser på Haga som omkring Poiseaux
når græsset rødmer svagt dér under linden,
hyrdinden selv får den kulør om kinden
en junidag ved kilden. Våde sko

generer ikke én der går i enge
og plukker til en krans om håret,
ej heller nymfen, budt til Floras fest,

til krebsebord i Första Torpets længe.
Hun kom per gig, småpiger stod bedåret
ved Kattrumpstullen, kom som Mollbergs gæst.

10.10.2015

STOCKHOLMDISTICHA

Staden hvis livfulde piger og parker og prægtige slotte
vi lærte at synge om dengang på Nakskov gymnasium,
den er vi midt i, og Fredmans epistler og sange blir sande:
larmen på gaden og folk der går hjemad fra kroen,
eller som Fredman himself der har tilbragt en nat dér på gaden,
en sommernat otte og tres tilbragt hvor stenrenden
flyder med spildevand og det der giver ham kløe på kroppen,
så han forbander sin mor som fandt til en mands seng,
sangernes pragtforestilling – og lugen med nedgang til kroen,
den skal vi se nu vi står over for banken,
for den er her endnu som den morgen da stjernen blev kuet af gryet.
Babylons tungemål syder nu her som hos Bellman,
blandet af plattysk og fransk, ja, og finsk, selv sønderjysk hør’ man.
romanen jeg skriver, blir lydillustreret heroppe:
Drottningens gata gi’r ekko på ekko af alt vi har sjunget – fra
Drick ur ditt glas til Movitz som skulle studere,
Opp, Amaryllis, ja, Gubben är gammal som også vi andre.
Haga besøgte vi, Hägersten, skiltningen narred
os uden om Årsta. Nygatan 20 og Djurgården, busten.
Lyset ved havnen og Järntorgets udblik mod Söder,
kirken hvor morfar var præst, det kammer han sad i ved slottet.

2004/2015

Høstligt kolde skygger

En flok af viber over vintersæden
i ly af eges høstligt kolde skygger

får øvet sig i formationsoptræden
i ly af eges høstligt kolde skygger

med vingers hvidt som glimt af sol i væden
i ly af eges høstligt kolde skygger.

De hvide vinger er som glimt af glæden
i ly af eges høstligt kolde skygger

de får i syd når de har sluttet kæden
i ly af eges høstligt kolde skygger,

og går på træk fra Hald og vintersæden
i ly af eges høstligt kolde skygger.

  

Nat i haven

En finregn blev til stjernepragt i nat,
og nu er himlen høj og vinterklog,
småskyer damp af gryder gået af kog
i køkner trætte kokke har forladt,

og emmen blegner stadig mere mat
imod det diamantbesatte låg,
en ro som ellers kun i tomme tog
før morgenholdet kommer og tar fat.

Holdt op er Eyjafjöll nu med at snavse
vort luftrum til, jordrysteren har slækket
sit greb om Port au Prince, man ser på vejret

og mærker havens træer er blevet tavse,
de mumled før så blidt og fik én vækket,
hvad det nu var de måtte sige gærdet.

 

Scan0021

Med Andre Ord – en europæisk lyrikantologi. Det Poetiske Bureaus Forlag

Hver fugl synger med sit næb, og enhver digter skriver på sit sprog. Ethvert menneske kan nok lytte til fuglenes forskellige sange, men de fleste læsere er bundet til deres eget sprog. Derfor er oversættere så vigtige for læserne – også selv om de bruger andre ord end dem, som digteren oprindelig har digtet på.
Derfor har digteren Søren Sørensen fra Vedbæk også kaldt sin nye samling ” Med Andre Ord”. Det er 61 digte fra Europa gennem 610 år, digte der ofte har haft gennemgribende betydning i kulturens udvikling. Det begyndte med Dante Alighieris digt fra Firenze kort før år 1300, og det slutter med Ranier Maria Rilkes digt om Bellman kort efter år 1900.
1300-tallet oplevede både Dantes Guddommelige Komedie, Petrarcas ikke mindre guddommelige Canzoniere og Boccaccios meget jordiske Dekameron, og i århundrederne efter Petrarcas død tog digtere ved lære af hans digte i en lang række fra Italien over Frankrig og England til Tyskland og Norden.
Romantikken o. år 1800 gav sig igen til at læse og ikke mindre at gendigte hans kærlighedslyrik, men tillige kom der i de nye nationer, som opstod efter Napoleonskrigene, trang til at skrive på de nye nationalsprog som finsk og islandsk, og på Rilkes tid efter år 1900 kom Petrarca igen til ære og værdighed.
En anden stor digter, som har optaget Sørensen helt fra studietiden, er Johan Wolfgang Goethe, og derfor fylder hans kærlighedssonetter til Mina Herzlieb meget i den nye bog.
Gennem årene har arbejdet med det finske nationalepos Kalevala optaget ham; det samme gælder den litteratur, som kom frem ved unge digteres læsning af Kalevala; derfor bringer ”Med Andre Ord” tre store digte fra dette værk. Bogen udkommer fredag den 27. februar, dagen før man i Finland overalt fejrer Kalevaladagen.

‘ ***

PRESSEN SKREV:

Om Petrarcas Canzoniere:

Den danske översättaren Søren Sørensen uppvisar en lekande lätt hand med de olika versformerna av sonetto, ballata, sestina, canzone och madrigale och lyckas med att få Petrarca att låta som levande vislyriker och inte som en död filolog. Hans gedigna poetiska hantverk …

Tidskriften AORTAS redaktion 2006
… mageløs oversættelse…

Digteren Lars Bonnevie i Weekendavisen 2011
…denne fint forløste dobbeltsprogede italiensk-danske paralleludgave af digte…

Lektørudtalelse (Kent Skov)
Med sine fordanskninger har Sørensen i hvert fald hjulpet den nudanske læser over den første tærskel. Gendigtningerne overholder sonettens formtvang, men – som en illustrativ parallel til Petrarcas valg af toskansk folkesprog i stedet for latin – på et let, moderne dansk.

Det är verkligen imponerande med dessa hundratals sonetter och andra svåra versslag i så vitt jag förstår nära överensstämmelse med Petrarcas original. Jag bara häpnar.

Digteren og litteraturprofessoren Lars Huldén

Om Troldspejl og andre digte:
Fælles for digtene er udover lærdom et udtalt lune, der kunne udspringe af en umiddelbar glæde ved sprog og ord. Man ser frem til, hvad der måtte komme af mere fra hans hånd.

Ole Møller Frederiksborg Amts Avis

Afsnittene med villaneller og sonetter viser Søren Sørensen som en stærk sprogbevidst digter, der kan sine lyriske forbilleder til fingerspidserne, og som også formår at anvende inspirationen i en nutidig kontekst.
Lektørudtalelse (Steffen Kronborg)

…villanellerne og sonetterne. Helt fantastisk. I meget høj og særegen klasse, vil jeg mene. Et møde mellem noget meget “naturligt” og frit (referencerne, sproget) og det strengt formelle. …noget meget stort og stærkt og enestående…
Bent Christensen, dr. theol.

Bert Brecht är i gott sällskap med dig! Det är inte så vanligt längre här i världen att någon behärskar alla former av poesi, både de fria och sonetterna.
Lars Huldén, digter, litteraturforsker, Helsingfors 2011

Kære Søren – det var en underbar kväll! Din fascinerande föreläsning om Petrarca och hans betydelse. Din inledande placering av litteraturens fyra hörnstenar var retoriskt så elegant.
Monica Braw, fil.dr., forfatter, Japanekspert, Malmø 2011

Sørensen har som en ekvilibrist udi i sonet-formen i den grad styr på versefødder og strofer; man læser glidende og behageligt igennem linierne.
Caspar Andreas Dyrehauge. Kultunaut 2011

Du skriver fantastisk flot og har en helt unik måde at opbygge billeder på og omarbejde gamle talemåder. Samtidig har du fanget – eller måske nærmerer (!) overtaget – Bellmans lyriske stil og inkorporeret den i skrivestilen. Man læser din roman som var det poesi!
Anne Bakkestrøm. Forlaget Klim, Århus 11.06.03

… det er klart, at du har store evner som forfatter. Du har en fantastisk sproglig sans, dit ordforråd er stort, og dine ord danner meget sansemættede billeder. Det er overbevisende og griber læseren med det samme.
Lise Lotte Urfe, Forlaget Athene (udateret)

DIGTEREN SKREV

Gammelmandsblues

Jeg er gammel, jeg er digter, jeg har osse spillet jazz
Jeg er gammel, jeg er digter og har osse spillet jazz,
Lidt på guitar, lidt piano, men som oftest på min bas.

Jeg har hilst på Big Bill Broonzy, jeg har hørt på Bessie Smith
Jeg har hilst på Big Bill Broonzy, jeg har hørt på Bessie Smith,
Men da neoboppen opstod, fandt jeg det var rigtigt fedt.

Jeg var ung dengang med bassen da vi spilled neobop
Jeg var ung dengang med bassen da vi spilled neobop,
Da de andre blev studenter, holdt kvintetten altså op.

Jeg var ung engang – og digter, så jeg digtede om jazz
Jeg var ung engang – og digter, så jeg digtede om jazz,
Og med jazz i min lyrik syns jeg al ting faldt på plads.

Har man været med så længe og nu ser ens livssyn trues
Har man været med så længe og nu ser ens livssyn trues,
Er det tiden til at brumme på en – gammelmands blues.

21.juni 2014

 

Punkt kontra punkt

 Ækvivalensen til tonsvis trotyl
holdt mod din tinding og
tusinder brølende
kunsten eller livet
De brølende hører ikke din hån
aner vist ikke at tavshed er guld
har aldrig hørt efter.
To eller flere stemmer lader sig lyde
under det brøstfældige kalk i dit kranium
kan de forenes til
et klingende hele
en kontrapunktik?
Det er vanskeligt nok
med ækvivalensen til tonsvis trotyl
holdt mod din tinding og
tusind der brøler

*

Introduktion til Schumanns 2. i C-Dur

Himmelens mur brydes af stjerner
påskeliljernes schallstykker fråder i gult
desmere blå i himmelteglets
skinnende glasur
Her er det
Her er det
stjernelyd, den sitrende tunge er verdens kulde
dæmpede figurationer flakker som fakler
over den blå glasur
Det sætter tiden i gang
Kronos sætter sit tema an
Alt skal forgå og alt vil forgå
i evighedernes evighed og
ingen vil leve, ingen berette

Stjernerne ringler i frosten som flossede nerver
Han hører det vrænge fra verdens kulde
Clara kalder han Clara
Renhed  renhed
et og alt for hjertet
er at ville renhed
blot velstemte pauker for himlens skyld
Et enstreget C, bare et C
Stjernesangen højnordisk ren
Leve kong Oscar
Som iltet af fjeldskov
Bare et C

 

Tema fra Carl Nielsens den 5.

Det begynder så smukt over Utterslev Mose
Men almægtig er angsten
Slottet blir tækket med gyldne skjolde
derude over det åbne land
Det er Blåskægs base
Det blodige centrum for unævnte rædsler
Det er ildskær fra brændende kvinder
Det er blodblandet vand fra de slagtede
de hensynsløst ofrede
til afguder uden eksistens
et rystende terrorens Sveaborg de sulter dem de ikke skyder
Almægtig er angsten
den står ved sin bom betal din accise den sender et kort
Betal med dit liv
På vestenceinten står en og hulker
en skinger oboagtig hulken
et værgeløst punkt
Men trommerne hele tiden trommerne
det ringler i stikkerne det er småsten i nornernes kværn
det kvagrer i liv  mænd gjort til finker og kvinder til fars
angstens trommende almagt
Revolutionen er dødsdømt det dingler af hoveder
og hopla  men ingen kan more sig mere  ingen kan længere
holde en strikkepind  den knitrer som angstens
almægtige trommer
Europa har indstillet optællingen
Nogle få blev til overs
De spiller for angsten
Altid en hyldest til almagten
Alting går værre end ventet
Inden for rækkevidde når aldrig
en sejr  den tid er forbi og
syndfloden
overflødig

Scan0001

Sjostakovitjs den 7.

Ladoga isklædt
Nevaen standset
Ringen er sluttet
Murene brister
Isblomster skyder
Stormkast og stålild
Byger og bomber
Ladoga isklædt
Nevaen standset
Byen på knæ nu
Kælke med faldne
Kisterne opbrugt
Stjernen har magten
Rummet har sejret
Kulden diktator
Sulten ohrana
Rædslerne ovre
for intet er værre
Nu kan de vinde
Leningrad holder
Menneskets storhed
Alt kan man trodse
Ladoga isklædt
Nevaen standset
kuldens diktator
sultens ohrana
Alt kan man trodse
Alt kan man trodse

 

 

Menuetten i Mozarts g-moll symfoni

En dans til mens vi lever
en dans til mens vi kan
En dans til mens vi lever
en dans til mens vi kan

Forstummer violiner
og tier bratsj og bas
tilstøver klarinetter
tilirrer alle horn

er bare noderne tilbage
så spil dem hvem der kan
et tema mens vi lever
et tema mens vi kan

 

Sibelius’ Lemminkäinens hjemkomst

Ræk din hånd til nordlysbræmmen
grib om solsystemets grenværk
gå i armgang under himlen
spark dig frem i stærke skuldre
Varmomhjertet til du når det
barndomshjemmet hos din moder
Tag en tur i nattens flammer
luftens herskerindes skørter
gå så trygt som hos din moder
bort fra hævnerbandens hænder
Lad dem bare stå og måbe
Varmomhjertet går i vinden
Lemminkäinens vej på vidden
fører over skyers agre
Hedisind kan ingen holde
Varmomhjertet ingen vinde
Han kan galdrekunstens gerning
trolddoms tryghed ejer Ahti

 

Coda

 

Oftere

synger den rene af hjertet
falsk

end den der forråder dig
rent

*

 

 

Nu kom Kontrapunkt, ny digtsamling om livet og verden. Det Poetiske Bureaus Forlag.

Digtene her dystopiske, desperate ytringer af utilpassethed og protest imod eksistentielle og politiske vilkår:
Når verden går under
er det august
hedder det med henvisning til Hiroshimadagen. En gammel ørns meget ungdommelige digte hvori kun Døden – som digteren har truffet i et ortodokst kloster i Finland – er en forløser, når den kommer i naturens orden, ikke som resultat af magthaveres overgreb.

32_Kontrapunkt-omslag

Kontrapunkt er et musikalsk begreb, node mod node, indført af 1500-tallets komponister som Palestrina, videreført af Johan Sebastian Bach i 1700-tallet. Lyrikken rummer også kontrapunktik; det ligger allerede i navnet: digtets ord kontra lyrens tonerækker, og i dag optræder mange lyrikere sammen med musikere når de læser op, noget der er en slags tilbagevenden til digtets oprindelige væsen. Men også i ordene selv ligger der en flerstemmighed. Digtet er aldrig entydigt. I denne samling er Kontrapunkt en digtsuite hvori digtene tager udgangspunkt i musikværker, men giver dette modspil/ samklang til historiske forhold, dvs. almentmenneskelige.

Digteren har illustreret afsnittene med stregtegninger og omslaget med et maleri fra Laugarvatni, Island.

Giovanni Boccaccio: Rime I Intorn’ad una fonte

Omkring en kilde på en eng som strakte
Sig vidt med smukke blomster blandt det grønne
Sad tre småengle, og man tør vel skønne:
I snak om elskov; om hvert ansigt vakte

En løvgrøn gren et skyggestrejf som rakte
Omkring de gyldne lokker hos de kønne
I herligt farvespil. Som for at lønne
Det her kom vestenvindes pust helt sagte.

Der gik en stund. Så spurgte blidt den ene
(Det hørte jeg): Hvad nu hvis helt tilfældigt
Hver vores kær’ste kom, vil I så mene

Vi skulle flygte, var det helt uheldigt?
Hvortil de andre sae: Hvis én vil bene
Fra sådan fryd, så dummed hun sig vældigt!

 

 

 

 

Giovanni Boccaccio: Rime III Il Cancro ardea

I Krebsens tid og efter sjette time
var Zefyr let, og vejret var så smukt,
i ro lå havet, og inde i en bugt
– dér nåed endnu ikke solens strime –

stod den som får selv Himlen til at kime,
og andre kvinder fejrer: om issen lukt
den gyldne vlies, så hårets frie flugt
forhindres som af net om lokkers stime.

Neptunus, Glaucus, Forco, havets moder
iagttog hende udefra med glæde
som om de sagde: Zeus! Mer ønskes ej!

Og jeg som på en træstub havde sæde,
fordobled hvad jeg følte ved de goder,
og som én sten var klippen dér og jeg.

Krebsens tegn: højsommer; Zefyr: forsommerens milde vind; den gyldne vlies: det gyldne vædderskind som den græske helt Jason hentede til Grækenland fra Kaukasus på Argonautertoget. Neptunus: havets gud lige som Glaucus/Glaukos, Forco/Phorkys og havets moder Thetys.  

 

Giovanni Boccaccio: Rime IV Guidommi Amor

Gud Amor ledte mig, mens solen brændte
højt over vandet, ind i myrtelunden,
nu hav og himmel fejred hvilestunden
– dog rørte Zefyr sig, som vanligt vendte

den lidt på buskens løv hvor bladhang endte:
da mente jeg at høre sang som runden
af lutter fryd og ellers aldrig funden
i nogen skole dødelige kendte.

Jeg tænkte: engel, nynfe, ja gudinde
der synger for sig selv og har valgt stedet
til sang om oldtids kærlighedsaffærer.

Det var min donna, smukt hvilende på klædet,
i skyggen og blandt blomster skovbund bærer,
som øret, dernæst øjet kunne finde.  

Giovanni Boccaccio: Rime VI Su la poppa sedea

I agterstavnen af en båd som svang
med bølgeslaget og kom stranden nær,
sad mellem andre den som jeg har kær,
og sang snart én og snart en anden sang.

En klippe nu, en holm en anden gang
og snart den ene, snart den anden hær
af damer på besøg så dette skær
af én fra himlen med en engels rang.

Jeg fulgte efter, og fra alle sider
så jeg at folk kom her som til et under
af den slags som himlens magt udøver.

Alt hvad jeg har af ånd, fik vågne stunder,
men kærligt nok lovprise, nej det skrider
dog ikke frem,  hvor meget jeg end prøver.

 

Giovanni Boccaccio: Rime XXXVII Vetro son fatti i fiumi

Til glas blev alle floder, alle bække
som nu er blevet indestængt af kulden;
klædt ud er bjergets top og slettemulden
af sneen, hvert et træ står uden dække,

alt græs er dødt, og ingen sol kan vække
den mindste fugl til sang, og blæstens rullen
fra nord har sendt hvert dyr i visselullen,
naturen selv kan vinterkulden svække.

Og jeg som lider, helt alene brænder,
i sådan lue at Vulcanus’ esse
blot er en gnist med min ild sammenført;

jeg beder til Vor Herre, folder hænder
i bøn om vand, en smule, be’r jeg stedse,
men selv i gråden er mit øje tørt.

 

 

Duftrige rodskud
Til Chr. Steffensen

Drømme om kronen der gik fortabt –
krone som stenegens nede ved Douro, Oporto,
i hjørnet hvor vinstokke vokser eller som
middelhavsfyrren ved bygrænsen ind til Jerez
(den engelskmænd udtaler sherry), måske som
elme på rad og på række ved Stratford on Avon
og alle dens agre med maltbyg – det der gi’r
stout eller whisky ved brænding –
– ack om jag ägde de kronor i kväll –
Ja, eller tænke på duften af laurbær,
– du triumferende, du sejrens træ
til kejseres og til poeters hæder –
men også vedbend og myrte når løvkranse
snoes om pande og tinding …
Eller en stamme, el for eksempel, jordfast
på bredden af åen ved Ribe
sejlbar for bådfart, for ude på
verdens vidtløftige hav vinder man ingenting,
ikke en krone, ikke skyggen af kranse,
for duftrige rodskud render omkring
mellem muldvarp og regnorm
og biller og kryb,
for evigt ejes kun det tabte,
løvværk og krone, ja, just det, grene og stamme
med samt den ambrosiske ånde
Når sydvestvindens regnvand slår stribevis af
dråber mod ar efter økser som lettede
roden for stammens ubærlige tyngde
og kronens vægtige virvar af grene og kviste,
af løvværk som vestenvind elsker at ruske
og jubler når krone og stamme bli’r rokket,
bli’r roden ved jorden. Det tjener den bedst.
24. januar 2013

Noter: Skrevet i anledning af premieren på Sten Kaaløs Så må Jorden godt gå under;
her spiller Chr. Steffensen Ribedigteren Ambrosius Stub hvis navn er synonymt med duftrig og rod. Digtets litterære henvisninger går til Bellman, Petrarca og Stub selv.

Søren Sørensen som erotisk forfatter
I sin litteraturhistoriske forskning har S især været optaget af tre områder: den finske nationalmytologi omkring Kalevala (1800-tallets romantik), den svenske nationalskjald Carl Michael Bellman (rokokoen i 1700-tallet) og den europæiske lyriks centrale skikkelse Francesco Petrarca (1300-tallet, renæssancen). For alle tre felter gælder at erotikken står i centrum, men under meget forskellige former, den særdeles komplicerede og besværlige i de oldfinske myter, den meget ligetil og meget kødelige, endda købelige hos den frimodige Bellman, og æterisk sværmende hos læremesteren Petrarca. En naturlig følge af den indgående forskning er oversættelser af de tre forfattere, senest den komplette udgave af Petrarcas Canzoniere 2011.
Helt ud i formerne har S fulgt studiefelterne, episk- berettende som hos de første, viser og sange som hos Bellman, sonetter og elegier som hos Petrarca.
I romanen Sisyphos i Slotsvagten (2009) forenes mytens episke form med Bellman selv, den handler om Bellmans elskede hustru der i lighed med Sisyphos’ hustru, Merope, går igennem ild og vand for den de elsker (side 146). Kalevalaromanen Himmelsmeden handler bl. a. om oldingen hvis frierier mislykkes, og om yndlingen der får hende. De to romaner om matriarkatet i Nordvestjylland: Don Juans Døtre (1993) og De Moderløse (1996) har som hovedemne kvinden som drivkraft i historien.
Derimod er det eksistentielle det mest fremherskende i de første digtsamlinger Fra Genesis til Golgata (1998) og Strandlangs (2001), mens erotikken toner frem i Boghøkersange – et eksempel på viser efter svensk forbillede – (2001), for så at udfolde sig friere i de to senere: Troldspejl og andre digte (2008) og Ellekrogselegier (2011).
Læsere og anmeldere har kommenteret de på en gang frimodige og ømme erotiske skildringer i romaner og digte. Den engelske digter Byron påstod i sin Don Juan (1824) at hvis Petrarca var blevet gift med Laura, havde han ikke kunnet skrive sine sonetter. Mange har læst det som om ægteskab står i vejen for erotisk poesi og poetisk erotik. Det bliver modsagt i Søren Sørensens værker.
Sanne Sanftmuth,
litterat

Ensom i ægtesengen indtaget i Troldspejl 2008

Det pusler i dyne og gangtøj
Dørene går det når mig
I søvnen
At nu står du op
Og det er dog en
Søndag morgen
Og vist var der tid
Men det når mig
At dørene går
Det pusler i dyne og gangtøj
Nu står du op
Og jeg er
Ensom i ægtesengen
Ikke at det gør
Så meget
Erotik er alligevel
Mest noget i hovedet
Nu om dage
Elsker vi mest
I overført betydning
Mere emotionelt end
Motionerende
Med hovedet som sagt
Minderne har man
Da lov at ha’
Og hovedet har før
Været med
Der var tider da
Min næse var et plovskær
I din bløde fure
Pløjede
Mit hjertes hjem forneden
Der var tider da
Mine læber de holdt møde
Med deres halvkusiner
Og de havde krammet
På dem
Og mange kunster for
Det var tider
Det var tider da
Mit hoved dansed
Kinddans med dit
Runde lår
Og lystne tandsæt
Sad som mærker
I din balde
Tungens intime
Erindringer
Forbli’r
Utrykte
(Her forhøjer det nydelsen
at jeg tier)
Og længe før
Var der jo tider
Det var tider da
Sugemærkers sødmeskam
Var sagen
På halsen eller endnu mer
Forbudte frugtlegemer
På dig eller mig
Som det faldt sig
Og gudskelov
For turtlenecks
Og høje flipper
Senere igen
Dine brysters brune
Stiverik
Voldbollede
Min øregang
Åh hvor jeg hørte efter
Det var tider
Men længe siden
Som prædikeren siger
Har alt sin tid
En morgensol
Som nu til morgen
Og skygger
Fra gardinet
Da vi endnu
Havde sengen
For os selv
Hele huset
Og ingen tørstig
Næste satte næsen
Op efter de to
Kåde haner
Præcis som nu
Det har et stort
Potentiale
Det har sin tid
Og det er der ikke
Noget i vejen med

NYT I POESIEN:

In memoriam Saint Exupéry

I
Jeg husker lavendlerne,
husker klostret
husker Provence.
De var der ikke,
jo, men de blomstrede ikke,
de stod tørre på markerne ved
klostret i Provence.
Jeg stod ved de tørre marker
omkring klostret i Provence
og prøvede at tegne
lavendelmarkerne,
men de blomstrede ikke,
lavendlerne.
Jeg husker de frodigt blomstrende
lavendelblo marker fra et
billede: klostret i Provence,
Cistercienserklostret,
men navnet husker jeg ikke.
Det er meget berømt,
klostret i Provence,
Provence er meget berømt,
det er ikke det fjerneste
provincielt,
det er provencalsk.
klostret, det kloster
hvis navn jeg ikke husker,
lavendlernes kloster.
II
I digtet
er alle aftner grå
I digtet
er alle aftner tavse
I digtet
er alle aftner måske
alligevel ikke altid
grå
men har et vist
guldagtigt skær
i digtet.
I digtet
er alle grå aftner
I digtet
er alle dage omme
næsten allerede på den anden side
ikke nærværende snarere
har de et vist skær af
uvirkelighed.
I digtet.
I digtet
er alle aftner
I aften
er alle digte
grå.
III
Kaffen laver ikke sig selv.
Det skal man være glad for.
Tænk om kaffen
faktisk lavede sig selv! Se bare
hvordan verden har det. Her
laver folk sig selv, og her er
ikke til at være
for folk.
Så hvis også kaffen –
Hvem skulle drikke al den
kaffe
der lavede sig selv?
Hajerne måske?
De store hammerhovedede?
Men drikker hajer over hele
hammerhovedet kaffe? De guffer
druknede piloter, og de drikker
kaffe. Af termoflasker, og måske
snupper hammerhovedhajerne
termoflasken nu de er i gang.
Eller bierne?
Så man kunne få
honning med kaffesmag
og hvor godt ville lige dét
være?
Ja, men altså? Måske ville det
ikke være så tosset? Måske skulle man
være glad hvis det var sådan
at kaffen lavede sig selv?
Så behøvede postflyverpiloter
ikke termoflasker, for kaffen lavede
sig selv, og i alle fald ville det være
bedre end hvis kælderen løber fuld
af kloakvand. Kaffebrunt kloakvand.
Åvand. Havvand. Smeltevand fra
iskappen omkring nordpolen.
Alt det
vand. Så er det da bedre
med en kande kaffe i stueetagen.
Og hvis det så lavede
sig selv. Så var der ingen
postflyverne der druknede
i vand i det mindste.

Tre sole er ikke for meget
Det skrev Frank Jæger i sin italienske digtsuite i Tyren 1953, og derfra lånte jeg det som titel til den antologi jeg har samlet af digte fra den danske lyrik, digte der har italienske motiver.
Danske digtere i Italien er dens undertitel, og de har stort set været der allesammen – dog ikke alle sammen! For den ældste er A. W. Schack von Staffeldt som var der i 1797-99, og de nyeste er Pia Tafdrup (2007), Thomas Boberg (2009) og mig selv (2011).
Italien har haft en overvældende betydning for dansk litteratur, digternes rejser og ophold i Italien har sat sig dybe spor i hvad de har skrevet, nogle af de fineste romaner og noveller i dansk litteratur har italienske motiver, H.C. Andersen, B.S. Ingemann, J. P. Jacobsen, Karen Blixen, Ib Michael bl.a.
Det er imidlertid så vidt vides første gang lyrikken får sin egen behandling, men det er jo også først nu i 2011 at den europæiske lyriks læremester, Francesco Petrarca er blevet oversat til dansk.
Antologien er en gave til alle de gymnasielærere og -klasser der tager på studieture til Italien.
Af mine egne digte er der:

Firenzes katedral

Firenzes katedral i måneskæret
Betar os helt når vi går hjem fra kroen,
De marmorplader i en salig groen
Så højt som nakken klarer; se i vejret

Rosetter, kranse, felter, alt som næret
Af en ånd som søger himmelbroen
Og hugger ud af kloden det som troen
Bekræfter er et tegn på livsbegæret.

Dens tillid til Guds billed tog for givet
At tanken lod det virkelige komme
Til live som alt stort og skønt herneden.

Så højt har Brunelleschi elsket livet
At han greb kuppelformen i det tomme
Og skabte klarhed af mangfoldigheden.

Firenzes lyd

Firenzes lyd er horn fra ambulancer,
Bestandigt gjalder der en djævelsk tuden.
Man tænker sig slet ikke byen uden
Den grelle lyd der varsler om vakancer.

Lydbilledet opviser da nuancer:
Ved aften buldrer stik på svinehuden
Som trommeregnens dans på vinduesruden
Der træder samme værdige kadencer.

Og hvert kvarter vil kampanilen klemte
Så lydt man tror at hele torvet rokker,
Og der er jazzkoncert i byens gader.

Således konkurrerer kirkeklokker
Som slår til andagt, med de lystigt stemte,
Og dem hvis tuden varsler grumt om skader.

og
Sienas måne

Sienas måne steg så rund i dalen,
Stod gul og klar trods aftenhimlens lysen
Og håned søster Sol med strålekysen,
Den ved at den i nat beholder valen.

Sienas måne måler med sin egen alen
For den har ingen fejl på hypofysen,
Den vokser, svinder bort igen, og gysen
Går gennem den der fatter månetalen.

Således hævder den selvstændigheden.
Vel blegner den når solen så tar magten,
Men trodser ved at holde plads og bane.

Men reagerer solen på foragten?
Og får den vrøvl med sjæls- og verdensfreden?
Hvad bryder den sig om det mytomane?

Tre sole er ikke for meget – Danske digtere i Italien er udgivet på Forlaget Mellemgaard og kan købes i enhver boghandel eller hos forfatteren.

ELLEKROGSELEGIER
en samling nye digte i de klassiske former goetheske elegier og petrarkaske sonetter fra Ellekrogsområdet mellem Vedbæk og Gl. Holte, fra den store verden (Cairo, Utah, Toscana, Provence og andre steder) samt fra digterens tænketank (på Ellekrogen).
Det Poetiske Bureaus forlag.

HERI den petrarkinske sonet
Rosen
En gang i timen tænder der en rose –
Den store busk der har de dunkle røde,
En gang i timen la’r den nye gløde,
Så man bevidner en metamorfose.

Hvad gengi’r at en rose la’r sig føde?
For blomsterspringet har man ingen glose
På noget sprog, balletten ingen pose –
Det bli’r sankthans. En årsdag for et møde,

Det første, i en dans som aldrig endte,
Hvortil et drenget buk engang var kimen,
Der gav momenter vi har følt som dette

At rosen sætter blomster, én i timen,
Et rødt mirakel midt i alt det kendte
Med denne glød ret nær det violette.
I Politiken den 7. juli 2011 skriver filosoffen og digteren Rune Engelbreth Larsen bl.a. således:
Naturligvis har han (:Petrarca) også sat sit præg på oversætterens egne digte, senest digtsamlingen Ellekrogselegier (2011), der blandt andet besøger Vaucluse, hvor Petrarca boede en årrække. Til denne dal – kan vi læse hos Sørensen – “Kom Ingemann og digted om hans skæbne/ Mens Andersen beklaged at han rejste/Forbi den kilde der er selve digtet,/ Europas vers, det sejl Petrarca hejste/For sin sejlads, han kunne bare væbne/Sig med de ark – og se om de har svigtet.”

Vaucluse
Til dalen, den ved Sorgue man kalder lukket,
Vaucluse hvor vandet strømmer frem af fjeldet,
Det sted hvis skønhed fik ham overvældet
Og kaldte fryd og tåre frem, og sukket,

Hvor aldrig elskovsilden helt blev slukket
Og aldrig heller fik lagt låg på smældet
Fra rim og rytmer ingen tid forælded,
Sonettens klang der står som kobberstukket,

Kom Ingemann og digted om hans skæbne,
Mens Andersen beklaged at han rejste
Forbi den kilde der er selve digtet,

Europas vers, det sejl Petrarca hejste
For sin sejlads, han kunne bare væbne
Sig med de ark – og se om de har svigtet.
SE her på hjemmesiden Nyheder

Digte i særtryk:
Digte til Francesco Petrarca
Italienske digte
finlandsdigte fra alle årene
Digte fra Vaucluse
Onomatologi en sonetkrans

alle trykt med vignetter på godt papir: 20,- + porto

Bestilles pr E-post: kirsoeren@pc.dk. Angiv modtagernavn og -adresse. Letteste betalingsmøde: send beløbet i frimærker.
Velegnede til værtindegaver, julepost, læsning.

Andre særtryk fremstilles efter aftale.

21_Troldspejl_001

Jazzdigtene fra Troldspejl på engelsk ved digteren John Mason marts 2011:
So what the fuck kind of number is fifty?

Dedicated to Nakskov Jazz Club

I

We have walked on Golden Gate Bridge
And gazed over at Alcatraz
The San Francisco skyline and in across the bay
We arrived one day in September
so what the fuck kind of number is fifty
We flew, oh we flew and the day never came to an end
the hands of the clocks fizzed round like tops
Evening came, night came, the small hours came
And the light never dimmed or died
so what the fuck kind of number is fifty
We flew in across the bay behind Frisco and the sun went down
On the ends of the earth, we’d reached the ends of the earth
And we once told each other
we’d walk to the ends of the earth hand in hand
so what the fuck kind of number is fifty
And now we were there Carsten Jensen has seen where the earth began
We saw where it ended and the surf seethed like Max Roach’s
Drum kit and just as he slammed the tomtom
The seals stuck their heads up where the ends of the earth
Let off steam in a rhythm that seethes in neoboptempo
so what the fuck kind of number is fifty
And the sky went the colour of eyeballs clouded with cataracts
And often the blind are most filled with music and Sonny Rollins’ tenor
Sounds the way the fog looks
out over the bay near Frisco and the city
And all the time the seals sticking their black tomtom beats
Up through the hissing surf of the drums and my brain matter becomes one
With the bubbling bass line for jazz is the sound of the city
Belongs in narrow channels cut for the primal flood here between the facades
Of houses shop-windows clothes-stands on pavements bookcases and worn-out shoes
There where human masses rain in torrents and rhythm is born
There where the feet of many walk
And on Golden Gate Bridge many feet are walking and the huge pylons
Rise skyward like being whammed by big band sections trombones I’d say
And they’re glowing in the steaming fogbanks here where they played
so what the fuck kind of number is fifty
or even for Chrissakes fifty-six
The winter after they started jazz poetry Jack Kerouac Ginsberg that Allan you know
IAnd his expression on his face was as calm beautiful and profound as the image of the Buddha Represented in the East, the lidded eyes the expression that says All is Well
But on stage down there in Scandinavia we beat them – What’s Nakskov ‘gainst Frisco
Or the breakers out on Plutø island against the cliff-walls out by
The entrance to Golden Gate you may well ask – and the answer is poems for jazz
A purling soft clarinet and a bassline around some stanzas
So what the fuck kind of number is fifty – we got there first

II

Blues is from the outback is home among marsh and woodland and steppe and mountain
The dunes at Paramount Springs when the stars above the desert are
The only light you can see and distances are suddenly galactic and the deck of
The guitar is a sheet of tin like these on the outhouse
And it’s hopelessly out of tune
You can sing blues when the spring tide rises and the seawalls out behind the wharf
Are awash with water and even Enehøj sandbank has sunk
A winter when everything closes down and the country’s white all white
Even the trees in forests and hedges it’s all extremes but jazz is the city’s
Asphalt and cobbles and neon adverts even on Søndergade you can play jazz
The seething sizzle cymbal’s a city thing
And the bass is the pulse that beats on the streets
Thelonius Monk’s a child of the city Round ‘bout Midnight and Parker plays
Now’s the Time and a prairie despair is oceans away. Blues is from the outback
Is home among marsh and bog and juniper among houses with boards
For windows hovels demolished in Ravnsborg council – up yours –
and hopelessly out of tune
The blackbird out in Sæbygård wood sings Ain’t Misbehaving
And you’d better believe it
For that ain’t no blues and can a blackbird be so lonesome that it
Will sing the blues – I don’t think. Blues is from the outback
From the Middle of Nowhere ‘cos that’s somewhere I’ve been, and it’s way out in Lapland

III

I am dreaming waking dreaming and
Between two dreams I meet
A look from the pillow next to mine and dawn

Is just a stretch of linen cloth (undyed Flemmish flax)
But the look is the sky over Plutø island
One night in early summer so long ago
Plum blossom stood out white on the low-lying bank
The chink of crimson sun had pushed north over towards
Frederiksdal and there in a straight line looking

Out across the fjord to the south of Enehøje
It was blue was heaven and pure
The stars must have gone on summer holiday

Or something that between two dreams
Over the lowland almost concealed by the fjord
The high vault of sky

And the pillow beneath your head

IV

We were prepared we sang Saint James’ Infirmary
All the time and we knew it could go wrong
We were prepared and we were also of one mind
If the war came we would take arms
It was the 50’s there was not the slightest reason
To survive the atom bomb and all that
Even then
The world was ruled by madmen
So we sang Saint James’ Infirmary
With feeling
And it is true
I have seen my baby
Stretched out on a long white table
So cold so sweet
On a hospital bed have held
Held hands held tight with arms
Round shoulders round the small
Of her back and held
Operating theatres hospital wards
Sickbeds but the undertakers
We have kept at bay
Have sung them away

White yes
Cold yes
Lovely yes dead no
It’ll come never fear it’ll
Come and we are prepared yes
We sang it all the time or rather I did
And when John played along
We took it in G minor it suits
Wind players better and it’s all the same
On the guitar (there’s not much a barré can’t handle)
So we didn’t take the high fifth in the A minor chord
But the third in C like all the others Armstrong and them
And there’s nothing like technicalities
For driving out thoughts
Of your baby white and cold so dead so fair
Stretched out on a long white table
In the mortuary at Saint James’ Infirmary
Or the chapel behind the hospital on Hoskiærsvej
I’ll sing it just one more time
In E minor I went down to
Saint James’ Infirmary
I saw my baby there

Mi manca la luna
Fra essen, dér hvor Eros’ pile smedes
Af guld og bly, ses hvidlig røg opstige,
Og essens sorte slagger danner rige
Lavineskrænter hvorhen blikket ledes.

En torveplads – man mindes Archimedes
Som sad og tegned cirkler og fik sige:
Forstyr mig ikke. Men der er i krige
Vel intet sted en tankens mand tør fredes.

En fornem kyst, men, kære, hvor er månen?
Og her er næsten heller ingen stjerner –
Er det på grund af klodens krumme skrånen,

Eller har de djinner der går rundt og fjerner
De himmeltegn der kunne fjerne fokus
Fra mytens og frasagnets spiriti locus?

Naxos Giardini 13. juni 2010

Hvad er det for tider
Was sind das für Zeiten, wo
Ein Gespräch über Bäume fast ein Verbrechen ist.
Bertolt Brecht 1938

Hvad er det for tider hvis
det blot at tale om træer
skal være en forbrydelse –
det har nogen sagt og én
har skrevet –
og det skal være en
næsten kriminel handling
fordi man så
fortier tvillingtårnene i New York, undergrundsbanen
i London, overgrebene i Graibfængslet, bomberne
på Bali, for ikke at tale om
Øhavet Gulag , Auschwitz, My Lai og
Tell el Zatar og i stedet
giver sig af med plataner, citrontræer,
værdige graner, både omorica og almindelige rød-,
egene i skoven ved Jægerspris eller
dem der gav Æbelø navn.

Og hvis det er sandt,
hvor meget værre vil det da ikke være
overhovedet at nævne
roser
at vove bare at
tænke
ordet
roser,
ja, men så i det mindste
Hans og Sophie Scholle og
Weiße Rose og modstanden mod
nazismen, det kunne man måske,
men ellers
roser?

Én ting er at
de største har digtet om roser,
Shakespeare at selv om de hed noget andet,
ville de alligevel være det, og Goethe,
og hvor meget større kan det blive,
Shakespeare og Goethe, hva’?
Det skulle da være Dante, og han har også,
men værre er det at hver evige wannabee også,
roser kan man altid falde tilbage på, de er lissom
lyrik med stort
Y, ikk’?

Mig skræmmer de ikke, jeg tager gerne til orde om
træer.
Eller roser. Hvorfor ikke?
De er da så dejlige. Roserne i min
elskedes have, hækken med de lyserøde
roser på torvet i Trørød, og selv har jeg stået
i Rosenborg have og læst op af mine digte.
Et digt om roser er
dagens gode gerning
– på gartnerære.

Midt i alskens ondskab.

Pan i Norrland
Skoven er
på kant med kærret
Selv luften dirrer
Aspen undertrykker
sin rædsel
bævrer for den mindste
vind. Blot skyggen
af en sky
får fjeldet til at stejle.

Mit første digt
Mit første digt? Det findes ikke mere,
Vi flytted snart derefter, da forsvandt det,
Jeg antar ikke far og mor forbandt det
Med noget det var værd at konservere.

Motivet mindes jeg, kan retablere
Min afsky for fascismen som forvandt det
Totalforlis den led i Rom og blandt det
Gemene folk og fortsat ku’ regere

Madrid og fortsat slavebinde folket,
Velsignet af den stormagt der jo ynder
Pesetasfrihed frem for tankebaners.

Således skrev en tolvårs. Man begynder
At føle hvordan livet kan bli tolket
Når gaven han fik er en åndemaners.

6. maj 2010

Floden er
Floden er et ja
bekræfter
én lang bekræftelse
652 km ja
1540 kubikmeter i sekundet ja
åben oventil et langt
ja til hvad der så kommer
ovenfra nedenfra fra siderne den tager
hvad der kommer ja den gør

Regnen vælder ned i den
floden er ét ja
dråbe efter dråbe slår ringe
siger ja til ringenes vand
forener sig med det ja
når de følgende dråber
slår ned
lige så længe bygen står på
til bygen stilner af eller trisser
videre over vådmarker langs floden
med ris, enge med blomster, marker med majs
sågar tomatplanteringer ja

i strømmen står der dråbekratere
endnu et øjeblik
og er et øjeblik
et forbløffet åbnet glughul
var det den sidste?

Og floden er ét ja
der er fler hvor de kom fra

Ned fra alle bjergsider
gennem v-dale vælder
der vand det var vand det er
vand det bliver vand det der var
sne selv iskapper drypper ud og
er vand det rinder
og rinder og rinder bliver
biflod gnaver sig vej over stok
over sten når så floden
som er ét ja og føjer sig
trygt om den nyankomne
masse af vand.

Floden er et ja
det afviser ikke en digter
der skal fra Parma til Verona
men hellere ville
den anden vej
strømmen er tålmodig
overmægtig 1540 kubikmeter i sekundet
kan man bare sige ja til
omend modstræbende
hans tanker håner den
de længes mod
en anden flod et andet sted.

Den hører ham sukke efter
la Sorgue og siger ikke
desto mindre si, si si,
de små toppe i strømme tæller
til elleve, fjorten gange elleve
stavelser Po, ben puo’ tu portartene la scorza
di me con tue possenti et rapide onde
Si mumler Po for Po è si
og aldrig no jeg løber her
jeg strømmer af sted
Floden er tanke den suger
alting til sig bærer det
så troligt som lombardiske okser
bærer druer kan den tage den kan
den også tage den og i elleve
stavelser i fjorten vers
Si, siger Po, Po è si.
16.3. 2010
Digteren er Francesco Petrarca, digtet Sonetto CLXXX i Canzonieren

Il pleut, il pleut, bergère
Det regner, strømmer ned, hyrdinde,
Og jeg, hyrdinde, jeg er skorstensfejer,
Forhindret i at gøre som jeg plejer,
At danse om på tagryg, tårn og tinde –

Hvad jeg i tørvejr klarer som i blinde.
Jeg færdes på hver rygås hvor jeg leger
At jeg står højere end godsets ejer
Og skuer frit med alle fire vinde.

Sådan, hyrdinde, er vel arbejdstøjet
Sodsværtet, manden selv den fuglefrie
Nu vejret viser sin vandpantomime,

Og selv om verden vil at vi skal tie,
Går talen desto hedere med øjet
Når du indbyder mig til hyrdetime.

3. maj 2010. Titlen er et citat fra en berømt fransk vise af d’Églantine indlagt i operaen Laure et Pétrarque 1770’erne